| blob | 1b93fbdbe9231959aef5c0debe5334e5c70be404 |
1 deolog Den amerikanske politik i Mellemøsten kaldes også for »Bernard Lewis-doktrinen«. Den lille professor har som 89-årig fået en indflydelse, der rækker langt uden for de akademiske rækker.
3 SANTA FE
5 Bernard Lewis har været der hele tiden.
7 Han virker så gammel som et kroget egetræ, der har stået der siden den yngre middelalder, og han har skrevet tæt på 40 bøger og spredt sit budskab på tre kontinenter - og alligevel er det først nu, at han for alvor bliver trukket frem forrest på amagerhylden. Som 89-årig.
9 Den amerikanske politik i Mellemøsten bliver kaldt for »Bernard Lewis-doktrinen«, han er en hyppig gæst hos den amerikanske vicepræsident Dick Cheney og i Pentagon, og når forskerne engang skal finde ud af, hvad der skete i USA efter terrorangrebet 11. september 2001, vil hans navn uden tvivl dukke op.
11 2001 er det ene årstal, som er afgørende for mandens karriere. Det andet er 1978.
13 Lad os tage det sidste årstal først.
15 Bernard Lewis er mellemøst-forsker eller - som det hed i fordums tider - orientalist. Under Anden Verdenskrig var han efterretningsofficer med speciale i den arabiske verden, og derefter fortsatte han i akademia, som professor på University of London. Han skrev bøger om alle emner vedrørende Mellemøsten - om slaveri, om håndværkerlag, om de arabiske sprog, om kulturel identitet, kvinders rolle, selvmordssekterne, jødernes historie og status, og i 1950 skrev han en bog, som stadig den dag i dag bliver betragtet som den bedste introduktion til emnet: »The Arabs in History«. I 1974 blev han hentet til Princeton University i USA.
17 Inden for sit felt var han den store mand. Men så kom 1978.
19 Litteraturprofessor på Columbia University, Edward Said, udgav det år bogen »Orientalism«, og heri gjorde han op med hele Lewis-skolen.
21 Han mente, at Lewis og hans ligesindede gav udtryk for en kolonialitisk tankegang over for Mellemøsten, og at de ved at forske efter de gængse standarder brugte en vestlig målestok over for et område, som var uden for vestlig målestok. Mellemøsten skulle forstås på sine egne præmisser, sagde Said, og Mellemøsten havde ikke brug for orientalisternes tolkning af originalkilderne eller vestlige ideer om adskillelse af religion og stat og prædikener om demokrati og pluralisme. Med den ene bog faldt en meget stor del af Lewis' forfatterskab til jorden. Ikke fordi forfatterskabet ikke holdt vand, men fordi det blev politisk ukorrekt.
23 Som Edward Said sagde om Lewis: »Hans akademiske arbejde synes objektivt, men i virkeligheden er det meget tæt på at være propaganda vendt mod dets eget emne.«
25 Det spillede naturligvis også en rolle, at Said var venstreorienteret og Lewis konservativ. Said var palæstinenser og Lewis jøde.
27 Said ramte tidsånden, lige ind i den store afghanerpels, og saidismen stod uanfægtet i de følgende 23 år. Bernard Lewis blev akademisk sat på græs.
31 Men så kom 2001, det andet afgørende årstal i hans karriere.
33 19 arabiske terrorister angreb 11. september USA og i bredere forstand Vesten. De fløj kaprede fly ind i World Trade Center og Pentagon, verden stod fanget i sin bane, og selv om de menneskelige og fysiske ødelæggelser var slemme nok, var pludseligheden på mange måder endnu værre. Hvorfor gjorde de det? Hvordan kunne de hade os så meget, at de ikke blot kunne tage deres eget liv, men også tage hundredevis af uskyldige menneskeliv? Hvor kom foragten, afskyen, væmmelsen og desperationen fra?
35 Edward Said og hans meningsfæller havde ganske enkelt ikke forberedt os på den situation. Den førende skole af mellemøstforskere og den politiske korrekthed havde kun påpeget det godartede og kulturelt egenartede i den arabiske fanatisme, og enhver kunne nu se, at sandheden var anderledes.
37 Det blev et comeback for Bernard Lewis.
39 I november 2001 skrev han et langt essay i magasinet New Yorker, »The Revolt of Islam«. Artiklen var en opdatering af en artikel, som han havde skrevet i 1990 - »The Roots of Muslim Rage« - og han satte her sin livslange filosofi ind i den nye kontekst. For meget af det, som Lewis tidligere havde skrevet, syntes at pege frem mod 11. september 2001.
41 Allerede i 1957 havde Lewis talt om et forestående »civilisationernes sammenstød«, han skrev, at den arabiske verden husker deres historie, lever i historien, mens historien for os er netop det; han skrev, at middelalderens store arabiske krigsherre Saladin havde sagt til sine soldater, at muslimer skulle bruge Vestens våben mod Vesten selv, han påpegede i 1967, at den religiøse selvmordssekt assassinerne rørte ved noget centralt i muslimsk tankegang, og i 1990 skrev han om radikale islamister:
43 »Hvis soldaterne i kamp for islam ... kæmper for Gud, så følger det logisk, at deres fjender kæmper mod Gud, og siden Gud i princippet er den allerøverste, lederen af den islamiske stat, så er han også lederen af deres hær, og Guds soldater har til opgave så hurtigt som muligt at sende fjenden til det sted, hvor Gud kan straffe dem - til efterlivet.«
45 Det er et helt anderledes syn på islam og især den radikale del af islam end Edward Saids, og det politisk korrekte billede. 11. september 2001 overbeviste en gang for alle omverdenen om hvem, der havde ret - og hvem, der var rejsende i objektivitet og hvem, der var rejsende i propaganda.
47 Dermed kom Bernard Lewis på banen igen.
49 Snart holdt han foredrag for de inderste politiske cirkler i Washington, og når han talte, talte han ex cathedra.
51 Han forklarede, at den muslimske verden i det meste af et årtusinde var lysår foran den vestlige. Muslimerne dominerede videnskabeligt, militært og kulturelt, men det kom til en brat ende i 1683 - da muslimerne led nederlag ved belejringen af Wien - og i 1699 måtte det ottomanske imperium indgå den ydmygende Carlowitz-fred. Det var slemt nok, men ondt blev ondere i 1798, da Napoleon med et beskedent ekspeditionskorps besatte Egypten. De ottomanske herskere kunne intet gøre; de udsendte en religiøs bandbulle mod Napoleon, de forsøgte at sende en muslimsk hær mod franskmændene, men først da englænderne greb ind, lykkedes det at fordrive ham.
53 Læren var tydelig: En lille vestlige styrke kunne besætte et helt centralt arabisk land, og kun et andet vestligt land kunne bringe besættelsen til ophør.
55 Forklaringen var - siger Bernard Lewis - at den muslimske verden var blevet insulær, den havde udelukket vestlig videnskab og vestlige fremskridt, og den havde med tiden gjort religion og statsmagt til ét, og det blev kun forværret i den konspirationsperiode, der fulgte efter invasionen af Egypten. Det hele blev med tiden til en ond cirkel. Mere tillukkethed, flere konspirationsideer, mere religion, mere fundamentalisme, mere vold og terror - og det er der, hvor Mellemøsten er i dag, siger Lewis.
57 Men - har han sagt til sine tilhørere i Pentagon og i vicepræsident Dick Cheneys kontor - løsningen er lige for: Det handler om at bryde cirklen, om at få lys ind i mørket, at lukke den muslimske verden op, at adskille religion og statsmagt og først og fremmest indføre demokrati. Det kan ikke ske med et trylleslag, det skal ske gradvist, »ellers slår man patienten ihjel«, har han sagt, og Bush-regeringen har været mere end lydhør over for professoren.
59 Irak er på mange måder første patient - for nu at bruge hans eget udtryk - og Lewis-doktrinen skal her bevise sin levedygtighed.
63 Lewis har naturligvis stadig sine kritikere, og de er ikke blevet færre af, at han nu - med eller mod sin vilje - er blevet sovset ind i spillet i Washington og står som nestor, som chefideolog, for en politik, som kritikerne finder forbryderisk.
65 M. Shadid Alam, økonomiprofessor på Northeastern University i Boston, skrev for nyligt en sønderlemmende kritik af »Lex Lewis«. Alam tager på mange måder over, hvor Edward Said slap - Said døde sidste år - og hans retorik er udtryk for den politiske polarisering. Alam beskylder således Lewis for udelukkende at have ét mål - at sikre staten Israel. Han kalder ham for et ledende medlem af den zionistiske sammensværgelse, han slår ham i hartkorn med jødiske neokonservative, og han beskylder ham for at være totalt blind over for det største problem i Mellemøsten, den amerikanske støtte til Israel.
67 »Hans såkaldte forskning gør de samfund, han forsker i, til forbrydere og undermennesker,« skriver Alam i magasinet Studies in Contemporary Islam.
69 Det er uanfægtet, at Lewis har et blødt hjerte for Israel, og at det til tider skævrider hans forskning, men Lewis kan tage kritikken roligt. Han er allerede blevet beskyldt for alt det, der er værd at blive beskyldt for, i et kvart århundrede var han ude i den akademiske nat, det er ham, der nu har magthavernes øre, og - til syvende og sidst - når TV viser en vesterlænding, som får skåret hovedet af, eller når billederne fra 11. september 2001 ruller gennem bevidstheden, så leveres beviset.
71 Så er det klart, hvem, der er rejsende i objektivitet og hvem, der er rejsende i propaganda. Han er ikke journalist og måske ikke engang dokumentarist. Men Michael Moore har vundet både Oscar og Den Gyldne Palme for sine dokumentarer og sat verdensrekord i omsætning med den seneste »Fahrenheit 9/11«. Hvordan gør han det?
73 Det er ham selv, iført lurendrejerblik, der er på filmplakaten. Hvilket er betydende. For det er Michael Moore mod Bush. Moore mod irakkrigen. I det hele taget Moore mod det patriotiske USA. Det er - som Time Magazine har udtrykt det: »Verden ifølge Michael«.
75 Den globale filmverdens mest kontroversielle figur er for tiden ikke en megastjerne på stoffer, en gal instruktør eller en excentrisk skuespiller. Det er en mand fra Flint, Michigan, der iført kasket, briller og en tilsyneladende tilforladelig trindhed fortæller sin udlægning af terrorangrebet på USA, krigen i Irak og George W. Bush' format som præsident i verdens mest magtfulde embede - eller mangel på samme.
77 Michael Moore er med en Klods-Hans' ligefremhed vadet direkte ind i verdens for tiden største stridsmål med »Fahrenheit 9/11« og har kastet mudder i hovedet på de nationale skrivere og oldermænd. Der er tale om en film, som ikke lægger fingre imellem og heller ikke lader nogen ligegyldig. Bush fremstilles som en i bedste fald inkompetent i værste som en grisk fupmager, der fører krig for egen og sine saudiarabiske venners skyld. Og filmen har det erklærede mål at få lagt den amerikanske præsident og kompagni i lænker og båret til tugthuset på en forurettet folkestemning af at være blevet holdt for nar.
79 Men kan man nu også det?
81 Moores genreblanding af journalistik, kommentage og satire har siden den fik Den Gyldne Palme i Cannes været under voldsom beskydning. For sin mangel på dokumentarisk akkuratesse. Uanset dette er »Fahrenheit 9/11« før dansk premiere i dag en film, der foreløbig har indspillet sensationelle 650 millioner kroner i USA i sine første tre måneder. Det er aldrig nogensinde tidligere sket for en dokumentarfilm.
83 Undskyld
85 Men er Moore dokumentarist? Flere mener, at han er blevet prædikant i sin egen kirke. En missionær for hvem målet helliger midlet. Under foregivende af være de sagtmodiges beskytter, revser han de rige og magtbegærlige men tiltusker sig i virkeligheden selv rigdom og magt, hedder det.
87 Hovedparten af kritikken synes dog at bero på forestillingen om, at Moore bør være en faktajagende, uhildet historiefortæller. En objektiv iagttager. Men Moore har faktisk aldrig fortalt sine historier med noget, der ligner objektivitet. Han gjorde det ikke i den stærkt priste debut »Roger & Me« om General Motors nedlæggelse af en bilfabrik i Flint og udflytningen af 30.000 arbejdspladser til Mexico. Han gjorde det slet ikke i den ligeledes stærkt kontroversielle »Bowling for Columbine« om et USA i våbnenes vold. En film, der fik en Oscar som bedste dokumentar. Og dertil fik Moore i den anledning til at gå på scenen og sige: »Vi kan godt lide dokumentarisme, men dette er fiktive tider med et fiktivt valgresultat, der har givet os en fiktiv præsident, som udkæmper en fiktiv krig (irakkrigen, red.) af fiktive grunde. Vi er imod denne krig - skam dig, Mr. Bush!«. I »Fahrenheit« bringer Moore sin begrundelse: Saddam Hussein havde hverken masseødelæggelsesvåben eller al-Qaeda forbindelser. Han havde derimod verdens næststørste oliereserve. Moore skoser hele den amerikanske mediestand for leflende og ukritisk at bære stars & stripes gennem alle spalter og sendeflader. Flere af dem har siden »korrigeret« deres dækning. New York Times har endog ligefrem undskyldt den.
89 »Mesterværk«
91 Michael Moore er siden Oscar-uddelingen selv blevet forsøgt stemplet som en fiktionens mand. Moore prædiker uomgængeligt sit eget evangelium, sin egen sandhed. Der er tilsyneladende tale om dokommentar, snarere end dokumentar. Hans egensindige, men stærkt medrivende film er dermed ikke bare partsindlæg, de er tillige i en genre for sig selv. Hvilket blandt andre tidsskriftet The New Yorker beklagede i sin anmeldelse af »Fahrenheit«. Her ville man gerne have rubriceret filmen som »et mesterværk«. Hvis det ikke var fordi Moore hele tiden var så ivrig med at skulle fortælle »sandheden« i en blanding af politisk aktivisme og sammensværgelsesteori. Moores til tider lette omgang med nøjagtig fakta og detaljer (mange af dem fremgår af nedenstående websider) har tillige gjort, at demokraterne har holdt ham ud i armslængde. På trods af at begge har samme erklærede mål: At vælte Bush. Men tager man ham ved hånden, erklærer man sig også som ven med dogmerne.
93 Michael Moore har imidlertid altid været en mand, der ikke lader sig afvise. Lige som han i sine film minder om en dørsælger af den slags, der uden at tøve sætter foden ind for sin sag, viger han heller ikke tilbage for kritikken af sig. Han spiller tværtimod oftest dygtigt på den. Som er den blot endnu en understregning af Moore'ske sandhed om, hvad ondet i virkeligheden er.
95 For manden er selv en del af sagen. Det er derfor, han optræder på filmplakaten. Han og sagen er et. Det er Michael Moores version af verden. Det er - som Los Angeles Times måske mest præcist har udtrykt det: »uden tvivl propaganda, men som når propaganda virker bedst, er der her et gran af sandhed, som vil efterlade et uudsletteligt indtryk på publikum«.
97 Om Michael Moore på nettet:
99 Anti-Moore:
101 www.mooreexposed.com, www.moorelies.com, www.moorewatch.com, www.bowlingfortruth.com og www.michaelmoorehatesamerica.com, bogen »Michael Moore is a Big Fat Stupid White Man« er tillige netop udgivet.
103 Pro-Moore:
105 www.michaelmoore.com (officiel hjemmeside), www.michaelmooreonline.com, www.fahrenheit911.com.
107 Lagt på www.berlingske.dk 6. august 2004 kl. 03:30
109 FCK - dagen derpå
111 Af Thomas Mikkel Mortensen
112 FCK-truppen tog torsdag formiddag hul på dag et efter den største fadæse for dansk klubfodbold i nyere tid.
114 Klokken fem minutter over ti blev døren til FCKs omklædningsrum slået op. I små grupper kom spillerne luntende ud på træningsbanen. Solen bragede ned over de fremmødte tilskuere, fuglene sang og det nyklippede græstæppe duftede af højsommer. Men hvis enkelte FCK-spillere forsøgte at glemme katastrofekampen mod slovenske NK Gorica i sommervarmens hede, skulle de hurtigt blive mindet om den igen.
116 »De skulle skamme sig resten af deres liv«, lød det fra en ung kvindelig tilskuer, mens FCK-truppen trissede ind på træningsanlægget.
118 Langs banerne havde omkring 50 frustrerede FCK-fans taget opstilling for at se deres hold træne. Og mens spillerne prøvede at svede mareridtet mod NK Gorica ud af kroppen, kunne klubbens tilhængere stadig ikke begribe, at holdet aftenen forinden blev udspillet på hjemmebanen.
120 »Jeg kom bare lige forbi for at se, om det hele stod her endnu, lød det fra en forbipasserende, som kastede et ekstra blik på klubhuset for lige at sikre sig, at murene altså ikke havde slået revner natten over. En anden FCK-tilhænger havde medbragt et stort banner med påskriften Vis vilje eller skrid.
122 »Vi tog ud til træningen i protest mod kampen i går, men anlægsbestyreren fik os overtalt til ikke at hejse vores banner, forklarede en af de skuffede fans.
124 Undskyld, fodbold-Danmark
126 Og FCKs sportsdirektør, Niels Christian Holmstrøm, forstod tilhængernes frustration. Men han kunne stadig ikke forklare sine fans, hvordan det kunne gå så grueligt galt.
128 »Det er underligt, at et helt hold kan spille så ringe. Det er kedeligt og ærgerligt, at vi ikke kan præstere bedre, for det sætter dansk fodbold mange år tilbage. Så der er ikke andet at gøre end at sige undskyld til hele fodbold-Danmark«, forklarede direktøren ærligt, mens han skulede ud over træningsbanerne.
130 Foran klubhuset kunne de FCK-spillere, der var impliceret i det famøse 0-5-nederlag nøjedes med en gang let træning. Træner Hans Backe diskede ikke op med en fysisk strafaktion efter den pinlige indsats i Parken. Men også han var naturligt nok dybt skuffet over FCKs store nedtur. Efter kampen onsdag aften tog han straks hjem for at gennemse kollapset på video.
132 »Det er en af de få gange, hvor jeg virkelig har haft svært ved at falde i søvn. Det er uden tvivl det værste, jeg har oplevet i min karriere. Jeg føler, at vi er sat 100 år tilbage i tiden«, lød det fra den trætte svenske træner.
134 Men heller ikke træneren kunne give et klart svar på, hvorfor hans hold blev slået helt ind under gulvbrædderne af en ukendt slovensk klub.
136 I går stoppede svenskeren træningen en halv time før tid. Men inden de mørkklædte FCK-spillerne kunne bevæge sig ind i omklædningsrummets svalende skygge, måtte de først pænt tage i mod en stor flok autografjagende børn, som åbentbart godt kunne se igennem fingre med, at deres helte havde leveret en af de ringeste præstationer i dansk fodbold nogensinde.
138 På vej væk fra lyshårede drenge bevæbnet med kuglepen og blok kom FCK forsvarets general Ole Tobiasen med noget, der nærmede sig et svar på, hvorfor var FC København var så fornærmende ringe.
140 »Vi er åbenbart ikke bedre på nuværende tidspunkt, sådan må vi bare sige det,« lød det fra Ole Tobiasen, inden han lukkede døren ind til omklædningsrummet.
142 Når man går til angreb på verdens mægtigste mand, er det vigtigt at have gode allierede. I Michael Moores tilfælde er der tale om et regulært sammentræf. Hans bedste våben i kampen mod George Bush er George Bush selv. Normalt medbringer Moore ellers selv fadet med spinat, som ofrene for hans særlige reportagestil skal lokkes til at jokke i. Som Charlton Heston ikke særlig smagfuldt blev lokket til i 'Bowling for Columbine'.
144 Men den slags er slet ikke nødvendigt, når offeret er Bush. Han medbringer gerne det ene fad spinat efter det andet og registrerer tilsyneladende ikke, om spinaten når til knæene eller nærmer sig halsen. I tiden, der er gået siden dokumentarfilmen 'Fahrenheit 9/11' skrev filmhistorie og fik overrakt Guldpalmerne i Cannes, har Bush-administrationen således selv effektivt sørget for at kvæle de fleste Moore-kritiske røster.
146 Moore anklager i 'Fahrenheit 9/11' præsident Bush for dovenskab og inkompetence. Han hævder, at begrundelserne for at føre krig i Irak er et fupnummer. Han beskylder Bush-administrationen for at føre en provinsiel udenrigspolitik bygget på lige dele uvidenhed, grådighed, kynisme og nepotisme. At holdet med Bush, James Baker og Dick Cheney i spidsen havde travlt med at mele deres egen kage og har været så fedtet ind i saudiarabiske oliepenge, at de ikke er i stand til at tjene nationens bedste interesser.
148 I tiden, der er gået, siden 'Fahrenheit 9/11' blev vist i Cannes, har begivenhederne knæsat Moores satiriske fremstilling snarere end udstillet den som letkøbt parodi. Torturskandalen i Irak. De manglende masseødelæggelsesvåben. Den lige så manglende forbindelse mellem Saddam Hussein og al-Qaeda. Afsløringen af Bush-administrationens bemærkelsesværdigt passive attitude til terror-truslen før 11. september og dens ubegrundede fokusering på Irak som angrebsmål. Og i denne uge blev USA så sat i næsthøjeste alarmberedskab - på grund af oplysninger om en terrortrussel, der viste sig at være fire år gamle.
150 Uanset hvad man mener om Michael Moore, så skal man nok være en usædvanlig hårdhudet konservativ for ikke i sit stille sind at give ham ret i to ting: At George W. Bush som politisk leder af verdens stærkeste stat er mere inkompetent end begavet. At krigen i Irak kun i ringe omfang har handlet om at vælte den slemme diktator. At det i stedet har været en afledningsmanøvre, en opvisning i handlekraft (Nikes 'Just do it'-filosofi omsat til storpolitik, mente en amerikansk politisk kommentator) og - håbede man - en pokkers god investeringsmulighed i landet med verdens næststørste oliereserver.
152 At de efterfølgende begivenheder således i store træk synes at bekræfte Moores fremstilling, gør selvfølgelig ikke 'Fahrenheit 9/11' mindre vigtig. Den er ikke bare som 'Bowling For Columbine' et satirisk klovnenummer med brod. Den er rent faktisk en sammenhængende sagsfremstilling. Polemisk og enøjet, javel, men ud fra sit valgte udgangspunkt grundlæggende korrekt. Kritikken for selv bare at være endnu en grådig gris demonterede Moore ved at give 60 procent af filmens overskud til et godgørende formål udpeget af Disney.
154 Uanset om Moore er en flink fyr eller en irriterende kanalje, er der ikke sået tvivl om alvoren i hans politiske intentioner. Ligesom der ikke er tvivl om vigtigheden af at præsentere et amerikansk publikum for den sammenhængende argumentation, 'Fahrenheit 9/11' udgør. Det er et opråb til den talstærke politisk slumrende del af den amerikanske befolkning, der til daglig bliver lullet ind i tv-kanalernes korte, perspektivløse og 'patriotisk' begejstrede nyhedsformidling.
156 At 'Fahrenheit 9/11' vandt guldpalmerne i Cannes, vil også i fremtiden vække debat. For det første var det en dokumentarfilm i en verden, hvor spillefilmen nærmest pr. definition tilhører en mere fornem sfære. For det andet er 'Fahrenheit 9/11' pr. definition ikke et tidløst værk. Den er uden blusel tænkt som et politisk instrument, der skal virke her og nu. En propagandafilm, kunne man hævde, men der er pokkers til forskel på at lave propagandafilm på regimets regning og så på at påtage sig rollen som en moderne Zola i en situation, hvor mistanken om, at regimet er ude i et andet ærinde end sandhedens tjeneste, er voksende.
158 Og moderne er filmen. Så moderne som reality tv, men med stik modsatte intentioner i sin sammenblanding af virkelighed og fiktionsvirkemidler. 'Fahrenheit 9/11' er slagkraftig politisk retorik forklædt som cool underholdning. Det er ikke uvildig dokumentarisme. Michael Moore fortæller ved hjælp af de brikker, der passer i hans kram.
160 Men udgangspunktet er ikke propagandaens kynisme. Engagement, vilje til at gøre en forskel og retorisk begavelse i ord og billeder er blandt de kvaliteter, man alt for sjældent oplever. Her er de i rigt mål. Underholdningsindustrien har defineret det sprog, man må kunne begå sig på, hvis man vil gøre en forskel. Dét har Michael Moore forstået. Og i modsætning til de politikere, der har erstattet deres meningers mod med små sjove stunts og anekdoter, leverer Moore faktisk en politisk fortælling til og om tiden.
162 Man siger ofte, at en god fortælling kræver en helt og en skurk. Michael Moore overlader den slags western-banaliteter til sine modstandere. Selv benytter han en anden model. Han opstiller et politisk cirkus, hvor han selv er den godmodige klovn, mens modstanderen hænges ud som den ufrivillige klovn. Han ved, at hellig forargelse ikke nytter i en ironisk tidsalder. Han tror på det satiriske spinatbed. Når 'Fahrenheit 9/11' fungerer så formidabelt som fortælling, er det netop derfor. George Bush fremstilles ikke som ond.
164 Blot som en klovn omgivet af kynikere. Man får næsten medlidenhed med Bush, når man ser ham sidde handlingslammet og blive ved med at læse 'My Pet Goat' i en skoleklasse i Florida, også efter fly nummer to brager ind i World Trade Center. Det har Michael Moore næppe noget imod. De virkelige skurke står i udkanten af billedet: Baker, Cheney, Wolfowitz.
166 Repræsentanter for den grådige og rå magt, der gerne ofrer Nationens sønner rekrutteret fra de laveste sociale lag, hvis der er penge at tjene eller politiske point at score. Det er derfor, 'Fahrenheit 9/11' på trods af sin aktuelle datostempling vil blive stående. Som et Orwellsk portræt af et politisk system, der tjener de rige, udnytter de fattige og definerer en løgn som den form for usandhed, man er så uheldig at blive grebet i.
168 Primært ved hjælp af arkivoptagelser, interview med nøglevidner, sine egne vittige kommentarer og brutale optagelser fra Irak åbenbarer Michael Moore sig som en effektiv fortæller. I 'Fahrenheit' er han mere end en politisk stand-up-komiker.
170 Først den store afklædning af Bush, der kalder på den vantro latter. Så forsvinder latteren, og kun vantroen bliver tilbage, når det går op for en, at Bush-administrationens sammenblanding af storpolitik og privatøkonomi får Silvio Berlusconi til at ligne ridderen af de rene linjer. Efter vantroen kommer smerten, da omkostningerne bag det politiske krigscirkus sendt af sted med 'Just Do It'-filosofien bliver oprullet.
172 Omkostningerne målt i amerikanske soldaters liv og førlighed. Omkostninger målt i irakiske tab af menneskeliv. Den tragiske udradering af den amerikanske goodwill-konto fra 9.11. Det er her, filmen har sit skrøbeligste punkt. Da Moore efter 70 minutter skal tage springet fra komedie til tragedie. Det efterlader ganske rigtigt nogle tråde blafrende i luften, men knække gør filmen ikke.
174 Saddam Hussein var en slagter. Ingen tvivl om det. En syndebuk ingen vil savne. Men hvad kalder man en mand, der starter en krig mod et andet land på et løgnagtigt grundlag? En klovn? 'Fahrenheit 9/11' efterlader snarere billedet af en marionet i hænderne på den amerikanske kapitalismes urkræfter. Fordi Michael Moore denne gang tør lunte helt ind i det store billede, genopstår den politiske dokumentarfilm som magtfaktor og som sætter af en dagsorden, det er svært at sidde overhørig.
176 Efter at have opholdt sig i alt seks måneder i Irak siden krigens afslutning lykkedes det for den franske journalist Sara Daniel at møde Iraks islamiske bødler i Fallujah.
177 JP-Xtra
182 Marseille Den mange sider lange reportage får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Efter måneders forberedelse er det lykkedes journalisten Sara Daniel fra det franske ugemagasin, Le Nouvel Observateur, at møde de islamister, der har bortført og myrdet adskillige udenlandske gidsler i de seneste måneder.
184 I islamisternes hovedkvarter i Fallujah, hvor amerikanske soldater ikke har vovet sig ind siden deres tilbagetrækning 29. april, fortæller de leende om, hvordan de har skåret halsen over på gidsler, og om hvorfor verden kan vente flere bortførelser i fremtiden: fordi metoden virker.
186 »Jeg er ansvarlig for halshugningen af den amerikanske agent Nicolas Berg, af koreaneren Kim Sun-il og af irakiske spioner, som arbejder for amerikanerne,« siger chefen for en nydannet militær overkommando af islamiske grupper, en mand på 30 år, hvis navn i artiklen er ændret til Abou Rachid.
188 Video med mord
189 Da journalisten lytter med rædsel, bryder Abou Rachid ud i latter og anbefaler hende at se DVD'en med mordet på Nicolas Berg to gange, så hun vænner sig til det. Samtidig tilbyder han hende at deltage i det næste.
191 Abou Rachid afviser, at udenlandske krigere kontrollerer kampen mod amerikanerne. Efter amerikanernes tilbagetrækning betragtes Fallujah som den første befriede by i Irak, et islamisk emirat. Et fælles råd af cheferne for 13 islamiske grupper har indført et religiøst terrorregime med kontant afstraffelse i form af likvidering af modstandere, spioner eller folk, der ikke vil underkaste sig strenge islamiske leveregler.
193 Ifølge lederen har alle islamiske grupper fundet sammen i et samarbejde, og bortførelser og angreb planlægges i Fallujah.
195 Metoden virker
196 »Vi bortfører ikke for at skræmme dem, vi tilbageholder, men for at udøve pres mod de lande, som hjælper amerikanerne. De samarbejder med amerikanerne på grund af økonomiske interesser, men deres kontrakter er plettet med irakisk blod. Skal vi blot folde hænderne, mens de myrder os? Det er ikke en god ting at halshugge folk. Men det er en metode, der virker,« siger Abou Rachid og fortsætter:
198 »Se blot på Filippinernes retfærdige reaktion. Takket være deres indstilling, kunne vi frigive gidslet og vise verden, at vi også elsker fred og eftergivenhed. I øvrigt forsøgte jeg at forhandle en udveksling af Nick Berg mod irakiske fanger, men amerikanerne afviste. Derfor er de de sande ansvarlige for hans død.«
200 Ifølge Abou Rachid har de 13 islamiske grupper forskellige opgaver, men de har centraliseret forhandlinger i gidselsager og modstandskampen over hele Irak i Fallujah for i fremtiden at kunne intensivere flere parallelle attentater for at vise deres styrke.
202 De islamiske ledere erkender, at mange udenlandske arabiske hellige krigere deltager i kampen på deres side, men afviser, at attentaterne styres af udlændinge. Når flere gidsler er blevet henrettet af arabiske krigere, skyldes det ifølge Abou Rachid, at de er nået op på et højere religiøst niveau.
204 »Men lidt efter lidt lærer irakerne at efterligne deres arabiske brødre,« siger han og lover, at kampen først vil standse, når besættelsen er ophørt, og når islamisk sharialov er indført i Irak.
206 Fremsynet prædiken
207 Sara Daniel interviewer også de yderligtgående islamisters religiøse leder, imam Janabi, der med tilfredshed fortæller hende, at han allerede i en prædiken i 1996 forudså, at en amerikansk invasion først ville gøre det af med Saddam Hussein og bagefter med amerikanerne selv.
209 På ture rundt i Fallujah bliver det klart for Sara Daniel, at de islamiske krigere har den reelle magt i byen, og at den irakiske regerings sikkerhedsstyrker, som ifølge aftalen skulle overvåge sikkerheden efter amerikanernes tilbagetrækning, er rene statister.
211 En koncertrække med bl.a. Bruce Springsteen og R.E.M. skal vælte taburetten under Bush. »Resultatet af valget er vigtigere end min karriere,« siger bassist.
213 Det bliver nok ikke »Tunnel of love« - måske snarere »Born to run«, som Bruce Springsteen »The Boss« retter mod præsident George Bush, når han den 5. oktober går på scenen for at vælte præsidenten, som gik i krig mod Irak.
215 En gruppe af musikere, som kalder sig selv »Vote for change« (Stem for forandring), står bag det største valgpolitiske musikarrangement i USA nogensinde. I alt 34 koncerter i ni stater er planlagt.
217 Kendte navne som Bruce Springsteen, R.E.M., Dave Matthews Band, Dixie Chicks, Pearl Jam, Jackson Browne, James Taylor og Jurassic 5 har meldt sig under fanerne i den musikalske krig.
219 »Forhåbentlig har vi igennem årene opbygget en stor troværdighed hos vore fans. Der kommer et tidspunkt, hvor man må bruge noget af den, og det tidspunkt har vi nået nu,« siger Bruce Springsteen til Los Angeles Times.
221 »Resultatet af valget er langt vigtigere end min karriere,« siger R.E.M.-bassisten Mike Mills.
223 »Disse kunstnere repræsenterer en ekstrem venstrefløjs dagsorden, som ikke er repræsentativ for de fleste amerikaneres værdier,« siger David James, talsmand for det republikanske partis National Committee, som foreløbig ikke har planer om en musikalsk modoffensiv.
225 Baggrund
226 Hollywood kalder Warren Lieberfarb »DVDens far«, og de får 60 mia. kr. ekstra i årsomsætning på hans bedrifter. Men han har ikke fået andet end en fyreseddel og almindelig løn, så nu er han vred. Meget vred.
228 Warren N. Lieberfarb, 60-årig forretningsmand, kunne godt læne sig stolt tilbage.
230 I bl.a. Hollywoods »Digital Hall of Fame« fejres han af filmbyen selv som »DVD-ens far«, og det er vel ikke så ringe, når DVDen allerede er på vej i historiebøgerne som en teknologi, der slog hurtigere an end både farve-TV, mobiltelefoner og video.
232 Men Warren Lieberfarb er mere vred og bitter end han er stolt, så nu er han gået i krig igen.
234 Han har ladet sig hyre af softwaregiganten Microsoft som konsulent for Bill Gates' forsøg på at udmanøvrere de store Hollywood-selskaber. Microsoft arbejder på at få fremtidens herredømme i underholdningsindustrien.
236 Lieberfarb har også lagt sag an mod sin arbejdsgiver gennem 18 år, underholdningskonglomeratet Time Warner, for selv om de har modtaget adskillige priser på hans vegne, så har han ikke fået andet end en fyreseddel - og direktørløn - for ulejligheden med at skaffe branchen en ny årlig indtægt på over 60 mia. kr.
238 En indtægt, der blev udviklet for højest 200 mio. kr., og nu langt overgår, hvad branchen tjener på at sælge biografbilletter.
240 Men nu rejser Lieberfarb rundt og siger, at de ikke har fattet, hvilken flodbølge, de sidder i. Ja, man kan sige, at han er gjort af det stof, som Hollywood skaber film på.
242 Filmlagkagen
244 Warren Lieberfarb var en temmelig almindelig forretningsmand med uddannelse fra bl.a. business-skolen Wharton, da han i 1984 blev sat til at stå for Warner Home Video. Han skulle sørge for at filmselskabet Warner Brothers tjente lidt ekstra på hver film, når de var udspillet i biograferne, og de havde været en tur forbi filmkanalerne.
246 Han skulle give filmlagkagen et ekstra lag flødeskum...
248 Det var et job uden store dikkedarer. I USA handlede det f.eks. om at opbygge et godt forhold til det nye store nationale videoudlejningsselskab Blockbuster, og så kørte den forretning nogenlunde af sig selv - påvirket af, hvor gode film, selskabet lavede undervejs - og af hvilke gamle film, der kunne støves af og sendes til udlejning.
250 Men i 1992 så han lyset.
252 Nogen sagde til ham, at det engang ville blive sådan, at film ikke længere ville komme på video, men blive noget, folk kunne sidde hjemme i deres stue, og få leveret direkte gennem kabelnet.
254 Ingen talte endnu om internettet, men pludselig gik det op for Lieberfarb, at han levede på lånt tid som videoudlejer.
256 Hvis han skulle overleve i underholdningsbranchen, måtte han finde på noget nyt.
258 Standardiserings-krig
260 Så begyndte han at filosofere over, hvad der skulle til, hvis det skulle være sådan, at han selv ville blive ved med at købe eller leje en film.
262 Billedkvalitet og lyd skulle være bedre, end hvad man kunne få via kabelnet og i videobutikkerne. Men hvordan?
264 Direktørkollegerne i Warner vrængede på næsen ad ham. Han var jo ikke engang tekniker, men han fastholdt, at han selv var noget meget vigtigere: Forbruger!
266 Han tog en snak med Warners teknologipartner, japanske Toshiba, om sin vision, og langsomt udvikledes ideen om at lave DVD-skiven.
268 Der fandtes allerede en laserdisk - som aldrig blev en kommerciel succes, den var for dyr - og Sony/Phillips ville arbejde videre med en såkaldt multimedia-CD, som de havde udviklet i firserne.
270 Men Lieberfarb fik forklaret Toshiba, at der skulle mange flere informationer på skiverne end på en multimedia-CD, så en film f.eks. kunne være på én skive.
272 Måske lå løsningen i at komprimere data, foreslog han.
274 De fleste filmselskaber troede på Sony/Phillips-løsningen, som de mente var lettere at styre kommercielt, men Lieberfarb fik godkendt, at Warner i 1997 gik på markedet med deres DVD-format med en skive, der kan indeholde 4,7 gigabyte information, nok til 135 minutter film på én skive.
276 Warner/Toshiba vandt standardiseringskrigen, der ikke lod halvfjerdsernes kamp mellem videosystemerne VHS, Betamax og Video 2000 meget efter.
278 Alle andre fulgte med dem, efter at der der også havde været lidt rets-skuddermudder, hvor parterne sagsøgte hinanden, handlede med patenter - og endda måtte have embedsmænd på banen for at klare hjørner af slagsmålet.
280 Bare syv år efter DVDens introduktion har de første elleve Hollywood-film passeret 10 mio. i DVD-oplag, og den mest solgte, børnefilmen »Nemo« har allerede passeret 20 mio. i oplag.
282 Hvad bedre er, så er Hollywoods indtægterne på DVD på over 60 mia. kr. om året nu næsten tre gange så store som indtægter fra billetsalg i biografer.
284 Ja, DVD udgør nu halvdelen af Hollywoods indtægter, og video er noget, der hastigt er på vej på museum.
286 Selv TV-selskaberne har fået nye indtægter på grund af DVD. Warner har selv solgt kassetter med serien »Friends« for over tre mia. kr., og herhjemme ser det ud til, at folk har taget DVD-udgaver af »Matador«, »Rejseholdet« og »Langt fra Las Vegas« til sig.
288 Fyret - uden belønning
290 Desværre for Warren Lieberfarb fik han ikke selv meget ud af successen. På et tidspunkt blev han tilbudt aktier i Time Warner, men det var dengang i dotcom-alderen, og en topchef fik ham overtalt til i stedet at få optioner i den nye fusion AOL Time Warner, der som bekendt blev et økonomisk mareridt, der var ved at rive hele koncernen fra hinanden - hvis ikke det havde været for Lieberfarbs fine nye indtægtskilde.
292 Lieberfarb prøver nu via et civilt søgsmål alligevel at få en andel af Hollywoods nye flødeskum, men han er ikke længere på god fod med sine gamle kolleger.
294 Og i december 2002 blev DVDens far ganske enkelt fyret fra Warner.
296 Lieberfarb havde foreslået at hans selskab i selskabet skulle integreres med bl.a. den afdeling, der bestemte hvilke film, der skulle optages, og han mente i øvrigt, at han selv ville være den bedste chef for samlingen, og det affødte en beklagende, men kold fyreseddel fra Warner Brothers-chefen Barry Meyer.
298 Film blev globale
300 Meyer burde have set det komme. Allerede i år 2000 rejste Lieberfarb rundt og blev hyldet for sin DVD, og så beklagede han sig over at branchen endnu ikke helt havde fattet, hvad der skete omkring den, at filmen var blevet en global vare:
302 »Vi må forholde os til, at verden opdager en ny film i samme øjeblik, den har premiere i USA. Det er et problem når markedsføringen, kommer længe før premieren i de fleste lande,« sagde han, og advokerede dermed for, at det ikke nytter noget at blive ved med at tro, at man først kan lave biografudgivelse, så filmkanaludgivelse og endelig DVD-udgivelse.
304 Hans gamle venner fra Blockbuster og de andre i videoudlejningsbranchen fik at vide, at deres tid var ved at være udspillet: Hvis de skulle have en chance for at trække dødskampen lidt ud, skulle de stoppe udlejning og i stedet begynde at sælge film - og Hollywood-selskaberne skulle for resten sætte priserne ned, så en ny DVD-film højest kostede 10 dollar, og ikke to-tre gange mere...
306 Lieberfarb mener forresten også, at pladeselskaberne skal sætte deres priser endnu mere ned - for at være prissat rigtigt i forhold til film og truslen fra piratkopiering, som efter hans regnebog overdrives vildt af selskaberne.
308 Om igen med Microsoft
310 Nu er hele historien måske ved at gentage sig.
312 Bl.a. filmselskaberne presser på for at få en ny, bedre DVD, hvor der kan lagres endnu flere informationer til hjemmebiograferne, og en krig om standarder er ved at opstå med Sony og Microsoft i yderfløjene.
314 Sony kæmper for et format, der hedder Blue-Jay, og skal kunne bære op til 50 gigabyte information, mens Microsoft advokerer for HD-DVD, der kan bære 15-30 gigabyte.
316 Hollywood hælder nok mest til HD-DVD, men er lidt skræmt af opkomlingen i underholdningsindustrien Microsoft, med Lieberfarb som konsulent, satser noget af sin bugnende pengetank på flere hundrede mia. kr. i kontanter på at komme med i spillet - og måske også vil have adgang til Hollywoods store lagre af gamle udgivelser.
318 Både Lieberfarb og Microsofts Bill Gates siger nemlig igen og igen, at HD-DVD bliver »det sidste format« før den teknologi, der satte Lieberfarb i gang med at udvikle DVDen, kommer til at overskygge alle andre distributionsformer: Film på bestilling fra gigantiske arkiver via bredbåndsnet - på ingen tid og til små penge.
320 Uanset om det lykkes Warren Lieberfarb sammen med sine nye partnere endelig at komme til at tjene store penge, så er der end ting, der gør ham endnu mere stolt end at blive kaldt »DVDens far«.
322 Det er, at hans teknologi betød nyt liv i flot kvalitet til hans egne yndlingsfilm: Charlie Chaplins klassikere fra trediverne, »Moderne Tider« og »Diktatoren«.
324 Kommentar
325 Morten Olsen udtager i dag et landshold, som måske er uden spillere fra Superligaen. Og det er et problem.
327 Morten Olsen tager i dag første skridt på vejen mod VM 2006 i Tyskland, når han offentliggør truppen til træningskampen mod Polen på næste onsdag. Eneste test før det går løs i VM-kvalifikationen mod Ukraine den 4. september i Parken.
329 Før sommerens EM-slutrunde var der alenlange diskussioner, om hvilke Superligaspillere der skulle besætte de yderst mandater i den danske trup. Per Nielsen og Morten Wieghorst var skadede, og i deres sted blev Hjalte Nørregaard, Jesper Bech, Asbjørn Sennels og sågar Stig Tøfting bragt i forslag, inden landstræneren pegede på Brøndbys Thomas Kahlenberg.
331 Morten Olsen har anderledes rolige arbejdsbetingelser i dag, hvor Kahlenberg er det eneste seriøse bud på en Superliga-spiller blandt de 18 spillere, der skal med til Polen.
333 Har Superligaen dermed spillet fallit? Både ja og nej.
335 Som det til hudløshed er blevet påpeget, så fungerer ligaen ikke som rekrutteringssted for landsholdet, men i højere grad som en kravlegård for kommende udlandsprofessionelle. Derfor trækkes de største talenter til England, Tyskland og Italien for at blive færdigudviklet som fodboldspillere, mens de øvrige sjældent slår igennem - andet end på hjemligt græs.
337 Superligaen producerer fortsat talenter til udlandet, så på den vis er ligaen en succes.
339 Men på nogle punkter svigter trænerne og lederne i Superligaen.
341 Jeg mangler især at få indfriet to forventninger.
343 For det første vil jeg gerne se en større intern fødekæde, hvor de velhavende storklubber som Brøndby og FCK henter talenter hos de andre Superligaklubber. Asbjørn Sennels hos Brøndby og Michael Silberbauer hos FCK er blandt de få eksempler på at opfylde dén ambition. Men de overskygges af mestrenes indkøb det seneste års tid af spillere som Saarinen, Hoseth, Linderoth og Santos. Eller Brøndbys indkøb af Elmander og Stefanidis. Alle sammen dygtige spillere, som bestemt er med til at højne niveauet i ligaen. Men samtidig spillere, som maser unge danske talenter ud.
345 For det andet så jeg gerne, at tilgangen af 4-4-2-trænere fra Sverige, Norge eller den danske Ricardo-æra ville tynde ud. Superligaens trofaste tilhængere fortjener bedre, og samtidig ville det give Morten Olsen en mulighed for at hente spillerne tidligere, hvis de var skolet i det system, han og DBU foretrækker.
347 Der mangler nyt blod i Superligaen, men mest i trænersæderne. FC København forærede sejren væk mod Viborg. Ole Tobiasen mener ikke, der er tale om spillemæssig krise.
349 FC Knust eller FC Krise. Bladskrædderne forlyster sig på Ekstra Bladets og B.T.s redaktioner efter lørdagens bundkamp i Superligaen, hvor FCK viste en sjælden grad af elendighed mod ellers ubetydelige Viborg.
351 Københavnerne var mødt op på Viborg Stadion med den erklærede målsætning, at de ville revanchere 0-5-lussingen mod NK Gorica. Et klart opstillet mål, som da også så ud til at blive indfriet til fulde, da først Jesper Bech og siden Michael Silberbauer smukt bankede hver ét mål ind før pausen.
353 Jesper Bech og især den nyindkøbte norske landsholdsspiller Magne Hoseth viste overbevisende takter, og FCK havde helt styr over sagerne.
355 0-2 stod der på måltavlen bag Magnus Kihlstedts mål efter en times spil, og så gik det pludselig helt galt for de forsvarende danske mestre. Hvad måltavlen nemlig ikke afslørede var, at FCKs forsvarere tidligere i kampen havde været rystende svage - i i særdeleshed Ole Tobiasen i midterforsvaret.
357 Tre gange i første halvleg var Tobiasen ved at koste mål, og hverken han eller anfører Bo Svensson så godt ud ved Klaus Kærgaards reducering en halv time før tid. Helt galt gik det mod slutningen, hvor Viborgs lettiske landsholdsspiller Imants Bleidelis to gange huggede bolden ind bag en lidt stillestående Magnus Kihlstedt i målet. 0-2 var på en halv time vendt til 3-2, og sådan sørgede træner Hans Backe og spillerne for, at krisesnakken i mesterklubben kan fortsætte uhindret indtil mødet med OB på søndag.
359 »Vi kan godt blive enige, om at vi ikke har fået den bedst tænkelige start på sæsonen. Men jeg synes alligevel, at det er for tidligt at tale om krise,« analyserede Ole Tobiasen sig frem til efter kampen.
361 To unge danske filmfolk har lavet en kortfilm sammen med Alexandra Kerry, der er datter af den amerikanske præsidentkandidat, John Kerry. Det har ikke skadet opmærksomheden om filmen.
363 Det skete ved et tilfælde. To unge danske filmfolk har netop afsluttet to års studier på The American Filminstitute i Los Angeles, og da de skulle lave deres afsluttende opgave, fandt de sammen med en anden studerende på skolen - 30-årige Alexandra Kerry, der er datter af den demokratiske præsidentkandidat John Kerry.
365 »Hun har en fin form for humor og er god at arbejde sammen med. I modsætning til mange amerikanere forstår hun ironi,« siger den 34-årige danske filmproducent Nina Leidersdorff, der sammen med den 28-årige filmfotograf Michael Hansen udgør det danske makkerpar i den dansk-amerikanske produktion.
367 Venter forgæves
369 Den 17 minutter lange kortfilm har titlen »The Last Full Measure« og foregår under Vietnamkrigen. Den handler om den ni-årige Katherine Detton, der i 1973 mister sin far i krigen. Filmen viser, hvordan datteren spændt venter på, at faderen kommer hjem fra krigen, så familien kan blive samlet, men det sker altså ikke.
371 Alexandra Kerry har instrueret filmen, der har har en parallel til hendes eget liv. Hendes far John Kerry var selv soldat i Vietnamkrigen, og han har gjort sin krigstjeneste til et element i sin valgkampagne.
373 »Optagelserne til filmen blev lidt urolige, fordi Alexandra ind imellem måtte rykke ud til hendes fars valgmøder for at repræsentere familien,« fortæller Nina Leidersdorff.
375 Inden Alexandra Kerry blev filmstuderende, var hun skuespiller.
377 »Hun er en god instruktør, og jeg tror, at det skyldes, at hun selv har arbejdet som skuespiller,« siger Nina Leidersdorff.
379 Stolt af sin datter
381 Filmen blev færdig i april, og kort tid efter blev den udtaget til at blive vist i Paris og på årets Cannes festival, hvor den blev godt modtaget.
383 Ved en senere præsentation i Los Angeles oplevede filmholdet, at stedet var pakket ind i Secret Service, fordi både Alexandra Kerry og hendes far var til stede.
385 »Han syntes, at det var en fin film, og han var meget rørt over den og stolt af sin datter,« sige Nina Leidersdorff.
387 Hun siger, at valget af John Kerry som præsidentkandidat har været en stor forandring for datteren.
389 »Hun var godt klar over, at det ville medføre store forandringer i hendes liv, f.eks. at hun nu vil være omgivet af sikkerhedsfolk, men det er alligevel kommet bag på hende, hvor meget det betyder, at hun er datter af en præsidentkandidat,« siger Nina Leidersdorff.
391 Sammen med Nordisk Film, som har støttet filmen, arbejdes der i øjeblikket på at arrangere en fremvisning i København i den nærmeste fremtid.
393 Efter at have fået håndfast bevis for, at Mars har været gennemblødt af vand, har ny Mars-forskning løftet sløret for endnu en hemmelighed: Den røde planet huser biogassen methan, hvilket kan indikere liv.
395 Der lugter af liv på Mars. Nærmest bogstavelig talt.
397 Uafhængige observationer, både med teleskoper fra Jorden og fra den europæiske rumsonde Mars Express, har i den seneste tid med 100 pct. sikkerhed påvist, at planetens atmosfære rummer gasarten metan.
399 Metan er lugten af fordøjelse. På Jorden skabes denne brændbare biogas overvejende ved bakteriel forrådnelse af organisk stof. Det sker i mennesker og dyrs maver. Det sker, når planter rådner.
401 Endnu mere opsigtsvækkende er det måske, at Marsforskere ifølge det anerkendte tidsskrift Nature mener, at metan på Mars ikke kan overleve i mere end 400 år, før gassen brydes ned og forsvinder helt og aldeles. Der må med andre ord finde en konstant fornyelse sted. Er det så ensbetydende med, at den tilsyneladende så golde røde planet er fuld af eksisterende liv - af storgnaskende bakterier eller lignende?
403 Ikke nødvendigvis. Metan kan nemlig også dannes ved såkaldt geotermisk aktivitet dybt under jordoverfladen. Den proces kræver imidlertid både vand og en form for opvarmning, f.eks, vulkansk aktivitet. Men den proces øger i sig selv sandsynligheden for skabelsen af liv.
405 Geologisk liv
407 Nogle af de mest ekstreme livsformer på Jorden findes således på bunden af de store oceaner - dér hvor kontinentalpladerne støder mod hinanden. Her, under et enormt tryk og i total mørke, sprøjter svovlholdigt kogende vand op fra havbunden af såkaldte hydrotermiske kilder eller smokers. Med deres særegne kemi giver de næring til dybt specialiserede bakterier, der igen giver næring til enorme mængder små krebsdyr, rørorm, hummere og lignende. Mange biologer mener endda, at livet på Jorden meget vel kan være opstået netop omkring disse smokers.
409 Men når talen falder på Mars, bliver alt dette til spekulation. Tilbage står imidlertid den næsten uomtvistelige kendsgerning, at metanen på Den røde planet næsten udelukkende kan dannes af eksisterende liv eller af vulkansk aktivitet. Og det sidstnævnte er næsten lige så interessant som det første. For det gør jo planeten levende i geologisk forstand.
411 Observationer fra sonden Mars Express indikerer faktisk, at Jordens søsterplanet har haft vulkaner i udbrud på et meget senere tidspunkt, end det ellers har været antaget. Med de nye målinger anslår man nu, at der kan have været aktive vulkaner på planeten så sent som for én mio. år siden. Tidligere mente man, at den sidste Mars-vulkan blev stille for 500-600 mio. år siden. Ifølge BBC News Online mener visse forskere endda, at Mars stadig kan have aktive vulkaner.
413 Vandbeviser vigtigst
415 For den fremtrædende danske Mars-ekspert Jens Martin Knudsen er disse opdagelser imidlertid ikke de mest betydningsfulde. Om tilstedeværelsen af metan siger han:
417 »Det er da bestemt en vigtig opdagelse. Men metan er ikke nogen sjælden organisk forbindelse i solsystemet og dermed langt fra noget sikkert bevis for biologisk aktivitet.«
419 Jens Martin Knudsen tillægger det væsentlig større betydning, at det ene af de to amerikanske robotkøretøjer, der nu har kørt Mars-overfladen tynd i omkring 200 dage, har fundet sikre beviser for, at planeten har huset store mængder vand i sin fortid. Det drejer sig om robotbilen Opportunity, som under sin kørsel hen over planetens Meridiana-slette har opdaget talrige såkaldte sedimentære klipper, der kun kan opstå i forbindelse med store mængder flydende vand i en lang periode.
421 »Der er simpelthen tale om, at området, hvor Opportunity kører, har huset et hav eller en kæmpemæssig sø på omkring 400 kilometers udstrækning - lige så stor som Vesterhavet. Og vandet har ikke ligget der i kortere tid, men har været der gennem en hel geologisk tidsalder - i måske 10 mio. år, 100 mio. år eller længere. Vi kan se, at området er fyldt med mineralet hematit, der er millimeterstore, runde partikler, som praktisk udelukkende kan dannes ved. at flydende vand er sevet gennem klipperne over en meget lang årrække,« siger han.
423 Hvor stor er chancen dermed for, at Mars har huset biologisk liv i sin fortid?
425 »Jeg vil sige det på den måde, at hvis man kommer til Mars og opdager, at et område, hvor der har ligget et hav i 100 mio. eller 500 mio. år, ikke har dannet biologi, så vil jeg blive meget overrasket. Hvad er det så, der er så helt unikt og afgørende for skabelsen af biologisk liv her på Jorden?«
427 Svaret får menneskeheden måske om len ille halv snes år. I 2011 planlægger den amerikanske rumfartsadministration NASA nemlig opsendelsen af en Mars-mission, der som historiens første også skal bringe prøver af klipper og støv med tilbage til Jorden fra den fremmede planetverden. Hvem ved: måske er der små fossiler spærret inde i klipperne.
429 FCK-spillere mødt med frustrationer på asfalten
430 FC Københavns spillere blev mødt med hvid spraymaling på klubbens anlæg. Nederlaget på 2-3 til Viborg fuldendte mestrenes værste rædselsuge.
432 Natten mellem lørdag og søndag havde et par skuffede FCK-fans været forbi klubbens anlæg på Frederiksberg med en dåse hvid spraymaling.
434 Det betød, at da FC Københavns spillere formiddags gik ud fra omklædningsrummet for at lunte stivheden ud af benene - og lørdagens nederlag på 3-2 i Viborg ud af hovedet - så var det med følgende hilsen skrevet på asfalten:
436 »Vi skal høre for det! Hvad skal I???«
438 Rædselsuge for fans
439 Et udtryk for klar fan-frustration efter en rædselsuge af dimensioner hos de danske mestre, der begyndte med sidste søndag heldigt at redde 2-2 hjem mod Esbjerg, for derefter at blamere sig onsdag aften med 0-5 hjemme mod NK Gorica og endelig sætte en føring på 2-0 over styr i Viborg lørdag.
441 »Vi er inde i en periode, hvor stort set alt går os imod. Selvfølgelig er det for dårligt af os, at vi lukker dem ind i kampen, men jeg synes også, at vi er uheldige til sidst. Viborgs sidste mål er jo rent held«, lyder det fra københavnernes Ole Tobiasen.
443 Som den ene halvdel i centerforsvaret har han den seneste uge lukket 10 scoringer ind i tre kampe. Et uhørt højt antal i FC København under træner Hans Backe, der ellers i dagene op til kampen mod Viborg forsøgte at gennemgå basisprincipperne i forsvarssystemet.
445 Nedture kommer altid
446 Faktum er imidlertid, at samarbejdet mellem specielt Tobiasen, anfører Bo Svensson og den nye finske back, Janne Saarinen, er alt for tøvende og passivt, mens FCK-forsvarets manglende hurtighed også er blevet udstillet.
448 Og nu var der altså en 'hilsen' fra de utilfredse fans.
450 »Jeg ved ikke, om de er blevet forvænt, men jeg går da ud fra, at vores fans bliver ved med at støtte os. Der kommer altid en nedtur i løbet af en sæson, og vi tager så vores nu. Vi må arbejde os ud af det, og jeg ved ikke, hvad de mener med, om vi også 'skal høre for det'. Jeg synes, vi hører ganske meget for de dårlige resultater gennem pressen«, siger Ole Tobiasen.
452 Bange FCK'ere
453 I Viborg var de til gengæld naturligvis både glade og stolte over sejren, der viste, at holdet trods en dårlig sæsonstart og to mål nede mod mestrene, havde nok vilje til at kæmpe sig tilbage og vinde opgøret.
455 Ifølge Viborgs målmand Jesper Christiansen, der sad hjemme i haven og nød solen og efterrationaliserede på kampen, var FC Københavns spillere imidlertid også sjældent mærkede af den seneste krise.
457 »Normalt er FCK jo ikke et hold, der sætter 2-0 føringer over styr, men da vi reducerede til 1-2, kunne man tydeligt mærke, at de stadigvæk var rystede efter kampen onsdag. Det var lige som om, de var bange eller nervøse og derfor trak sig alt for langt tilbage«, forklarer Jesper Christiansen.
459 Til gengæld fortæller han også om et klart mentalt løft på sit eget hold.
461 »Det havde ikke været rart for os at stå med tre kampe og kun et point. Nu fik vi både en sejr og scoret tre gode mål. Det var vigtigt«, siger Viborg-keeperen.
463 Usund mælk til skolebørn
464 Ernæringseksperter har i flere år frarådet fede mælkeprodukter til børn. Alligevel bruger EU bevidst skolebørn til at komme af med den fede overskudsmælk. Ernæringsprofessor er dybt bekymret over skolemælksordningen.
465 EU's skolemælksordning giver næsten dobbelt så meget i støtte til de forældre, der køber de fedende og usunde mælkeprodukter.
467 Der er for meget mælk - og navnlig alt for meget mælkefedt i Europa.
469 Og det problem har EU udset skolebørnene til at løse for landbruget. På trods af at ernæringseksperter er enige om, at fed mælk øger risikoen for, at børnene senere får hjerte-kar-sygdomme og bliver fede, har EU indført støtteordninger til skolemælken, der skal få børn til at vælge den fedest mulige mælk frem for den sunde magre.
471 Støtte til det mest usunde
472 EU's skolemælksordning giver næsten dobbelt så meget i støtte til de forældre, der køber de fedende og usunde mælkeprodukter til deres børn, end til dem, der køber de sundhedsrigtige magre produkter.
474 »Der er mange, som fejlagtigt tror, at støtten til skolemælk har noget med sundhed at gøre. Og at man har lavet ordningen, fordi man fandt det vigtigt at få børnene til at drikke mælk. Men det har ikke en pind med sundhed at gøre. Ordningen er indført udelukkende for at hjælpe EU og landbruget med det historiske overskud af mælk og mælkefedt. Derfor støtter man, at børn køber den fede mælk frem for den magre«, siger Palle Haven fra Direktoratet for Fødevareerhverv, der administrerer skolemælksordningen.
476 Hver gang mejerierne sælger en karton med en kvart liter sødmælk, får de 41,5 øre i støtte fra EU's skolemælksordning. En letmælk, der heller ikke anbefales til skolebørn, får 10 øre mindre. Og når mejerierne sælger en af de sunde minimælk, falder der kun 24 øre af i støtte. Kærnemælken, som ernæringseksperterne også er glade for, støttes slet ikke.
478 Mælkefedt er farligt
479 Det støder ernæringseksperter, fordi mælkefedt i for store mængder betragtes som stærkt problematisk. Ikke kun medvirker det til tidens største sundhedsproblem blandt børn, den såkaldte fedmeepidemi. Mælkefedt er også mættet fedt, der kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme senere i livet, siger professor Kim Fleischer Michaelsen.
481 »Det er dybt forargeligt. Og helt rablende vanvittigt, at man har sådan en skolemælksordning. Vores anbefalinger går netop på, at børn slet ikke skal have sødmælk. Op til treårsalderen er letmælk fint, men derefter skal de helst kun drikke de magreste mælketyper som skummet-, mini- og kærnemælk. Allerede hos mindre børn kan man se fedtstriber i blodbanerne, der er forbundet med indtag af mættet fedt. Det antyder, at de senere kan være i risikogruppen for hjerte-kar-sygdomme«, siger professor i børneernæring Kim Fleischer Michaelsen.
483 Mejeriforeningen står for uddelingen af over halvdelen af den danske skolemælk. Og foreningen er glad for ordningen.
485 »Vi glæder os over, at vi med ordningen fortsat får flere og flere børn til at drikke mælk og dermed styrker sundheden. Vi er enige i, at EU's støtteordning ikke er skruet hensigtsmæssigt sammen, men vi anbefaler mager mælk på vores hjemmeside. Og der er stadig flere, der vælger sødmælken fra«, siger Winnie Pauli, afdelingschef i Mejeriforeningen.
487 Kakaomælk på støtten
488 Mejeriforeningens intentioner om at fremme børnenes sundhed giver Kim Fleischer Michaelsen ikke meget for, da Politiken oplyser, at Mejeriforeningens seneste storsællert på skolerne er kakaomælk, der også får EU-støtte på grund af sit indhold af mælk og mælkefedt. Hver sjette solgte skolemælk er i dag kakaomælk.
490 »Det gør det hele endnu mere vanvittigt. Det er helt galt at lægge sådan et produkt ind i et system, hvor det serveres for børnene hver eneste dag. Kakaomælken indeholder kun lidt mindre sukker end sodavand, og ingen børn bør i skolen udsættes for så meget sukker hver eneste dag. Det er et langt større problem, at børnene får for meget sukker end for lidt mælk«.
493 Undervejs
494 Med tørre Øjne sagde vi Italien Farvel og kastede los. Naturligvis er Landet smukt, men lidt for meget Tableau, altfor meget Idyl. Dets Gavtyve er for smilende elskværdige, hele Nationen ler og er rund - efter Drikkepenge. De utallige Rejsende har gjort den til noget i Retning af en vandkæmmet Pudel, der gør fjollede Kunster.
495 Og så er Landet helt overbroderet, ligefrem begjort, af Alverdens Malere, Poeter og Filosofer. Dèn Pinje har Mads Hansen malet, dèn gamle Murrest har Hans Madsen tolket på rimede Vers, og hvad har ikke »unsre Goethe« sagt og Byron bedrevet! Hver Plet bærer sit Læs af Papir og Lærred og Reminiscenser; og vil en stakkels moderne Skribent gå lidt afsides på Fagets Vegne han også, så råber straks en Tylvt henfarne Storånder op af Jorden - lige som Nisserne i Æventyret. Som i Kina kan man ikke spytte for lutter Forgængere og ikke trække Vejret frit for bare Overlevering.
496 Men vi har altså kastet los, og så kan det være det samme. Napolis Myriader klare Lys slukkes i Golfen; Messina kommer og går uden at afsætte Mærker i vort flygtige Sind, som allerede dvæler i Spanien; Palermo synker dybt i sit gyldne Horn og bliver borte; Sicilien selv forsvinder med Ætnas Snetop som det sidste, der går i Bølgerne.
497 Det er dejligt at sejle, med Hav og kun Hav til alle Sider så langt Øjet når. Mil efter Mil af Havfladen drages ind under Skibets Stævn og glider agterud, men langt ude i Horisonten rulles ny Vandflader op lige så hurtigt vi kan lægge dem bag os. Det er som om vi ingen Vegne kom, og dog stamper Skibet ufortrødent og Skruen snurrer - sådan må det være at vade sig gennem Uendeligheden.
498 Solen står op af Havet og går ned i det, Dag efter Dag. Den samme Vandflade ruller sig stadig ind under os, blå eller perlemorsblank, dorsk, doven, med lange Dønninger, der ligger og slingrer i Vandskorpen som mægtige sovende Bløddyr.
499 Nu og da skimtes en mat Plet i den nordlige eller sydlige Horisont - et Forbjærg på Sardiniens eller Afrikas Kyst. Men det virker fjærnt, ustofligt og forstyrrer ikke Indtrykket af Uendelighedens Gliden forbi.
500 Middelhavet!
501 Snart er det af en treven grøn Farve, uigennemsigtigt og tyktflydende som smeltet Flaskeglas. Snart lyser det som en Opal i mat Mælkefarve; eller hele Fladen ånder hed Indigo. Eller det er som Krystal i sit Spil og så gennemsigtigt og næsten luftigt let, at vore Skygger går tværs igennem det og falder tydeligt på den gråglinsende Ryg af en stor Haj, der følger os trofast et Par Favne nede. Talrige store Gopler gennemkrydser det sitrende klare Element i rytmiske Stød, sølvskællede Fisk og lange bugtede Slimtrævler farer forskrækkede ud til Siderne fra Skibets Køl.
502 Det er en snavset hollandsk Fragtdamper, vi er med. Vi spiser Biksemad tre Gange om Dagen, sover i små Proviantrum lige over Skruen, midt imellem åbne Kasser med Rosiner, Svesker, Gryn og tørret Fisk - og skal betale 300 Frank for det.
503 Vi har valgt dette for at spare Penge. Med en Passagerdamper vilde det have kostet os halv så meget, men det erfarede vi først, da det var for sent. Det andet her har derimod selve »Siciliens Konge« ordnet for os - af Kærlighed til Danmark, og han kom tre Gange om Bord i egen høje Person og bad om Pengene, for at vi ikke skulde betænke os. Så det må altsammen være i sin Orden.
504 Hvergang jeg vender mig i Søvne, støder jeg Hovedet mod en eller anden skarp Jærnkant, som jeg end ikke har den Trøst at vide Navnet på. Men naturligvis, en Mand med Karakter må vide, hvad han gør, selv når han sover.
505 Vi sover for Resten ikke meget. Når Morgenens første Rosenblade kommer gyngende ned imod os på blanke Småvover, er vi allerede på Færde, aflæser Loggen, finder hvor vi er på Søkortet, ransager Kimmingen med den store Kikkert. Med alle Porer indsuger vi denne ny Verden - og spiser Dynger af Biksemad til. Søluften tærer, sagde Matrosen, han kastede op.
506 »Disse Dage, disse Nætter!«
507 Uden en Sky står Solen Dagen igennem på Himlen og ryster sin Styrke ørkesløst ud over det umættelige Hav. Og når den træt synker mod Horisonten, strækker Havet sig ud i gylden Dejlighed, som vilde det holde den tilbage; det blusser i ublu Farver, svømmer som en Guldflod af Hår langt ud i Vest. Og Solen griber stærkt i det dejlige Guldhår, idet den går ned. Da går der en Gysen gennem Havet, en rødmende Blu, som skammede det sig over sin pragtfulde Nøgenhed; det synker mat hen, med et svagt gyldent Skær henåndet over sig. Og Øster fra bærer Aftenen et Flor af lys Drap og Askegråt frem og dækker det nænsomt over den nøgne.
508 Himmel og Hav er borte. Der er kun vort lille Skib tilbage midt på en Flade af mat Sølv, som lidt henne toner bort i et lyst Kaos af Gråt til alle Sider. Bly- og Skiferfarve står som mørke Toner i lys Cement- og Perlegråt; Røgen hænger som et Råsilkeslæb over Kølvandets tunge Kvægsølvtone. Gråt i alle Toner og Afskygninger, og intet andet end Gråt! Velgørende blidt, enstonigt og dog rigt vælder det ind mod os som et Farvedigt uden Farver; sådan nynner Almuen sin Poesi Verden over, sådan har Urtågen set ud.
509 Men Natten kommer, og Himlen løser sig ud, i et hæftigt næsten kvælende Violet som får Pulsen til at slå lydeligere igen. Og Havet flyder sort og trægt som Tjære.
510 Disse Nætter med deres Klukken og Gurglen under Skibet, Loggens svage Kling og Mandskabets drøje Snorken under Bakken. Og Himmelrummets store, besynderlige Stilhed, hvori Skibet uophørligt hakker med sine dumpe Stempelslag, så det lyder som en Dødpikker i en stor lukket Alkove. - - -
511 Den femte Dags Morgen dukker Spanien frem som en violet Fjældmur, der rejser sig lige af Havet og hvis øverste Rand dækkes af Skyer. Efterhånden som vi nærmer os, trækker de øvre Fjældmasser sig tilbage, blå Kløfter åbner sig og grønne Dale, hele Fjælde træder ud af Massen og kommer frem i Forgrunden - til de sluttelig åbenbarer sig som Forbjærge, der skyder sig flere Mil uden for den egenlige Kyst. Og hvor Klippen syntes at gå lige i Havet dukker et bredt frodigt Lavland frem; det er de berømte Huertas, Verdens frugtbareste Egne. De danner et Kystbælte fra Barcelona til Syd for Malaga, en Strækning på over 150 danske Mil.
512 Oven over Skyerne blinker det hvidt, og da de spredes hen på Morgenen, ser vi Sierra Nevadas mægtige Sneås 30-40 d. Mil borte i Sydvest. Hele Dagen har vi »Snebjærgene« i samme Retning og Afstand, så fjærne og mægtige er de. Men næste Morgen kan jeg i Kikkerten genkende de forskellige Landsbyer på Bjærgkædens sydlige Fald, hele Alpujarras, der er så berømt for sine Frugter og Skinker og tusendårige mavriske Skikke. Og bagved, på Bjærgenes nordlige Fald, ved jeg Granada ligger, vanvittigt bedårende, med Alhambra, Vegaen, Zigøjnerne - - -
513 Ved Middagstid glider vi ind i Malagas Havn.
514 Malaga er den samme venlige By som for seks År siden, nydelig i sin Blanding af gammelt og nyt: Mavriske Ruiner, andalusiske Smøger, nye Gader med Træbrolægning, moderne Cementmoler. Der er lutter godt men intet ejendommeligt ved dens ca. 200,000 ret driftige Indbyggere, der af det øvrige Andalusien får Skyld for at lefle med Englænderne og skal have udtalt de fordømmelige Ord, at deres Havn var lige så meget værd som Granadas Alhambra. Den Udlænding, der har set begge Dele, vil finde, at Parterne lige så godt kunde trættes om, hvad der er højest, det høje C eller Domkirkens Spir i Sevilla. Men Malagenjerne er nu vanslægtede alligevel; har de måske ikke leveret det afgørende Bevis ved nu også at ville have deres Havn omdannet til Frihavn - i Smag med det nærliggende Gibraltar?
515 Mens vor Damper propper sin Jærnmave med Figen, Rosiner, sød Malagavin og meget andet, går vi i Land for at se os om og hente Post.
516 Det er midt i Eksporttiden, og på Havnen er der livligt Røre. Alle Spaniens Frugter synes at have sat hinanden Stævne her for at byde os Velkommen, og vi klemmer os frem mellem Vin- og Oliefade; Tønder med Druer i Kork; Kasser med Dadler, Rosiner, Citroner, Appelsiner og Mandler; Måtter med Figen; Sække fulde af Hassel- og Valnødder - og mange andre Frugter. Her og dèr er en Indpakning gået itu mellem Arbejdernes Hænder, og de byder os af Indholdet, idet vi går forbi.
517 Længere oppe på Havnepladsen ligger Flokke af Kvinder og Børn på Knæ om store Appelsindynger. De sladrer og synger mens de ruller Frugterne, som et Par Mænd sorterer, ind i Silkepapir og pakker dem i de lange Kasser. I deres farverige Pjalter virker de som en Krans af Valmuer og Kornblomster om en Gulddynge.
518 Man studser uvilkårligt ved at se, at disse smukke Frugter, der hjemme er så dyre og så yndede, her behandles som var det Kartofler. Jærnbanevogne kommer løbende ad Skinnerne, Skydedørene åbnes og Orangerne triller ud i Kurve og på den bare Jord, som det bedst kan falde sig. Magre, senede Mænd med bare Fødder og en rød Klud viklet om Hovedet som Turban løber fra og til og kaster Kurvenes Indhold ud over Dyngens Top, så Frugterne triller ud mellem Kvindernes og Børnenes nøgne Ben og videre over den sorte Jord som Funker i Mørke.
519 I tre Uger har vi ingen Post fået, da vi forlængst har opgivet Malaga som vor Adresse til dem derhjemme; og det er med en vis Forventning, vi iler op til Konsulatet. Hvordan har vore egne to Småpiger det? og de Nærmeste? og hele det lille urolige Land? Har der været mange Jubilæer, og hvem har fået Del i den sidste Ordensregn - forhåbentlig kun vore egne? Lever Jomfru Tidsfordriv endnu, og Prof. Andersen Bang og Mads Jepsen? Er Danmarks Bønder stadig Verdens mest oplyste? for det er længe siden, jeg så danske Aviser, og i Udlandets nævnes de slet ikke - nævnes Danmark overhovedet ikke. Og Gammelfar Sørensen selv, har han sparket af sig og fået Snue, eller sover han fremdeles trygt og forfatningstro under den fine Nathue, han anskaffede sig ved Systemskiftet? Det kære gamle Liv! når jeg tænker på ham, bliver jeg i dårligt Humør og længes hjem. Dèr har han gået i alle de År og oplevet så meget, og dog har han bevaret sit enfoldige rene Barnesind gennem det altsammen. For hver historisk Begivenhed købte han sig blot en ny Nathue og trak ud over den gamle, for Hovedet blev efterhånden noget svagt; men ellers er han fuldstændig åndsfrisk. Det Skind, i tredve År havde hans Søvn været urolig, drømmefyldt og marereden; men fra hin 21. Juni var den atter god. »Det er Nathuen,« sagde han henrykt og trak den endnu dybere ned over Ørerne. De mange Lag Hue gjorde ham tunghør, og nu efter Anskaffelsen af den sidste var han ikke til at råbe op længer - stokdøv. Men han smilede forstående, hvergang han så nogen bevæge Læberne; og netop fordi Verdens Uro ikke kunde trænge ind til ham, kom der noget rørende ophøjet over hans Nussen. Han forekom mig som Bud fra en anden Verden, og jeg forstod de vilde Folks Tro, at Guddommen har taget Bolig i de Åndssvage. - Sover han stadig godt? Siger han fremdeles sit henrykte: Det er Nathuen?
520 Dette er kun få af de mange bekymrede Spørgsmål, der trængte ind på mig, mens Konsul Schulz, en elskværdig gammel Tysker, ledte efter Posten og samtidig gav nogle Småtræk om H.C. Andersen til bedste. »Ja, han var kostelig! Min lille 6-årige Søsterdatter krøb op på hans Knæ og kyssede ham, og så skriver den gamle Skælm i sin Dagbog: Et Kys af en spansk Dame. Og hun praler naturligvis lige så galt af Kysset nu, som han dengang. Narre! Narre!« Han ryster smilende sit grå Hoved og rækker os en Avis i Korsbånd.
521 Én Avis - ak det andalusiske Postvæsen! Brevene fik det være med; en eller anden Enke har fået dem, fordi hun stod sig godt med Postbudet. Og da den offentlige Skriver, som ellers skriver og læser Breve for hende, ikke kan tyde disse, tror hun, de handler om en Millionarv, og hun gør Gæld og lever på dem hele sit Liv. Så det er sin Sag. Men Aviserne - hvem kan blot tilnærmelsesvis have samme Glæde af dem som vi? Blot af denne ene ser vi, at Dagmar har fået Lov at optræde inden for København; det er et Åg til brudt af dem, der hvilede så tungt på vor Nakke. Og hvad må ikke hele Avisbunken have indeholdt af Omvæltninger og Fremskridt! - - -
522 Det synes som om Udlandet sidder inde med hele den »engelsk driftige« Bys Forretningsliv; alle store Handelshuse er på franske, engelske men navnlig tyske Hænder. Tyskerne må være et dygtigt Handelsfolk; i alle sydevropæiske Byer træffer man tyske Købmænd, ofte hele Kolonier af dem, og de får noget ud af selv de sløjeste Forhold.
523 Vor nationale Ærgærrighed får os til at spejde efter Tegn på dansk Foretagsomhed, og da vi ser det danske Flag vaje over en Sømandsknejpe inde i en af Havnegyderne, går vi derind. Hellere dog en Værtshusholder end slet ingenting. Men Værten er fuldblods Spanier, han har bare købt Flaget af en Skibstyv for en Krone og hængt det ud som Mading for skandinaviske Søfolk. Så opgiver vi det og driver om på må og få, drikker Moscatel og spiser Malagadruer, bestiger den høje Klippe Gibralfaro med de mavriske Ruiner, hvor nu den fattigste Almue bor. Kvinderne deroppe siger grufulde Ting til os i Tillid til, at vi ikke forstår dem, og ler indbyrdes. Og da jeg for at bræmse dem viser, at jeg har forstået det, bliver de blot endnu værre og siger noget meget sjofelt om os begge to. Så bliver jeg vred og nævner et grimt Navn, og de hujer forfærdeligt op og bukker sig efter Sten. Vi kommer hurtigt ned ad Bjærget, mens onde Ord og nu og da en Småsten triller efter os.
525 Den hvide By
526 Og så er vi på Vandet igen. Vi forlod Malaga ved Midnatstid, lydløst som vi var kommet, passerede Gibraltar tidlig næste Morgen og stod Vester på. Afrikas Kyst trak sig bort mod Syd, bag os sank Klippefæstningen Fod for Fod i Bølgerne, hård Sø og kold Blæst forrådte, at vi gled ud imod Atlanterhavet. For kun to Timer siden gled vi hen over den undersøiske Tærskel, der forbinder Andalusiens Bjærge med Nordafrikas og rejser et usynligt men skarpt Skel mellem to Have: det blå smilende Middelhav hvis Varmegrad (15-17 Gr. R.) tillod os at bade hver Dag nu i November; og denne Flig af Atlanterhavet, der som en gnaven Trutmund satte Strøm og Sø og kold Blæst lige imod os, så vi stod tæt indpakkede og frøs så hjemligt.
527 Himlen var lys, næsten hvidblå, uden den fortærende Dybde Sydens Himmel ellers har; og i Stedet for Middelhavets stejle blånende Kyster med Bjergtoppe bag og bag hinanden så langt Øjet når, bød Spanien derinde i Nord os nogle bølgeformede Agerfelter og en Kyst, der snart var flad og sandet, snart sprang frem i gule Lerkager som Havet havde gnavet af.
528 Op ad Formiddagen fik Søen et Lune til den gode Side, lige som Middelhavet stundom kan få det til den slette. Det begyndte med at Solen gav sig til at stikke; irriterende som et ondt Øje sad den på den kolde Himmel og stak. Så lagde Vinden sig på Maven for den, krøb som en Hund på Bugen henad Bølgerne og endte med at ligge helt stille. Og Bølgerne sank sammen til lange Dønninger, der blev svagere og svagere, alt som Luften sænkede sig varm og søvndyssende over dem. Himlen gik fra hvidlig over til blå, til purpurmættet Azur; det var som sugede den sig Dybde til af Rummets Uendelighed. Den steg umærkeligt gennem violet og lilla, blev til hæftig Blodlød, til varmestrålende Ildæter og højest oppe til Solen selv, der var som en død Plet i de hvidglødende Lysmasser, det eneste Øjet kunde tåle at dvæle ved. Hele Hvælvet dirrede Sol ud, i stærkt Lys og dybe Varmetoner, mens Solen hang som en forladt Puppeham midt oppe på Himlen. Men stirrede man ind i dens matte Hinde, flød snart alt ud i mælkehvidt, og Øjet kunde ingen Billeder indfange, men kun smærtende Lysmasser.
529 Der lagde sig en Henrykkelsens Glans over Hav og Himmel, et Skær af stor Glæde. Måske greb den ned i Dybet også, thi Flyvefisk kom op, lynede et sølvklart Sekund over Vandet og forsvandt igen; Tunfisk skar enkeltvis op her og dèr som sorte Drejeskiver eller gik over Havet som Gyngeheste i lange Rækker; nu og da steg en Stråle ret op, stod i Luften - og drev bort som en fin hvid Støvregn. Det var hvor de store Hvaler gik.
530 Talrige Dampere går samme Vej som vi eller kommer os i Møde, eller de står Syd på ned langs Afrikas Kyst. Inde under Spanien står der en med Stævnen helt oppe på Land, en lille ivrig Switzer-Båd slider utrætteligt i den uden at komme af Stedet - sådan som en Myre maser med en død Bille. Det danske Flag på Dykkerbåden brænder som Valmuer i Sol.
531 Langt ude foran os står utallige Røgsøjler som Pinjer mod Himlen; der kunde ligge Hundreder af Fabrikker dèr. Men det er en af Oceanets Verdensveje, under den nærmeste Røgpinje hæver sig et Skrog og stunder imod os, går forbi og bliver borte i Strædet - og et, og et igen, i det uendelige. Sorte Ståluhyrer på 10,000 Tons vælter sig stønnende frem ved Hjælp af to Skruer, støder skiddengult Vand ud af Siden og efterlader en Kølvandsstribe af Slakker, Køkkenaffald og glinsende Kulstøv, hvorover den kvælende Røghale hænger - blåsort som en Uvejrssky. Det er de store Kuldampere til Gibraltar, Malta og Port Said.
532 Det lyser festligt ud over Havfladen af hvide Perlefarver og Forgyldning, blankt Metal og Krystalglasset i utallige Koøjne. Af det mægtige Skrogs fire Skorstene bølger ingen Røg men kun Varme, på de to Promenadedæk over hinanden vandrer sæson-pyntede Mennesker eller ligger henslængte i Flugtstole; sortklædte Opvartere springer om mellem dem. Tonerne af et Orkester stiger op fra Skibets Indre, idet det glider tæt forbi os. Over dets blanke Kølvand svæver de smukke Havsuler og fanger i Luften, hvad Børn med Guldlokker og bare Knær kaster ud til dem fra Agterdækket. Det er en Paketbåd, der skal til Indien med engelske Officerer og Embedsmænd; som et festligt Luftsyn skrider den forbi og er borte på en halv Time.
533 Utallige Smådampere møder, indhentes af - indhenter os. Omtrent Halvdelen af dem er skandinaviske - mest norske men også danske og svenske - som går i udenrigsk Fragt. Flaget tre Gange i Vejret! en Hilsen til disse ubekendte Nordboere, der her i det fremmede tjener nødtørftigt Fedtebrød til Koner og Børn og Surbrød »med belagt« til fordringsfulde Aktionærer derhjemme - for så en Gang hver tredie, fjerde År at jage et Svip hjem og over Hals og Hoved føje en ny Mund til de øvrige, der skal mættes.
534 I små Kolonier på en Snes Mand svømmer de om herude på Havene, arbejder på Skibets Vedligeholdelse om Dagen, tager deres Vagt om Natten og er til enhver Tid klare til at tørne ud; det er Sølivets hele Romantik. I mange Tilfælde losser og lader de om Dagen, sejler om Natten, losser og lader igen næste Dag - og bliver sådan ved Middelhavet rundt. I Land kommer de sjælden, og når det imellem sker, er det ved Nattetid; Udflugten når da ikke videre end til Sømandsknejperne langs Havnen og derfra ind i Smågaderne. »Fortæl mig noget om Egnene derinde«, sagde en Matros en Dag til mig, »for nu har jeg sejlet på Middelhavet i 18 Måneder og ikke været i Land en eneste Gang!« Han havde givet sig til Søs, fordi han troede, at Sølivet var noget mer end jævnt Slid og jævn Vågen i Magsvejr - og en fortsat Vågen Døgn i Træk når Vejret var ondt. Enhver ung Mand, der går til Søs med æventyrlige Fornemmelser, bør gøre sig klart, at andet end dette jævne Slid nu og da afbrudt af en drøj Tørn er der ikke. Og så naturligvis de 45-60 Kroner i Hyre om Måneden - disse Penge der ikke kan føde Hustru og Børn ordenlig, men alligevel får Skyld for at ødelægge den danske Skibsfart. - - - -
535 Dampen har givet Havet de trådte Stier. Så langt Øjet kan nå tilbage og frem - lige til de spædeste Røgfnug fra Dampere, der endnu befinder sig mange Mil bag Horisonten - er det en lige, uendelig Række af Skibe, der alle pløjer samme smalle Strimmel. Det ser ud som gik de i Gåsegang Jorden rundt.
536 Men ude over det brede Vandspejl går Sejlere i alle vilkårlige Retninger. Langt henne går en stor Fuldrigger med alle fire Master fulde af hvide Sejl; skyhøjt rager den op og holder skråt ned på os som et blændende Isbjærg. Småskuder med Latinersejl krydser Havet i alle Retninger, de ligner hvide Fugle, der strejfer Vandfladen med den ene Vingespids. Vor hollandske Kaptajn udpeger os en Svendborger-Skonnert og en Skude fra Marstal; alle søfarende Nationer kender disse to Skibstyper, hvoraf den første er berømt for sin harmoniske Skønhed, den anden for sit sære Bagparti.
537 Fjærnt forude til højre, på den usigelig rene Himmelrand dukker to gule Pletter frem. En Tid svømmer de på Horisonten som to Åkander, løsner sig så og bæres langsomt op af Havet på slanke, hvide Stilke. De står og dirrer i det solflimrende Fjærne som to Støvdragere, og imellem dem hæver sig en stor gul Blomsterkuppel. Man stirrer og undres over denne Vækst, der er som Græssets, langsom, langsom; man spændes i Forventning og bliver dog ikke utålmodig. Havet dæmper; og Skibets sindige Tempo og aldrig hvilende Stempelslag, der falder enstonige som en Drøvtyggers Puls, gør rolig. Og selve denne Groen derude meddeler én noget af Evighedens store Tålmod, så uendelig langsom er den.
538 De drager andre med sig; sælsomme Former og Farver vokser frem af Dybet og smælter sammen i et mægtigt hvidt Bed - Havet blomstrer. Det antager brudte Udlinier: Tinder, minaretagtige Tårne, Kupler; dirrer en Stund vagt for Øjet, fjærnt, uvirkeligt - et Sølvslot med Kupler af Guld, hævende sig op af det blå Hav på en blændende Kridtbanke. Til den hvide Masse brister for Synet i utallige Flader, og Byen breder sig ud som en Vandlilje på det blå Ocean, hvid, blændende, vuggende på Blade og Flige - med Katedralkuplen og de to slanke Spir som Krone og Støvdragere mod den purpurmættede Luft. Og da er det lige seks Timers Sejlads, siden vi opdagede de første svage Prikker, så klar er Luften.
539 Som man ankrer op i Bugten ved Cadiz og stirrer ind mod Byen, banker Blodet højlydt i én. Disse fremmede Linier; dette vidunderlig hvide isprængt med Forårsgrønt nu ved December og så rent, at Øjet smærter; hele denne blændende Masse, der indfattes af Havets dybe Indigo og Himlens lette Blanding af Purpur og Guld og Blåt, og som selv spiller i Farver så fine og let antydede under det snehvide Overtræk, at man ikke vil kendes ved dem fra nogen anden By - det må da være Æventyret, som vi allerede som Børn smilede vantro ad: det vidunderlige Æventyr født af Havet selv og løftet jublende frem i Sol og Farver, i Guldglans og Blåt.
540 - - -
541 Selvsamme År som Metusalem faldt for Aldersgrænsen sejlede nogle unge dristige Fønikere lidt forbi Verdens Ende, som den Gang befandt sig ved Gibraltar, og anlagde Byen Cadiz. Den kom til at ligge på en lille Ø, der som en Langhals skød sig ud i Havet, forbundet til Spanien ved en lang smal Sandstrimmel.
542 Cadiz blev snart til en efter hine Tiders Forhold betydelig Stabelstad; den blev Mellemleddet for al søværts Handel mellem Orienten og England-Østersøen- Nordfrankrig. Guld, Rav, Purpur, Malm, kostbare Sten-og Træsorter: alle Oldtidens Skatte skyllede hen over Byen på deres Vej frem og tilbage. Den voksede deraf - i Rigdom og Skønhed og i en egen kvindsk Magtbrynde, som fik den til at skænke sig hen til den mægtigste efter Tur, til Kartago, til Rom. Cæsar befæstede Byen og gjorde den til Krigshavn; efterhånden blev den Midtpunkt for Verdenshandelen, blev Havets Dronning. Civilisationens vandrende Brændpunkt flakkede en Stund søgende over den, før det gled videre til Còrdova og Sevilla.
543 Mavrerne kunde ikke få noget ud af Byen, tæt omsluttet som den var af dybt Vand. Den sank i Havet igen men dukkede atter frem et Årtusende efter, med Udnyttelsen af den ny Verden. Cadiz blev atter Mellemled, denne Gang mellem to Verdener, store Skibsbyggerier rejste sig og alle Jordens Bank-og Handelshuse havde Filialer her. Byen blev ved de store Handelsflåders Hjemkomst fra Amerika oversvømmet af Købmænd: russiske, jødiske, hinduiske; Berbere, blonde Nordboere, snu Grækere, kæmpestore Slavehandlere fra Vestafrika. Der var også marokkanske Sørøvere imellem; de erkyndigede sig i Smug om, når dette eller hint Skib ventedes hjem med sin Ladning af Guld. Guldet klang igen i de forskelligste Tungemål, dets Glans brødes i alle Hudfarver.
544 Og der var Guld nok for den, der forstod at fange det ind! Alene det Guld og Sølv, Cadiz i et enkelt År (1790) modtog fra Amerika, beløb sig til en Værdi af 100 Mill. Kroner; og så almindelig en Vare var Guldet i Byen, at selv Hundene skal have vraget det som Lænke og foretrukket at gå løse. Kun Menneskene blev fremdeles trofaste mod det ædle Metal.
545 Sit store Knæk som Oplagsplads for den gamle Verden fik Cadiz med Dampskibsfartens Opsving for ca. 30 År siden. Ingen Beliggenhed for en Havn kunde være bedre end denne: lige op ad Strædet med dets rivende Strøm og stridige Vinde, som gjorde det til en stundom farlig og ofte økonomisk tvivlsom Sag for Sejlskibene at fortsætte Rejsen ind til Middelhavets vidtstrakte og rige Kyster.
546 Men Dampskibet er ikke som Sejlskibet bundet af, om dets Bestemmelsessted ligger tæt ved de store Have med vidt Vand og regelmæssige Vinde; det går mod Vinden og mod Strømmen, løber gennem smalle Stræder og op ad Floder, losser lidt hist og lidt her, sætter videst muligt hver Havn i direkte Forbindelse med den store Verden -: undgår Omladning, Mellemhandlere, Oplagspladser. Og dermed var Cadiz egenlig færdig som Handelsby. Sin sidste Rest fik Byen, da Spanien i 1898 mistede sine Kolonier og den altså ophørte at være Ind-og Udskibningssted mellem disse og Moderlandet.
547 Byen er i de sidste 30 År gået ned fra 100,000 til ca. 65,000 Indb., der lever af en stille Tyggen Drøv på Minderne om fordums Storhed. Den har ikke hyppigere Togforbindelse med Omverdenen end en jydsk Landstation på 200 Indb.; der ankommer ét Posttog daglig, regelmæssig med en Forsinkelse af to Timer. Madrids Morgenaviser er først i Cadiz næste Dags Aften og kommer - hvor det drejer sig om Abonnement - som Følge af Posttogets Forsinkelse sjælden Læserne i Hænde før tredie Dags Morgen.
548 I Cadiz flyder Livet stille frem. Byen virker som et fint gammelt Smil indfattet i hvide Lokker, som en hvid Kappe der nikker frem bag en gammeldags Blomsterpotte; store Dele af den er at færdes i som de lukkede Villaveje bag Frederiksberg, hvor afgåede Præster og Lærere holder til - den samme fredfyldte Tindren over Husene, den samme vegetative Ro i alle Livsytringer. Her er ingen elektrisk Sporvogn til at kime og brumme og gøre nervøs, intet Kor af galende Fabriksskorstene, ingen rumlende Arbejdskærrer. Den Luftens evige Skælven, som kendetegner den moderne By, Grundenes og Murenes uophørlige Vibreren, den opslidende Hvepsetone fra Millioner klirrende Ting, Menneskekoget - alt dette findes ikke i Cadiz, hvis enkelte Lyde høres langt ud som i en Landsby.
549 Gaditaneren sidder inden for fire Vægge og tror, at hans By er den livligste i hele Andalusien, så naturlig falder Stilheden ham. Kafeer og Torve - disse Sydboens selvfølgelige Samlingssteder - står tomme, Promenaderne med deres henrivende Vegetation ligger ubenyttede hen. Kun hos Almuen, som er sig selv lig overalt og under alle Forhold, rører der sig det samme brogede Folkeliv som alle Vegne, gærer og mudrer det som alle Vegne.
550 Til alle Sider afgrænses Cadiz af Havet, der som et Jærnbånd har spændt Byen tæt sammen og hindret den i under Opgangsperiodernes Tilstrømning at søge ud over sine Grænser. Lige op af Vandet rejser den høje Bastion sig og går som en bugtet Kæmpeslange om Byen; i dens Mave rumler Artilleriet, på dens Ryg løber den dejligste mennesketomme Promenade bred som en Landevej og prydet med gamle Feltkanoner, der børstes med Kakkelovnssværte. Der er vid, henrivende Udsigt over Bugten og Fastlandet til den ene Side, og til den anden små Kik ned i snævre rene Gader, hvor Mændene står som draperede Forsteninger og Kvinderne skrider frem som langagtige Bønnebøger, blege, sortklædte, alvorlige. Kun når de møder en Fremmed, kommer der Liv i dem; de stanser og slår en skraldende Latter op. Så fjærnt er Byen nu fra den fordums Verdensstad, i hvis Gader alle Folkeslag mødtes og købslog.
551 Så stille som Cadiz er vel få Byer, så ren ingen. Med Undtagelse af Almuekvarteret omkring Santa Elena, hvor lyskende Kvindegrupper, Skarndynger og bulne, hår- og herreløse Hunde skaber et ægte sydlandsk Storstadsbillede, er Byen så pillet, næsten pyntelig, som en Gammeljomfrus Bur. Asfalten i de snævre Smøger er ren som et Stuegulv, og Husene rejser sig hvide, med grønne Skodder eller Glasverandaer, gennem alle Stokværk. Ren, kølig, tyst, hyllet i Skygge - sådan ligger Byen dernede, med Søjlegårde hvor Springvandet plasker og Palmen, Nerien, Platanen står grønne Året rundt. Ofte er disse Søjlegårde overdækket med Glas og indrettet med Tæpper og Divaner til svale Sommeropholdssteder.
552 Men egenlige Gårdspladser til Vask, Tøjtørring og lignende vil man forgæves lede om i denne tætbyggede By, hvor hver Karré er én eneste kompakt Husmasse. Til man en Dag kommer op i et af Byens fem Tusend Småtårne og ser ud over de flade Tage. Hvert Hus har sit flade Tag med Brystværn omkring og et lille Tårn i det ene Hjørne som Vindeltrappens Afslutning. Her er Gårdsplads, Vaskested, Tørreplads, måske lidt Have eller Værksted - en hel By, i skånselsløs Sol og skærende hvidt Lys. 5000 Tavl, lidt højere eller lavere men sammenhængende - heroppe fra ligner det en stor, gennemskåret Bikage, der svømmer på det klare Vand, pyntet med små Elfenbenstårne, hvid Vask og brændende røde Pelargonier. Man kunde vandre ud over det hele, springe over de snævre Spalter, hvor Gaderne løber, og vandre videre til den anden Kyst - om ikke den brændende Sol var og gjorde et længere Ophold heroppe umuligt. Men om Aftenen er her vidunderligt, når Himlen flammer og Havet kommer fra alle Sider som smæltet Guld for endnu engang at berige den hvide By.
555 * * *
557 En Sandstrimmel på en Mils Længde og et Stenkasts Bredde forbinder som en Navlestræng Byen med det faste Land. Til venstre slikker Bugtens Vand sig dovent op over en glat Strand af blåligt Klægsand; til højre, uden for en Række smukke Klitter, vælter Atlanterhavets Bølger sig frem som en gulgrøn Vælling af Sand og Vand; de kæntrer i Havstokken og falder drønende ned på den hvide Kyst.
558 Inde mellem Klitterne ligger en Zigøjnerhytte, den er opført af gamle Pjalter, Aloëblade og rustne Blikplader. En tiårs Knøs i bar Skjorte kommer hen og tigger af os, han river med Neglene lange hvide Striber i det sortbrune Skind over Lænden, hvor talrige Insektbid danner små ophøjede Kratere med en rød Funke i Midten. Hvergang han vil opgive os, anspores han af en gammel Kælling nede fra Landsbyen - i et besynderlig skingrende Sprog.
559 Vejen vi går ad giver for en Gangs Skyld Ordsproget Ret og fører helt til Rom. Den løber over Sevilla-Salamanca-Sydfrankrig og er i hele sin Længde anlagt af Romerne. Dens tildels tilføgne Murværk melder endnu om romersk Forsvarlighed.
560 Efterhånden vider Sandtungen sig ud og bliver til en flad nøgen Marskegn gennemtrukket med Kanaler, der tiltager i Talrighed og Brede, til de udgør Størsteparten af Terrænet. Mellem Kanalerne er den sorte Jord opæltet af mange Hove og Fødder til et eneste Trådd; man følger dette som en Ariadnetråd og kommer dybere og dybere ind i Labyrinten til magre Holme, hvor Kreaturer græsser mens her og der en hvid Pyramide rejser sig. Ud til Siderne så langt Øjet rækker når dette Land, der med Kanaler, Kvæg og de underlige Pyramider ligner en sur Marsk, hvor et helt Nomadefolk er jaget ud og har opslået sine Hundreder af Telte. Men set på nærmere Hold minder Pyramiderne om snavset Sne, og smager man på dem, viser de sig at bestå af Salt.
561 Denne tilsyneladende golde Egn er en af Spaniens store uudtømmelige Rigdomskilder - Salthaverne ved San Fernando. Hele dette Virvar af Kanalstumper, der dækker over flere Kvadratmil, er ved små Sluser forbundet med de lange Hovedkanaler, der atter står i Forbindelse med Havet, så at hver Dam kan fyldes, når Højvandet sætter ind. Nu ved Vintertid hviler Arbejdet og Saltdammene fylder og tømmer sig selv fire Gange i Døgnet efter det skiftende Tidevand. Men ved Majtid, når Solen steger hedt og ingen Regn falder flere Måneder i Træk, begynder Salttilvirkningen; Havvandet lukkes inde og står 4-5 Kvarter højt i Dammene. I Løbet af en halv Snes Dage fordamper det helt og efterlader på Dammens Bund et to Tommer tykt Lag Salt, der minder om Eng-Is, som Vandet delvis er sivet bort under.
562 Når Krystalliseringen er fuldendt, skuffes Saltet i Kamme, læsses på Æsler og sættes i Pyramide ved de store Kanaler, hvorfra fladbundede Pramme fører det ud til Skibene i Bugten. Arbejdet minder slående Nordboen om Snekastningen på en Skøjtebane og danner en ejendommelig Modsætning til den tropiske Sol.
563 Så snart Saltet er fjærnet, fyldes Kanalerne på ny, og under normale Forhold kan dette gentages 4-6 Gange i en Sommer. Men falder der Regn under Fordampningsprocessen, så vil Saltet ikke udskille sig og den Høst er ødelagt.
564 Den stærke Sol, Sommertørken og Havets Saltholdighed skaber her så gode Betingelser for Salttilvirkning som få andre Steder. Men det er få af Salthaverne, der endnu benyttes; Resten af det uhyre udgravede Område ligger hen som Tumleplads for Rejefiskere og Søfugle, kvalt under Statens døde Hånd.
565 Det undrer én ikke, at Saltet her på Frembringelsesstedet koster Forbrugerne fire Gange så meget som hjemme i Danmark, fordi Staten skal have 12 Mill. Frank om Året i Skat af dette uundværlige Næringsmiddel; man er vant til at se den forplumre enhver Rigdomskilde. Så latterligt det synes, er det her midt i Salthaverne en indbringende Forretning at stjæle nogle Potter Salt; og for at hindre Salttyveri, holdes et kostbart Vagtsystem på Benene og Pyramidernes Overflade hærdes, så der ofte må anvendes Dynamit for at få Hul på den.
566 Og Byen Cadiz skal jo også leve trods sin Hvidhed. Den byder ikke engang Skibene en Havn, men søger at brandskatte dem på enhver Vis, gennem Afgifter og svimlende Priser på Proviant. Fragterne fordyres derved, og Skibene foretrækker at løbe ind i Middelhavet, til de ny opdukkede Salthaver ved Sicilien og Nordafrikas Kyster.
567 Mens disse gror til og snart ikke kan forrente med tørt Brød engang det Menneskeslid, der er nedlagt i deres Udgravning.
570 Sevilla
571 Større Byer har gærne et eller andet, der følger dem ufravigeligt frem i éns Erindring og giver Farve, Stemning, et Stænk af Afsky måske, til hvert nok så ringe Minde. Det kan være Øllet, som det flyder klæbrigt og maltduftende i Münchens Rendestene og svømmer tåget i Befolkningens Blik; eller den rystende Larm af Menneskevrålet, som dirrer over Napoli Dag og Nat. Ved Rom er det Vandets sagte Nynnen bag alle Mure, og hvem kan dvæle ved Venedig, uden at Campanilen bliver det bærende i Billedet? Hvert Minde selv det aller blegeste hæver den sig knejsende over, selv om man med egne Øjne har set den ligge i Grus.
572 Der er noget tiltalende i, at et Tårn bærer en hel By frem, står som en Opsang over dens Hundredtusender - og står fremdeles, selv efter at det er faldet. Og alle Byer fik jo Tårne til det samme. København fik to: Frelsers Tårn og Rådhustårnet. Men de giver trods deres Skønhed ikke Stendyngerne Liv og Mening, de møder én ikke fra det fjærne som Byens kloge, vidtskuende Blik, danner ikke den høje Baggrund for hvert Torv, hver Gydestump. De ædes af den grå Røgtåge.
573 Sevilla har La Giralda!
574 Seks Mil ud i det flade Land, som omgiver Byen, kan La Giralda ses, og Bønderne, som går derude og slider i den blodrøde Muld, peger og siger med lysende Øjne: »Se, dér ligger Sevilla!« Tårnet spiller mod Solen med sine farverige Azulejos-Fliser, og under det skjult bag Horisonten ligger Byen og fester. Og en Dag, når de har samlet Penge nok, så - leve Glæden! leve det glade Sevilla!
575 Op gennem Guadalquivirs smalle Løb snor skandinaviske, tyske og engelske Dampskibe sig, kryber med Flodvandet over Sandbankerne og kniber sig frem mellem flade, fede Enge. På disse Enge græssede Gerion fordum sine guddommelige Hjorder og måtte tage dem op til Himlen efter få Dages Forløb, da de truede med at revne af Fedme, om de forblev dernede. Nu ejes Engene af de store Opdrætterier, som forsyner Spaniens mange Arenaer; og ud over dem græsser Tusinder af vilde Tyre med mægtigt Hornfang. Alle Vejfarende går langt uden om her, og Dyrenes eneste Kendskab til Mennesket er, at der nu og da farer en Rytter ind imellem dem med en lang spids Lanse for at prøve deres Blodtørst. Han jager bort så hastigt som han kom, og Tyrene støder i ørkesløs Vrede deres Horn ned i Engens Grønsvær. Og hvergang et Skib passerer, løber de ned til Bredden og står og bøger udfordrende efter det. Men de lattermilde Søfolk morer sig for en Gangs Skyld ikke. De går hver for sig, eftertæller i Tankerne deres Hyre og spejder ind efter La Giralda og den glade By.
576 Og de Tusender af Udlændinge, som i April strømmer til fra alle Verdens Kanter for at se La Feria: Påskemarkedet, og de store Opstandelsesløb der regnes for Verdens fineste Tyrefægtninger! De strækker sig langt ud af Kupévinduet og kommer med begejstrede Udråb, når de skelner Tårnets lysende Top i det fjærne.
577 La Giralda er 350 Fod højt. Som et lysende Glædens Fyrtårn blinker det langt ud mod de Vejfarende: at her ved dets Fod ligger et Skær, som det for en Gangs Skyld er herligt at strande på.
578 La Giralda betyder Fløjen, Vejrhanen; og øverst på Tårnet står en Bronceskikkelse - en Kvinde! Hun er 14 Fod høj, vejer ca. 3000 Pund og forestiller Troen - og hun drejer sig for den mindste Vind!!
579 Hvilket Symbol på Byen dernede!
580 Sevilla har en glimrende Historie, der - som næsten alle sydevropæiske Byers - rækker langt ned i Oldtiden.
581 Så langt tilbage vi kan øjne ligger Byen og glitrer i Solglæde, altid festklædt, altid fejr og fejrende, beskyttet af Solgudens mægtige og Elskovsgudindens smukke Templer. Hvert År når Solen stod højest på sin Bane, bares Elskovsgudindens Billede i Triumf af Byens fornemste Skønheder. De unge Piger, der ikke uforbeholdent ofrede til hende, blev dømte til Døden, men Sagnet kender ned gennem Tiderne kun to sådanne genstridige, Søstrene Justa og Rufina. Det glade Folk gjorde bagefter de to kyske Søstre til Helgener; og endnu den Dag i Dag er de Sevillas Skytspatroner og ses op til med al den kolde Ærefrygt, Menneskene har for det Uopnåelige.
582 Nu har Guds Moder til alle sine øvrige Hværv også overtaget Solgudens, og af alle hendes ca. tredve Legemliggørelser står ingen Seviljanerens Hjærte nærmere end La Virgen de la Aurora, Morgenrødens Madonna. Han går nødig i Seng, før hendes Messe har ringet Gryet ind.
583 Fra sin romerske Periode gemmer Sevilla kun få Mindesmærker: nogle Rester af Bymure og Bade; en Vandledning der atter er taget i Brug; gamle Mønter der her som overalt hvor Romerne har boet kan samles i Håndfulde for hver Plovfure. Og så det herlige Amfiteater Italica, en ægte italiensk Ruin med spredte mægtige Murblokke, dirrende Venushår i underjordiske Rum og vimse Firben i hver en Revne. Men Feststemningen er til endnu, denne evige Oplagthed som gjorde Byen til så henrivende et Opholdssted for Roms forvænte Landliggere.
584 Og Glæden døde ingen Hungersdød under Byens to næste Perioder som Hofstad henholdsvis for Vandaler og Goter.
585 Men med Mavrernes Herredømme begyndte en ny Tid for Andalusien, hvor Agerbrug og Industri, Kunst og Videnskab blomstrede frem. Agerlandet blev gennemtrukket med et Vandingsnæt så fint og virkningsfuldt som Årenættet i et Legeme, Bjærgene blev åbnede for deres kostbare Stensorter og Metaller, Silkeavlen tog Fart, fortrinlige Universiteter blev oprettede, og Østerlændingens frodige Fantasi fik vidunderlige Æventyrslotte og -moskeer til at skyde frem af Jorden: Alhambra, Alcàzar, Moskeerne i Còrdoba og Sevilla.
586 Da fik også det glade Sevilla et Anfald af Flid og gav sig til at arbejde - i Guld og Kniplinger og Silke; alene Silkeindustrien skal have beskæftiget 150,000 Mennesker. Ad Guadalquivir flød Handelssnekkerne ud og bragte Bud til det skumle Evropa om Lyslandet Andalusien, hvor Flid, Oplysning og Frisind herskede; hvor Jøder, Kristne og Mavrere levede Side om Side i bedste Forståelse.
587 Men Mavrernes Herredømme svandt af Evropa, sporløst som en smuk Drøm kan svinde. Og Sevilla rystede sin Flid af sig som en Mare, smøgede sig behændigt ud af halvsjette Århundreders Påvirkning og gav sig til at feste igen.
590 Endnu står Alcazàr, La Giralda og en Del af de mavriske Mure, som dengang omgav Byen. Gaderne er østerlandsk snævre og har Hovedretning på tværs af Solens; Husene er hvidkalkede, lukkede, med kølige Gårde, der snævrer ind foroven - for at holde Solen ude.
591 Men Seviljaneren selv ligner ikke Mavreren - hverken Middelalderens virksomme, højt kultiverede eller hans nulevende ugidelige Efterkommer, der sidder med korslagte Ben i de marokkanske Rendestene og stirrer tåget frem for sig.
592 Det skulde da være, at Kvinden i de højere Samfundslag har bevaret et Træk af Haremet i sit Hang til at sidde hjemme og sanke Yppighed, hensunken i vage Stemninger, i Stedet for at færdes ude. Hele Ugen kan gå hen, uden at man træffer en eneste bedrestillet Seviljanerinde på Gaden, og man synes til sidst, at Byen trods sit Ry for kvindelig Skønhed er noget af det mest skønhedsforladte på Jorden. Men Søndag Eftermiddag åbner Skønheden for alle Sluser, hver Herskabsport bliver til et lille Væld af Yppighed. Ved Femtiden er Promenaden langs Guadalquivir fuld af elegante Glaskareter på Gummihjul, og i hver Karet dvæler en fyldig Seviljanerinde, storøjet og tung, svøbt i Silke og Kniplinger - en forsvarlig snøret Haremsskønhed.
593 Disse lidt fede men for Resten stilfulde Skønheder er de samme, der Ugens seks andre Dage hænger hjemme, uredte og i Sirtses Nattrøje, fra Morgen til Aften, og hvis eneste Udflugt går fra Opholdsrummet til Balkonen. Søndagsudflugten minder da om Serailets ugentlige, kun at Folket ikke længer jages til Side, men er fuldtalligt til Stede i alle sine Afskygninger. Sevillas Promenade er måske den eneste i Verden, som er for alle; her promenerer Pragt og Jævnhed og Armod Side om Side så naturligt, som havde de sat hinanden Stævne. Her er vandrende Pjaltebylter så stolte, at man skulde tro, de skjulte en spansk Grande. De slynger den fornemste Skønne deres Beundring lige i Ansigtet i dristige Sætninger, der ingenlunde tages dem ilde op; og de indsuger Rigdommens Glans med en Uforbeholdenhed, der endnu ikke kender til Proletarhad. Men de kryber ikke i Støvet for den, den har ingen Magt over dem. Måske derfor hader de den ikke.
594 Seviljaneren er ugidelig, men kun over for det nyttige. Han har en spilvågen Sans for alt hvad der kan adsprede, og Menneskestrømmen på Gader og Torve bibringer én det dobbelte Indtryk af ørkesløs Lediggang og rastløs Jagen. Der kommer Tusender af Fremmede til Sevilla årlig, men Byen kan alligevel ikke nægte sig den billige Fornøjelse at le hver ny ud. De danner Espalié hvor Udlændingen går frem, rige så vel som fattige, råber uskyldige Vittigheder til hinanden, slynger engelske og tyske Sprogbrokker efter ham, puffer stundom også hinanden over mod ham - og morer sig kongeligt. Ingen er for ringe og sjælden nogen for fornem til at tage Del i Morskaben. Henvender man et Spørgsmål til en af dem, så svarer han høfligt - hvis han da kan for Grin - og er i næste Nu det fængslende Midtpunkt for et Hundrede videbegærlige.
595 Går man ind i en Butik, så fyldes den af nysgerrige, og de der ikke kan trænge sig ind står i Flok langt ud på Gaden. Forretningsmanden - om man kan bruge et sådant Navn om en seviljansk Handlende - giver sig straks til at forhandle med Tilskuerne: om éns Nationalitet, Formuesforhold, Rejseærinde, og først efter gentagne Påmindelser bliver man betjent. »Det er jo ligesom en Flok Vilde«, sagde jeg engang under sådanne Omstændigheder til en Boghandler og pegede på Mængden. »Somos así - sådan er vi nu engang«, svarede han stramt. Han fandt min Kritik ilde anbragt.
596 Hvad skal også Kritiken til? de flokkes jo ikke for at fortrædige den Fremmede men for at more sig selv. Han var blot det lille Stykke Sats, der fik Glæden til at fænge; og de forstår ikke, at det kan krænke ham, siden ingen i deres egen Kreds ser gladere ud end den, der er Skive for Lystigheden.
597 Og han må såmænd gærne blive helt borte. Med Latteren har det ingen Nød, så længe man kan le ad ingenting, og det kan Seviljanerne. Humøret brister ud af dem, allerbedst som de går alene på Gaden - som Smil, som klingende Latter, som to-tre Dansetrin.
598 Mange Varietèr i en By er Tegn på Humørsyge. Sevillas henved 200,000 Indb. har ingen, behøver ingen; deres Humør er så letfængeligt, at det tænder sig selv. Revyen kender de heller ikke; de små Dårskaber - såsom Henfald til Foretagsomhed, borgerlig Dyd og vindigt Fremskridt - der begås i Årets Løb, skylles bort i den befriende Latter over et moderne Samvittighedsdrama. Hernede virker Ibsen og Bjørnson simpelthen som Komikere, der med fortræffelig gennemført Alvor driver Spas med det nordevropæiske Dødbideri.
599 Sevilla er Tyrenes, Tyrefægternes og Tyrefægtningens Hjem; Dansens, Vifternes og Kastanjetternes By. Her kan man en sen Aften vinde sig frem gennem snævre Gyder, lokket af den lystigste Musik, og havner - ikke på en Dansebule men i en Kirke, hvor Præsten står for Altret og messer, støttet af et højtideligt Mandskor. Og hvergang Koret er kommet et Par Strofer hen i sin dystre Miserere, spruder Kastanjetter, Tamburin, Bækken og Triangel ud i en Dans så forførende vild, at Andagten må vige og alle de fromme Madonnaøjne spytter verdslige Gnister. Til Andagten atter tager Rummet i Besiddelse ved de dystre Strofers Hjælp - og igen må vige. Det er som en skiftende Overrisling af Kødet og Ånden.
600 Længe havde vi spejdet efter en Lejlighed til at få seviljansk Dans at se; endelig kom den - i selve Katedralen. Dér så vi hver Aften en hel Uge i Træk ti Drenge danse oppe foran Højaltret, til den ubesmittede Undfangelses Pris. De var klædt i Pagedragter fra det 17. Årh. og sang og slog Kastanjetter til Dansen. Dejligt var det, og man kan forstå, at det danselskende Sevilla hårdnakket holder fast ved denne enestående Kirkefest: Los Seises, som ingen anden Kirke i den katolske Kristenhed har Lov at afholde og flere Paver forgæves har søgt at sætte en Stopper for.
601 For den glade Seviljaner er kun ét helligt - Glæden selv. Alt hvad der vil dæmpe den, ægger ham til Spot; Fromheden i hans eget Sind fylder ham med blasfemisk Trang, der synes at vokse med Styrken af hans Gudsfrygt. Intet Steds i det blasfemiske Andalusien forenes Gudsfrygt og Gudsbespottelse så let og selvfølgeligt i samme Person som her. Jeg kunde belyse det med talrige Eksempler men skal nøjes med et - det anstændigste.
602 Under vort Ophold i Sevilla boede vi hos to ældre Damer - Søstre - der var meget fromme og for hvert Skridt vi gjorde anbefalede os i en eller anden Helgens Varetægt. Men et godt Humør havde de ligefuldt. En Dag vi skulde foretage os et eller andet, rådede de os indtrængende til først at gå over i Katedralen og anråbe Kongernes Madonna, som havde vedkommende Ting under sig, om hendes Bevågenhed - for hun kunde gøre store Undere. En Gang havde således en Præst løftet Kjolen op på hende for at se, hvad hun var lavet af; og ham slog hun med Blindhed, fordi han kiggede. »For hun var jo kun af Træ«, føjede de forklarende til og lo.
603 Det var Sevilla, der fandt på, at det nedlagte Kapucinerkloster fjærnede sig mindst fra sin Ide, når man oprettede et Aktie-Svineopdrætteri dér. Springet synes heller ikke stort, man kan lugte Kapucineren i større Afstand end Svinet, og med Hensyn til Farven er de så nogenlunde ens. Men det var for en Gangs Skyld et økonomisk Fremskridt. Og hver Søndag vandrer Seviljaneren ud og betragter de Hundreder af Svin, der nu tumler sig i Celler og Klostergange, og hvis Skinker lagrede i Vin og røgede i Krydderurter koster en Dollar Pundet.
604 Da den germanske Skik at gå på Kirkegården og se til sine Døde for nogle År siden også nåede til Sevilla, opfattede man den ganske simpelt som en Fornøjelsestur; og alle adstadige Familier, både de der havde Døde herude og de der ingen havde, pakkede om Søndagen deres Kurv med Mad og Vin og tog ud til Kirkegården, hvor de fejrede en lille Glædesfest - så vidt muligt på deres kæres Grav. Så forbød imidlertid Øvrigheden dette, og nu går Folk igen langt uden om Kirkegården.
605 Sevilla har trods sit herlige Klima den højeste Dødelighedsprocent af alle spanske Storbyer. Men hvor andre Byer vilde møde denne Fatalitet med Kloaksystem og andre sanitære Forholdsregler, sætter Sevilla blot sin frodige Livsglæde: Byen har den højeste Fødselsprocent også og kender ikke til Selvmord. Men disse tre Forhold er efter Nationaløkonomers Sigende et usvigeligt Tegn på kulturelt Bagstræb. Få Dødsfald, få Fødsler og mange Selvmord - så først bliver Sevilla delagtig i evropæisk Kultur.
606 Højest kommer Byen også med Antallet af Uægtefødte, 17,4% mod Barcelonas 2,6. Det tyder på fordærvede Sæder, siger Præsterne.
607 Kun ikke Sevillas egne Præster; de hævder energisk, at Byen er den første i Spanien. Er Kvinderne måske ikke anerkendt som Landets smukkeste? Har Byen ikke en Domkirke, der kappes i mægtig Skønhed med Verdens første Kirker og af mange kyndige sættes over selve Peterskirken i Rom? Er der nogen Befolkning, der så tillidsfuldt som den seviljanske lægger det himmelske helt og holdent i Præsternes Hånd? Eller nogen, der ærligere holder Kirkens Helligdage?
608 Og det er altsammen sandt. Sevilla har 130 Helligdage om Året, og de øvrige er ikke altfor søgne. Alligevel slår de ikke til til at give Glæden Udtryk, og Natten igennem genlyder Gaderne af Sang og Klimpren og varme Råb.
609 Natten i Sevilla er nu også ubeskrivelig dejlig!
611 Vi er i December; Vinter er det, andalusisk Vinter med Sol og blå Himmel. Men Solen kan ikke nå ned i de snævre Gyder og dybe Gårde; inde i Husene er det hundekoldt, og alt levende flygter ud - til Torvene og Guadalqvivirs Bredder. I Gydens Bund ligger fattige Koner på Knæ og vasker Fortove og Fodmur; det er et Led i den ugenlige Rengøring. Hunde og Børn roder i Affaldsdyngerne, der ligger som små Anlæg, hvor flere Smøger støder sammen. En ung, kraftig Mand går fra Hus til Hus, ringer på og spørger - »om det Brev er til Dem? - Såsom jeg ikke kan læse,« siger han undskyldende og ringer på ved næste Port. Han har bare Fødder og et stort Dækken viklet om Hovedet til Værn mod Kulden.
612 Ud af alle Huse styrter Mænd og iler ned ad Gyden med Kappen slået op for Munden. Møder de en Bekendt, vinker de tavst med Hånden og skynder sig forbi; spørger en Fremmed dem om Vej, lader de den spanske Høflighed ynkeligt i Stikken og svarer ikke. Åndedrættet hænger dem fortættet i Overskægget og drypper uænset ned på Kappens pragtfulde Plyds, Cigaretten stikker dem urørt bag Øret, Blikket er stift af Skræk. End ikke de politiske Løbesedler på Hjørnet kan afvinde dem mere end et stumt Skuldertræk. Og de iler videre, sammenkrøbne, med Kappen presset mod Munden, jagede af en usynlig og måske indbildt Fjende - Lungesygen.
613 Men i Solstrimen uden for Señoritaens Sovekammer danser Myggene Bloddansen - koldere er det ikke. Og idet hun i Slåbrok træder ud på Balkonen for at spejde efter de første sukkende Tilbedere, angiver talrige Pletter på hendes Åsyn Kilden til Insekternes blodtunge Henrykkelse.
614 Der er ingen sukkende Tilbedere på Færde - det er for koldt. Sult formår ikke at lægge nogen Dæmper på Seviljanerens Livslyst, Sorg heller ikke; kun et kan knække ham - Kulden. En Dag som denne er han ikke meget værd Kvinde og Kvinde imellem, han smutter under Balkonerne uden et Blik og stanser først på de åbne Pladser, hvor Solen bager. Dér finder han sig en Gruppe ud, gasser sig, pludrer efterhånden så småt med og folder sig igen ud i al sin Åbenhed - en rigtig Solblomst. Han taler med et sygt Smil om »denne forbandede Polarvinter«, om Arabien, hvor de har Nat seks Måneder og Dag de andre seks, og om Gammel Kastilien, som er det koldeste Sted på Jorden. I sin ustyrlige Glæde over igen at være kommet til Hægterne slår han til Skaglerne: går på Kafè og spiser tyk Chokolade af Dukkekopper eller tager sin bedste Ven hen på et Konditori og deler for ti Øre Konfekt med ham.
615 - - -
616 Ud af Gydernes lumske Halvmørke kommer der en Flok Kvinder daskende. De er i tynde, sorte Sjaler med lange Frynser, har bart Hoved og en Papirblomst i det sorte Hår. Der er enkelte nette Ansigter imellem, men Fattigdommen har ikke for Vane at opklække Skønhed, her så lidt som andet Steds. De fleste er koparrede, enkelte også enøjede, mange har hvide Plastre i begge Tindinger; alle har udspilede Næsebor og vagtsomme Øjne, der søger sig et Bytte for Latteren. Og de går frem som en Flok Skader, skogrende, skvadrende; de driver Spot med Dandyens tynde Ben, river i Forbifarten Æseldriveren af Sadlen, omringer hujende Udlændingen, kysser på Fingeren ad den fede Præst, der med en indeklemt Fnisen forsvinder under Kirkedørens tunge Forhæng. Alt er en Kilde til Latter: en haltende Hund, en Ligkiste, en nysende Tigger.
617 De dækker ikke frygtsomt Munden men spærrer den vidt åben og indsuger med Begær alt, hvad Luften rummer af Sol og frisk Kulde, Smitstoffer og Stank. Deres høje, udfordrende Barme byder Alverden og dens Lungeelendigheder Trods. »Kom, og jeg skal kryste dig - var du end Døden selv - og kaste dig fra mig som en udpresset Citron,« siger deres Holdning. De fanger små, nøgne Unger ind, kysser dem sugende over hele Legemet og langer dem fra Favn til Favn. De skærer Tænder af Lidenskab ved Synet af en smuk Mand - men en smuk Kvinde kaster de Snavs på.
618 Det er Las Cigarreras, Tobaksarbejderskerne, Sevillas Sjæl. De udgør en Hær på ca. 5000, hvoraf den ældste er over hundrede, den yngste 14 År.
619 I Samtale med Fremmede glider Seviljaneren let hen over Tobakspigen, men i Dybden af sit Væsen beundrer han hende, med en Beundring, der er tilsat en behagelig Gysen. Hun er sorgløs, uartig, gudsforgåen; hensynsløs i sin Lidenskab, vittig, letbevægelig, glemsom - hun er alle Byens letlevende Egenskaber sat på Spidsen. Seviljaneren kan ikke fornægte hende uden samtidig at bryde Staven over sig selv, og det gør ingen Spanier. Inderst inde i enhver alvorlig Spanier brænder desuden Bevidstheden om Revolutionen som den eneste Udvej, og Skammen ligger på Lur efter ham, fordi han intet gør. Men Sevilla behøver ikke skamme sig så meget, takket være Tobaksarbejdersken. Hun er altid parat til Tumult, det er hende, der kaster den første Sten, de fængende Feltråb udgår fra hendes Mund. Hun er det musserende Element, den indre, prikkende Uro. Og når Proppen går af, er hun Knaldet og Skummet, alt det som skræmmer Kvinder og fryder Mænd.
620 Da Alfons XII for en Snes År siden besøgte Sevilla og Byens republikanske Befolkning skamfuld gjorde Vanehonør for Majestæten, reddede de 5000 Tobakspiger Byens Selvagtelse ved at le Kongen ubarmhjertigt ud under hans Besøg på den store Tobaksfabrik. Og senere, engang de ikke kunde blive enige med Fabrikens mægtige Direktør om Lønspørgsmålet, tog de alle Proletarhjærter med Storm ved deres kraftige Bevisgrunde: de slog en Strikke om Direktøren og hejsede ham ned i en dyb Brønd. Mere end én Gang har Las Cigarreras ligget på alle fire og samlet Gadens Snavs op for med det at møde det ridende Politis Sabler og Revolvere. Og det er for en stor Del disse respektløses Skyld, at man nu må møde med Attest fra Sognepræsten for at få Adgang til de store Kirkefester.
621 Men alt dette behøver ingen Tilgivelse. Det af Stat som Kirke mishandlede Folk ser for en Gangs Skyld sine revolutionære Tilbøjeligheder og sit blasfemiske Behov uforfærdet udtalt af disse koparrede og øjenbetændte Valkyrier, og det er - stik imod Folkesædvane - så ædelmodigt ikke at lade dem i Stikken til Gengæld.
622 Også i Kraft af sin Stilling er Tobakspigen Nationens Kælebarn; der klæber den Lugt ved hende, som Spanieren sætter højest af alt - Nikotinens. Hvad Tobaken betyder for Spanieren kan ses deraf, at Tiggeren er fuldt så sikker på Godgørenheden, når han beder om en Skærv til Tobak som når han påberåber sig sin Sult.
623 Alle de vidunderlige Egenskaber, Spiritusen besidder herhjemme, er i Spanien blevet Tobaken til Del: den dæmper Hunger og vækker Appetit, gør vågen og virker søvndyssende, affører og virker stoppende - alt efter de forskellige Behov. »En Cigaret«, siger Almuen, når nogen fejler noget, lige som den her hjemme siger: »En Snaps«. Og på Snitsår lægges der våde Tobaksblade.
624 Det første, Spanieren gør, når han slår Øjnene op om Morgenen, er at famle i Mørket efter sin Cigaret, tænde den og klæbe den fast til Underlæben. Dér hænger den og snor sin lille, blå Røgkrølle opad, mens han taler, mens han hoster og nyser, og stundom mens han spiser og drikker. Som den hellige Ild går den aldrig ud, ved dens sidste Glød tændes en ny og anbringes, mellem hver Mundfuld Mad nipper han til den; Dagen igennem hænger den der. Ofte må han ryge sig i Søvn, og så hænger Stumpen under hans Næse næste Morgen - lige til at tænde.
625 Det er en tarvelig Røger, der nøjes med at puste Røgen ud på almindelig Vis. Er man lidt af et Mandfolk, støder man den ud gennem Næsen som Spildedamp; men de rigtige Professionals svælger Røgen og sidder så med åben Mund og gylper den op igen ganske langsomt.
626 Der er dem, som tror, at man kan komme et nationalt Onde til Livs ved at beskatte det! I Spanien er Retten til at forsyne Nationen med Tobak overdraget nogle - væsenlig udenlandske - Kapitalister: Tobakskompaniet, der betaler Staten en årlig Afgift af 90 Mill. Fr. Skønt Klima og Jordbund egner sig fortrinligt til Tobaksdyrkning, må Bonden ikke avle Tobak til eget Forbrug engang, og Kompaniet giver yderligere 60 Mill. Fr. ud til at håndhæve dette Forbud og bevogte Landets Grænser mod Smuglere. Først efter at disse 150 Millioner er udredet, skal Råvaren og Tilvirkningen betales, Forhandlerne leve og Kompaniet have en klækkelig Fordel. Man overdriver ikke ved at anslå den Sum, det spanske Folk årlig lader gå op i Røg, til langt over en kvart Milliard Frank.
627 Der ryges i Teatrene under Forestillingen; i Banker, på Posthuse og i kommunale Kontorer har enhver lige til Skriverdrengen sin Cigaret i Munden. Barberen ryger, mens han rager én; Opvarteren drypper ugenert sin Cigaretaske ned i Varerne mens han serverer dem. Taleren stanser midt i en flammende Sætning for at nippe til sin Cigaret; Præsten sniger sig under Messen om bag Alteret for at få sig et Smugdrag, og på Gaden går han med Cigaretten oppe i det vide Ærme. Børnene får Tobak udleveret af deres Forældre, og gamle Kællinger sidder i Solen uden for Landsbyerne og bakker på en Snadde. Alverden ryger til Trods for Beskatningen. De, der ingen Penge har, går om og samler de fugtige Rester af Cigaretter op; og det hænder, at Mænd i lange Kapper følger én et helt Kvarter i Håb om, at man skal kaste sin Cigarstump. - - -
628 Det smælder af røde Faner i Blæst, hvor Las Cigarreras går frem, Ørkesløshed og lange Blikke driver i deres Kølvand. Fra Triana, Macarena og de andre Forstæder kommer de slængende - gnasker, klør sig i det sorte Hår og ler. Nede ved Floden løber alle Strømme sammen mod en mægtig Bygning, der skal have kostet 7 Mill. Kr. at opføre. Den er omgivet af en dyb Grav, Brystværnet indenfor prydes af små Vagttårne med lange, smalle Skydeskår, derinde vandrer Skildvagter frem og tilbage, og i Bygningens Grundstokværk rumsterer en Deling Militær. Bygningen minder om en Straffeanstalt, opfattes af Regeringen som en Slags Dynamitdepot og er i Virkeligheden Tobaksfabriken.
629 Inde i den store, hvælvede Forhal er Vagten i Færd med at undersøge et Par Arbejdere, som skal forlade Fabriken. De står med Armene strakt op over Hovedet, mens hele deres Legeme bliver indgående befamlet.
630 Ad en bred Stentrappe føres vi op i Bygningens Kærne, hvorfra Portdøre fører ind til de forskellige Fløje. Heroppe består Vagten af Kvinder, så kæmpemæssige som kun Syden kan frembringe dem; og vi overgives til en, der er så forsvarlig bygget, at hun må kunne fælde en Okse med et Dask af sin ene Forlab - eller holde den mest rebelske Tobakspige sprællende på sit Skød som et lille Barn, mens hun undersøger, om Pigen har Tobak gemt et eller andet besynderligt Sted på sig.
631 Fra alle Sider lyder der en dæmpet, hidsig Summen, som var Luften fuld af Hvepse; og idet hun åbner en af de store Døre, virker det som blev Stigbordet åbnet i en Sluse: en ophedet Strøm af Støj og Stank hvirvler om èn og tager Vejr, Vid, Bevidsthed, så man ikke ved af sig selv, før man står og stirrer ned gennem en 500 Fod lang Tunnel, hvor fire Rækker Kvinder sidder bøjede Hoved ved Hoved over hver sit Tobakstrug. Idet de ser op, lyser deres Ansigter hvide i den brune Snuståge, Larmen stilner med ét Slag; de stirrer på den Fremmede med åbne Pupiler og åben Mund, mens Fingrene ruller Cigaretter med en Hast, der virker som Flimmer for Øjnene. To Hoveder bøjer sig sammen her foroven, og en Hvisken løber ned gennem Rækkerne. Man kan følge den som en Bølgebevægelse, til den slår imod dernede i Tunnelens Bund ved Helgenbilledet, kastes tilbage og kommer op gennem Rækkerne igen - og pludselig stænker én i Ansigtet som et letfærdigt Spørgsmål indfattet i Latter. Og Larmen koger igen over, denne sammensatte Larm fra nogle Hundrede Grupper, der ler, snakker, skændes, spruder i små Hvin, mens de håndfaste Vogtersker går hyssende op gennem Rækkerne.
632 Her har Sevillas gode Humør sat sit Kronskud; det springer frem som en strålende Blomst af giftig Jord. Under denne lave Tøndehvælving alene arbejder 1500 Kvinder, adskillige Tusend Pund Tobak dækker Borde og Trug, men ikke en Ventil åbner sig for den friske Luft. Man kan ikke se for Tobaksstøv og ikke ånde for Tobaks- og Menneskedunster; skønt jeg er en forhærdet Røger, hamrer Hovedpinen efter få Minutters Ophold herinde sådan i mine Tindinger, som skulde den trænge Øjnene ud af Hovedet på mig. Alle mine Evner sløves, jeg kan ikke sanse, ikke samle og fastholde Omgivelserne i et Billede; alt drejer sig kun om et - at komme ud i den friske Luft.
633 Da rammer en egen Lyd mit Øre og jager alle Sanser op i Rædsel - den kendte Humpen af Vugger, der går. Dér står jo en tæt ved os, halvskjult under Trug og Arbejdsborde, en gammeldags Trævugge med fladslidte Gænger. Kvinden, der træder den, er bleg og har hvide Plastre i Tindingerne til at dulme Hovedpinen; brunt Tobaksstøv sidder hende i Håret, dækker de hvide Vuggeklæder, sidder som en Snusrand om Barnets små, udspilede Næsebor. Men Barnet sover trygt trods Larmen og den giftige Luft; der er endogså en svag Antydning af Rødme på dets Kinder. Og i Moderens Ansigt skærer Smilet hvert Øjeblik gennem de fordrejede Træk og får det til at skrige - som en hvidkalket Mur i stærk Sol.
634 Der er andre Vugger ned igennem Tunnelen, vel en 40 ialt; i nogle sidder Børnene over Ende og leger med Tobak, som havde de allerede begyndt på Håndværket. Idet jeg bøjer mig over en af de Små og den bliver angst, siger en af Kvinderne: »Kan du ikke engang kende din Far?« De ler alle højt, men Moderen betragter mig et Øjeblik opmærksomt og ryster så smilende på Hovedet.
635 Nogle af dem har virkelig en Fader, der hjælper dem at beskatte Moderens Flid - de er ikke de bedst stillede. Andre har kun deres Moder og denne fordelagtige Anledning til at tillæmpe sig. De bærer Vidne om den kærligste Omsorg; og hvis de overlever den ulidelige Giftstank, er de selvskrevne til at tage Plads ved Siden af Moderen og som hun engang træde Vuggen, give Bryst og rulle 3000 Cigaretter om Dagen - hvis de er Kvinder. Men hvis de er Mænd, er det deres uafviselige Pligt at stå på et Gadehjørne og ryge og ryge, til de når den højeste Fuldkommenhed, som er 200 Cigaretter i Døgnet. Og ævner de endnu mere, så lad dem stille sig i de Knøses Rækker, der hver Aften møder til Halløj uden for Tobaksfabriken og hvirvles med af Pigernes rivende Strøm, ud i Forstædernes Mulm, hvor man kan træffe dem som blegblå Spøgelser ved næste Gry.
636 Der er Engle, som lever af fortyndet Æter, og Bakterier, som kun kan trives i de dybeste Kloaker; men mon nogen Skabning alligevel besidder en sådan Levedygtighed som Mennesket? Her sidder trods alt tre Kvindeslægtled og skiftes til at lulle det fjerde i Søvn; og man udpeger os en 14-årig Moder, der netop åbner Barmen for sin skrålende Førstefødte, og en gammel Kone, der er 106 År og har arbejdet i Fabriken de sidste 80 År.
637 Det er lige op under Jul, kun få Dage til, så er den der.
638 I den danske Damper, der ligger og tager Jærnærts ind nede ved Bryggen, skriger Julegæssene for sidste Gang, og i Sevillas snævre Gader driver Bønderne om med Flokke af Kalkuner. Nu og da kommer en tom elektrisk Sporvogn sneglende; den fylder hele Gaden og driver sagtmodigt Fjerkræet foran sig til den nærmeste åbne Plads.
639 Julen er for Døren, hele Ugen har jeg kunnet mærke den som en voksende Uro, der skubbede Årets Sorgløshed til Side og satte bekymret Stræb i Stedet. Her som hjemme er Ordet Jul (Navidad) på alles Læber og i alles Tanker. De stive, draperede Spaniere, der hver Dag står i Flokke og småskændes om det sidste Ministerskifte eller den sidst opdukkende Tyrefægter, driver uroligt om som søgte de virkelig Arbejde, eller de går hen til Muren og står for sig selv og tæller Småpenge sammen af forskellige Vestelommer. Og når de taler, er det om Penge og Navidad, Julen. I disse Dage har jeg også set dem gøre noget, som de ellers overlader til Kvinderne: de har ligget åbenlyst på Knæ for Madonna eller en anden Helgen i Katedralen og mumlet Ordet Navidad Timer i Træk. Tiggeren siger Navidad, idet han strækker Hånden ud; min Vaskerkone fremstammer undskyldende Ordet, da jeg griber hende i at tage dobbelt Pris; og alle Konerne, der står uden for Assistenshuset med deres Bylter og venter på, at der skal blive lukket op, siger blot det ene Ord Navidad og nikker forstående.
640 I den Grad drejer alt sig om Navidad, den tilstundende Jul, at man gribes om Hjærtet deraf og synes, man aldrig har været Vidne til så stærk og bærende en Fromhed.
641 Og pludselig går det så op for én, at Navidad slet ikke længer betyder Jul men Lotteri - det store Julelotteri.
642 Det er en Morgen ved Madridpostens Ankomst. Gader og Pladser er fulde af Mennesker, i Calle Sierpes - Sevillas Strøg - står de som en sort Mur om Postgården. Og pludselig brister de sidste Dages Spænding og strømmer ud over Byen som blinde Mænd, pjaltede Kvinder og halvnøgne Knægte; de har hver sit Bundt Lotterisedler i Hånden, og Luften dirrer af skingre Råb: Navidad! El gordo! El gordo! som Raketter kastes Råbene ud til alle Sider. Og El gordo betyder: den fede Bid.
643 Der kommer en snavset Præst og et Kødbjærg af en Señora med Melstøv i Ansigtet - de køber hver sin lille Seddel og betaler 1000 Fr. for den. Byens Kommandant kommer og Civilguvernøren, Ærkebispen, Bankdirektøren og alle de andre store - de køber hver sin Seddel til 1000 Fr. og skynder sig ind i den nærmeste Kirke for at bestænke den med Vievand. Men Præsten, som alene kender Vievandets Sammensætning, spytter tre Gange på sin i Stedet.
644 Og Købmændene kommer. Ti og ti har de sluttet sig sammen, fordi de kun kan skaffe 100 Fr. hver og Staten kun sælger hele Lodder. Håndværkerne er hundrede om et Lod, og Byens Fattige har dannet Aktieselskaber på indtil 1000 Mand, en Frank til hver.
645 Snart har Sælgerne ikke flere Lodder, og der begynder et Jobberi Mand og Mand imellem, hvor små og store Andele går fra Hånd til Hånd til stadig stigende Priser. Al Trafik, al Foretagsomhed drejer sig i disse Dage om Lotteriet; gør en Mand et Stykke Arbejde, stjæler eller bedrager, man kan være sikker på, at El gordo står bag ved - den fede Bid på 5 Millioner, som hele Landet står på Tæerne og napper efter. Under Spænding, der stiger gennem Ophidselse til Feber, går Dagene til Lille Juleaften, da Lotteriet trækker. Så stiger enkelte himmelhøjt, mens Tusender synker sammen i Slappelse. Og Julen snegler sig mat forbi til Hellig Tre Konger, da Årets første Trækning står for Døren og atter bringer lidt Liv i Gemytterne.
646 Det spanske Lotteri trækker tre Gange om Måneden og altid under spændt Forventning fra Nationens Side. Men ingen Trækning kommer op imod Julens, hvor 40,000 Lodder til 1000 Fr. Stykket rives bort. 40 Mill. Fr. plukkes nationen for til denne ene Trækning; mange af disse Penge er vel for de Spillende kun en Fjær i Fældetiden, men mange følger der det blodige Kød med, og nogle betyder selve Reden, der går. Omtrent 15 Millioner forbliver i Statskassen, Resten slynges ud gennem Lykkehjulet som Gevinster, der ved deres svimlende Størrelse er som Olie på Ild for Spanierens Spillelidenskab. Foruden et Par Tusend Tillægsgevinster på 5-18000 Fr. og 34 Smågevinster på 50-100,000 Fr., byder Julelotteriet Hovedgevinster på ¼, ½, 1, 2 og 3 Millioner - og endelig El gordo, den fede Bid på 5 Mill. Frank.
647 Som andre Stater søger at fremme Nationens Hovederhværv - England sin Handel, Danmark sit Agerbrug, har den spanske særlig kastet sig over Folkets Spillelidenskab og gennem Lotteriet alene hjulpet det til en Omsætning, der må andrage flere Hundrede Millioner Frank årlig. Set med den spanske Regerings Øjne er det et virkeligt Fund.
648 Og en let og taknemlig Opgave.
649 Thi enhver Spanier har i sig den Hunger efter Overraskelser, som avler det fantastiske Tankesving; hans Væsen er som et stort Hjærte, skiftende i hæftig Spænding og dyb Slappelse; han kræver for at være spillevende en stadig Overrisling af hedt og iskoldt: Springet til det højeste Håb og Faldet til den dybeste Tilintetgørelse. Den Pirring, som er Livet, skal være stærk og Udmattelsen dyb; Vane-og Fordøjelsesdøs kender han ikke, det jævne Grødtempo frastøder ham. Solen skal brænde hed og Elskoven skælve helt ud i Knivsodden. Spiritus bryder han sig lidet om, da det ikke er hans Opgave at bedøve sig; sine Pirringsmidler søger han fortrinsvis inden for Sindsbevægelsernes Område - han er født Spiller.
650 Dertil kommer den særegne Retning, Spanierens og da navnlig Andaluserens praktiske Anlæg tager. Han stiller små Krav til materielle Nydelser, mangler Sans for jævnt Velvære og foragter Vejen til det: det langsomme, rolige Fremskridt. Den ene Krone, han finder på Gaden eller tigger sig til, har i langt anderledes Grad hans Kærlighed end de 99 retskafne Kroner, han erhværver sig ved personlig Dygtighed, thi den symboliserer ham på en egen Måde Lykken, som bør komme udefra, utilskyndet. Derfor er der tidt så lidt Hold i, hvad han foretager sig: han arbejder ikke på langt Sigte men kun midlertidigt - til hans store Lod kommer ud. Og at det kommer en skønne Dag, nærer han ingen Tvivl om.
651 For denne Opfattelse er følgende Træk betegnende:
652 En Lokomotivfører og en Fyrbøder, der spillede sammen, førte Lille Juleaften - den Dag, det store Lotteri trækker - et Passagertog Nord på mod Madrid. Under et Par Minutters Ophold ved en Station fik de Trækningslisten i Hænde; de så, at deres Nummer var kommet ud, og overlod øjeblikkelig Toget med dets Hundreder af Julerejsende til deres Skæbne. Mindre iøjnefaldende men lige så betegnende Træk kan man daglig iagttage.
653 Spanske Fremskridtsblade skriver bitre Artikler i Anledning af Julelotteriet og den Feber, der følger det; de tegner det mørkeste Billede af spansk Spillelidenskab og spår skæbnesvangre Følger af den for Nationens økonomiske Fremtid. Men de samme Blade aflægger efter hver Trækning deres Læsere nøje Regnskab for, hvilke Personer, der har vundet Hovedgevinsten, selv om denne ikke er mere end 75000 Fr. fordelt på Tiendedele. Bladene har et helt Spioneringssystem, hvis Fortræffelighed de med Stolthed fremhæver; og et dansk Blad, der bringer en politisk Småting til Torvs Dagen før sine Fæller, kan ikke kro sig pudsigere end det spanske gør, der først møder frem med Vindernes Navne. Telegrafen sættes i Bevægelse, og man læser følgende i sin Avis:
655 Malaga, d. 14. Jan. Kl. 17.
656 »Det er i Dag lykkedes Deres Korrespondent her på Pladsen at fastslå, at de to Tiendedele af de 75000 ikke - som meddelt i Går af et andet Hovedstadsblad - er faldne på Kusk Cenizo og hans Broder men på en Værtshusholder og hans Karl. De seks Tiendedele, vi opsporede i Går, er ikke blevet dementerede. Af de resterende to Tiendedele menes en at være falden på en Sømand, den anden er det desværre ikke lykkedes os at opspore.
657 (Senere Telegram). Den sidste Tiendedel vides nu bestemt at være faldet på Betjent Nr. 14, Don Enrico Manuel Barato.«
659 Spillet træder i Stedet for Spiritus som Hovedleverandør til Fængslerne; og de Straffe, der idømmes Fangerne for Overtrædelser af Fængselsreglementet, hidrører atter hovedsagelig fra Spillelidenskaben. »Den er ikke til at udrydde, ligegyldigt hvad man så gør,« sagde Granadas Fængselsinspektør en Dag, vi stod på en Balkon over Fængselsgården og talte om dette. »Her er stræng Straf for al Slags Spil mellem Fangerne, og vi konfiskerer alt, hvad de i deres Opfindsomhed kan falde på at spille med eller om; men alle Straffe og Forholdsregler er omsonst. - Vil De nu bare se dér!« udbrød han pludselig og greb mig i Armen. Nede i Krogen under Balkonen sad to Fanger Ansigt til Ansigt på Jorden, med skrævende Ben og Fodsålerne mod hinandens; de hverken så eller hørte men stirrede anspændt ned i en Kreds, som var tegnet i Rummet mellem deres Ben. Men hvad stirrede de efter? - »Jo,« sagde Inspektøren, »de har fanget hver sin Lus og anbragt i Kredsens Midtpunkt; og den, hvis Dyr først overskrider Omkredsen, har vundet. Vil De så sige mig, hvad man skal stille op med sådanne Mennesker?«
660 »Konfiskere videre,« sagde jeg med et antydet Smil.
661 Men han forstod mig ikke og svarede alvorligt:
662 »Det nytter ingenting, for Lidenskab gør opfindsom. Men - for at tale om noget andet - har De været i Officerernes Kasino? Der må De med hen - lutter Gentlemen, som hellere vilde skyde sig en Kugle for Panden end spille falsk. Så i den Retning kan De være ganske tryg. Jeg skal indføre Dem i Aften - men De må belave Dem på højt Spil. Tag godt med Penge med!«
664 Còrdoba!
665 En hel Måned har Sevilla holdt på os, men nu skal det have en Ende. En Dag kort efter Nytår bryder vi overtvært, ruller for sidste Gang gennem den blødagtige, besnærende By og sætter os i Còrdoba-Toget.
666 Det er Afgangstid, men Toget rører sig ikke af Pletten. Der går et Kvarter og en halv Time, Folk bliver ved at komme og stige ind. Her er ingen, der sidder og skuler vredt til den nyankomne, holder i Vogndøren for at spærre ham ude eller spænder Ben for ham, når han maser sig op med sit Rejsegods. »Her er Plads, kom her!« råber de til den søgende, selv om alle Pladser er besatte. Og da han nøler, råber en: »Så stig dog ind Mand; jeg skal ikke længer end til næste Station og kan godt stå.« Villige Hænder griber hans Rejsegods og anbringer det under Bænkene, og han selv kommer bagefter, varm og svedende og stiller sig med Ryggen mod det andet Vindu; han kom sidst og han vil have Lov til at stå op, der er intet så sundt for ham som at stå, Lægen har ligefrem påbudt ham det! Men de andre vil ikke tillade at han står; netop fordi han kom sidst må han det på ingen Måde - de er da ikke Tølpere! Og de tvinger ham til at tage Plads ved alle at rejse sig.
667 Vi har følt noget hjemligt krible os i Halsen - som altid når vi kører på Jærnbane hernede - en Trang til at gøre Vrøvl. Men vi har bidt det i os, og nu skammer vi os så småt.
668 Hver ny Passager blander sig uden videre i Samtalen, der drejer sig om alt mellem Himmel og Jord, kun ikke om Forsinkelsen. Den skænker ingen en Tanke.
669 Så endelig ringes der til Afgang, og vi ruller af Sted. En Mand kommer løbende langs Perronen, springer på i Farten og hænger på den bageste Vogn; han klatrer frem langs Vognene, åbner for vor Kupe og stiger ind. Han er lynende gal i Hovedet over denne Uefterrettelighed: ellers kører Toget først en Timestid efter planmæssig Afgangstid, og i Dag er der kun gået tre Kvarter over Tiden - vi kan selv se. Han viser os sit Stålur, skælder og spræller; men de andre giver ham Tobak og stiller ham tilfreds med godmodig Snak, der undertiden antager Form af små Hib. Er han en Englænder måske? eller har hans Far været Urmager? - siden han har så travlt med det Klokkeslet.
670 Kun et lavt Rygstød skiller mellem hver Kupe, og vi kan se over hele Vognen. På Gulvet og flere af Sæderne er der tårnet op med Rejsegods næsten til Loftet: Bylter og store Sække og grove Dækkener. Nogle har også Sengeklæder med sig og store Vindunke af Skind og uhyre Madposer; det er Folk som skal op i de nordlige Provinser og søge Arbejde. De er klædt som Svenskere, i stramtsluttende Jakkesæt af Molskind, men på Fødderne har de Rebsandaler og om Halsen et mægtigt sammenlagt Dækken, der tynger dem helt forover og hvis Ender rører Gulvet. Undertiden er der midt på den ene Æg af det firkantede Dækken syt en Krave til at hægte om Halsen, det er det første Tilløb til Kappen. De ryger alle, og hvergang en ruller sig en Cigaret byder han rundt til hele Kupeen.
671 Frygtelig urolige er de - som Drenge i 8-Års Alderen. De kaster sig fra Side til Side og indtager alle Stillinger undtagen netop den siddende, hænger ud af Vinduerne eller oppe på Bænkenes Rygstød eller kravler over Skillene fra Rum til Rum, sover, snakker med sig selv eller udstøder pludselige Brøl af Velvære. Eller de fører en øredøvende Samtale fra den ene Ende af Vognen til den anden; som alle Sydlændinge har de kraftige Lunger og taler helst om Penge. Men Summernes Størrelse er en Borgen for, at det ikke er altfor alvorlig ment.
672 På deres Klæder og Hud kan jeg se, at nogle er Arbejdere fra Land og By, andre Embedsmænd, Handlende, Lærere måske. Men ellers er der ingen Forskel hverken i Sprog eller Væsen, den simpelt klædte opfører sig lige så dannet og frimodigt som den fintklædte. Der er intet opad og nedad i deres Forhold til hinanden, alt bevæger sig i samme fortrolige Plan. Kun os er de lidt forbeholdne overfor.
673 En gammel pjaltet Kone med mange Bylter skal ud ved en lille Landstation. En velklædt Herre samler alle hendes Sager ved Vogndøren, stiger så ud og løfter dem ned på Jorden; til Slut tager han hende selv i sine Arme, løfter hende ned og bærer hende et Par Skridt, før han leende anbringer hende på Perronen. Så stiger han ind igen. Men hun ser efter ham med Tårer i Øjnene og siger højt til nogle ankommende Unge - måske sine Børnebørn: »Så god han dog var imod mig gamle, fattige Liv; og han har endda aldrig ligget ved mig.«
674 Skønt vi lige er over Tærsklen til det ny År, er det sommerlig varmt, og Støvet hvirvler ind fra Banelegemet og pirrer os i Næsen. Hvergang vi nyser, siger de velklædte: Helsen! men de i Dækkenerne siger: Jesus, Maria og Josef! de viser sig også efterhånden at være fra Landet. Men de titulerer hinanden med caballero og byder gæstfrit rundt af deres tarvelige Måltid: Brød og et Stykke Æble eller Melon. En Skindflaske med Vin er kommet over fra den anden Side Skillet; den går fra Mand til Mand, og de holder den op i strakt Arm og lader Strålen falde ned i Munden.
675 Vi byder også af vor Madkurv, og det indtager dem straks for os. Med deres store Krumknive snitter de en lille Bid af vort Franskbrød og spiser, Kød og Æg afslår de bestemt. »Caramba« siger de til hinanden - »for Pokker, er det Englændere? De er jo næsten lige så velopdragne som vi andre.«
676 »Nej, vi er fra Danmark.«
677 »Hvorfra? Ja så! Er det måske en Provins i Nordspanien?«
678 »Nej det er et selvstændigt Land langt Norden for Nordspanien.«
679 »Og man taler Spansk dèr også?«
680 »Nej det gør man ikke! Man taler Dansk.«
681 »Er det så Dansk, De taler nu da?«
682 »Nej det skulde jo gærne være Spansk.«
683 »Ypperligt Spansk,« skynder de sig høfligt at tilføje. »Men - og det er ikke Frankrig? eller Nordamerika? - England da?« Deres Udtryk vidner om, at de nu har udtømt hele Jordkloden.
684 »Nej,« siger jeg krænket, »det er et selvstændigt Land, og et velsignet Land - et rigtigt Smørhul. Hvis De brugte Smør i Grøden som andre civiliserede Folk, vilde De kende det; hele den oplyste Verden dypper hos os. Og vi har en rigtig Konge.«
685 De siger ikke, at det er Løgn i min Hals, men deres Blikke indbyrdes taler tydelig nok. Heldigvis kan jeg bevise, hvad jeg siger. Jeg leder en spansk Avis frem og løber Telegrammerne igennem. Her står det på Tryk: »Kong Oskar af Danmark vil fratræde til Fordel for sin ældste Søn.« Bladet går fra Hånd til Hånd, til det havner ovre i den tredie Kupe hos en Mand, der kan læse. Han læser det højt, og der bliver et Øjebliks Tavshed. »Som Verden dog er stor,« siger så en, »- og besynderlig!« Og det forløser atter Tungerne.
686 Min nationale Forfængelighed har lidt et Knæk, men jeg søger at trøste mig. Har jeg ikke éngang i Granada truffet en Postfuldmægtig, som heller ikke vidste af mit Fædreland at sige - og Tingene jeg sendte nåede alligevel hjem. Har jeg overhovedet truffet nogen, som kendte Danmark - når undtages et Par tyske Rejsende, der troede at Tysk var vort Modersmål? Vort vægtigste Bidrag til Verdenshusholdningen, Smørret forhandles overalt i Syden under Navn af Flamsk Smør, og vor Store Danske Hund spaserer fremdeles om som Tysker hernede. Jeg har i Venedig set Englændere og Amerikanere smælte hen over Chr. Winthers Sange til Hartmannske Melodier, men på det engelske Titelblad stod blot: Efter en tysk Romance. I engelske Fædrelandshistorier til Skolebrug nævnes Knud d. St. som en engelsk Konge der har underlagt sig Danmark og Norge, og i tyske Literaturhistorier bliver Guldhornene til et gammelt tysk Sprogmindesmærke. De store Nationer er som Hvalerne, de åbner blot Gabet og lader alt muligt strømme ind: svømmende Flasker og Konservesdåser så vel som Fisk og Bløddyr. De er ikke »Feinschmeckere«, ellers kunde vi lægge os en lille ram Bismag til, som holdt dem borte. Nu må vi håbe på, at de ikke kan fordøje os men afleverer os nogenlunde uskadte.
687 Sådan trøstede jeg mig, og jeg besluttede, ikke at rive Bindet fra Øjnene på dem derhjemme men lade dem leve og dø i den Tro, at hele Verden ser hen til dem som det mest oplyste Folk og venter sig noget særligt af dem.
688 Naturligvis gør vi selv vort bedste for at få os til at glide umærkeligt ned, ved at sætte Gennemsnittet som vort Mål - ellers var vi vel ikke Danskere. Vi har en uovervindelig Gru for den ramme Bismag. Dèr opdager vi en skønne Dag, at vore Baner er blandt de billigste i Verden. En og anden Politiker derude kunde pege på os, henvise til os som et Eksempel til Efterfølgelse - o Rædsel! Vi skynder os at sætte Priserne op. Om vi gjorde Banerne helt gratis, da vilde Fremskridtet tvinges til at beskæftige sig med os i hundrede År; og afvæbnede vi, vilde Danmarks Navn brænde sig ind i Verdensbevidstheden til evige Tider: vi vilde bestå! Mens vi nu kun er til i egen Indbildning.
689 Mens vi fører en Ikketilværelse ude i Evropa, er der et andet lille Land som altid bringer sig i Erindring - Svejts. Det nævnes hver Dag af Fremskridtsblade og Fremskridtsmænd, der henvises til dets Forfatning og Institutioner, det har Idealets Skær over sig - Fremtidsidealernes. Det kan være nedslående nok for en Dansker, der kommer ud med Hoved og Hjærte fuldt af hjemmevævet Ros; men sådan er det. - - -
690 Spanierne her er også selvtillidsfulde, men Verdens Dom er dem ligegyldig. Også de er Verdens dygtigste og mest oplyste Folk, men de giver ikke Grunde hverken til sig selv eller andre; de er det simpelthen - basta! Og hver af dem gør hvad der falder ham ind, så ligegyldig for andres Dom som var der ingen over og ingen ved Siden af ham.
691 Bedst som vi kører åbner én Vogndøren og stiger ud. Han har opdaget en Bekendt i en af de forreste Vogne og kravler der henad; en Konduktør vil stanse ham, men han lader sig ikke sige. Det gør den Mand heller ikke, der sidder lige over for mig og hvert Øjeblik maser sine snavsede Sko ind på Sædet til mig. Jeg siger af Erfaring ikke noget men gør hyppigt en Bevægelse, så hans Ben dumper ned på Gulvet; og hver Gang anbringer han dem roligt igen. Så beslutter jeg at gå groft til Værks og ved en lille Overdrivelse få det til at gå op for ham, hvor hensynsløs han egenlig er; og jeg lægger begge mine Fødder op på hans Skød. Men han tager straks Benene ned fra mit Sæde og sætter sig til Rette - for at jeg kan have det mageligere.
692 De holder hyppigt Måltid og spiser kun lidt hver Gang. Meget tarvelig er Maden: bart Brød og en Smule Frugt, eller også er der smurt Tomat på Brødet; anden Påsmøre kendes ikke. En og anden har dog en Bid Spegepølse eller et Æg. Taber én en Bid Brød, tager han den hurtigt op, kysser den to-tre Gange og spiser den; den samme rørende Afbigt til Brødet har jeg set Almuen hjemme gøre. Er det Frugt eller Kød han taber, sparker han det ind under Bænken; der ligger ingen Vægt på det og Gulvet er meget snavset. Men Brødet er helligt.
693 Vi er ude af det flade seviljanske Landskab, Jordsmonnet begynder at blive bakket; Menneskene, der stiger ind ved Stationerne, er også andre, skarpere og mere gammeldags i Udtryk og Klæder. De har Knipper af levende Høns med sig, hele Bundter, der er bundet til hinanden ved Benene og ligner struttende Buketer. Sække med Mel smides også ind til os, og Lam der er bundet parvis sammen ved Bagbenene; Hunde har de med, som indretter sig under Sædet og ligger og snuser os i Hælene. Mændene er i Knæbenklæder, Sandaler, Jakker der når til Bæltestedet, og snurrige Hatte; de er glatragede og ofte koparrede, der er ikke få Zigøjnere imellem.
694 Hvergang jeg nærmer mig Bjærgene, kommer jeg i Vilderede med Hensyn til Folks Alder; Tiden vil ikke rigtig lagdele dem. Unge og Gamle er lige gammeldags i Dragt og Sæder, lige ungdommelige i Holdning og Bevægelser; så er der kun Hårets og Hudens Farve og Rynkerne at holde sig til, og det narrer. Der er de to Gamlinge lige over for os, de er rørige og ranke som Mænd i Tyveårs Alderen, men det tætte kortklippede Hår er gråsprængt og tyder på de halvhundrede, og nogle hvide Pletter i deres Øjne siger mig, at de er meget ældre.
695 »Hvor gammel er De, Adelsmand?« spørger jeg indsmigrende. Jeg anslår ham til at være Jordarbejder.
696 »Compadre, [Note 1] Ven! Jeg er syv Specier og fem Mark« (89 År). »Og min Søn dèr er seks Specier, lige bestemt seks Specier« (72 År). Han peger på den anden Gamle, der nikker sønligt.
697 »Så har De været tidlig Fader,« udbryder jeg, da jeg møjsommeligt har omsat Pengene til År.
698 »Der er dem, der er tidligere på Færde endnu. Oppe i Landsbyen blev der lige giftet et Par, hvor han var sejsten og hun tretten. De havde været Kærester i flere År, og Forældrene vilde gærne have dem forenede inden det gik galt; men det kunde ikke lade sig gøre for Loven. For hun var nok over tolv År, men han skulde alligevel være sejsten. Så måtte de gå lige fra Bryllup til Barsel, så det viser sig da godt nok, at den Lov ikke er meget værd.«
699 »Det er dog vist Undtagelser med så tidlige Giftermål, mon ikke?«
700 »I min Ungdom ikke, men nu begynder Folk jo at se skævt til det; de siger at det er skidt Afkom at lægge til på. Han dèr er nu da god nok, ham svarer jeg for i enhver Retning.« Han tager kådt Sønnen om Skuldrene og rusker ham. »Men naturligvis, der er jo ikke megen Saft og Kraft i Ungdommen nu om Stunder.«
701 »En 16-årig Ægtemand kan vel heller ikke forsørge Kone og Børn ordenlig.«
702 »Det kan en 40-årig lige så lidt her i Spanien - da ikke ved ærligt Arbejde. Så skal der kappes 25000 af de højeste Hoveder først. Men det kommer nok, Revolutionen kommer! Så får vi Republik, og Øvrigheden kommer til mig og de andre og siger: Værsgod, du har dyrket Grevens Jord i alle de År, og han har spist Afgrøden; nu er den din, du må selv spise alt hvad der gror på den! Og vil du have dine Børn på Universitetet, værsgod, Døren står åben. Eller vil du gøre en Rejse, kanske ind og se Alhambra, eller op til Hovedstaden? Værsgod, det er blot at stige i Toget. - Se det bliver den ny Øvrigheds Bestilling, ikke at suge Kraften af det Brød vi spiser, men at hjælpe os til vort eget: kom her, det skal du se! og kom her, det skal du smage! Det bliver skønt at leve så, ikke sandt Sønneke?«
703 Sønneke nikker bifaldende, han har længe siddet med et Spørgsmål på Læben men tiet ærbødigt, nu skynder han sig at benytte Faderens Pavse: »Og Krapotkin, ham kender De vel? Han er kanske oven i Købet fra Deres Land?«
704 »Nej, men jeg kender nok hans Værker. Har De virkelig læst Krapotkin?«
705 »Ikke læst ham, for vi kan ikke læse hverken Far eller jeg. Men min Dattersøn har læst ham højt for os i Landarbejdernes revolutionære Klub hjemme i Landsbyen. Det er gode Bøger, især La conquista del pan (Erobringen af Brødet). Det er en Mand han, her skal De se ham.« Han trækker en anarkistisk spansk Avis op af Lommen og viser os Krapotkins Billede.
706 »Ja,« siger Faderen, »havde vi blot en af hans Slags. Men vore egne Store de sælger sig for Penge, og så står vi der uden Fører; for Roden er god nok, men Toppen er rådden, det er Sagen. Den spanske Nation er den bedste på Jorden, men den har den sletteste Regering.«
707 »Et gammelt Ord siger ellers, at et Folk altid har den Regering det fortjener,« skyder jeg ind.
708 »Ja gamle Ord siger jo så meget. Men hvad lærer ikke det ny Ord os: Går der Lus i Vinstokken på Bjærget, så hak den op med Rode, for at ikke Insektægene skal rinde nedad med Vandet og ødelægge hele Dalen. Sådan taler det ny Ord til os, men det gamle Ord lærte os, at Vinlusen var der intet at gøre ved, den kom for vore Synders Skyld. Nå Farvel Ven og god Rejse.«
709 De stiger ud; jeg kan følge deres spændstige Skikkelser, idet de tungt belæssede vader bort gennem Vejens Kalkstøv og forsvinder bag en Olivenlund.
710 - - -
711 Det sydligste Spanien har fået en Sans for det blændende hvide i Arv efter Mavrerne. Sejler man gennem Gibraltarstrædet, virker Byerne på begge Sider lige blændende, kun Gibraltar danner en Undtagelse, nedstemt som den er i engelsk Moll. Cadiz er Kulminationen af Hvidhed, renere hvidt end denne By kan intet virke, end ikke Sne.
712 Som man rykker Nord på, afløses det hvide af grå trist Jordfarve; set ude- eller oppefra har allerede Sevilla sat noget af det overstyr. Husene afsluttes ikke som i Cadiz af flade Tage, hvor hvid Vask breder sig indrammet af hvide Brystværn; i Sevilla er de fleste Bygninger behængte med grå Tegl, og Lertonen hersker i Totalbilledet.
713 Men forneden er Byen endnu hvid. Fra Bunden af de snævre Gader går Blikket op over skærende hvide, solbeskinnede Murflader, der rammer et Stykke blå Himmel ind. Og det hvide har slået sig indad, ind i Husene, hvor både Lofter og Vægge er hvidtede og Fordringen til deres Hvidhed så stræng, at det er en væsenlig Del af Kvindens daglige Rengøring at røre Kalk ud og gå dem efter med Hvidtekosten.
714 På Strækningen mellem Sevilla og Còrdoba ligger Landsbyerne som grå Lerdynger, som kluntet udførte Relieffer i det skorpede Jordsmon. Vi holder netop udfor en sådan uhyggeligt grå Lerkage, hvor Kvindernes stærkt røde og blå Dragter er det eneste, der liver op. Jeg har begået den store Fejl at rose Foret i en Købmands Kappe og derved bragt ham i den pinlige Forlegenhed at skulle pånøde mig Kappen, som han ikke for alt i Verden vilde give mig. »De synes om den,« siger han og tager den hurtigt af, »nuvel den er Deres.« Han lægger den smukt sammen og rækker den hen imod mig. - »Nej tak,« stammer jeg forfjamsket, »det var ikke min Mening.« - »Men synes De da ikke om den - æh? Så tag den kun, den har slet ingen Værdi, ikke den fjærneste! Det er en dårlig Kappe, en ussel Kappe, og jeg beklager, at jeg ikke kan tilbyde Dem en smukkere. Men hvis De vil gøre mig den Glæde.« Og da jeg vægrer mig ved at tage imod den, lægger han den ned på mit Rejsegods med en Mine og et Eftertryk på Handlingen, som tålte han ikke yderligere Modsigelse.
715 Jeg har altså virkelig fået et af mine forfængeligste Ønsker opfyldt og er blevet Ejer af en spansk Kappe, oven i Købet en smuk og kostbar Kappe med det dejligste grønne og røde Plysses Fór. For dette her er for en Gangs Skyld ikke nogen Formsag, Manden mener det alvorligt. Men hvad skal jeg give ham til Gengæld? Penge går ikke an, og mit Ur - ja så ryger hele Profiten. Men jeg skal nok finde på noget inden vi skilles; et eller andet som ikke koster mig selv noget og alligevel kan have Værdi for ham. Jeg smiler til den gavmilde Købmand, og han smiler igen, men knap så velvilligt som før. Det er jo heller ikke at forlange.
716 Han sidder og ser så underligt på mig - om jeg da ikke har Opdragelse, Takt? Men hvad kommer de dumme Begreber mig ved, jeg er ikke Spanier. Så skudrer han sig som om han frøs; jeg skulde sige: min usle Kappe står til Deres Tjeneste! og så skulde han lade som ingenting og beholde den på. Men jeg forstår ham ikke, jeg har fået en Kappe og den agter jeg ikke at give fra mig igen med det gode. Det er dog også for barnagtigt: at give for bagefter at forlange det tilbage igen; det bliver lidt for nemt at være Evropas mest høflige og gæstfri Folk på den Måde.
717 Jeg sidder og taler døsigt til min Hustru om den dejlige Kappe og hvad vi skal give ham som Modgave. Hun svarer med at gøre opmærksom på, hvilken nydelig Barèt der kunde blive til hende af Plysset. Jeg protesterer bestemt mod en Sønderdeling, og det trækker op til en lille Rivning om Byttet, da Toget stanser ved en af de sædvanlige Landsbyer. Vor gavmilde Købmand bøjer sig frem og læser Stationens Navn, farer pludselig i Vejret, griber sin Kuffert, kaster i Tankeløshed Kappen over Skulderen og styrter ud. »Han var nok lige ved at køre for langt,« siger vi til hinanden og ser efter ham, idet han forsvinder ind gennem Stationen. Så først falder det os besynderligt, at han tog Kappen med. Han har i Skyndingen handlet ganske mekanisk naturligvis og kommer tilbage med Kappen, så snart han opdager Fejltagelsen - Spanierne er ærlige Folk! Lidt efter ser vi ham også dukke frem oppe for Enden af Stationen, men han lusker over Perronen og skynder sig ind i den forreste Vogn.
718 Vi får ikke ret Tid til at græmme os over vort Tab, for en Sværm af Landsbyens Ungdom vælter ind på Perronen; midt i Sværmen går to Gendarmer og en stor glatraget Mand, der bærer en Trebén i Hånden. Jeg gætter, at det er en Forbryder, der transporteres i Fængsel; men da han nærmer sig vor Vogn med sin Eskorte og mine Medrejsende får Øje på ham, farer de op som var der gået Ild i Sædet under dem. »El Verdugo - Bødlen! Caramba, ikke herind! ikke herind!« skriger de og holder i Vogndøren. Men Gendarmerne åbner med Magt til vor Kupé, og de Rejsende river deres Sager til sig og flygter knurrende over Skillene ned til den anden Vognende. Gendarmerne tager Plads hver i sit Hjørne, og Bødlen anbringer sin Trebén midt mellem de tomme Sæder og sætter sig på den. Han har ikke set på nogen men sætter sig ludende med Albuerne på Knærne og ruller en Cigaret.
719 Dette store sendrægtige Menneske med det lukkede gådefulde Ansigtsudtryk og et Blik, der går udenom og udenom i det uendelige - hvor har jeg dog før lagt Mærke til ham? Stolen - jo det var i Sevilla, dèr så jeg ham tidt på Gaden, altid med sin Trebén i Hånden; jeg troede, det var Udslag af en fiks Ide hos Manden.
720 Men nu er det mig klart nok, for Bødlen i Andalusien er uslere end det usleste Kryb i Befolkningens Øjne. Ingen byder ham Sæde, hvor han kommer, eller rører ved ham; han må heller ikke sætte sig på Trapper, Murkanter eller lignende Steder, hvor andre kunde tænkes at tage Plads efter ham - han er uren. Derfor fører han sin Stol med sig overalt.
721 Ovre fra den anden Ende af Vognen vinker de alvorligt ad os, at vi skal komme over til dem; men jeg lader som jeg ikke ser det og byder i Stedet Bødlen en Cigaret. Han ser hastig op, opdager at jeg er en Fremmed og mister straks det spændte Udtryk; nej tak! siger han med et roligt Smil og synker sammen igen. Men jeg lægger Cigareten på hans Knæ og holder min egen hen mod ham til at tænde ved - det er mere familiært end at byde en Tændstik. Han tænder også Cigareten, men værdiger mig hverken Ord eller Blik. Og Gendarmerne blinker til mig, at jeg ikke skal befatte mig med ham.
722 Jeg prøver forskellige spanske Småelskværdigheder, men uden Resultat, han vil ikke i Lag med mig. Så lægger jeg mit Rejsetæppe sammen på Sædet og beder ham tage Plads på det - »den Stol må være meget ubekvem i Længden.«
723 »De ved vist ikke, hvem jeg er?« siger han med et harsk Smil.
724 »Jo jeg ved.«
725 »Er Bødlen da ikke en Udstødt i Deres Land?« Han rejser Hovedet.
726 »Der var 129 Ansøgere til Embedet, da det var ledigt for nogle År siden.«
727 »Caraja, dér må jeg op,« udbryder han i pludselig Galgenhumør. »Og Embedet var udbudt, siger De; var da hele Slægten uddød? Her i Spanien bliver aldrig noget Embede opslået ledigt; og hvis der blev, vilde ingen søge det, ikke engang Forbryderne. Men der er nok om Håndteringen endda; jeg har alene tre Sønner, som intet hellere ønsker, end at der kunde blive et Embede til dem; nu må de leve af, hvad jeg kan afse.«
728 »Men hvorfor søger de sig ikke andet Erhværv?«
729 »Hvorfor! Fordi ingen vil have Bøddelbørn i sit Brød eller bruge, hvad vi har lavet; ikke engang deres Jord vil de have os til at grave i. Min Datter fik jeg da fra Hånden, hun blev gift med Mestermandens Knægt i Madrid og har det godt nok. Han er jo sikker på at rykke op, når engang Mestermanden selv går bort, og det er et godt Embede. Han er for Resten en Bøddelsøn oppe fra Bilbaokanten og en Stadskarl, som vilde have gjort sig hos Kvinderne, havde det ikke været for Håndteringen. Men nu måtte han helt ned til mig i Sevilla for at få sig en Kone. Jeg kom selv nemmere til min Kone, for hende hentede jeg hos Bødlen i Malaga; dengang var der ikke så langt mellem Embederne som nu.«
730 »Er det sandt, at De må eskorteres til og fra Retterstedet, da Folket ellers vil stene Dem?«
731 »Ja, Publikum holder altid med Forbryderen - det spanske Folk er så stolt, ser De. Det gør Øvrigheden på en Måde også - for Resten ikke så meget nu. Men for en Snes År siden blev jeg efter hver Henrettelse grebet og lagt i Lænker af Øvrighedens Folk. Så stillede de mig for Skranken, og Dommeren spurgte: Vedgår du at have dræbt Don Fulano? - Ja! - Hvorfor har du gjort det? - For hans svare Synders Skyld! - Skal du da straffe Syndere? - Retfærdigheden har fældet ham og beskikket mig til at fuldbyrde Dommen! Så blev Lænkerne taget af mig, og jeg blev eskorteret til mit Hjem.«
732 »Den Komedie blev vel spillet for at stille Publikum tilfreds og derved beskytte Dem?«
733 »Å ja! men når Folket var rigtig rasende over en Henrettelse, blev jeg alligevel ladt i Stikken som den eneste skyldige - som om jeg rådede for det hele. Jeg er engang blevet revet halv ihjæl. Nu er det ikke så slemt mere; det er kun i afsides Egne, Folk vil gøre mig Fortræd. Men hånske er de alle, jeg er i deres Øjne værre end en Spedalsk eller en Kolerabefængt. Når i det mindste Øvrigheden vilde behandle mig som et Menneske; jeg er dog et Led af den.« Hans Ansigt har igen fået det lukkede, gådefulde Udtryk, som rugede der allehånde bag det.
734 »Hvad føler De nu sådan under en Henrettelse?« Spørgsmålet dumper nærmest ud af mig.
735 »Føler?« hans Mine bliver ram, »føler? Skal Bødlen nu også til at føle noget? Sig De kun rent ud, at De ligesom de andre mener, Bødlen må hugge Hovedet af en Høne hver Morgen og suge dens Blod de Dage, han ikke har en Henrettelse at svælge i. Føler? Da jeg var ung, følte jeg mig stundom som Repræsentant for den himmelske Retfærdighed, og da syntes jeg, min var en henrivende Håndtering; men undertiden havde jeg det også med ligesom Folket at tage Parti for Forbryderen, og da kneb det mig med Udøvelsen. Siden har der været Tider, hvor jeg gærne byttede Plads med Misdæderen. Da blev jeg svag i Knærne som en Barselkvinde; men den Tanke, at end ikke han vilde være i mit Sted, fik mig til at springe ind på ham som et Rovdyr. Bødlen er ikke noget Menneske nej, men jeg har stået på Skafottet med grådige Tusender omkring mig og følt, at om der nu kom Benådning, vilde den Dømte og jeg selv være de to eneste, der blev glade - trods Folkets støjende Protest mod Henrettelsen. Og mens jeg henrettede ét Menneske til Skræk og Advarsel, benyttede de andre sig af Spændingen til at tømme hinandens Lommer; end ikke Bødlens Trøje var dem for simpel, de stjal hele min Løn engang, skønt jeg er uren.«
736 »Har De aldrig følt Trang til at gribe Arbejdet an så at sige fra den anden Ende?« spørger jeg.
737 Han svarer ikke, men et stikkende Blik mod Gendarmerne siger, at han straks har forstået mig; ellers var han heller ingen Spanier.
738 »Hvordan skulde jeg vel kunne udtrykke, hvad jeg har følt?« siger han lidt efter forsigtigt. »Men Espronceda har talt - for mig og mine. Kender De hans Digt »Bødlen«? Jeg kan godt recitere det for Dem.«
739 Det lød slet ikke anmassende, at han sagde recitere. Enhver Spanier er veltalende og råder over et Fond af teatralske Virkemidler; selv om han hverken kan læse eller skrive, kan han altid fremsige Vers klangfuldt og med rytmisk Fordeling.
740 Han sad endnu foroverlænet med Albuerne på de vidt adskilte Knær, da han begyndte; han vuggede svagt til Rytmen:
743 For Samfundets Forbrydelser jeg ofres,
744 det har slænget mig fra sig med Foragt,
745 og man undlod at hade hinanden
746 for at slynge mod mig med større Magt
747 Domfældelsen.
748 Som Værge i min Hånd hadblændede de lagde
749 Gengældelsen;
750 og de sagde:
751 »Lad os kaste vor fælles Skændsel på ham!
752 lad os ælte hans Brød i Is og i Blod!
753 I hans Pande vi planter med jærnskoet Fod
754 uudslettelig præget vor evige Skam.
755 Dette er den Samfundets
756 Løn, der tilfalder
757 ham, som påkalder
758 Forbandelsen mod os!«
759 Og før de flygted,
760 slynged om mig de Forbrydelsens Kåbe,
761 lytted til min Gråd og hørte mig råbe
762 uden Medynk!!
764 Han, som Dødsdommen fælder, bliver lovprist
765 - og strøg af Guds Lov hver Kærligheds Tøddel -!
766 men de alle betragter det som givet,
767 at der ikke er Hjærte i en Bøddel.
768 Og lidet de ser,
769 at Bødlen er skabt i Guds mægtige Billed
770 som hin - ja måske mer!
771 - Som man stilled
772 fordum i et grådigt Rovdyrs Fangebur
773 en forsvarsløs Kristen, en skælvende Træl,
774 sådan til mig - Instrument mod den fordærvede Natur -
775 slæber de Ofret, de ønsker slået ihjæl.
776 Hine er retfærdige!
777 Mig de forskyder,
778 som en Forbryder
779 lyses jeg i Ban!
780 Endog Øvrigheden
781 vil ej række mig min Løn, men tør slænge
782 med hovmodig Mine i Gulvet Rettens Penge
783 til mig - sin Ligemand.
785 Han har siddet stille hidtil og kun vugget sig, men nu springer han op. Der er noget over hans Fremsigelse af de følgende Vers, som gør mig angst så jeg næsten springer i Sved - et tænderskærende Raseri, noget blodskudt. Et så dirrende Brøl af Hårdhed og Ondskab kan kun en Sydbo's Stemme hæve sig til:
788 Stejlen som sønderknaser Knoklerne,
789 og den Martredes hysteriske Grin,
790 Klangen af de dirrende Nerver
791 når de brister for Bøddeløksens Hvin -
792 er min Fryd!
793 Og når Hovedet skilt fra den Vemodige
794 med raslende Lyd
795 ruller ned over blodige
796 Stene og farver Sandet ved min Fod,
797 da bølger Folkemassen som en brusende Flod.
798 Forfærdede de stirrer, jeg hører dem forbande
799 den jublende Trods, der lyser af min Pande.
800 Menneskeslægte,
801 skønt jeg mig vånded,
802 over mig ånded
803 alt sit Had.
804 Mig har opammet
805 til Grusomhed de grusomste Sjæle!
806 Min Hævn og deres - halshugge, kvæle -
807 nyder jeg glad.
809 Bødlen er dog større end den største, der hovent
810 trådte Loven under Såler med Spot;
811 thi op til Bødlen stirred Folket, mens i Galgen
812 han red Ranke på Skuldren af en Drot. [Note 2]
813 Sit Håndværk han nød,
814 den Dag han fuldbragte sin højeste Fjendes
815 Herskerens Død.
816 Og endnu mindes
817 hans Hustru og Børn den underlige Glans,
818 der i Stedet for Rædsel jog om hans Bryn;
819 thi mens Smilet forbitrede hans Læbe,
820 skød Øjnene skæbnesvangre Lyn.
821 For Bødlens Vrede
822 faldt Kongekronen,
823 på selve Tronen
824 sås Bødlen stå.
825 Og hint Folk,
826 som så højt havde oprejst ham truende,
827 en ny Gengældelsens Fyrste gruende
828 i ham det så.
831 Glemmer de da, de Mennesker, at det er den Spedalske, Samfundsudskuddet - Bødlen, der står her og deklamerer? De kravler nærmere, hænger på Skillene, gestikulerer, siger Versene mumlende med. Og Bødlen har vendt sig mod dem, han er blårød i Hovedet, Halsen er svullen, Nakken drivende af Sved; han ser ud som skulde han få et Anfald af Apopleksi:
834 I mig lever Jordklodens Historie
835 blodigt nedskrevet under Skæbnens Kontrol;
836 og på de røde Blade selve Herren
837 har prentet min Figur i sin Slægtsprotokol.
838 Alt Tiden har sendt
839 i Evighedens Svælg hundred Sekler og hundrede.
840 Er Råheden endt?
841 og Bødlen de forundrede
842 Væsner kun en Rest af dens Fortids-Eksistens?
843 Nej ørkesløst er det, at Menneskene drømmer,
844 sålænge jeg er Drot og Skafottet Residens,
845 sig mod de høje Himle, hvorfra Lyset udstrømmer.
846 Alle de Blodstænk,
847 der er min Prydelse -:
848 på en Forbrydelse
849 hvert Stænk beror.
850 Endnu er jeg til,
851 en Genganger tro fra de henfarne Tider.
852 Hundrede andre Spøgelser skrider
853 i deres Spor.
855 Men hvorfor blev du avlet af en Bøddel,
856 du min Søn så uskyldig i dit Hvil!
857 For dit Åsyn svæver en usynlig Engel,
858 bliver synlig i dit barnlige Smil.
859 Ve! at så trygt,
860 så smukt og uskyldigt du smiler i Drømme
861 indgyder mig Frygt. -
862 - Å, du ømme
863 Moder, vis dig heller barmhjærtig mod dit Barn,
864 under dine Kærtegn sig krymper alt hans Sjæl.
865 Ønsker du at se ham lykkelig, så kvæl
866 nu straks ham - lad Verden så kalde dig et Skarn!
867 Til min Håndtering
868 vil du ham danne?
869 skal han forbande
870 sin Mor måske?
871 Tænk på den Dag
872 da han, som sin Søvn så uskyldig nu nyder,
873 udstødt som jeg og - hvem ved - som Forbryder
874 skal sig se!!
876 De græder, ler og klapper Bifald. »Espronceda!« siger de med kærtegnende Stemmer, »vor Espronceda! Og hvilke Vers af Blod og Ild! - hvilke allerhelvedes Vers! - Hombre!« råber de varmhjærtet og strækker sig over Skillerummene for at trykke Bødlen i Hånden.
877 Men Bødlen ænser dem ikke. Han griber sin Trebén, åbner og stiger ned på Trinbrættet. Toget løber ind mellem Vigespor og Signalmaster, forbi et Vandtårn og nogle Kuldynger; og endnu før vi når Perronen, springer Bødlen af.
878 Oppe i Gaden ser vi ham igen. Han går foran de to Gendarmer, efter dem følger en øgende Skare Børn og Voksne, der råber og larmer. Inde i Skaren får vi Øje på 3-4 af Bødlens Rejsefæller; de larmer ivrigt med. Vist var deres Bevægelse fra før alligevel alvorligt ment; det var jo Vers, flammende Vers - leve Bødlen! Og dette her er et Opløb, det smager af Revolte, Revolution; skulde de da ikke mene det med? - ned med ham!
879 - - -
880 Der er kun en Snes Mil fra Sevilla til Córdoba, den samme blå Himmel hvælver sig, den samme Sol stråler - men Sangbunden fattes. Menneskene er anderledes her end i de øvrige andalusiske Byer, vi mærker det, så snart vi stiger ud af Toget: her er hverken Fremmedfangere, grådige Hotelomnibusser eller påtrængende Drosker. Men Tiggere er her i Mængde. De ligger langs Vejen - brune, pjaltede, med en Las om Panden i Stedet for Hovedtøj - og strækker senede Arme ud imod os; opfordrer vi dem til at tage en Hånd med i vort Håndgods og følge os til et Hotel for gode Ord og Betaling, så vender de os foragteligt Ryggen.
881 Engang var Còrdoba for Verden hvad Paris er nu: Skønhedens, Kunstens, Videnskabens, Fremskridtets Sæde - Kulturens Brændpunkt. Det var den første By, der havde Brolægning og Gadelygter; i sin Glansperiode for tusend År siden havde den omtrent tusend offentlige Skoler, halvhundrede Hospitaler, et Bibliothek med over en halv Million Bind, 900 Bade - og 600 Moskeer, hvis Virkning heldigt afbalanceredes af lige så mange Kroer. Dertil en Befolkning på en Million. Det årlige Budget androg 100 Mill. Kroner, og Staden anvendte fabelagtige Summer til sin Udsmykning. Resultatet har efter Datidens Beretninger været overvældende; Còrdoba vandt Åndsherredømmet lige så meget ved sin betagende Pragt som ved Lærdom og Frisind.
882 Det er med en egen Følelse, jeg vandrer hen over Stedet, der gemmer disse store Minder - en Følelse af Flovhed. Kirkegårde er aldrig spændende, selv om de rummer Støvet af nok så store Berømtheder; og Còrdoba er oven i Købet en forsømt Kirkegård, hvor selv Gravtuerne er udviskede og kun hist og her Hjørnet af en Mindesten titter frem.
883 Guadalquivir passerer Còrdoba også, men der flyder ingen store Dampere på dens gule Vand som i Sevilla, og de udmundende Gader er ikke forsynet med Stigbord for at møde Oversvømmelser. Floden er ikke engang farbar for en lille Båd; den er en ubetydelig, grumset Strøm, der rasler sig frem gennem et umådelig bredt Leje med skidne Bredder. Til den ene Side afgærdes Flodlejet af Fattigkvarteret, ned ad hvis skjoldede Mure Byens Kloakvand løber i grønne Slimveje, til den anden Side dannes Bredden af goldt Sand og Affaldsdynger. Det er et uhyre Gab af grå Kedsommelighed, hvoraf der hist og her stikker de maleriske Ruiner af gamle mavriske Vandmøller frem.
884 En prægtig gammel romersk Bro fører ned til Byen. Det er den eneste Færdselsåre over Floden, og dog går der ingen levende Menneskestrøm over dens tunge Stenryg. Den ligner et mægtigt gråt Urdyr, der i fjærne Tider har lagt sig til at dø tværs over Strømmen. Hist og her har Tidens Tand nappet lidt af dets totusendårige Sider, men kun for at fastslå det dødes Uforgængelighed. De få stive Spaniere, der nu og da bevæger sig søvngængeragtigt hen over Broen, griber ikke forstyrrende ind i denne klippestærke Dødsro.
885 I alle andalusiske Byer træffer man Eksemplarer af disse draperede Spaniere, der står som Eneboere midt i det livligste Røre, lænet til en Palme eller Murpille, med korslagte Arme og ledigt Blik. De står der, når man går ud, og indtager nøjagtig samme Stilling, når man vender hjem to-tre Timer senere. De er yderlig blaserte over for alle ydre Foreteelser, forholder sig fuldstændig golde til det praktiske Liv, har rendyrket i sig den Foragt for timelige Goder og navnlig Penge, som enhver Andaluser ejer et Stænk af. Alt i alt minder de lyslevende om den afslægtede Mavrerbefolkning i Marokkos nordlige Byer: det Ydre forråder samme Afstamning, og de arter sig ens trods de højst forskellige Vilkår. Alle Hypoteser om, hvad Mavrerne kunde have nået, om de ikke var blevet fordrevne, er da ret ørkesløse. De var allerede for Nedgående dengang, og var blevet nøjagtig hvad de nu er - et udbrændt Krater. Disse spredte Ætlinge, der trods deres Afsondrethed løber så nydelig parallelt med deres Frænder hinsides Strædet, leverer Beviset.
886 Còrdoba har mange af disse Efterkommere. Fjærntskuende og stive som Billedstøtter står de på Byens Torve og repræsenterer både Fortid og Nutid. - - - -
887 Vi vandrer rundt i dette endeløse Virvar af snævre, snørklede Gader og træffer ikke en Sjæl, skønt Byen står bogført for over 50,000 Indbyggere. Vi går i Gåsegang, følger Rendestenen i Midten og kan med Lethed bestryge begge Husrækker med vore Fingerspidser. Her er skyggefuldt og stille, og der er blå rolig Himmel over os; nu og da hører vi Fodtrin for- eller bagude og opdager så, at det er vore egne. Vi kan høre vore egne Hjærter slå i denne underlige Stilhed mellem de tilskoddede Huse.
888 Og hvad er det, denne Vandring minder om i sin fremmedartede Uhygge? Pilen på Gadehjørnet, som endnu angiver Kørselsretningen i den smalle Gade? det dybe Spor i Fliserne, som fortæller om fordums Travlhed, om glidende Fødder og skridende Hjul? - det er jo Pompeji! Ja Pompeji er det, her mangler blot Kustodernes jærnbeslagne Støvler til at gjaldre mellem de døde Husrækker.
889 Vi går og går uden at træffe et Menneske, drejer i det uendelige og kan aldrig se to Huslængder frem for os. Stadig den samme Strimmel blå Himmel for oven og den samme rene Rendesten i Bunden, indrammet af to Fliser. Det er hele Gadens Brede, og en Alen over Jorden er Husene forsynet med en dyb Fals for at give Plads til Hjulenes Nav. Stundom er denne Fals muret, stundom synes det, at Vognene selv har frembragt den.
890 I Sevilla hænger Kvinderne store og overmodne ud over alle Balkoner, og Mændene fylder Strøget og Torvene med deres Prat og Sorgløshed; her kan man gå i Timer uden at se andet end en forsulten Kat. Men dejlige Glimt kan her være til Siderne, ind under de hvælvede Hesteskoportaler med deres kunstfærdige Smedejærnsgitre - til Marmorgårde med grønne Planter og Springvand, Søjlerækker og Sol. Og oppe i Solen over Husenes Tage hænger en og anden Havestump, hvor Mandeltræet blomstrer, skønt vi skriver den 12te Januar.
891 Og som man bedst går og traver uden Håb om at komme ud af denne trange Labyrint, står man over for en høj, takket Mur med en Marmorkumme i Siden - Moskeen. I Kummen, hvor et Æsel nu står og skyller sine medtagne Tænder, vaskede de Troende fordum deres Fødder, inden de dukkede under Hesteskobuen.
892 Herinde ligger Moskeens Orangegård, fuld af Sol og Vellugt og plaskende Vand. Her kunde man sidde i Skyggen under en arabisk Bue og svælge i Stilheden og Orangernes Glød, til man selv gled ind med i den tindrende Solsøvn, som behersker alt. Men bag én ligger den berømte Moske, Verdens største Vidunder i Bygningskunst, og venter.
893 Den, der træder ind i Còrdobas Moske for første Gang, må nødvendigvis blive ubehagelig overrasket. Kan hænde han tager sig i det, mindes alle de Lovord, Rejsende har ofret på den, mindes, hvad den engang skal have været - og bliver begejstret.
894 Moskeen er stor, men den virker ikke storslået og kan heller aldrig have gjort det. Øjet søger frem og til Siderne men møder hverken stort Rum eller Vægge; kun Søjler og atter Søjler, der et Stykke henne lukker for Udsigten som Stammerne i en Skovtykning. Og som man går frem, tager Synet nye Søjler ind: grønne og mørkt blodige, sorte, hvide, røde og let rosafarvede, Jaspis og Porfyr, Breccia og skær Alabast - til endelig Murene kommer. Henved 1000 Søjler på et Felt, der kun er 650 Fod langt og ca. 500 Fod bredt. Disse Søjler vilde passe i Størrelse for en almindelig Familie-Veranda; de er ikke tykkere end en Konfirmand om Livet, og man kan nå op til Kapitælerne, hvorfra Buer i rødt og hvidt Murværk skyder sig op to-tre over hinanden og ud til alle Sider fra Stamme til Stamme som et Fletværk af Grene.
895 Billedet af en Skov påtrænger sig vel alle, der betræder Moskeen, og denne Virkning på Tilskueren er sikkert tilsigtet af de gamle Bygmestre. Man må blot ikke tænke på en Bøgeskovs høje Hvalv, som når man står i en gotisk Domkirke. Dette er en stynet Ungskov, hvor alle Grene er kappede til lidt over Mandshøjde og de tunge Løvmasser ligger lige over ens Hoved.
896 Her er trykkende lavt - slet intet Rum opefter. Og Rummet til Siderne aner man kun af Tallene i Håndbogen; det er dem, der overvælder, ikke Storheden i Kompositionen - her er slet ingen Komposition. Denne Bygning kunde man skære de tre Fjerdedele fra eller bygge fire Gange så stor; det blev en Forskel i Fladefang og Søjlernes Antal. Men for Øjet vilde alt være det samme.
897 Det gælder for Moskeen i Còrdoba som for al mavrisk Bygningskunst i Spanien, blot i endnu højere Grad, at den ikke er Resultatet af en enkelt stor Ide men udtrykker tusend hver for sig fortryllende Småideer, hæklede sammen som Kvadrene i et Tæppe.
898 Manglen på Helhed i den mavriske Bygningskunst ytrer sig allerede i det Ydre. Set ude fra ligner Sevillas Alcàzar ethvert andet Hus, og Alhambra er endog en Klump Småhytter, halv rodede ned i Jorden og med dette planløse Præg af, at der stadig er føjet Stump til Stump. Det var i Virkeligheden også Mavrernes Bygningsmåde; Alhambra og Alcàzar er blevet til Sal for Sal uden anden Sammenhæng end den Dør, der førte fra det ene Rum til det andet.
899 De mavriske Bygmestre havde deres Styrke i Enkelthedernes uendelige Rigdom, i deres uudtømmelige Fond af smykkende Ideer. Ved deres frodige Indbildningskraft omskabtes de tunge Vægge i Slotte og Moskeer til lette Æventyrspind; det rigt udarbejdede Stuk, der danner Loft og Vægge i Alhambras Sale, let rosa på Overfladen og med Guld, Purpur og Blåt i Skyggerne, virker endnu som et luftigt Telt af fine Kniplinger, hvorigennem Himlen lyser. Og det er som at stå Ansigt til Ansigt med selve Livets Frodighed - hver Kvadrattomme selv i den skjulteste Krog er prydet, mens hvert Kapitæl, hver Flise bærer sin egen Ornamentik, forskellig fra alle de øvriges.
900 Còrdobas Moske skal have overgået alle andre Bygninger i rigt, fantastisk Udstyr. Men der er øvet sørgeligt Hærværk i den, fremfor alt af Vandalen Karl V, som også har hærget Dele af Alhambra og Alcàzar. Midt i Moskeen ligger et stort katolsk Kapel, hvor Marmor og Metal er bunket sammen om et rædselsfuldt Alter; til alle Sider har det oprindelige Bjælkeloft af indlagt Cedertræ måttet vige for Gibs; Buernes røde og hvide er ikke længer Kvadersten af forskellig Farve, men Mursten, der er oversmurt med Kalkfarve; Væggenes Stukarbejder er klinet over med Lerspækning o.s.v.
901 I den senere Tid har man imidlertid begyndt at restavrere Moskeen, og i Løbet af en Årrække vil den blive ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse.
902 Som den nu ligger, er den et sørgelig lemlæstet Tempel, hvoraf en og anden henrivende Enkelthed er bevaret, som f. Eks. Mirab-Kapellet med Nischen, hvor Koranen havde sin Plads.
903 [Note 1]
904 Compadre: Kælenavn mellem Mænd af Almuen i Andalusien, Ordet betyder egentlig Fadder. Svarer i Fortrolighed til »Kamat«, »Slof«.
906 [Note 2]
907 Gamle Folk fortæller, at når Strikken ikke vilde glide til om den Hængtes Hals, krøb Bødlen op i Galgen, lod sig glide langs Strikken ned på Misdæderens Skuldre og strammede Rebet ved små Sæt med Kroppen.
909 Gibraltar
910 Den, der rejser i Andalusien, bør for Modsætningens Skyld tage ned til Spaniens sydligste Odde, hvor den engelske Klippefæstning Gibraltar ligger som et Stykke nøgtern anglogermansk Kultur i orientalsk, tropisk Indfatning, en knyttet Boksernæve i et gnistrende sort Kvindeøje.
911 Fra Knudepunktet Bobadilla går Banen lige Syd på gennem en af Andalusiens vildeste og smukkeste Bjærgegne, Sierra de Ronda. Vilde Fjældstyrt og frodige Sænkninger, Tuneller, Viadukter og svimlende Broer afløser hinanden; Bjærge tårner sig op om os så vi befinder os som i en dyb Brønd, for i næste Nu at åbne sig og løbe indad i et uendeligt Perspektiv, der snurrer hurtigt forbi med Glimt af Byer og flade dyrkede Agre langt ude i det Fjærne.
912 Danske Malere, der ikke netop rejser til Syden for at uddanne sig til Teatermalere, men søger storslået Natur og ejendommeligt Folkeliv, burde resolut ombytte Italien med Andalusien. Der er Bjærgvejen over Sierre Nevada fra Guadix til Granada, [Note 1] dens Hulelandsbyer er som en ny ukendt Verden, dens uhyre Vidder med Snemarker og blånende Afgrunde måtte kunne få en Maler til at svede Angstens Sved. Der er Granada selv, enestående blandt Byer ved sine Gader og sit Folkeliv, sit Alhambra og sine Naturomgivelser. Der er Loja seks Mil længere mod Sydvest, Alhama, Antequera - forunderlige mavriske Byer med en forunderlig Befolkning, og i en forunderlig Natur. Og lidt mod Syd igen Sierra de Ronda, hvor vi nu kører, en sønderreven Egn, der vokser i Vildhed og Vælde, til den kulminerer omkring Byen Ronda.
913 Ronda ligger midt i et stort Klippeplateau, på en Bjærgknold, der ved et dybt Snit er spaltet i to. Hen over Spalten spænder en mægtig Brobue og forbinder i et dristigt Kast de to Bydele. Fra Broen stirrer man ned i det bratte Dyb, på hvis Bund Guadiaro bruser, idet den vælter sig ned over Klipperne som et udslagent Hår. Vædet Kølighed stiger op dernede fra, nu og da lægger en Støvregn sig forfriskende over ens Ansigt.
914 Fra Promenaden, der løber uden om Byen, har man et enestående Panorama. Ås op og Ås ned løber Olivenskovene og Vinmarkerne, afbrudt af Hvedeagre og Orangelunde eller det nøgne koralrøde og hyasintblå Fjæld. Og uden om det hele slår en Krans af mægtige Bjærge Horisonten ind.
915 Denne Gang haster vi videre og modtager lige et flygtigt Indtryk af Byen, men hver lille Enkelthed vågner i mig fra mit forrige Besøg for seks År siden; ingen spansk Egn og Befolkning har virket så fremmed på mig som denne.
916 Det var i August-September. På den Årstid er hvert Frugttorv i Andalusien et smukt og overdådigt Skue, men Rondas Haller overgik dem alle i rigt Udvalg, saftspændte trinde Former og Duft. Det var som om hver Frugtsort havde suget en af Solspektrets Farver til sig og gav den endnu hedere tilbage, sådan brød det ud fra dem i en ubændig Farvejubel, der dirrede i Rummet som hed Ånde af Guld og Blod. Og Menneskene som færdedes herinde gjorde underlige Fagter og skreg besat, bedst som de gik for sig selv og arbejdede. Klangfulde korte Råb og lys Skogren gik over deres Struber som Hjortes Kalden; en og anden huggede sin Kniv i Træværket, så den dirrede. Så han en Blodstråle springe til Vejrs, hedere rød end Tomatfrugten og det spanske Peber? hørte han et Angstskrig mere skingrende lyst end dette hidsige Gule? Jeg selv var jo Nordbo, men jeg kunde have forstået, om alle disse Mennesker drog deres Knive og gav sig til at løbe amuk lige som hine Malajere - og jeg kunde have løbet med. For Farverne snørede min Strube sammen og jeg syntes, at alt dette om et Øjeblik måtte briste og sprøjte mig sin Saft i Øjnene som levende Blod, så spændt det var.
917 Kan en grå, tåget, sludfuld Nordbo overhovedet forstå Andaluserens Temperament? Jeg tror det ikke. Han kan smittes af det, rives med, og raver da som en nyfødt Kalv og falder tilsidst uhjælpeligt; han kan få Solstik og blive sløv, men Solekstasen kender han ikke. Vilde han, der må indskrænke sin Kærlighed til selve Hjærtet og forskanse den dèr mod alle Magter, fordi alle Magter er fjendtlige mod hans lille Eros og tilsidst kvæler den alligevel - i Dyner og tykke Mure og dobbelte Vinduer - vilde han forstå Sydens store Eros: Solbrunsten, der svulmer og stråler i alt det skabte og overskyller Menneskenes ikke blot Erotik men hele Væsen, så vi læser den samme fortættede Blodets Spænding af en Lillefingers mindste Bevægelser, af et Barns eller en Oldings Holdning og Udtryk som af et Par vanvittigt forelskede Øjne hjemme?
918 Andaluseren er ved sit frodige Temperament en Kilde til uendelige Overraskelser, for nordisk Logik er han egenlig en Gåde. Man kan gribe en enkelt fremherskende Linie og i sin Trang til Konsekvens følge den og trække den kraftigt op, men Billedet bliver ensidigt. Og en anden Linie vilde give et andet, væsenlig modsat Billede af ham?
919 Bjærgryggen ned over Loja-Antequera-Ronda rummer ikke så lidt af det overleverede Spanien. Den Kolorit, vi træffer i ældre Rejsebøger, men ikke rigtig tror på, findes ret kraftigt her, hvor Bandolèroen - nu halv Smugler halv Røver - stadig er Landsbyernes Helt og har et Skjul hos hver en Bonde. Stilètkastningen eksisterer endnu, de unge Mænd øver sig på Oliventræerne uden for Landsbyen i den Kunst at kaste Dolken lige i Modstanderens Øje; på de troløse Kvinder sprætter Elskeren endnu fremdeles Maven op med Krumkniv. Alt dette eksisterer virkelig, man har blot givet det for stor Rækkevidde ved ikke at tage andet med.
920 Ronda har Blodtone. Skønt Byen kun tæller ca. 30,000 Indb., hører dens Tyrefægtninger til de første i Spanien; bød man Bjærgboen her anden Rangs Løb, vilde han brække Arenaen op eller stikke Ild på den. Egnen leverer et stort Kontingent til de professionelle Fægtere, og enhver - Mand som Kvinde - er Amatør, aficionado. De kender hele Terminologien og alle Grebene, og blot de ser en Spædekalv i Landskabet, trækker de en rød Klud frem og vifter.
921 Der er noget ved den magre senede Bjærgbo i Andalusien, som minder om Katteslægten, og Ligheden påtrænger sig stærkest i Bjærgene ved Ronda. Hans Gang er rap, lydløs, han kender ikke til Nervøsitet og er dog lutter Nerver; han kan aldrig få Sol nok, men suger den ind midt på Dagen i Årets varmeste Tid, udstrakt på et brændende hedt Underlag; han er vellystig lad og utrættelig udholdende. Meget ofte kender hans Blik kun to Tilstande: den varige, hvor det undgår èns eget og dog følger èn uafbrudt og gør hver Bevægelse halvsovende med - og den akute, hvor det samler sig lynsnart og stærkt Øjeblikket forud for et Angreb, tager Mål af Afstanden og Fæste, og borer sig tvingende ind i Modstanderens for at fastholde ham. Og så dette vellystige Hang til Grusomhed, som er hele Andalusiens og måske hidrører fra, at dette Solland til syvende og sidst ikke har Sol nok for et Folk, der er kommet fra endnu hedere Himmelstrøg! Overfladen kan være dækket af et uigennemsigtigt Lag Kultursminke; men her ligger den blot og føjer endnu et Stænk af Rødt ind i Koloriten.
922 Der er noget æggende rovdyragtigt over disse stærke ranke Mænd, der ikke er godmodig-nyfigne som Sletteandaluseren eller stolt-imødekommende som de øvrige Bjærgboer, men koldt-afvisende som Araberen. I dem sidder endnu Orientalerens Foragt for den evropæiske Barbar, de håner den Fremmede ved at lade ham være Luft for dem, og deres Tærskel er svær at overskride. Spansk Selvfølelse bliver hos dem til et Hovmod, der må forekomme den Rejsende meningsløst, da det hverken er Penge-eller Åndshovmod, men bunder demokratisk i det, de har fælles med alle andre - Legemet.
923 Kvinden er høj og spottelysten, hun har mørkere Hår end andre Andaluserinder - helt blåsort - og ofte oval, lyst dunet Hage, der giver hende et besynderlig blondt Udtryk. Hun har liden Omsorg for Børnene, men mange Kærtegn; om Dagen ser man hende bestandig med en Unge i Favnen, sin egen eller en andens, som hun kæler for i små Rovdyrnap, der undertiden får den til at græde. Hun kan tæmme den vilde Tiger, der altid går om bevæbnet til Tænderne, gøre ham medgørlig, forvandle hans Knurren til blød kurrende Kælenhed, kue ham om hun vil. Han ruller sig for hendes Fødder som en stor Pudel, lige ydmyg når hun sparker og når hun kæler - med Kniven i Skærfet, Bøssen i Hånden og hendes Fod på sin Nakke. Til hun bliver 25-30 År og begynder at falme; så rejser han sig roligt og spænder hende i Åget. Og den lunefulde Venus forvandles i forbavsende kort Tid til et tålmodigt Arbejdsdyr; mens han i Kraft af sin evige Ungdom vælger sig en anden Herskerinde.
924 - -
925 Syd for Ronda falder Bjærgene af og bliver fredeligere, til Landskabet roligt glider over i de store Korkskove ved Castellàr. Korkegens afskrællede forvredne Grene griner uhyggelig hvidt ud af Skovens Halvmørke, vi tager i Gennemfarten det fantastiske Indtryk af en Hær afpillede Skeletter, der bærer grønne Grene skyggende over sig.
926 Vi er i det sydlige Lavland igen. Snakkesalige Sletteboer kryber ind i Toget og byder mig straks af deres Tobakspung; de råber øredøvende til hinanden lige forbi mit Øre, kaster sig urolig frem og tilbage og ler larmende; deres Øjne er mættede af Velvilje.
927 Algeciras, Endestation!
928 Navnet klinger så arabisk, og Byen ser ud som havde den sovet i Århundreder - lige siden Mavrerne dreves ud af Andalusien. Den er hvid og har flade Tage, eller svagt hældende af grågrøn Azulejos; Husene står tilskoddede og tæt sammen som gamle Øg, der blunder i Solheden. Inde i de kølige Patios knebrer Kvinderne og spinder på Håndtèn, ude i Solen på Alamèdaens Bænke blunder Mændene, hyllede i deres lange Kapper. De har store Ansigter, en svær åben Pande, blødt sort Fuldskæg og en rolig, nøddebrun Hudfarve; Kvinderne har Odaliskens store runde Træk, og Lød som rå Fløde.
929 I Gadernes halvstørknede Ælte boltrer Børn og røde Svin sig i ubunden Naturglæde. Lige nøgne er de, lige naturlige og trinde. Her var Leddevand og Flæsk og Engelsk Syge nok til en hel Hærskare af Rafaelske Engle; og al for megen frejdig Ligefremhed selv for den glubskeste Naturalist. Nu og da slutter en Mand eller Kvinde sig for et Øjeblik til Flokken, glider med forbavsende Lethed ind i Gruppen og planter sin Foragt for det Sømmelige midt i Dagen.
930 Men tyve Minutters Sejlads over Bugten, og Sceneriet bliver et andet.
931 Allerede midtvejs mister Vandet sin dybe blå Farve og dækkes af en Hinde af Kulstøv, der glinser grå og tør i Solen. Damp- og Sejlbåde krydser hinanden i alle Retninger og skærer blanke Furer i Støvhinden, der inden den igen lukker sig viser et Stykke Havbund på mange Fods Dybde: gul Sand, violette Slagger, polypagtige Klippeformationer.
932 Den store Bugt, der kun er åben mod Syd, danner en naturlig Havn. Vi glider ind i en Skov af Master og Dampskibsskorstene, skandinaviske Flag smælder i Luften omkap med de store Nationers, tykmavede Ærø- og Stavangerskuder gynger mageligt på Vandet, mens de tømmes for deres sorte Indhold. Uhyre Jærnkolosser kommer jagende ind, sluger 4-5 almindelige Skibsladninger af den sorte Føde i lige så mange Timer og haster bort igen, til Orienten eller Amerika. Kul og Kul alle Vegne! Luften synger af Jærn og Stål: af Ankre, der kastes og lettes, af arbejdende Dampspil, af Prammenes Kæmpekraner. De ligner uhyre sorte Svaner som de vugger ved Skibets Side, sænker deres Stålhoved på den lange krumme Hals varsomt ned i dets Last og dukker op igen i en glidende Svajning; ude over Prammen åbner de Stålnæbet og lader en Mundfuld Kul falde - så stor som en Vognladning. Og igen! - Korte Fløjt og lange Brøl skifter, og en Paketdamper støder i sin Sirene - tre korte Rovfuglehvin, der jager èn op i Rædsel og bliver ved at flakke hylende fra Kyst til Kyst - længe. Engelske Komandoråb går ind i, og en norsk Opsang; nøgne travle Negere, hvis hastige Grin ud over Rælingen er som Kornmod en Sommernat, tumler fortroligt med de sorte Kul og ter sig henrykte under Arbejdet - som Væsner, der endelig har fattet Forsynets dybe Hensigt med dem.
933 Gibraltar er en Fæstning, den eneste uindtagelige i hele Verden påstår England. Tilliden til dens Uindtagelighed er dog ikke større end at den Fremmede ved Landstigningen må aflevere sin Lommekniv til Portvagten, og han skubbes gennem Porten med et Tilhold om at være uden for engelsk Område inden Solnedgang. Denne Frist kan dog på Indstilling af éns Konsul eller en anden anset Borger forlænges til ti Døgn.
934 Byen er en Frihandelsplads, men regeres udelukkende efter militære Regler, der er strængere end et Fængsels. Ved Solnedgang (ca. Kl. 5 Eftm. nu i Januar) affyres en Kanon, og fem Minutter efter lukkes Byportene; Byen er da fuldstændig afskåret fra Forbindelse med Havnen og Omverdenen til næste Morgen ved Syvtiden, og den Borger, der ikke har endt sine udenbys Forretninger til Solnedgang, må kampere uden for Murene. Klokken halvti lyder den anden Kanon, og da må kun Næsetippen rage op over Dynerne. Selv om Dagen kan man ikke færdes frit, bistre Konstabler og Skildvagter bevogter hvert Skridt man tager, militære Adgangstegn kræves på de latterligste Steder, og den Adresse på en Vaskerkone, man nedskriver i sin Lommebog, bliver af vågne Krigerøjne opfattet som et Rids af Fæstningen. Vi, som kommer fra det fri Andalusien, hvor Mangel på Pedanteri og Uniformeringstrang gør det så let at leve og ånde, kan næsten ikke få Vejret for dum mekanisk Håndhævelse af Regler, der nærmest må være beregnede på Krigstilstand. Opholdet inden for Murene bliver yderligere pågående ved det idelige Træk gennem Gaderne fra Morgen til Aften af forskellige Våbenarter, der marcherer, tropper op, svinger og holder Trit på Stedet - alt ud fra en højere Idiotis ufattelige Love. Ellers koldblodige Briter, som hverken Tyrefægtningens Råhed eller Alhambras Skønhed fik til at fortrække en Mine, står opstillede langs Fortove og på Balkoner og indsuger med et delirisk Udtryk denne Strøm af Trommehvirvler, Komandoråb og skiftende Ben.
935 På Klippen lever vel en 30,000 Mennesker. Af disse er de seks Tusend engelske Lejesoldater og Officerer, desuden er der den engelske Embedsstand og en Del engelske Privatfamilier. Men Hovedmassen - hele den lavere Befolkning og største Delen af Mellemklassen - er lige så sydlandsk som Klimaet. Hinduiske, jødiske, tyrkiske, og spanske Butiker afløser hinanden såsnart man bøjer af fra selve Hovedgaden, her og der afbrydes de af en engelsk Sømandsknejpe, en tysk eller skandinavisk Skibshandel. På Markedspladsen mødes Togaen, Jødeslobroken og Araberens hvide Burnus, Engelsken brækkes i mange Accenter, der bandes og snydes i mange Sprog. Kulier, Negere og spansk og italiensk Almue forretter det grove Slid i og ved Havnen. Hver Race dyrker sine egne Guder og lukker på sine egne Helligdage, om Fredagen er Hinduernes Butikker lukkede, om Lørdagen Jødernes. Der mangler heller ikke østerlandsk flade Tage eller andalusiske Balkoner eller mavriske Søjlegårde med Springvand; skrydende Æsler bærer alle Sydens herlige Frugter gennem Gaderne, Klima og Vegetation er tropiske.
936 Men den orientalsk sorgløse Ro, Ligegladhed og ørkesløs Slendrian, alt det ledige og ugidelige og dyrisk-letlevende, som er èn stærk Side af den sydlandske Folkekarakter, er borte. Og ligeledes Grandezaen, det ovenud rundhåndede, den uegennyttige Opofren, den stolte Foragt for Kræmmermoralen og dens blonde Håndhævere. Ingen her står af og byder den trætte Vandrer sit Æsel, eller rettere de gør det alle sammen - for Penge. Spørger man en af dem om Vej, nævner han først en Pris og går så med.
937 Anglo-germansk Kultur kan være stolt, den har fortrængt alle Solens forfløjne Deviser af Menneskenes Sind og sat sit solide: Nytte, money-making i Stedet. Man føler sig som på en fortrinlig iscenesat Maskerade: Dragter, Ansigter, Stemmer, Omgivelser - alting synes ægte orientalsk; men der sidder en i Korrekthed maskeret John Bull bag hver Forklædning. Jeg så en Dag noget, der var typisk: En Mand kom løbende ned ad Gaden og efter ham en Betjent, der slog med Armene og råbte: Stop Tyven! En Araber spændte Ben for Flygtningen, så han faldt og Politiet fik fat i ham. Netop sådan vilde Folk også bære sig ad derhjemme, i Spanien eller Marokko derimod vilde de spænde Ben for Betjenten. - - -
938 Gibraltar er en Fæstning.
939 Komandantboliger med Skildvagt foran, Officersklubber, Kaserner, Militærknejper, Soldaterhjem og Garnisonskirker afløser hinanden Gaden igennem. Og hvor den forsvinder ind i Bymurens dybe Portåbning, tager Strandpromenaden fat og løber videre ud, forbi Ekserserpladser, Arsenaler og mægtige Barakker. Under den afrikanske Vegetation leger franske og svejtsiske Bonner med de små engelske babies, der har Englekrøller og Ansigter af Mælk og Blod; rødlige, knoklede Englændere slæber deres Platfødder og Kalveknæ af Sted ved Siden af mørkøjede spanske Señoritas, hvis Gang er som Musik; solide Englænderinder skridter af Sted på solide Fødder, enlige eller i Selskab med en halvvoksen kadetklædt Dreng. De virker som en Legemliggørelse af Bøf og Porter; blot de slår en Parasol op, er det med en lille Eksplosion af Kraft; det kolde Blik rummer Fæstningens hele Uindtagelighed.
940 Deres drøje Gang, grå og brune Dragter og hele monotone Udtryk virker pinefuldt, næsten kvalmende mod den lette tindrende Solluft. Men de står godt til den pansrede Klippe, til den lange Række Kanoner, der med få Alens Mellemrum følger hele Promenaden, til de Pyramider af Bomber og Granater, der smykker Anlæget og på en overvældende Måde gør det af for andre Kunstværker. Og Grunden under dem er også solid; den er støbt sammen af Klippeblokke og Cement og gemmer i sit Indre en anden Række Kanoner, der kan bestryge Bugten lige i Vandskorpen.
941 Op fra dette Dobbeltled i det mangeradede »Gebis« rejser Klippen sig ca. 1500 Fod høj, af Form omtrent som en lang smal Bog, der er åbnet lidt og stillet på Kant med Ryggen opad. Den er utilgængelig fra de tre Sider, og her på den indvendige fjerde står den ene Husrække med Tæerne i Nakken på den anden.
942 Men det er kun en lille Strækning, så kan de ikke hænge ved længere. Tørt Græs og Småkravl tager deres Plads; Stien, der er frynset af magre Agaver, slynger sig stærkt i Zigzag mellem store blålige Klippeflader og Grupper af Buskvækst; her og der i Buskene hviler Kæmpekanoner på deres Drejeskive, de er malede i Klippens Farve for ikke at ses fra Søen.
943 Det kullede Fjæld gør sig stadig mere gældende. Det ligner et vredt Kæmpebryn gennemtrukket med lange Tværrynker; de opsamler Regnvandet, der så gennem borede Huller synker ned i Klippens Indre til de store Cisterner. Hvorfra det engang atter skal pumpes op som pale ale, når den store Middelhavskrig kommer og for en Stund gør den skaldede Klippe til Verdens Midtpunkt.
944 At dette før eller senere vil blive Tilfældet, er Englænderne fast overtydede om. I det Øjemed har de hulet Klippen ud i lange Gallerier, der løber det ene over det andet i tre Stokværk. Udad til er der kun tre Rækker Huller at se, delvis dækkede af Buske, hvorfra Kanonerne titter frem som fredelige Rugefugle. Men som Dansker er jeg en Hund efter alt, hvad der smager af Militær, og jeg har med megen Møje erhværvet mig et Adgangstegn, der dog kun gælder det underste Galleri.
945 Stien skærer sig mere og mere ind i Klippen og ender med at lukke sig helt over mig. Jeg står foran et sort jærngitret Hul i Bjærget med en Vagtdeling lejret omkring, rækker Underofficeren mit Adgangstegn og bliver lukket ind. Han slår Følge, og de andre låser omhyggeligt bag os.
946 Vi er i en høj hvælvet Gang, sprængt ud i Klippen, mørk et Stykke, så med pludseligt, stærkt indfaldende Lys fra et Skydeskår, og mørk igen til vi når det næste. Her og dèr er Gangen udvidet til en Hal, i den indre Væg er hugget Forrådskamre og Vandbeholdere, Ammunition ligger smukt ordnet langs Væggene, i alle Skydeskårene står der Kanoner. Udenfor var Heden uudholdelig, herinde er der koldt med isnende Luftstrømninger. Kulden og den rå Lugt af Jordens Indvolde får mig til at gyse, og jeg skynder mig hen til hvert nyt Skydeskår for at fange lidt af Lyset og Solen derude. De giver nyt og nyt Landskab - nyt og nyt Virkefelt for de langhalsede Kanoner. Under og over os yder Klippen en næsten lodret Flade af nogle Hundrede Fods Højde for Fjendens Kugler at prelle af på, og for selve Skydeskårene kan der rulles Stålpersienner ned og op mellem hver Salve, for at Soldaterne ikke skal få de fremmede Projektiler i Øjnene og derved hindres i at tage ordenligt Sigte.
947 Vi er kommet så langt rundt, at den glimtvise Udsigt ikke viser Bugten mere; det flade Fed, der hæver sig et Par Alen over Havet og gør Klippen landfast med Spanien, ligger lige under os en 400 Fod nede. Vi ser Skildvagten ved den spanske Grænse og nærmere inde under os den ved den engelske, og mellem de to Grænser den hvide Kirkegård og det nevtrale Bælte. Det ser ud, som om man kunde spytte lige ned i Hovedet på dem dernede, så stejlt er det. Englænderne har undermineret deres Part af Feddet helt ind til den stejle Væg; de behøver blot trykke på en Knap, så sprænges det hele i Luften og Havet tager dets Plads - Guderne må vide til hvad Nytte.
948 Man bliver så taknemmelig for Solen selv om den branker èn lidt, så modtagelig og glad for alt omkring èn, når man sådan dukker frem af Jordens Indre. Alt ligger i forstærket Glans -: Landskabet, Bugten dernede med de Hundreder af Skibe og Både. Jeg kan se lige ned på Dækket af dem, de ligner store Legetøjsskibe, og de nøgne Negere ser ud som Prikker af Fluesnavs. Nu hører jeg også Stålets og Jærnets Sang, som jeg har været døv for de sidste Dage; den siver op til mig som en lang melodisk Dirren. Kystbatterierne ligger blændende hvide i den stærke Sol, og Promenaden strækker sig dernede langs Klippens Fod med sin lange Kanonrække. De ligner sorte Myrer, som er i Færd med at kravle tværs over Promenaden ud i Søen.
949 Promenadetimen er inde, og en bred Strøm bevæger sig udad dernede; jeg skimter røde og blå Silkeparasoller og sølvbeslået Seletøj - fint Selskab. Men Taknemmeligheden over ikke at være blevet en Indvoldsorm sidder endnu i mig og gør mig ydmyg, jeg vender min Tanke mod Aberne deroppe på Toppen og beslutter at aflægge dem et Besøg.
950 Det er en besværlig Tur, som yderligere besværliggøres ved, at enlige Vagter står posteret rundt omkring på Klippen og morer sig med at gøre Vrøvl. Men endelig når jeg frem og rider overskrævs på Klippens Ryg. Aberne ser jeg ikke noget til, de er rimeligvis ude at promenere på den lodrette Klippevæg, som vender mod Middelhavet; og derhen kan jeg desværre ikke følge dem længer.
951 Ak ja, det var dengang! Hvor var det hestedumt af Naturen at indskrænke Hændernes Antal - det er dog dem, man skal gramse til sig med, og voltigere med! Men hvad skal man derimod med Fødder? Hvis jeg endnu havde mine fire Hænder, så vilde jeg slynge mig lige ud fra Klippen her, hvirvle mig to Gange rundt om en fremragende Politikers Bevågenhed derhjemme, sætte af på hans lille spændstige Mave og dale lige så nydeligt ned på Finanslovens tusend Kroner. Dem huggede jeg blot en Bagklo i, men den modsatte Forlab slog jeg i en Sinecure til tre Tusend - og hang så der og vuggede til blide Toner. Men Publikum på Plænen bliver uroligt, det vil have noget halsbrækkende dristigt for Øje, mens det fordøjer. Og hopla! svang jeg mig atter ud, helt op til Posten som Chef for det Kongelige - gjorde kanske Dødsspringet derfra og plantede mine Sædepuder på en Taburet. Så vilde jeg øve den Kunst at sidde - under Folkets vilde Jubel. Der er ingen Grænser for, hvad jeg skulde nå til hjemme, blot jeg havde fire Hænder.
952 Nu må jeg nøjes med at ride overskrævs heroppe, klemme mine flade Fødder ind mod Klippen og stirre ud. Derovre ligger Afrika med den anden Herkulesstøtte Ceuta, under mine Fødder Strædet med hvide Sejl og lange Røghaler, Middelhavet og Atlanterhavet i Øst og Vest. Og i Nord Spanien med de farverige nøgne Bjærge - jeg kan se det halve Andalusien: fra Kap Tarifa over Korkskovene helt ind til Jerez, Rondas Klippeplateau, Kyststrækningerne langs Malaga med Huertas og Byer, Sierra Nevadas hvide Tinder 30-40 Mil borte.
953 Det rumler hult inde i Klippen, som led Bæstet af Vinde. Om den nu affyrede sine 2000 Kanoner på èn gang, kunde jeg så blive siddende, eller blev jeg vippet af Sadlen? Underlig nok, trods de 2000 moderne Ildsvælg, og trods det, at Klippen i sit Indre har Plads til 150,000 Mand og Forråd for dem til to År, mens 6000 Mand skal være nok til at tilbageslå et Angreb af en Million - trods alt dette kan jeg ikke rigtig få Grumheden frem. Mens Englænderne gærne i Klippen vil se en hvilende Løve, der holder Vagt ved Evropas sydligste Grænse med Blikket fæstet på Afrikas vilde Horder, kan jeg ikke engang få en Pladshund ud af den til Brug for et Kulfirma; den minder mig om en Drøvtygger, en slet og ret Okse.
954 Men inderst inde mener John Bull heller ikke noget med dette rørende skønne om Løven og de vilde Horder; han ved meget godt, at den virkelige Kultur er Geschäftsånd, og den skal nok klare sig mod alle Sydens og Østens vilde Horder. For der skal tre Jøder til at snyde en Græker, og tre Grækere til at snyde en Armenier - siger Ordsproget; men hele Armeniens Skæbne kan rummes i en eneste Anglo-Germans Lomme.
955 Derimod er det hans oprigtige Mening at bevare Førerskabet i denne høje Kultur, og dertil behøver han Klippen. For han har regnet det sådan ud, at de forenede Magters Flåder i Tilfælde af en Krise skal ankre op under Gibraltar, give sig til at bombardere den bare Klippe og lade sig skyde i Sænk af dens 2000 Kanoner - mens han selv har frie Hænder i hele den øvrige Verden. Blot de nu er snedige nok til at finde på det. En Englænder, med hvem jeg for Alvor drøftede dette, indrømmede også, at Klippen havde været endnu mere værd, om den havde været transportabel - et Slags flydende Batteri.
956 Men også som den er, værner Englænderen om den - undertiden vidtløftigt, som man værner om en Ting, man har taget sig selv ved Næsen på. Klippen, som den nu ligger der, har kostet England langt over en Milliard Kroner og koster årlig 5-6 Millioner at opretholde. Og så er der dog ængstelige Englændere nok som mener, at den for at svare til sin Hensigt helt burde omkalfatres.
957 Spanien, der, uden at blinke, lader sine egne Rigdomskilder ligge unyttede hen og overlader til Fremmede at udnytte dem efter Forgodtbefindende, er også hypnotiseret af den golde Klippe. Lige siden det mistede sine Kolonier, har det haft Øjnene ufravendt rettede på Gibraltar, der snart var Nøglen til en mægtig Fremtid udad til, eller til det indre Opsving, hvortil Landet så hårdt trænger, snart igen det Punkt, hvorfra Ulykke og Undergang truede.
958 Mand og Mand imellem taler man om intet mindre end at erobre Klippen tilbage ved første Lejlighed. Offentlig har der været Forslag fremme om at købe den (!) eller eventuelt udveksle den med den anden Herkulesstøtte Ceuta, der jo også har små Aber på Toppen og desuden er over syv Hundrede Fod højere.
959 Men England har dog for megen praktisk Sans til at begrave sine Millioner i Nord-Afrika, når det netop har gravet så god og dyr en Grav til dem her ved Evropas Sydgrænse. [Note 1]
960 Se Kapitlet: [11]
963 Hinsides Strædet
964 Tanger - så nær og så fremmed! Fra Toppen af Gibraltar kan jeg skelne dets Huse; fra dets egne Minareter har Muezzin kunnet iagttage det store Søslag ved Trafalgar, en Bi kan flyve tværs over fra Verdensdel til Verdensdel. Og i Karakter - hvor fjærn! En levende orientalsk Bazar, et broget Æventyr, klippet lige ud af »Tusend og én Nat« og befolket med alle Æventyrets Skikkelser, med Dervisher og Pashaer, Gildinger og Harem. Dèr ligger Byen op over Højderne, Hus ved Hus, hvidkalket og blændende i Afrikas Sol, uden Vinduer og med flade, østerlandske Tage. Azulejos-Tårnene angiver, hvor Moskeen står, de takkede mavriske Mure viser Byens Grænse mod Ørkenen.
965 Men også så gammel og bekendt! Hvem har ikke gennemdrømt alt dette i sin Sjæl og skabt sig underlig brogede Forestillinger, som ikke vilde tage Form og derfor blev desto rigere.
966 Pilgrimmene kommer syngende fra Mekka med hellige Relikvier på Brystet og Koleraen i deres Kappefolder. Beduin og Berber krydser Gaden bevæbnet med langløbet Karabin og krum- eller flammeægget Skymetar; Kameler sejler ned ad Højene, og Vinden blæser tør og kvælende fra Ørkenen; ved Allah sværges der på Markedspladsen, til Allah bedes der i Moskeen.
967 Kort og godt, jeg tog over Strædet med den lille Damper, ankrede op et Stykke fra Land og steg i Båd, satte mig derpå overskrævs på en nøgen Neger og red i Land.
968 Mit Indtog i Tanger var det sædvanlige i Sydens Byer: omringet af en Skare burnusklædte Banditer, der trak i mig fra alle Sider og hagede sig fast i mit Håndgods, slæbte jeg mig fra Landingsstedet op gennem det skumle Gab i Muren, hvor Toldvagten sad og døsede med lange Spyd i Favnen, og videre ind i de sælsomme Gader. Banditerne trak mig i Retning af hver sit Hotel, lovede mig Guld og grønne Skove, hvis jeg gik med, og rakkede hinanden ned i samme Åndedræt. »Kom du med mig, Herre, og bryd dig ikke om de Gadedrenge, jeg skal tage dig til det bedste Hotel i hele Byen!« siger en ældre, enøjet Fyr. - »Ja, han kan sagtens love godt, han har lige været på Torvet og købt Kartofler,« griner en anden. »Du kan selv se, han har Skrællingerne i Skæget endnu!« - »Rascal!« skriger den første igen. »I skal jo have Steg i Aften. Har jeg ikke selv set dig slæbe en død Hund hjem fra Floden i Nat!« Deres dårlige Engelsk svigter dem, og de slår over i Arabisk, så jeg ikke kan følge Slagets Gang længere. Men pludselig spytter den ene i Ansigtet, og den anden svarer med samme Mønt, og når dette uskadelige Kastevåben er opbrugt, tyr de til Næveslag og Spark af gule Tøfler. Jeg benyttede Lejligheden til at gøre mig usynlig, forsvandt ned i en Gyde og drejede om og om ved hvert nyt Hjørne, for at de ikke skulde komme mig på Sporet. Men lidt nede indhentedes jeg af ham med det ene Øje; hans Næse blødte, og han så nærmest ud, som om han flygtede. Han blev glad overrasket ved at se mig og trak straks af med mig til sit Hotel, og således kom altså Byttet til at tilhøre den overvundne - en Retfærdighed, der var lige så stor som den er sjælden i Historien. Hadji abd Islam - det var min enøjede Erobrers Navn - afleverede mig med megen Vigtighed til Hotelværten og tilbød sig som min Fører. Jeg benyttede ham de 14 Dage, jeg var der; og lige så banditagtigt det første Indtryk af ham var, lige så fortræffelig viste han sig at være. Han trak omkring med mig fra Morgen til Aften for en billig Penge, sparede aldrig sig selv, gjorde selv intet Forsøg på at plukke mig og tillod heller ikke andre det. Allah lønne ham for det og bevare ham for Koleraen og Sumpens gule Slanger.
969 Det var med en underlig Følelse af Betagethed, jeg trådte ud på min Balkon, da Hadji havde forladt mig, og jeg kom lidt til Ro igen. Hotelet var bygget i spansk Stil og havde Balkonvinduer, men rundt om lå den arabiske By, hvidkalket, uden Vinduer og med flade Tage, hvor hvide, tilslørede Kvinder gik og promenerede.
970 Det var blevet Aften, Bugten og Strædet var faldet til Ro, langt ude lå Spanien og Gibraltar som en Skybanke i det Fjærne. Månen kastede en magisk Glans over den hvide By, der lå med dybe Skygger i Bunden og grøn Atmosfære henover sig; Minareter og Azulejos-Tårne syntes at rykke nærmere i den natlige Belysning. Fra min Veranda kunde jeg se ned over Tagene og ind i det Indre af nogle mavriske Gårde, under Søjlegangen i en af Gårdene sad en Araber på Fliserne med Benene trukket ind under sig og forrettede sin Aftenandagt i Skæret af en rød Ampel. Jeg kunde høre ham mumle ivrigt. Så tav han, hældede sig forover og stødte Panden tre Gange mod Jorden - og mumlede igen. Og senere, mens jeg sad bøjet over et Brev hjem, hørte jeg Muezzin kalde de Troende til Midnatsbøn med blød og mægtig Stemme, der fra den slanke Minaret svøbte sig ud om alle Huse: Gud er stor og almægtig! Kom til Bøn! Gud Herren kalder! - Om Natten blev jeg vækket ved stærke Råb og Guttural-Eder og hastige Fodtrin nede i Gaden. Jeg sprang op af Sengen og ud på Balkonen og så i Månelyset to hvide Vægtere løbe langs med det hvide Brystværn og pege ned over Stranden med deres lange Karabinløb. De forsvandt ude i det disede Lys, og lidt efter faldt der et Skud. Så blev alt stille, og jeg gik i Seng igen og lå og lyttede. Natten havde den kendte Syngen, som en stille Nat har, altid og alle Vegne - den hørlige Stilhed. Og ind i den brød for anden Gang som en mægtig og rolig Flodbølge Muezzins fuldtonende Kalden til Bøn. Da var Klokken to. Da jeg igen var ved at falde i Søvn, lød der højrøstet, uforståelig Tale under mine åbne Balkondøre, og små Sten faldt ind i Værelset til mig. Jeg stod atter op, og dernede på Brystværnet, som nu lå i Skygge, stod de to Vægtere fra før og stirrede op efter mine Vinduer. De så mig og sagde en hel Del på Arabisk og gjorde mange Tegn, men jeg forstod intet af det og blev underlig til Mode. Hundreder af Tanker piskede gennem mit Hoved i Hælene på hinanden: Slagsmålet i Eftermiddags - at jeg skulde arresteres - at jeg endnu ikke havde forevist mine Papirer og skulde vises ud o.s.v. Men så råbte den ene op: »Take - care - of - your - pockets« (Pas på Deres Lommer), og efter nogen Grunden gik det op for mig, at han måske i al Almindelighed vilde gøre mig begribeligt, at der var Tyveri i Luften. Jeg tiltalte ham i samme Sprog for at få nærmere Besked, men det var det eneste Engelsk, han kunde, for han blev ved at gentage den samme Sætning. Jeg gav mig til at lukke Balkondørene, og de to Vægtere lo og klappede i Hænderne af Glæde over, at jeg endelig var med. Dagen efter fortalte jeg Hadji, hvad der var hændet, og han trøstede mig med, at der ingen Fare var på Færde. Jeg skulde blot holde Balkondørene lukkede om Natten og kigge under Sengen, inden jeg gik til Køjs - for det kunde undertiden hænde, at en Fyr gemte sig dér. - For Resten mærkede jeg ikke senere noget til langfingrede Allahdyrkere.
971 Jeg sov langt ud over den fastsatte Tid for Udflugten, og da jeg vågnede, sad Hadji Abd Islam på en Stol henne i den anden Ende af Værelset med begge Ben trukket ind under sig som en Skrædder. Han holdt Hovedet påskrå og stirrede på mig med sit eneste, store Øje som en nysgærrig Høne. Da jeg rejste mig over Ende, tog han, stik imod al god Marokkanerskik, sin røde Fez af til Hilsen og viste et Hoved frem, der var aldeles glatraget, så nær som en Plet i Issen, ikke større end en To-Øre, hvor der groede en lang Hårtot. Hans blanke Hovedskal, der lignede poleret Ben, var dækket af gamle Ar, der krydsede hinanden fra Hårtotten ned til Panden. Jeg troede, de hidrørte fra Slagsmål, men kom senere til et andet Resultat. Den enestående Hårtot iagttog jeg de følgende Dage ofte hos en Berberstamme, nogle høje, slanke Marodører, der gik i Rebsandaler og en brun Kamel-eller Gedehårs »Gehab« med Hætte ned over Ryggen. De havde gærne Kabelgarn eller Basttrævler viklet om Panden i Stedet for Turban og så yderst forvovne ud, som de stod i Klynger langs med Gaderne og sjakrede Karabiner og hensynsløst skød dem af mod de hvide Mure, så Kalk- og Blystumper fløj èn om Ørerne. De skal høre hjemme i Bjærgene ved Oran, og ved Hjælp af Hårtotten hiver Allah dem op i Paradiset, når de dør.
972 Så trækker Hadji af Sted med mig og bliver ved Dag efter Dag og viser mig alt, hvad han selv beundrer. Når Solen ikke står alt for højt og Scirokkoen ikke blæser alt for kvælende, er jeg lige så ivrig som han, skønt min Beundring ikke altid er lige uforstilt. Hadji véd, hvad der er værd at se, for han har rejst meget. Han har været på Pilgrimsfærd til Mekka, hvor Kopperne anfaldt ham, tog hans ene Øje og spættede hans Hud. Han har mange Gange været tværs over Strædet på Klippen derovre, og én Gang tog han helt ind til Granada og stod på Alhambras Tinder og stirrede ud over Vegaen: det forjættede Land, hvorfra hans Forfædre blev uddrevne, og hvorhen Allah en Gang igen vil føre sine Troende. Derinde er Salene større og Hvælvingerne finere og al Ting smukkere end i selve Mekka, og det er det frugtbareste Land i hele Verden, for de Troendes Himmel hænger oven over det ..... Han bliver så ivrig, at han stanser midt på Vejen, sætter sig på Hug og spørger mig, om jeg har været der. Ja, for nu har Spanierne det, og de rækker Tunge ad alle Folk, der ikke ligner dem selv.
973 Hadji hader Spanierne - de har også siden villet have fat i Marokko, men det vilde Allah ikke tillade ......; Og han knytter Hænderne og gestikulerer voldsomt, mens han fortæller om Spaniens blodige Røvertog 1859-60, da han selv som Barn så Stammens Mænd jage Vester på over Ørkenen i Retning af Tetuan for at fordrive den store Fjende - og så dem komme tilbage endnu hurtigere, slagne og nedslåede.
974 Så kan han glemme både sig selv og mig og Engelsken og i sin Hidsighed slå over i det uforståelige Maghreb, hans eget Sprog. Han har jo heller ikke mange Ord til sin Rådighed i det fremmede Sprog, men des mere virkningsfuld er næsten hans Fortælling, med dens Rigdom af illustrerende Fagter. Og mens han fortæller om de marokkanske Helte Achmed og Abbas og den grumme, spanske General Prim, drager han mig ud over de soltørre, sandede, visne Højder og giftige Sumpe, som han elsker så meget.
975 På Højderne er der højt, tørt Græs, som intet Dyr vil æde, og Rader af Aloë, hvis Fibre bruges til Tøj, og enkelte spredte Palmer og lange Udsigter med Karavanveje indefter og indefter gennem Sandet. Nede i Sumpene er der tæt Jungle med giftige Slanger i; og surt, stillestående Vand, som forsyner Byen med Drikkevand og Pest; og Hjorder af små, korthornede Bøfler, der fortæres af Besætningerne ovre på Gibraltar. For Marokkaneren trænger ikke selv til Kød.
976 Her i det tætte Junglekrat har også de Slaver Tilhold, der er flygtet fra det Indre af Landet. Tanger er blevet et Fristed for dem - det eneste i hele Landet - og det skønt Byen er underkastet de samme Love som det øvrige Land.
977 I Tanger bor nemlig Magternes Gesandter i Stedet for i Hovedstaden - i kritiske Tilfælde er det rart at være så nær ved Evropa som muligt - og Gesandterne har stærkt beskyttede Villaer, der ligger nær sammen, og et rigeligt Tjenerskab, væsenlig af Negre.
978 Disse er gærne bortrømte Slaver; Gesandterne tager dem under deres Beskyttelse og har ved deres energiske Mellemkomst nået at gøre Slavemarkedet umuligt i »den af Gud beskyttede By«, Tandja.
979 Slaver er der en hel Mængde af endnu i Byen, men de er nærmest at ligne ved Tjenestefolk, der har det så godt, at de ikke gider rende fra Pladsen og udsætte sig for den fri Konkurrence.
980 For så vidt har altså enkelte bosiddende Evropæere ved deres Myndighed påtrykt denne Udkant af det marokkanske Sultani et Stænk af evropæisk Kultur.
981 Men over for Kulturen i sin store Helhed er Tanger Tabu lige så fuldt som det øvrige Marokko. Sydevropæisk Kultur er ikke synderlig erobringsdygtig, og Strømmen går strid i det smalle Gibraltarstræde. Her på Sydsiden af Strædet står Antallet af en Mands Hustruer i ligefremt Forhold til hans økonomiske Stilling. Pasha har kun otte, han har ikke Råd til flere, og når så mange må hjælpe sig med én, og endnu flere med slet ingen, så skyldes det i Følge Hadji udelukkende de dårlige Tider. Hadji selv er ikke gift og har heller ikke i Sinde at gifte sig, før han har Råd til at holde to Koner. Det kunde han allerede nu, hvis der blot kom nogle flere Englænderinder i Staden, for de betaler deres Fører så godt. Men siden det Brohoved er blevet bygget nede ved Stranden, så Bådene kan lægge til og man ikke længer rides i Land på Ryggen af en nøgen Neger, undtagen når Søen netop står på, er de ikke nær så flittige til at krydse Strædet. Og så vil han ikke gifte sig, for det er så flovt at nøjes med én, det gør jo kun »dem Negre«.
982 Gang efter Gang kommer han tilbage til Pashas Harem og fortæller mig mange Usandsynligheder om det og dets Indbyggere. Men han kender intet til de grufulde, romantiske Fortællinger om troløse Haremskvinder, der stoppes i en Sæk og ved Nattetid sænkes i Strædet, hvor Strømmen er stridest. Pashas Koner er stolte af deres Stilling, som de har valgt af egen fri Vilje - siger han - og indlader sig ikke på Æventyr. Imidlertid er der dog Vagt med lange Spær rundt om Haremet og Gildinger derinde, så Pasha er næppe selv så sikker på sine Koner som Hadji. Mænd må ikke betræde Haremet, men en Dag, jeg gik forbi, så jeg et Glimt af en poseklædt Gilding, idet man lukkede en Englænderinde ud. Og hun fortalte mig, at alle Hustruerne sad derinde i et halvmørkt, smukt Værelse og broderede Småting, som skulde sælges. Pashaens Yndlingshustru, der udmærkede sig fra de andre ved ingenting at bestille, kyssede hendes Hånd og tiggede en Frank af hende da hun gik - til Kaffe!
983 Disse Væsner, der står så lavt, at hver enkelt kun formår at lægge Beslag på en lille Brøkdel af den store Muselmans Tilbøjelighed, vilde naturligvis være uværdige Genstande for hans Blik på enhver Tid, hvor han ikke selv behagede at søge dem. Derfor må de kun vise sig på Gaden i en aldeles ensartet, hvid Sæk og med tilhyllet Åsyn; de må ikke passere Hovedgaden men skal holde sig til Smågaderne, og hvor Mænd står i Klynge, skal de liste langt uden om. - De ligner vandrende Møllesække, der sniger sig frem langs Murene, og det bestandige Syn af tilhyllede og kun tilhyllede Kvinder virker gådefuldt og får én til at fable, ikke om vidunderlige Skønheder, men om gamle Kællinger, der er så grimme, at de ikke må gå med utildækket Ansigt på Gaden. Men så forkuede de end kan være, ejer også de noget af Kvindens medfødte Frygtløshed. Og når man møder dem på afsides Steder og ingen Muhamedaner er i Nærheden, slår de Dækket til Side, smiler til én og viser Træk frem, der ikke behøver at skamme sig ved sig selv. Og man får Lyst til det umulige, nemlig at samtale med disse forkastede Væsner Ansigt til Ansigt og spørge dem, om de tror på Allah - de, som ingen selvstændig Sjæl har - og om de savner det: aldrig at kunne bede til ham i Moskeen. Eller om de måske ikke véd, at de kun kan komme i de Troendes Paradis, såfremt deres Mand vil give Afkald på nogle af sine himmelske Koner for deres Skyld? - Måske véd de det, men stoler da på, at de kommer i Himlen alligevel, for de er Kvinder, og Kvinder tror på Mændene. Og hvad skulde det vel også gøre f. Eks. Pasha, om han af de 72 Dejligheder, der er ham beskikket, når han dør, gav Afkald på de 8 for at hjælpe sine 8 Hustruer ind i Paradiset. Selv om han havde fået nok af dem hernede og ikke gad se dem mere, kunde han dog sagtens gøre det; han havde jo endda fireogtres til Rest. - Men mon han så gør det alligevel? - Og bryder Kvinder sig overhovedet om at komme i Himlen?
984 Ganske vist er man her langt fra det Punkt, at Fællesundervisningen drøftes, men Skoler er der dog i Marokko. Der findes i alt Fald én i Tanger. Den ligger i en af de snævreste Gyder, og der sidder 8-10 af de mest velhavende Mavreres Purke på Hug på Stengulvet og remser udenad efter Koranen. De er klædt ligesom Voksne i rød Fez, hvid Burnus og gule Tøfler. Deres små Lemmer drukner helt i de posede Klæder, mens de vugger til Siderne og fremplaprer de hellige Vers med lukkede Øjne. Rummet er uden Vinduer og ligner en tom Vognport. Der er ingen forrevne Landkort på Væggene, ingen Skoleborde til Drengene at skære i, ingen Blækhuse, der kan væltes. Ikke Spor af Materiel, kun en gammel, hvidskægget Moor, der sidder på Hug lidt fra Drengene og agerer Skolemester med en Smække i Hånden og Koranen opslået på sine Knær. Han smiler og nikker, og jeg smiler og nikker; han indbyder mig høfligt til at tage Plads, og jeg sætter mig på det snavsede Gulv og gør et Forsøg på at trække Fødderne op under mig på Arabervis. Så overværer jeg, at den mindste Dreng giver et Kapitel af Koranen til bedste - ustanseligt og tilsyneladende uden mindste Fejl i Opremsningen. Vi samtaler dernæst en Stund med Hadji som Tolk - skønt Skolemesteren »kan tale alle Verdens Sprog« - og jeg komplimenterer ham pligtskyldigst i Anledning af hans Elever. Så gør jeg et Par Tilløb til at føle ham på Tænderne, men han lader sig ikke gå på, og jeg må nøjes med Bevidstheden om, at han i alt Fald kan læse. Jeg rejser mig, børster så umærkeligt som muligt, for ikke at vække Anstød, Snavset af min Bag og tager Afsked. I Døren blinker Hadji til mig med sit store Øje, og jeg forstår Signalet og giver den hvidskæggede »Professor« 50 Øre til Kaffe.
985 Statsmaskineriet er slet ikke indviklet. To Gange om Ugen sidder Pasha på Hug i den store Port uden for sit smukke Palads og plejer Retten efter god gammeltestamentelig Skik. De kivende Parter kommer op imod ham på hver sin Side af Gaden og går forsonede ned langs Midten. Når der kommer en særlig fortvivlet Sag for, trækker Pasha sig vredt i det lange, hvide Skæg, »og så klarer Spørgsmålet sig altid«.
986 Mod en lille Dusør til Vagten kan man få Lov til at se Provinsens Skatkammer udvendig. Det er en massiv Stenbygning med en solid Port med syv store Hængelåse for. De syv Nøgler til de syv Låse er anbragt hos syv forskellige agtværdige Mænd i Byen, og således har man sikret sig imod Tyveri af offentlige Midler. Nøglerne tør ikke betros Pasha selv, da hans Løn ikke overstiger 100 Kr. om Måneden.
987 En Dag tog Hadji og jeg alle de offentlige Institutioner på Rad og beså bl.a. Byens Hospital og Fængsel. Hospitalet lå i en snæver overbygget Gyde ved Moskeens Bagvæg. Et Stykke nede stødte Hadji en Dør op, og vi trådte ind i et mørkt Rum, hvor en kvælende Stank slog mig i Møde og tvang mig ud igen efter få Minutters Forløb. Men jeg så tilstrækkeligt. Der var kun ét langt Rum, som var inddelt i Båse langs den ene Side i Lighed med vore Stalde. Inderst i hver Bås var der en Bunke Halm eller pjaltede Måtter - det var for mørkt til, at jeg kunde skelne rigtig - og midt i Bunkerne skimtedes de nøgne Omrids af Menneskeskikkelser, der vred sig og stønnede. Fra én Bås stak der et Par gustne Ben frem, ud fra en anden krøb en nøgen Unge med Skurv over hele Kroppen. Den gamle Kælling, der udgjorde Opsynet, kradsede Ungen op i Båsen med sin Kæp og med en så fortrædelig Mine, som om hun selv var en proper Stuepige og Ungen en Tudse, der var kommet over Dørtærskelen. - Kællingen skal kun varetage, at de Syge ikke løber bort, og at de dør i deres rette Bås. For dø skal de, naturligvis - hvad skulde de ellers på Hospitalet. De får ikke anden Mad, end hvad der godvilligt bringes dem af deres Slægtninge; men det synes klart, at har man først bragt sine Syge herhen og sat dem i Stand til at dø i de rette Omgivelser, så bærer man ikke Mad til dem alt for ofte. Det vilde kun være at kaste Allahs Gaver ud af Vinduet. Dèr, hvor de kommer hen, er der nok at spise - meget mere end her, efter Hadjis Mening. Men hvis de nu ikke gør Mine til at pakke sammen? »Then People send for medicinman, and he helps them die« (Så sender man Bud efter Medicinmanden, og han hjælper dem til at dø), lyder Hadjis simple Svar. Derfor er det altså, at jeg ikke har set en eneste Krøbling - Sydevropas store Landeplage - i Tanger.
988 Fængslet er grundet på samme Princip. Det ligger højt over Byen, ved Siden af Kasbah - Fortet - og ligner en Rundkirke. Der er ingen Vinduer, heller ingen Dør; Lyset kommer oppe fra det utætte Tag, og når en ny Fange skal spærres inde, bryder man Hul på Muren og murer til efter ham igen. Han slipper aldrig ud mere - jo, han kan købes ud for en stor Sum, men det skal ske snart, for han lever ikke længe derinde. Og det sker sjældent. På Siden af Rundmuren er der en lille Udbygning; derinde ligger Vagten og døser på Stendivaner, med Bøsser og lange Spyd ved Siden.
989 Vagten skyder en Glug på en Kvadratalens Størrelse til Side, og man stirrer ind i Fængslet. Var Stanken ulidelig i Hospitalet, så er den ti Gange værre her; man må holde sig for Næsen og hvert Øjeblik trække Hovedet tilbage for at drage Ånde. Bunden derinde er et Ælte af Gødning og Siv; nogle ligger i det, andre sidder på Hug, atter andre går rundt i deres Lænkes Periferi. De er lænket til Rundmuren og til Pillerne, der bærer Taget.
990 Så snart de opdager mig ved Gluggen, slæber de sig frem, kryber og går så langt Lænken vil. Fra den bageste Baggrund rækkes senede, slunkne Halse og tynde, rystende Arme hen imod mig; der er fortærende Krav i deres Øjne og deres åbne Munde. De griber i hinanden for at hale sig frem og glemmer, at det er Lænken, der holder dem tilbage. Filtret Skæg og tjavset Hår, nøgne Rygge med tykke Skover af stråblandet Menneskegødning, enkelte Pjalter, der hænger dem vådt ned fra Lænderne og klasker dem om de nøgne Ben, hver Gang de slider i Lænken for at komme nærmere!
991 De bliver aldrig lukket ud, de får ikke Vand til at vaske sig i, de får kun Mad, når Slægt og Venner bringer dem noget. Eller når de erhværver sig noget - for se! Nøden har gjort dem flittige og opfindsomme. De, som måske aldrig har kendt til ærligt Erhværv, medens de var fri - her sidder de midt i Snavset og Elendigheden og forfærdiger de nydeligste små Kurve og Tasker af brogede Siv og marokkansk Læder og sælger dem til de Rejsende, der kommer for at se det fæle Syn. - Og den umenneskelige Behandling har gjort dem menneskelige mod hinanden indbyrdes, hvorfor skulde ellers de forreste, der selv har Genstande, de for enhver Pris ønsker solgt, række de bageste Fangers Arbejder frem og udbyde dem sammen med deres egne? Det vilde de næppe gøre på fri Fod; sådan handler jo ikke en Gang det Samfund, der har spærret dem inde og prisgivet dem til at dø af Sult og Urenhed. Og intet andet Samfund heller.
992 Dette Samfund, der driver sin Retspleje efter Moselovens Forskrifter og udrydder sine Syge og sine forfejlede Medlemmer, består ikke af Barbarer, der møjsommeligt Fjed for Fjed skal tilegne sig Kulturen. Mavrerne udgør i Tal kun en Tredjedel af Marokkos Befolkning, men de danner hele Overklassen, Byerne befolkes næsten udelukkende af dem, de udgør Embedsstanden - lige fra Sultanen til Natvægteren -, Købmandsstanden og de større Håndværkere. De er Efterkommere af et Folk, der havde en høj Kultur, og har bevaret Levninger deraf i Bygningernes indre Pragt, i den egenlige Klædedragts Rigdom og Overkjortlens blændende Renhed, i den ydre Opførsel og den fornemme Holdning. Man vil på Tangers Gader forgæves lede efter den »Dyrets Naivitet« og den uforbeholdne Tale, der er så betegnende for Sydevropas Byer; en Dame kan bevæge sig alene her uden at få rå Bemærkninger slynget efter sig og uden at se noget, der bringer hende til at rødme. Mavrerne kender godt Kulturens Former og overholder dem, men for Resten er den dem et forlængst overvundet Standpunkt. De har fablet sig fra dens Indhold og dens Krav, fordi disse Ting plagede dem; og de følte dem som en Plage, fordi de er afslægtede - trætte.
993 De minder i al deres Handel og Vandel så levende om den sildefødte Søn af en stor Slægt. De er yderlig blaserede og for ugidelige til at besidde Interesse eller Medfølelse, til overhovedet at lade sig rive med af noget. I Sydevropa vækker den Rejsende tit en alt andet end behagelig Opsigt; Mavreren skænker ham ikke Brøkdelen af et Øjekast, og Rejsende er dog langt sjældnere her end dèr.
994 Mavreren synes ikke at kende noget til Nervøsitet, og han synes heller ikke at have Spor af Livsappetit. Han bestiller så lidt som muligt, taler nødig, går helst for sig selv, står timevis op ad en Mur og stirrer åndsfraværende ud for sig, uden at vækkes af nogen Lyd og uden at røre sig, eller sidder med Benene i Rendestenen og Hagen i Hænderne, grublende, stirrende ud efter sin egen Næsetip. Tal til den fattigste af disse Filosofer, spørg ham om Vej, sig ham en Artighed, stil ham noget indbringende i Udsigt - du vil kun læse ét i hans Miner og vrange Svar - Ønsket om Ro.
995 Og de har Ro. Fraregnet Jødekvarteret ligger Byen, på de Dage Berberne holder sig borte, så døsende stille som Torneroses Slot. Livet glider mekanisk jævnt og søvngængeragtigt af Sted. Hus ved Hus sidder Mavreren på en Hylde i sin lille Bod og læser i Koranen eller grubler, ligegyldig for om der kommer Købere eller ej. Han har indrettet sig bekvemt, har trukket Benene helt ind under sig og ordnet sig sådan, at han kan nå alle Ting i Boden og indkassere Pengene uden at flytte sig. Ved Siden af sig har han alt, hvad han behøver: en Krukke Vand og et Stykke Brød. Han oplader med Nød og næppe Munden, når den sorte Vandbærer drager forbi, og han skal have sin Krukke fyldt.
996 Kommer der en Køber, lægger han stum og uden at se op det forlangte frem, stryger Pengene i en Krukke og læser eller grubler videre. Prutten indlader han sig slet ikke på, heller ikke på at lægge flere Ting frem og lade Køberen vælge. Har man fået en Vare og finder, at den er for stor eller for lille, eller at det ikke er den rette, og ønsker den byttet, lægger han den tavs hen på sin Plads, giver Pengene tilbage og flyder hen i sin Metafysik. Og han lader sig hverken bede eller trygle tilbage.
997 Kun på Markedspladsen oven for Bymuren er der lidt Liv, men dèr er også Jøderne og de halvvilde Kulsviere fra Bjærgene i Flertal. Maden koger sig selv i denne Varme, og der er ikke megen Rift om deres Trækul; så strækker de sig i Solen, småsnakker eller driver hen til Beværtningerne under Halvtaget og drikker grøn Te med Honningbrød til, som er helt sort af Fluer. Hver Gang én fører sit Honningbrød til Munden, flyver Fluerne op, og det lyder som Sus i en Sivskov; når han har bidt, lejrer Sværmen sig på Brødet igen. De må selv passe ikke at blive spist, han ænser dem ikke.
998 Dèr inde under Halvtaget holder også Æventyrfortælleren til. Tilhørere har han ingen af i Øjeblikket, men han fortæller alligevel ustanselig i sit underlige Sprog og vugger frem og tilbage - det lyder som Frøers uophørlige Kvækken fra Kæret en Sommeraften. En og anden, der går forbi, kaster en Skilling i hans Krukke. Mere Opmærksomhed vækker Slangetæmmeren ved Siden af. To grimme Neger-Slavinder og nogle Zigøjnerunger er hans Publikum, og for dem kalder han i største Alvor Slange efter Slange ud af sin Skindpose og lader dem sno sig om hans Hals og Arme til den pudsigste Orkestermusik. Da han er færdig og igen sender sine Slanger i Posen, går Tilskuerne uden at betale; men det lader ikke til at røre ham dybere.
999 Fra Markedspladsen kan jeg gennem den hesteskoformede Byport se ned ad Hovedgaden i hele dens Længde; den render lige ned på de hvide Strandmure og sætter et Stykke blå Hav i Ramme. Den ligner et udtørret Flodleje og tjener også som Flod i Regntiden; man kan se Mærker af Vandet på Fodmuren, og der er Sandriller fra den sidste Regn og store Rullesten i Midten. I alle Boderne Rækken ned sidder der Sælgere i samme ubevægelige Stilling; de ligner Dukkerne i et Marionetteater, der er gået i Stå. Havet glitrer blåt for Enden af Gaden, Husene glitrer hvide til begge Sider, støttet til Murene står forstenede Skikkelser med Benene over Kors, muskuløse Håndværkere sover under deres Telte med de nøgne Ben stikkende frem under Lærredet. En Mavrer i kostbare Klæder sidder ned på den bare Jord med Ansigtet helt ind til Muren og spiser Druer, stille og optaget som et Barn.
1000 For et Øjeblik bliver Gaden levende. Tre pjaltede Mænd går igennem den, syngende og skrigende. De slår med klaprende Instrumenter og vrider sig i Takt til den hylende Sang, der lyser deliristisk af deres Øjne og Ansigter. Det er religiøse Sværmere. De drager udefter med deres Skare af Beundrere, og Gaden bliver igen stille - som et Marionetteater, der er gået i Stå.
1001 Her på Markedspladsen gik jeg og drev en hed Avgusteftermiddag. Sælgerne var borte, Æventyrfortælleren og Slangetæmmeren også, Flokke af velklædte Mavrere stod i Klynger ud over Sandsletten og stirrede ned mod Byporten, som om de ventede et eller andet. Ved den øverste Ende af Markedspladsen lå et Hus, hvis flade Tag var helt dækket af Mennesker, hvoraf en Del var bosiddende Evropæere. Jeg erfarede, at man ventede et Optog, og købte mig Adgang til Taget.
1002 Nede ved Markedsporten kom et orangegult Banner til Syne. Jeg kunde utydeligt se Masser trænges i Porten og hørte fjærn, forvirret Støj. Markedspladsen skrånede opad til det Sted, hvor jeg stod, der lå nogle Tusend Fod borte fra Porten. Det varede en god Stund, inden jeg hørte de første Toner af Musiken, der straks igen druknede i Larmen og Afstanden.
1003 Solen brændte hidsigt, og det flade Asfalttag brændte mig gennem Skosålerne; en Time var forløbet, og jeg tænkte allerede på at gå min Vej. Men i det samme brød Musiken tydeligt igennem - det dybe: bum! bum! der faldt tæt og uafladeligt, mens en Klarinet trak sig igennem det med en lang irriterende Klagetone, der steg og sank svagt, men aldrig klippedes over af selv den kortvarigste Snappen efter Vejret. Ensformig og uophørlig borede den sig ind i èn som en pågående Mygs Summen.
1004 Og snart blev Larmen tydeligere; det forekom mig, at der dansedes med vilde Fagter, og af og til så jeg Tilskuerne til den ene eller anden Side spredes i vild Flugt og under høje Skrig.
1005 For hvert kort Fremryk gjordes der et længere Holdt med Dans på Stedet. Hist og her så jeg noget hæve sig og blinke i Luften, og et og andet nøgent glatraget Hoved løftede sig højt over Sværmen og forsvandt igen.
1006 Igen et Fremryk og en ny Stansning. En elfenbensgul Hovedskal skød sig kvikt i Vejret og blev atter borte; noget blankt havde lynet mod den da den var højest. Mine Øjne modtog et rødt Indtryk som af Blod, et svagt Purpurskær syntes en Stund at svæve på det Sted i Luften hvor Hovedet havde befundet sig.
1007 Jeg var målløs af Forundring, mit Blod hamrede, mange Tilløb til en Forklaring krydsede mit Hoved.
1008 Blodpletten var lige forsvundet for mine Øjne, da jeg så Skarerne åbne sig til den ene Side og en bøjet, fanatisk, indianeragtig Skikkelse fare ud af Kredsen med en Økse i Hånden. Foran ham flygtede en tilhyllet mavrisk Kvinde i stor Panik, hun trådte i sit lange Lin og faldt med et Skrig. To Mænd med Stokke greb Forfølgeren, just som han nåede hende med hævet Økse; de tog Øksen fra ham og førte ham tilbage til Kredsen. Han lod sig godvilligt lede og gik stift og dødt som en Søvngænger. Hans ragede Hoved hang ned på Brystet og nikkede for hvert Skridt som om det var løst; det var dækket af mørkerøde Skjolder - levret Blod.
1009 To Timer er forløbet, siden Skaren strømmede gennem Markedsporten, så langsomt rykker den frem; men nu er den lige under Huset, og jeg kan se alle Enkeltheder. I Spidsen danser nogle vilde Skikkelser med åbne Sår i Hovedet, Blod ned over Ansigtet og Blod på Bryst og Klæder. De har tyndbladede Økser i Hænderne, som de slår sammen i Luften i Takt til Musiken. Bag dem går rolige, næsten dovne Mænd med stort Skæg og Favnen fuld af Økser.
1010 Så følger en Rundkreds af Dansere - vel halvhundrede, der holder hinanden i Hænderne og vugger til Siden som kartesianske Djævle, idet de holder Trit med Fordanseren midt i Kredsen, en kæmpestor Neger. Allersidst kommer Orkestret, som består af et Par Krukker med en Hinde spændt over og den forbandede Klarinet, der stadig spinder sin Klagetone ud som en uendelig Tråd.
1011 Hele Optoget bevæger sig dansende på Stedet eller langsomt fremad, og Dansen har ikke hvilet i de to Timer. Selv de, der kaster sig ned og slår Panden mod Jorden, stanser intet Øjeblik deres Vuggen i Takt - Rytmen har besat dem.
1012 Optoget bevæger sig frem mellem Tusender af Tilskuere - Mænd og Børn; og oppe på de høje Skrænter under Aloëhegnene sidder Rækker af Kvinder, der ligner hvide Søfugle i deres underlige Dragt. Nu og da farer en dansende Sværmer op imod dem med hævet Økse, så flyver de skrigende op og flygter ind mellem Sumpens Junglekrat.
1013 Mens jeg står her kommer Hadji, og jeg spørger ham, hvad dette er.
1014 »Det er religiøse Sværmere, der danser til Ære for Sedi Ali,« siger han. »Rigtige Narre er det, som vil springe dèr og skamfere sig selv.« Han påtager sig en Mine, som om han selv havde sagt sig fri fra alt Overnaturligt, men jeg mindes Arrene på hans polerede Isse og ved nu, hvorfra de stammer.
1015 Trætheden begynder at vise sig, to Timers uafbrudt Dans op ad Bakke, to Timers uafbrudt Spillen. Danseren arbejder møjsommeligt, Musiken er sløv, og Fakirerne ligeså - Økserne hænger, Mændene ser ud, som vilde de segne i deres eget Blod.
1016 Men så kommer de hellige Brød fra Fez. Fordanseren lægger et på sit flade Hoved og forandrer Takten med et højt Spring, og hele Rundkredsen slår over i Livlighed. Og pludselig kommer Ånden over en af Danserne, han slipper Kredsen, der lukker sig bag ham, og kysser dansende Fordanserens Brød. Så springer han ud over Kredsens Hænder, griber en Økse og slutter sig dansende til Fakirerne - en ny Fakir. Han danser ene som de og svinger udfordrende sin Økse, stanser pludselig og farer højt i Luften, mens Øksens Æg planter sig i hans ragede Hoved. Tre Spring i Takt til Musiken og tre Hug - et for hvert Spring; og af tre åbne Sår i Hovedet strømmer Blodet. Han styrter men er i et Sæt atter på Benene og danser - Takten er ikke brudt. Og Handlingen tænder, hver Fakir svinger sin Økse, springer og hugger sig i Hovedet tre Gange.
1017 Optoget har passeret Huset. Jeg stiger ned og følger det udefter, kravlende langs Skrænterne og advaret af godmodige Mavrere mod at komme Fakirerne for nær. Den ensformige Musik trætter ikke længer, den opirrer; Slappelsen er blevet til Ophidselse, Ophidselsen til Delirium. Nogle af Fakirerne er helt badede i Blod, og de to Mænd, der deler Økser ud, har måttet tage disse fra dem. Andre har ikke èn men tre Økser samlede til et Bundt, der klirrer i Luften og slår tre Sår ad Gangen. Økserne er tyndbladede og lette, de falder ikke knusende; men de er skarpe, de skærer. Af og til falder en Fakir og kan ikke rejse sig. Han får et helligt Brød trykket mod sit Hoved og er atter på Benene; så kaster han sig ned og slår Panden mod Jorden.
1018 Klarinetens forbandede Klagetone borer og borer uophørligt inde i min Hjærne; jeg har en Fornemmelse af, at jeg bør begå et eller andet forrykt for at blive befriet for den. Disse vanvittige Mænd med den nøgne Overkrop skorpet af Blod og Sved og Støv og det skaldede Hoved i et Virvar af røde Sår, frastøder mig ikke længer, ikke engang han, der kælent stryger tre Økseægge ned ad sin Kind, så den revner i tre Snit. Blodfarven er ikke Blod længer men Rødt, der står så ildnende, vellystig smukt mod Sollyset og denne vidunderlige Himmel.
1019 Og jeg kan ikke rive mig løs men følger Toget ned gennem Yderporten og videre over de flade Højdedrag ad Vejen til Fez. Mængden sakker efterhånden agterud og vender tilbage til Byen, Økserne tages fra de vilde Fakirer en for en, Skuespillet nærmer sig sin Afslutning. Det sidste, jeg ser, er en Fakir, der ikke vil udlevere sin Økse. Han brydes med Mændene og kysser Øksens Æg, så Læberne springer i Blod. Tilsidst omklamrer han deres Knæ i Bøn om at måtte beholde Våbnet.
1020 Og Skaren drager ud over Ørkenen. I Morgen tidlig er den i Fez, hvor - i Følge Hadji - Sedi Ali's hellige Grav findes, som er så undergørende, at en eneste Bøn ved den helbreder alle Fakirens Sår.
1021 Solen er ved at gå ned og sænker Purpur i alle Lavninger og Guld om Højene.
1022 Udenfor i Gibraltarstrædet driver de blå Røghaler fra Hundreder af Dampskibe, men Skibene kommer ikke Tanger ved. De går videre med deres Ladninger i Øst eller Vest, til Orienten eller Amerika. Men inde over den sandede Ås, Ørkenens Udløber, dukker en Karavane frem og glider ned mod Markedspladsen. Den kommer med Korn inde fra Agerlandet ved Fez, og hvert Dyr bærer 5-6 store Sække på sin Ryg. Dyrene vralter tungt under Byrden, men yderst på den lange Hals sidder det lille ondskabsfulde Hoved og vugger sig gennem Luften i bløde Slangebevægelser, som får mig til at mindes Gondolernes søgende Gliden på Venedigs Kanaler.
1023 Det er Tangers Handelsflåde. Og mens Mørket falder fra den irgrønne Himmel, hører jeg Driverne kæmpe rasende med deres Kameler, der skal lægge sig ned med hele Byrden på, fordi de så er lettere at aflæsse. Ind i Kamelernes Smærtensskrig, når de bøjer sig med Byrden og slår Knæene hårdt mod Jorden, lyder Muezzins bløde, altfavnende Råb: »Gud er stor! Kom til Bøn, Gud Herren kalder!«
1025 Sol
1026 Oven over Skyerne er Himlen altid blå, plejer vi at sige i Norden som Trøst for Gråvejret og vore daglige Bekymringer. Og vi henter Styrke deraf til at møde nyt Gråvejr og ny Bekymringer.
1027 Andaluseren vilde sygne hen og dø, om han var henvist til en sådan Trøst - han har ikke vor udviklede Sans for det abstrakte. Men han behøver den heller ikke, for Måneder i Træk står Solen op og går ned uden et Skyfnug og Himlen hvælver sig så dybt varmt blå, som vi ikke kender det fra selv den smukkeste Sommerdag. Ikke for intet kaldte Mavrerne Andalusien det jordiske Paradis. I Januar er Fjældtoppene hvide af Sne, men el sol criador - den skabende Sol - stiger op hver Morgen og skinner på Sneen, så den rinder i Krystalstrømme ned ad Fjældsiderne og bestrør sin Vej med Blomster: Blå Iris, Tusendfryd, store klarøjede Margeriter. Se Skaberen! se Gud! siger Almuen med tindrende Øjne, når Solen stiger over Bjærgene. Og mens Bonden er i Færd med Olivenhøsten, stråler Orangelundene fremdeles med deres gyldne Frugter og Mandeltrærne er hvide af Blomster - Høsten og Foråret rækker hinanden Hånden over det nye Års Tærskel.
1028 I Følge Vejrligs-Iagttagelser fra Provinsen Malaga har det dèr regnet 262 Gange i 9 År eller 29 Gange om Året; Nedbøren er rigelig. I Løbet af de samme 9 År har det stormet 3 Gange! Vi går så vidt i vore Modgangsteorier, at vi mener selv Kornet må have Blæst, da Strået ellers ikke bliver stærkt nok til at bære Aksene; men her gror det prægtigste Korn uden nogensinde at have en Anledning til at bølge for Vinden. Den velgørende Ro, som breder sig i og om os en stille Sommeraften hjemme, når alt er så ubevægeligt, at vi ser Græsstråene rette sig ét for ét ude i Marken hvor Katten går, og så tyst, at Råb høres fra Landsby til Landsby - den hersker her Dagen lang og Måned efter Måned uden Afbrydelse. Intet bevæger den ranke højtidelige Cypres, der peger opad i forstenet Ro; Pinjens mægtige Krone synes at hvile i sig selv der højt oppe; Røgen fra Hyrdernes Bål stiger lige mod Himlen. Hele Landskabet ligger som fortryllet og slumrer i tindrende Solsøvn, og over det hænger dyssende og enstonig Klangen af de græssende Dyrs og Æselkaravanernes Bjælder. Så tyst hænger Løvet, at man skræmmes op, om en Fugl sætter det i Bevægelse; Luften er så stille, at man kan lægge en Fjer på en Klippe og finde den der en Måned efter.
1029 De Mennesker, der færdes her, kalder ikke uden Grund Solen Gud og Skaber; de er dens frejdige Børn. De mangler fuldstændig Nordboens åndelige Overlegenhed over Klima, Temperatur; som hos de Dyr, der kaldes de koldblodige, bestemmes deres Blodomløb, deres Temperament af Omgivelsernes Varmegrad. På Regnvejrsdage falder der Mismod over dem, de sidder og kryber sammen, rystende, med så håbløst et Udtryk som havde de lidt Skibbrud for Livet. Men den mindste Rift i Skyen glimter igen i deres Blik, og så snart Solen atter titter frem, er det hele glemt - ikke gemt som vor Modgang i en af Sindets mørke Kroge - men glemt, fejet ud. De traller og spøger, slider en Dag som Bæster og strækker sig den næste dasende i Solen; drikker af hver Bæk eller Kilde de kommer forbi, gnaver en Skorpe til og er glade, sorgløse - uden Bekymring for den Dag i Morgen.
1030 Det synes som Solen, der udrydder så mange Bakterier, også virker dræbende på Bekymringerne. Der er i Andaluserens Sind ingen lyssky Kroge, hvor Modgang og bitre Erfaringer kan samle sig som Skimmel - men ganske vist heller intet Sted, hvor de i Ro kan bundfælde sig som en gavnlig Lære for Fremtiden. Taler man til ham om, at Modgang hærder Mennesket og gør det til Mand, så ser han højst uforstående på èn; Begreberne Personlighed og Karakter i vor Forstand er ham - når han overhovedet kender dem - kun Udtryk for en besværet Fordøjelse. Og det at leve sit Liv efter en samlende Ide, at sætte sig et Mål og tålmodigt arbejde derhen imod under Savn og Fornægtelser - og måske slet ikke nå det inden Døden kommer og lukker for alting - vilde forekomme ham uhyre komisk. Han er et Øjeblikkets Barn, og Nuet er for ham den eneste virkelige Værdi; han giver ikke gærne Afkald på noget i Dag til Fordel for den allerede usikre Dag i Morgen, end sige, at han skulde bekymre sig om de lange Fremtidsperspektiver.
1031 Som Sæden på Andaluserens Mark trives fortræffeligt uden Blæst, trives han selv først ret uden Modgang. Han ligner Orangetræet, der fylder hans Dale med Vellugt og breder sit Løv harmonisk og ligeligt til alle Sider, fordi ingen Vind har stækket det og krænget Kronen over. Dets gyldne Frugter lyser jublende mod Solen; men kom der et Vindstød, tabte det dem alle, for det er ikke hærdet.
1032 Som Solsikken retter Andaluseren hele sit Væsen mod Solen, og de Rynker, der tidlig lejrer sig i hans Ansigt, stammer alle fra den; de forgrener sig ud fra hans missende Øjne som Vidnesbyrd om dens Styrke og Bevågenhed - som Lykketegn, der intet har med Modgang at skaffe. Hvad angår det ham hvad Solen består af? - den skinner og det er Hovedsagen! Og Himmelrummet, Jordkloden, andre Landes Sæder og Skikke, - skulde han bryde sit Hoved med alt det? Han er selv til, og det er dog det egenlige - alt! Og hvorfor er han vel til, om ikke for at nyde og glæde sig og smutte så let som muligt gennem Livets trange Steder.
1033 Leve og lade leve, nyde, glædes! er hans Tilværelses glade Omkvæd; i sin Livsopfattelse er han da Epikuræer. Men ganske vist en Epikuræer af en egen Slags, med så få Fornødenheder som selveste Fader Diogenes.
1034 De anglo-germanske Folk har udviklet Savnet til en hel Lære, og dog har deres Næringssorger flere Selvmord at opvise end nogen anden Våde, ulykkelig Kærlighed iberegnet. Og disse Næringssorger har såre sjælden noget med Sult at gøre; man skyder sig, når man mangler de og de Tusend i at kunne leve standsmæssigt. Men Andaluseren slynger en pjaltet Sæk om sig med samme Stolthed og Anstand som den fløjlsforede Kappe, han taber intet hverken i egne eller andres Øjne ved at spise bart Brød og drikke Vand til, hans Anstand er ikke afhængig af det Ydre, og Savnet melder sig først, når Sulten slider hans Tarme. Heller ikke da vilde han tage Livet af sig, men overlade det til Hungeren. Og gør den det ikke, ja så har der jo bevislig ingen Ting været på Færde.
1035 Han er ikke Asket. Sætter man en lækker Ret for ham, spiser han den gærne - hans egne Ønsker går blot ikke i den Retning, Spørgsmålet er ham ligegyldigt. Dette præger Madlavningen, som går efter bedste Beskub. Når Frokosten tages af Ilden Kl. 11, sættes Middagsmaden over - så er man fri for at tænde op igen - og koger eller steger så til Kl. 6, uanset hvad den består af. Kun ved Kogningen af Æg tager man et vist Hensyn til Tidslængden, så læser nemlig Kokkepigen Trosbekendelsen, hurtigere eller langsommere, som de skal være hårde til. Der spises temmelig ens i de forskellige Lag, og man bliver lidt overrasket, når man første Gang besøger Advokat dit eller Redaktør dat i hans Hjem og træffer ham ved Middagen - en Blanding af Flæskestumper og Urter - som han elskværdigt indbyder til at deltage i. Indbudt til at komme til Middag eller Aften bliver man aldrig, da Maden ikke regnes med til Nydelserne, og Opdækning uden for Måltiderne kendes ikke. Der lægges heller ingen Smag for Dagen ved Nydelsen af Måltiderne; Spanierne spiser rent ud sagt som nogle Grise. Ved Besøg bænkes man med Vært og Værtinde om en Karaffel Vand eller en Flaske Vin - og Sukkerbrød. Selv i de højere Kredse, der mener sig forpligtede til at gøre Honnør for fransk Levemåde, kommer man let over Spørgsmålet om de mange Retter. Man spiser først Suppen, så Grøntsagerne den er kogt på, dernæst de Kød- eller Flæskestumper, der har givet den Kraft. Fjerde Ret er gærne Salat, som søbes sammen med koldt Vand, og femte lidt Frugt eller Gedeost. Der gives rene Tallerkener for hver ny Ret, og Anstanden er sket rigelig Fyldest.
1036 Hjemme fornærmer man den jævne Mand ved at byde ham Vand til Middagsmaden; han foragter det som Drik, fordi det intet koster. Her kan man, hvergang Toget stanser ved en lille Station, se Vinsælgeren komme til kort over for Vandsælgeren, skønt deres Varer koster det samme - 5 Øre pr. Glas. Over for sin verdensberømte Vin har Andaluseren kun Betegnelsen »meget ordenlig«, men over for Vandet falder alle Sprogets rige og kælne Tillægsord ham på Tungen. Og først og sidst dvæler han netop ved dette, at det intet koster men strømmer frit og overdådigt frem af Jorden - som Guds Gave til den fattigste.
1037 På en af vore Ture op i Bjærgene ved Granada talte jeg med en Husmand, som da han hørte om vor Rejse udbrød: »Det må være herligt at komme sådan omkring i Verden og smage de forskellige Steders Vand!« Og en Kone fra Granada, der havde været inde i Bjærgbyen Loja og drukket af Los veinticinco caños (en Kilde, der rinder af 25 Rør) for at få sin Mave i Orden, forsikrede mig, at hun tydelig kunde smage Forskel på Vandet i hvert af Rørene. Først pustede det hende op og voldte Oprør i Tarmene, men da det så havde fået Magten over det hjemlige Vand, følte hun sig så inderlig vel tilpas, og tilsidst, da hun havde drukket af alle Rørene, var hun til Mode som under en let Vinrus. Der er noget i denne sagnagtige Vandglæde, som peger ud over Naturforholdene her og Sydøst på - mod Sahara og Arabien.
1038 Denne lykkelige Overlegenhed stiller Almuen på væsenlig lige Fod med de besiddende Klasser og meddeler den en Selvfølelse og Værdighed i Forholdet til dem, som man skal lede forgæves om andet Steds. I dette »aristokratiske« Land er det den naturligste Ting af Verden, at Proletaren stanser Ministeren eller Adelsmanden på Gaden for at bede om Ild - og får den; vælter en Sælgekones Trækkevogn, er det en Selvfølge, at enhver der befinder sig i Nærheden lige til Kongen hjælper hende at samle Sagerne op; han kommer ikke i den Anledning i Avisen som Eksempel på Folkelighed - men han kom der, hvis han ikke gjorde sin Menneskepligt.
1039 Andaluseren, som har hele sin Livsglæde ubeskåren endnu under Forhold, hvor vi vilde lide, måske bukke under for Tilværelsens Tryk, vedbliver også at være Menneske hvor vi ophører at være det. Hundrede Tiggere, hundrede tjenende Ånder byder sig til overalt, men jeg har aldrig truffet nogen Lakajsjæl; Hundskheden og dens Reaktion Hovenheden er lige ukendte. Baggadernes Fattige falder aldrig på at logre for Betjenten på Hjørnet, de kommer ikke til at ryste ved at stå over for en kgl. Embedsmand. Og både Øvrigheden og Embedsstanden præges i deres Optræden af dette Forhold.
1040 De Dyder, en Andaluser har under gode Forhold, vil han som Regel bevare under slette også. Er han gavmild, kan Fattigdom ikke kvæle denne Egenskab, han vil altid have den Udvej at undvære selv; i Granada har jeg mange Gange set den heldige Tigger optræde som Giver over for den mindre heldige. Og har han intet at give af, så har han altid sin Person at stille til Rådighed. Den praktiske Nordevropæer, der har indrettet hele sin Tilværelse efter Priskurant, forbløffes undertiden af Andaluserens ublu Fordringer, men fuldt så ofte over den Uegennytte, der får den fattige til at følge én både en og to Mil gennem Bjærgene - og løbe sin Vej, såsnart man griber til Pengepungen. Her kan en fattig Kone gå hen på Torvet og sige til et Bybud: »Jeg skulde have en Kasse til Stationen, men jeg har ingen Penge; Gud vil betale Dem for det.« Og han bringer Kassen ud for hende.
1041 I København hedder det: Jo fattigere, des dyrere. De aller fattigste, som køber for to og fem Øre ad Gangen, betaler indtil 100% mere for Varerne end de velstillede - det betaler sig at spekulere i Armoden. I Andalusien gives ikke Rabat for større Partier; Købmanden vil som Regel besvare éns Henstilling med et -: Det vilde jo være Synd mod de Fattige! Og hvad mere er, der finder ikke det lumske Fradrag Sted for Skillingssalg, som synes at have vundet Hævd hjemme, og som indskrænker de Fattiges Mad til det halve. »Det er slet ikke så slemt at være fattig,« sagde en fattig Enke i Granada til mig. »Klokken syv kommer Malkegederne her forbi, så køber jeg for 2 Øre Mælk og får Glasset helt fuldt, som ellers koster fem - for de ser jeg er fattig. Ved Ottetiden kommer Gud i al sin Glans og lyser ind i mit Kammer så rigt, å så rigt, at jeg ikke behøver at tænde Kulbækkenet. Jeg kan høre mit Blod koge, sådan varmer Solen, og tra, tra - somme Tider danser jeg. Men ved Middag går Solen bag de høje Huse og her bliver koldt; men så går jeg hen til Kulhandleren og beder om for fem Øre Trækul - og får lige så meget som ellers koster ti, fordi jeg er fattig. Og hos Købmanden ligedan.«
1042 Og det er sandt nok. Jeg har stået hos Købmanden og set på, at den brunklædte Stodder ved min Side kun betalte halv så meget for Æggene som jeg. Ho, ho! tænkte jeg, jeg skal nok trækkes op, fordi jeg er Udlænding; og jeg påtalte harmfuldt Forholdet, med en Stemme der bævede af nordisk Retskaffenhed. »Men det er de Fattiges Priser, Mand!« sagde Købmanden alvorligt. »Så forlanger jeg også at betjenes efter de Fattiges Priser,« sagde jeg, fast bestemt på ikke at lade mig trække op under noget Påskud. Købmanden trak på Skuldrene og lod sig nøje; og jeg samlede mine Varer - let hoverende over min Sejr. Det ærgrede mig lidt, at Købmanden slet ikke skammede sig over at være greben på færsk Gærning i alle Kundernes Påsyn, og at disse nidstirrede mig som om jeg var Forbryderen; jeg nølede på Trods. Jeg så en tarvelig klædt Mand række Købmanden nogle Penge, veksle et Blik med ham og gå. Og idet jeg selv vilde gå, kom Købmanden hen, gav mig mine Penge tilbage og sagde: »Værsgod Hr., Æggene skal intet koste.« Jeg så forundret på ham. »Den Herre, der gik, udbad sig den Begunstigelse at måtte betale for Dem,« sagde han alvorligt. Var det Hån? jeg så rundt på de andre, de fortrak ikke en Mine, men bifaldt den fremmedes Handling med alvorlige Nik. »Men - men, det kan jeg ikke tage imod,« protesterede jeg. »Det er jo en ærlig Sag at være fattig, Mand,« sagde Købmanden og stak godmodigt Pengene i Lommen på mig, »eso es,« sagde de andre alvorligt - »det var et sandt Ord.« De var endelig kommet til det Resultat, at jeg måtte være ludfattig, på anden Måde kunde de ikke forklare sig min Optræden. Og de betragtede mig medfølende.
1043 »Nej her i Spanien er det gudskelov ingen Skam at være fattig,« sagde en Kunde medlidende, idet jeg gik. Som om det samme ikke gjorde sig gældende Nord på - blot man kan vinde noget ved det. Om denne Købmand nedsatte sig i København med sit Forretningsprincip, vilde han måske træffe meget få, der ikke med Glæde kaldte sig fattige for at få Del i de Fattiges Priser. Det er jo éns simple Pligt at være praktisk; man skylder Samfundet det - selv om de Fattiges små Fordele skulle gå i Løbet derved.
1044 Handel og Industri er ikke meget bevendt blandt Andaluserne; selv deres falske Penge må de have fra England, når de skal du noget. Men disse Mennesker formår alligevel i mangt og meget at tage Brodden af Tilværelsen for sig selv og andre - ved deres Fordringsløshed og Menneskelighed.
1045 Men der er Tilskikkelser, ingen kommer udenom, Sygdom, Døden!
1046 Andaluseren kan ikke fordrage Døden. Det kan vi vel egenlig heller ikke, men nogen stor Meningsløshed forekommer den os ikke at være, dertil er den for vel forberedt gennem hele vor Tilværelse. Vi indretter os på Hat med den allerede som unge og indlemmer den som naturligt afsluttende Led i Kæden af vore øvrige Genvordigheder; og hvad der ikke dækkes ad den Vej, laver vi Religion på. For ham derimod stiller den sig som en skærende Kontrast til Livet, de to lader sig ikke formæle i hans Bevidsthed, og han lukker Øjnene for alt, hvad der kan minde om dens Eksistens. Trænger den sig alligevel inden for hans Område, så ævner han ikke at tage den som Begreb, og hans Afsky for Døden bliver ensbetydende med en vis Kulde mod dem, der har bragt den ind i hans Verden - hans kære Afdøde.
1047 På Nordboere gør den Ligegyldighed, hvormed Andaluseren behandler de jordiske Lævninger af sine nærmeste, et uhyggeligt Indtryk. Tidligere blev Ligene altid besørgede ud af Byen om Natten; nu møder man i Kløften bag om Alhambra daglig Ligbærerne, seks fordrukne, pjaltede Individer, der slæber de Døde fra Granada op til Kirkegården i Bjærgene. De fire bærer Kisten, en uhøvlet, umalet Kasse lavet af tynde Fyrretræslister, med tommebrede Åbninger mellem hver Liste for at spare på Træet; de to bærer Låget og er Afløsere. Ved Afløsningen sættes Kisten ned midt i Hulvejens Søle på den bare Jord, og Liget ligger der ubedækket og stirrer koldt op i Himlen. Folk ser i Forbigående på det og gør en ligegyldig Bemærkning, Snavset fra Æslernes Hove stænker det i Ansigtet, Solen får dets kolde Hud til at dampe. Og Færden går atter opad, en skumplende, forsoren Ligfærd af skidne Pjalter, høje Råb og Ånde, der stinker af Sprit og Hvidløg. Oppe på Kirkegården anbringes Liget igen ubedækket på Jorden og venter - ofte timevis - på de Par Pårørende, der skal give Begravelsen Højtid. Skulde den Døde ikke have god Tid nu - han har altid haft det i levende Live.
1048 En Dag vi passerede Kirkegården, stod der netop et Lig i Midtergangen. På Afstand lignede det en Kasse Blomster og - ja, det giver jo altid et Sæt i èn, når Blomsterne forvandler sig til et lille Barnelig med halvåbne Øjne, rødsminkede Kinder, og fint pyntet som til Fest. Og ene! uden andet Selskab end de kåde Drenge, der har båret Barnet herop og nu løber og leger med Låget til dets Kiste. Uden for Kirkegårdsporten mødte vi to sortklædte Damer, den ene havde rødgrædte Øjne. Og længere nede på Vejen, i Nærheden af en lukket Vogn gik en Herre stundesløst frem og tilbage og læste i en Avis. Hans forgræmmede Udtryk og hele Situationen røbede, at han var Faderen og gik her for at adsprede sig - glemme.
1049 Flugt!
1050 Hjemme flytter man sine Døde med sig om man har Råd dertil, bliver ellers i deres Nærhed. Her flygter den Levende så vidt gørligt bort fra den By, der har berøvet ham hans Barn, hans Elskede. Jeg kender to Damer af god Familie - Søstre. Al deres Slægt er død, og de klemmer sig ind til hinanden som forladte Fugleunger, Savnet af en Moder er gået dem i Blodet og har gjort dem helt moderlige i deres Omsorg for hinanden; den ene har afslået et godt Parti, for at den anden ikke skulde stå ene i Verden. Og så siger de, idet vi taler om Byens smukke Kirkegård: »Ja, den er dejlig, og engang kom vi der meget. Men siden Moder døde for femten År siden, har vi aldrig været der.« Aldrig!! De vidste ikke engang, hvor hun lå!
1051 Disse Mennesker kan elske og bære Omsorg for de Levende trods nogen; man kan ikke beskylde dem for Hjærteløshed. Troløse mod Mindet er de heller ikke, ingen kommer lettere end de tilbage til Tanken om deres hedengangne Kære. Men som de voksede sig inderligt sammen med dem, ikke gennem fælles Sorg og Modgang men gennem fælles Glæde, må Mindet for at være kært være et Minde om fælles glade Stunder; og dets Vej går ikke tungt over Graven men bygger en Regnbuebro let og hastigt fra hvert Smil, hver Sangstump, hvert Dansekast, der møder dem på deres Vej. »Sådan ler min lille Karl også!« siger Moderen; »Sådan netop danser min Elskede!« udbryder den unge Mand. Ikke: »sådan lo - sådan dansede«, skønt Talen er om Døde men: »sådan ler - sådan danser«. For i Mindet må ingen Skygge kastes, allermindst den tungeste af alle - Dødens.
1052 Og så vidunderligt de formår at glemme! Gang på Gang kan man sidde over for en Moder og høre hende henrykt fortælle om sit Barns Vidunderligheder - til en eller anden udenoms Ubetydelighed pludselig bringer èn i Tvivl om, at Barnet lever. Spørger man så Moderen, brister hun i uhjælpelig Gråd - hun havde glemt den hårde Kendsgærning.
1053 Denne Glemsel, denne Ævne til Flugt er disse Solbørns eneste Værn mod Sorg og Modgang. De kan ikke kæmpe sig Styrke til gennem Trængsel, ikke gennem Ulykke hente sig dybere Syn på Tilværelsen - men de kan ryste det hele af sig, glemme. Som Blomsten og Fuglen glemmer og folder sig ud igen i hæftig Jubel, når Bygen er ovre og Solen atter skinner.
1054 Andaluseren er så lykkelig ingen Sjæl at have, han ligger ikke under for den Tvedeling, dette dualistiske System medfører. Hans Naturel er rent stofligt, det former sig aldrig selvstændigt som en Protest mod Omgivelserne, men går i ét med dem; og den Ånd, der udstråler fra ham, har ikke taget særskilt Form ved delvis Bekrigelse af Legemet og kræver ingen særskilt Eksistens ved Siden af eller ud over dette. Den spejler kun dets lykkelige Ligevægt og strømmer én i Møde som en Lovsang over det i sig selv hvilende Liv - som Rytme.
1055 Man træffer måske ikke så mange bedårende skønne Ansigter og forføreriske Øjne i Andalusien som Sagnet går, men man træffer megen Rytme. Den dvæler over Befolkningen som dens Sjæl, er bunden til Stede i selve Legemsbygningen og hviler tæmmet i den Fornemhed og Anstand i Holdning, selv Tiggerne og de Gamle lægger for Dagen. En ubeskrivelig Ynde er den fattigste Almuepiges naturlige Vuggegave; Rytmen brydes ikke hverken af den skødesløseste Stilling eller den voldsomste Sindsbevægelse, den kan ikke brydes, den er en Lov i Legemet, hvorefter hver enkelt af dets Dele ubrydeligt lejrer sig. Jeg har set en Tyrefægter, der hang spiddet på et Horn, løfte sig selv af og hoppe ned på Arenaen med det nydeligste Sæt, løbe nogle Skridt med Hånden på sit gennemborede Bryst og falde - altsammen så rytmisk smukt, som var det en Balletpræstation og ikke blodig Virkelighed.
1056 Morsomt er det at se timåneders Diebørn indtage Stillinger ved deres Moders Bryst, som skulde synes Udslag af voksent, beregnet Koketteri. Eller at iagttage legende Småbørn, hvis Bevægelser rummer netop de samme Tilløb til Dans og Nynnen, som kendetegner forelskede Syttenårspiger hjemme. Midt under Legen skrider en Bevægelse pludselig over den svage Grænse og bliver til et lidenskabeligt Dansekast, der forråder, at både Spændingen og Harmonien allerede er til Stede.
1057 I Dansen når den andalusiske Livssvulmen sit højeste Udtryk, og Rytmen blomstrer så overdådigt, at den dør deraf - som Bjærgets Agave. Hinsides den hede, hvirvlende Malstrøm af Lidenskabelighed, som Dansen er, ligger det dyriske; men i dens sitrende Rande leger Livsglæden i hoppende Ildtunger, og i dens Dyb skælver Livets Begær, hedt, purpuråndende som den dybe Farve i Kaktusblomstens Bæger. Andalusisk Dans kan ikke beskrives, den skal ses, ikke på en hjemlig Scene men her på Stedet, helst i Fattigkvarteret, danset af en Almuepige, der ingen Bånd lægger på sit unge Blod. - - -
1058 Man skal søge lykkelige Væsner blandt disse Mennesker, men ikke Filosofer. Når de er alene, har man Indtrykket af, at deres Tankeliv vegeterer som Børns, flakkende fra Indtryk til Indtryk. De taler højt med sig selv eller med Blomster, Dyr og Stene - lever med det altsammen. I Alpujarras' Landsbyer dyrker Almuen Silke, og dèr går Kvinderne på Regnvejrsdage og slår Kastanjetter for Silkeormen, for at den skal blive i godt Humør og få bedre Appetit. De slutter lige fra sig selv til Naturen om dem, så ét føler de sig med den.
1059 De gennemtænker ikke af egen Drift dette eller hint, men forelægger man dem et Problem, improviserer de på stående Fod en Opfattelse, der ofte er genial, altid radikal, men hvis videre Skæbne er dem i egenligste Forstand ligegyldig. Da de ikke kan tænke i milelange Tankerækker, er de ikke Pædagoger og belemres derfor ikke med Fordomme. Ene mellem fire kolde Vægge kun i Selskab med et nøgent Problem vilde enhver Andalusers Intelligens synke sammen som en lufttom Blære, men det letteste Tankeglimt i et Blik lyner igen i hans, og han svinger sig højere og højere under den ydre åndelige Påvirkning, skiftevis frugtbargjort og frugtbargørende - til Påvirkningen ophører. Så synker han igen ned i den stoflige Verden omkring ham.
1060 Hvordan denne altbeherskende Jordiskhed håndgribeliggør hans religiøse Forestillinger i det hele taget, skal jeg senere vise. Tilbage altså til Døden.
1061 Det fremgår af det foregående, at Andaluseren ingen indre Trang har til at skille sig ud i Sjæl og Legeme og følge Sjælen på dens Flugt bort fra Legemet. Trods al kirkelig Påvirkning ævner han end ikke at gøre dette Tankeeksperiment, der for den dummeste blandt os er som Fod i Hose. Over for Spørgsmålet om, hvad der skal vederfares ham hinsides Graven, har han kun en Skuldertrækning eller allerhøjst en Sætning fra sin Børnelærdom, men intet personligt. Legemet ser han for sig, glæder sig over dets Skønhed, fornemmer det som en Jubel. Men Sjælen begriber han ikke; går han end aldrig så flittig i Kirke, den bliver intet levende Led i hans Bevidsthed. Døden er da absolut, den dræber Legemet og overgiver det til Opløsning; den er altings Ophør.
1062 Ævner han ikke at følge sig selv længer end til Dødens Port, hvordan da andre? Kirkegården kan ikke drage, den er Livets store Losseplads, hvor det i Smug kaster sit Affald og skynder sig bort fra. For ti År siden var han måske nødtvungent henne og så sin Faders Kiste blive skubbet ind i en af Kirkegårdsmurens mange Skuffeåbninger. I Dag står han her igen, mens Graverne tager Pladen fra og skubber hans Moders Kiste ind som en Skuffe i det snævre Gemme. Faderens halvfortærede Rester mases mod Muren, idet den ny Kiste presses ind mellem dem, de dobler sig knasende sammen, rejser sig på Kant og kommer strittende frem ved begge Sider. Og rundt om ligger Gravene øde og vanskøttede, stundom hærgede af vilde Hunde, der graver dem af de Døde op igen, hvis Armod ikke tillod dem at komme ret dybt i Jorden. Hans Pietet ligger ikke her.
1063 Og hvis den gjorde, kunde det hænde, at det gik ham lige som Beppa. Hende havde Livet, siden jeg sidst så hende, faret så hårdt med, at hun vilde søge Trøst ved sin Mands Grav - »men det skal man aldrig gøre«. For skønt hun havde købt og betalt Gravstedet i dyre Domme, viste det sig ved hendes Besøg, at Kommunen i Mellemtiden havde solgt det til en anden Familie og kastet hendes Mands Lævninger i Knokkelbunken. »Og dèr har jeg ligget og beklaget mig for et fremmed Mandfolk i den Tro, at det var min Mand«, sluttede hun leende.
1064 Andaluseren har ingen Ævner i Retning af en Dødens eller Gravens Kultus; men Livet forstår han at dyrke til Gavns. Udover så langt Øjet når flagrer det i Solen på gyldne Sommerfuglevinger, lige op til Kirkegårdsmuren - og stundom ind over den også - i sorgløs Leg. Ikke altid skyr Solens Barn de Dødes Opholdssted; stundom samler han alle sine Pårørende og de går op på Kirkegården med Vin, Mad og Kastanjetter og fejrer et lille Bakkanal på deres Kæres Grav. Flere Steder har Øvrigheden måttet nedlægge skarpt Forbud mod denne Brug af Kirkegården.
1065 Det var da kun rigtigt, når den unge Pige, Beppa en Dag var med til at klæde, fik Dansesko, Pudder og Kastanjetter - Livsglædens Attributer - med sig i Graven.
1066 Hvor er vi Nordevropæere rige over for Døden! De fleste af os har sejret over den gennem Forvisningen om et evigt Liv; andre har i det mindste taget Brodden af den ved at lade Mennesket leve videre i sin Gærning fra Slægt til Slægt; få af os er så fattige slet intet at kunne imødese den med.
1067 Så fattig er Andaluseren, men hvor er han til Gengæld ikke rig over for Livet! Selv den fattigste Proletar kan sige: jeg har levet! og pege på sin Naturglæde, sin Menneskelighed, sin personlige Overlegenhed over for Småtterier. Man kan gøre Hundreder af Almuesmennesker opmærksomme på den smukke Natur omkring dem, og alle vil de føje deres Glæde til éns egen i rige, malende Udtryk. Ingen menneskelig Glæde bliver dem fremmed, fordi de er fattige.
1068 Deraf den menneskelige Fylde i deres Sind. Og da de ikke har ødt deres Tilværelse ved at gøre sig til sure Slaver for en uoverkommelig Mængde Småfornødenheder, kan Døden ikke komme en skønne Dag og snyde dem for deres Lykke - den nød de fra Dag til Dag.
1069 Måske noget derfor er Døden ikke dem så påtrængende et Spørgsmål som os, hvem den tvinger til en Løsning. I al Fald - de vinder en let Sejr over den ved deres glade sorgløse Sind og deres uforlignelige Glemsomhed.
1070 Dumas har sagt, at Afrika begynder ved Pyrenæerne. Det er rigtigt, men lige så rigtigt vil det være at påstå, at Evropa begynder ved Gibraltarstrædet.
1071 Anglo-germansk Kultur har sat sig for at erobre Sydevropa med dets rige Hjælpekilder og udmærkede Ågreplads for Kapitalen. Og så lidt denne Kultur hidtil har gjort sig fortjent af de mange - Folket, trænger den rask Syd på; man forbavses over, hvor meget af det ejendommelig sydlandske der blot på seks År har veget Pladsen for evropæisk Industri-Tankegang. Og man forbavses over, at denne Kultur, der bunder i Kulden og Tågen og består af tusend Surrogater for Sol og Varme, tør tage det op med Solen selv i dens eget Land.
1072 Men Industrien sejrer. Den kaster sine besnærende Frembringelser foran sig ind mellem Masserne, indfiltrer dem langsomt men sikkert i utallige Småfornødenheder og Luksusfrembringelser, fanger dem ind og lægger Selen på dem - som den har indfanget og lagt Selen på de hjemlige Masser og spændt dem fastere og fastere i Åget ved jævnt at øge deres udenoms Fornødenheder.
1073 Vi sætter uden videre Lykken i Antallet af rygende Fabriksskorstene; de Folkeslag, der hidser sig frem i Produktionsfeber, anser vi som en Selvfølge for Verdens første, der har Fremskridtet og altså Fremtiden inde. Er vi ikke så indpiskede af Kapitalens Doktriner, at vi mod vor Vilje går dens Ærinde alle sammen? Er den Dansker, der pligtmæssig passer en Maskine ti Timer om Dagen År ud År ind, i og for sig mere værd end den Andaluser, der ikke gør det og alligevel får Føden? ja for Kapitalen! Så har den første måske hjemme en pæn Stue fuld af Nips, hvor han aldrig har Tid at opholde sig, han har høj Hat og to Par Søndagssko - og bliver åndssløv, så snart han forlader sin Maskine. Det pligtmæssige Arbejde har fortæret hans Intelligens, for at udføre det har han måttet indlemme sig i sin Maskine, blive et Led af den, og han går i Stå, når den stanser ved Fyraften. Den anden har usle Klæder og får spartansk Føde, han ejer lidet eller intet inden for fire Vægge, men hele Verden uden om ham er hans, han har sin Intelligens, sine Sanser ubeskåret til at tage den i Besiddelse med. Hvem er bedst, hvem lykkeligst?
1074 Svaret er for så vidt ligegyldigt, som Kendsgærningen bliver den samme. Maskinkulturen breder sig med sit Trit, sin Dressur, sit efter moderne Forhold tillæmpede Slavehold. Af hver Million beskedne, selvtænkende Mennesker skaber den èn stor Mand og gør Resten til mer eller mindre velfodrede Arbejdsdyr. Italien er allerede erobret lige ned til Neapel, i hvis Indbyggere Begæret er vakt, men Mulighederne for en Tilfredsstillelse endnu ikke til Stede, så man ser en halv Million Menneskervælte sig rundt i umættet Nyttedrift og Erhværvsfeber, lave sig hver sit lille snurrige Åg og spænde sig i det, mens de venter på det store. Nordspanien og da navnlig Katalonien med Barcelona er helt evropæiseret; her findes store Industricentre, og Handelen drives efter moderne Principer. Der er dog allerede her en Tilbøjlighed for det Godtkøbs, og længere Syd på trives endnu kun Humbugsindustrien, begunstiget af Klimaet. Mage til, hvad Madrid kan præstere i Retning af at fabrikere og sælge Forfalskninger og Efterligninger af Fødevarer og Stoffer træffer man vanskelig i nogen anden evropæisk By. Denne By, der ligger midt på en stor nøgen Højslette og kun er Hovedstad af Navn, har måttet kuldlyse al Evropas Svindel for at kunne svare til de kosmopolitiske Fordringer. De af dens 500,000 Indbyggere, der ikke ernærer sig af Hoffet eller ved at administrere, lever af at lave Fødemidler af Kridt, Kaserner af Hulrum og Pindeværk, og bedårende Stoffer af Papmachè, festligt opstillede i Pragtbutiker med Forgyldning og elektrisk Lys.
1075 Andaluseren har Humbug nok i sine Butiker, de består så at sige ikke af andet. Men han fabrikerer den ikke selv og er både som Handelsmand og Forbruger for uerfaren til at kunne skelne.
1076 Han er vanskelig at erobre for den nye Kultur, alle hans Egenskaber, gode og dårlige, beskytter ham mod den.
1077 Har en andalusisk Udskiber sendt et Parti Vin til en Købmand Nord på, så kan denne om han vil gøre sig en Fordel af Andaluserens Mangel på Forretningssnuhed. Han telegraferer omgående, at Vinen ikke svarer til den opgivne Godhed, og Andaluseren undersøger ikke Sagen, men tror Manden på hans Ord og sender et nyt Parti som Erstatning. Opdager han, at der er Snyderi bag, så protesterer han ikke og søger ikke Domstolene; han viser Manden sin Hån ved at lade ham få Held til sit Snyderi, og trækker sig så tilbage - måske fra al Forbindelse med Udlandet.
1078 Der er i Sevilla ret anselige Butiker, hvor man ikke får Papir om sine Varer uden man beder om det. Andre har Færten af, hvordan det skal være og giver Papir men kun gammelt, brugt. Der er store moderne indrettede Butiker med Toiletrum og magelige Sæder til Kundernes Bekvemmelighed. Men beder man om Cheviot til en Mandsdragt, hænder det, at den Handlende kommer med en Damejaket - fordi den er nærmere ved Hånden eller han har sat sig i Hovedet, at den skal afhændes. Han begriber ikke den fanatiske Påstålighed, der stadig fører èn tilbage til dette dumme Cheviot, som befinder sig nede i Bagbutiken eller måske oppe på første Sal; han forsikrer, at han solgte det sidste i Går, og har ondt ved at skjule sin Glæde, idet han følger èn over Gaden hen til en Konkurrent. Disse Handlende spørger endogså med et Buk, om de ikke skal lade Budet bringe Pakken hjem til èn - og så bliver den rolig liggende, til man selv henter den.
1079 Købmanden her er ikke mere forhippet på at sælge end den marokkanske. Hyppig må man søge ham op i Nabolaget, han svarer, at han kommer straks, og går så videre i sin Passiar. Eller han sidder i sin Butik og spiser, og man må vente til han bliver færdig; kanske er han også midt i sin Avis - Tålmodighed. Ytrer man Utålmodighed, bliver han stejl - man kan jo gå. Når det falder ham ind, lukker han Butiken og går ud at spasere.
1080 Tyske Fabrikledere i Sevilla har sagt mig, at det næsten er umuligt at drive en Fabrik med andalusiske Arbejdere. De er for selvstændige, for egenrådige til at lade sig foreskrive en bestemt Arbejdstid; de er ikke dovne og kan godt arbejde Nat og Dag, denne Iver bestemmes blot ikke af Forretningens Travlhed, men af et Lune hos dem selv. Når det stikker dem, holder de blå Mandag og kan ikke med Guld købes til at lade være.
1081 Lidt Forandring er der dog. For nogle År siden måtte Andalusien tage alt sit Tyende fra Nordspanien, nu søges Pladserne for en Del af den andalusiske Almue. Men den medbringer sine Selvstændighedsbegreber og udgør en besynderlig Stab af tjenende Ånder.
1082 Kommer Herskabet og siger til Pigen: »Nu må De passe godt på Huset og Børnene, for vi skal ud i Eftermiddag,« kan det godt hænde hun svarer: »Jamen jeg skal selv ud, Frue.« Lige som det sker, at hun midt om Dagen forlader sine Gryder og går ud at spasere.
1083 Det vilde være ørkesløst at gå i Rette med hende. Er hun måske ikke lige så meget som andre, fordi de har flere Penge? og har Vorherre ikke skabt den smukke Dag, for at Menneskene skal nyde den? Et Forbud vilde intet nytte, da Andaluseren ikke anerkender noget som helst Herredømme over sig, ikke engang bøjer sig for de Forpligtelser, han frivillig er gået ind på. Straf vilde blot forhærde. - Hun går simpelt hen, og protesteres der, ryster hun det urimelige Herskab af sig. Men finder man sig i det, så er man et godt Herskab, og der stilles ikke store Fordringer til Mad eller Løn.
1084 Der er i Andalusien mange gamle Adelsfamilier, som hverken har at bide eller brænde. Alligevel holder de både Tjener og Pige, som bliver hos dem År efter År, skønt de aldrig ser noget til Løn og må kapre Føden ude omkring. Det omvendte indtræffer, at de forstrækker Herskabet af deres små Skillinger, opstøver Kredit for det, lyver, tigger, småsnyder på dets Vegne - kort sagt forsørger det. Til Gengæld forlanger de hele deres Menneskeværdighed overholdt - og den kan være stor.
1085 Tjenestepigen sætter sig ved sin Ankomst i Pladsen omhyggeligt ind i alle Husets Hemmeligheder; men hun bærer dem kun videre, dersom Herskabet fornemt søger at holde hende ude af dets Affærer. Hun synger hvor i Huset og når hun vil, blander sig i Samtalen når der er Fremmede, tager Ordet af Munden på Fruen for at give Herren over Næsen med det, er de voksne Døtres Forbundsfælle mod Forældrene i deres Hjærteanliggender og Fruens Fortrolige i de hemmelige Forbindelser, der findes bag næsten ethvert Ægteskab i de højere Samfundslag. Hun afhenter Fruens hemmelige Brevveksling på Posthuset, og hvis hun kan læse, åbner hun den under Vejs - så ivrig er hun for sin Madmoders Anliggender.
1086 Som Pigen er Fruens Fortrolige, er Tjeneren Herrens og tager sig af ham på lignende Måde. Også han har store Friheder, ryger sin Cigaret mens han serverer Maden, bander i Salonen, ligger bred i sin Herres Vindu og spytter ned på Fortovet.
1087 Tyendet, der trofast deler sit Herskabs Fattigdom, tager også for sig af Rigdommen; og heller ikke i dette Tilfælde gør det gode Herskab Vrøvl. Som Eksempel på Tolerancen i de øvre Lag kan nævnes, at andalusisk Tyende har det Lov på sig fremfor det øvrige spanske: at være tro som Guld i Pengesager. Denne Troskab viser sig ved nærmere Drøftelse at bestå deri, at Tyendet ikke plukker sit Herskab til Fordel for sig selv, men kun til Fordel for Forældre, et Barn, en Kærest - eller alle tre. Da alle Mennesker har en eller anden, der står dem nær, er denne Beskatning ret sikker, og den kan blive ganske følelig, da i Andalusien ligesom i Grønland hele Slægten slår sig ned og snylter på det Medlem, der har fået fat i en Smule Fortjeneste.
1088 Den Indfødte finder sig som sagt i det - med den ubegribelige Overbærenhed, som får Andaluseren til at se forstående ud også hvor hans Pengepung er stærkest i Fare, og som gør, at han aldrig jager nogen Tigger fra sin Dør med hårde Ord, skønt det ofte hænder, at hundrede Tiggere banker på hos ham på samme Dag. Udlændingen har vanskeligere ved at finde sig til Rette i det; navnlig kæmper den fremmede Husmoder en fortvivlet Kamp mod alle disse Tyendets Pårørende, der hænger i hendes Køkken Dagen igennem, spiser hendes Mad og går i hendes Kjoler. Men hun overgiver sig til sidst og bliver båret på Hænderne af disse letlevende Væsner, der græder højt, blot hun er lidt nedslået, synger når hun smiler, nedbeder alle Himlens og Jordens gode Gaver over hende og selv er rede til at gøre alt for hende. Ganske vist tager de uden Forlov Forskud på deres Part af de gode Gaver, og ny Godvilje får dem ofte til at glemme at omsætte den gamle i Handling. Men det er ene og alene en Fejl i det formelle - og kun set fra et evropæisk Synspunkt.
1089 Andaluseren er en dygtig Arbejder i fri Luft, Jorden hernede bærer Vidne om det til Overflod. Giv ham en nøgen stejl Klippeskråning, og han vil hugge den ud i Hylder, bære Jord derop på sin Ryg og plante i den. Milevidt borte vil han hente den spinkle Stråle af en Kilde, lede den over Bjærgene i enkle, men snildt anlagte Kanaler og overrisle sin Skråning med den; og lige som Kineseren samler han omhyggeligt Landevejens Gødning op. Hans Teknik er primitiv, Redskaber og Fremgangsmåde minder ofte om det gamle Testamente - Ploven er en spids Stang, Vinen presses med Fødderne. Men hans utrættelige Slid og hans Hænders Nænsomhed lokker Rigdom op af Jorden. Staten tager Udbyttet i de få Tilfælde, hvor Jorden er hans egen, ellers går det i Godsbesidderens Lomme. Men han bliver ved alligevel - han elsker Jorden.
1090 Han egner sig blot ikke til at lukkes inde på en Fabrik og indlemmes som Led i Maskineriet; han vil gå sin egen skæve Gang og lave Kludder i Værket. Han mangler den Tugt, som Modgang og hårdt Vejrlig giver.
1091 Og han hader Tugt og Underkuelse. Han gør villig Plads for de elendigste af sine Medmennesker, benytter sig aldrig af sin Stilling til at plante Foden på Nakken af nogen. Sine Børn opdrager han med Kys og Kærtegn og Kys igen til at blive lige så egensindige og uefterrettelige men i Grunden gode som han selv er.
1094 Mellem Husmænd
1095 Dag for Dag har vi siddet, fra Morgen til Aften, på de høje Toppe, som omgiver den smukke Bjærgby Loja, stirret langt ud i Rummet, hvor Ørne sejlede over fjærne Bjærge, og nydt den soltindrende Luft og Bjærgstilheden, der forsødedes ved Bjældernes dyssende Velklang og dybedes ud af det fjærne Kog fra Vandfaldene i »De to Helveder«. Tinderne har deres egen sprøde Klang når Solen bryder Nattekulden, og langt nede i den fredfyldte Dal styrter nu og da et Tog sig som en hylende Djævel ind i Tunelens Mørke. Som en Nerves pludselige Dirren jager det gennem Stilheden, strejfer os just med en fjærn Anklage fordi vi intet udretter - og bliver borte i Solglansen. Og vi prøver at stable en Smule Racestolthed på Benene i Anledning af dette Tog, som vore har opfundet, og at se ned på dette Folk dernede, som intet har opfundet - ikke engang en Smule Indremission. Men blot vi står over for en af Bjærgenes Hyrder, ramler det hele sammen. Vi elsker simpelt hen disse Mennesker og misunder dem, og vor eneste Ærgrelse er, at de ikke misunder os igen; vi er dem fuldstændig ligegyldige. Men de skjuler denne Ligegyldighed under en ubegrænset Forekommenhed, for vi er jo deres Gæster.
1096 Og nu er vi så på Vej til Granada til Fods. Lige under os ligger den store Vega, seks Mil i Tværmål, helt omringet af Bjærge, og i Slettens modsatte Rand ses Granada som en grå Plet op over Bjærgsiden. Vi følger Bjærgene i deres Bue og beholder Sletten på højre Hånd.
1097 Der er Travlhed overalt, skønt Solen endnu ikke er oppe. På Bjærgenes Nordside går Mændene med lange Kæppe og slår de sildige Oliven ned, mens Kvinder og Børn ligger og samler dem op. På Sydsiden vokser der Hvede under Oliventrærne, og krumbøjede Mænd er i Færd med at tynde den ud i Totter med et lille Skrabejærn. Ved de små Brug ligger hele Familien og arbejder i Jorden, men over de store Godsarealer går Arbejderne i lange Rækker, og efter dem følger en Opsynsmand støttet til en tyk Stok. Når det passer os, forlader vi Bjærgvejene og følger Banelegemet, der bærer Vidne om stærk Færdsel. Det fører os gennem stumpede Tuneler og over en Afgrund, i hvis Bund Floden skummer; oppe for Enden af Dalen ser vi den brede sig ned over Klipperne som et sølvgråt udslagent Hår.
1098 Rundt om vælder Vandet frem af Jorden, undertiden i Gylp så store som en Bordplade; det er los nacimientos, Lojas berømte Væld. Nogle af dem gylper varmt Vand op, og talrige Almueskvinder står ude i dem og vasker, nøgne til Hofterne. Og vi passerer andet Vand, der hentes langt borte fra over Bjærgene i lukkede Kanaler eller åbne, brede Løb. Som et fint forgrenet Årenæt spredes det ud over Bjærgsiderne til hvert Frugttræ, samles atter og løber videre for at bredes ud som et Spejl over en udplaneret Kornmark, en anden dybere nede og en til - en hel Trappe af horisontale Spejlflader nedover. Men det slipper ikke endnu; dernede samles det overskydende Vand atter, driver en Stampe og længere nede en Mølle, føres uden om Bjærget til en dybere Dal og begynder forfra igen. Og overalt, hvor Vandet rinder, skyder der Rigdom frem af Jorden. Den går i de store Godsbesidderes Lomme derinde i Byerne, og Menneskene her er lige fattige.
1099 Næsten al Jorden er i Hænderne på Folk, som lever deres Liv i Madrids, Sevillas eller Granadas Paladser og ofte slet ikke aner, hvor deres Ejendom er beliggende eller hvordan den ser ud. Jorden drives stundom i stor Stil ved Hjælp af Godsforvaltere og Daglejere, hyppigst er den udstykket i Gårde og Huse, der fæstes bort for en Årrække ad Gangen. De fleste af disse Fæstere har aldrig set Ejeren men kun hans Opkræver; det påståes, at den andalusiske Godsbesidder tager oftere til Paris end ud til sine Ejendomme.
1100 Høje Fæsteafgifter i Forening med Bytolden, som tvinger Produktionsprisen nedad, og trykkende Skatter gør, at Jordbrugerne trods megen Flid sjælden hæver sig ud af de Fattiges Lag. Fattigere er dog de jordløse Arbejdere, der dyrker Godsets Marker. De bor i usle faldefærdige Landsbyer på 10-30000 Indbyggere, kun adskilte fra Hungersnøden ved én Dags Fortjeneste. Godsforvalteren kommer hver Morgen ind på Landsbyens Torv, dèr stiller de sig op, der trænger til Arbejde, og han gør sit Valg for Dagen. Daglønnen er 50 Øre til 1 Krone og en gaspacho: en Læskedrik bestående af Vand, Eddike, Olie, Salt og Peber, rørt koldt sammen. Den uddeles Kl. 12 og udgør sammen med det medbragte Brød hele Middagsmaden. Før Arbejderen gik til Markedet, havde han sat en Ret Bønnesuppe til Livs, og om Aftenen når han kommer hjem, får han atter Bønnesuppe. - -
1101 En stenet Vej skærer sig under Banelinien, egenlig et udtørret Flodleje. Idet vi passerer Broen, farer en stor Hund ud af den mørke Tunel foran os, og derinde står nogle høje skumle Mænd om et Bål. Røvere! jager det igennem mig, og vi drejer af og vil stige ned i Flodsengen for at undgå dem. Men de spærrer ivrigt protesterende Nedgangen for os og tvinger os med ind i Tunelen. Det er Jægere, der er i Færd med at riste en Hare og holde Frokost; de søger Harens Hjærte ud, skærer det i Stykker og byder os det på Spidsen af en stor andalusisk Mavesprætterkniv; vi spiser og bliver virkelig modigere deraf. Så drikker vi af Halsen på deres fælles Vindunk og får Lov at gå, med mange elskværdige Ønsker fra deres Side. De er helt oprømte, fordi de har kunnet give os Del i deres Måltid, og tilbyder at følge os gennem den mørke Tunel.
1102 Så er vi igen på Stien, der løber op og ned mellem Skrænten og de vidtstrakte Olivenskove, eller på en kalkstøvet Vej, hvor tohjulede Oksekærrer slingrer af Sted, overspændte med en Tøndehvælving af Lærred. Okserne passer selv Vejen, og inde på Vognens Bund, der næsten slæber langs Jorden, ligger Kusken på Maven og synger Kærlighedssange. Ved hvert Vinhus stanser Okserne af sig selv, Kusken kravler forundret frem, ser spørgende på Dyrene og Omverdenen og går så ind og får sig et Glas til fem Øre.
1103 Vi har sat os på Vejkanten uden for en Rønne for at hvile. En gammel Kone kommer straks efter rokkende ud med et Par Stole til os. Men da den unge Kone kommer og ser det, skænder hun: det ligner ikke noget at byde Folk til Sæde på den bare Vej! vi må indenfor. Huset har kun ét Rum; i den ene Halvdel er der åben Arne og Dagligstue, i den anden Sovested og Stald til en Ged og et Æsel. Mens vi taler med den unge Kone, stirrer den gamle ufravendt på os og bevæger Læberne.
1104 »I kommer langvejs fra?« udbryder hun endelig.
1105 »Å ja, ikke så helt kort.«
1106 »Så har I vel set Havet - kanske også foret på det? Det er vel en besynderlig Ting det Hav? Er det sandt, at det går rundt om hele Jorden og kan rejse sig lige som en gal Tyr og stange Skibene ned? Pedro Æseldriver har været oppe på Toppen af Sierra Nevada og set Havet, men han lyver. Han siger, at det er flydende Guld, og at Solen kommer lige op af det. Men jeg siger: det er Løgn, lille Pedrico, for Guld er hårdt, og Havet er Vand al den Stund én kan bade sig i det og drukne. Og så måtte Solen jo da slukkes.«
1107 Hun har haft en Datter, som er druknet i Havet, erfarer vi, oppe ved Nordspaniens Kyst. Derfor beskæftiger Havet hende så meget. Men der er ingen her i Bjærgene, der kan fortælle hende hvordan det er, andre end Pedro Mulæseldriver, som har set det fra Sierra Nevadas Top - og han lyver. Men vi har jo sejlet på det, og badet i det oven i Købet, lige som hendes Datter dengang hun druknede - og hvorfor skulde vi vel lyve. Hun indsuger hvert Ord og gør Bevægelserne efter, da jeg fortæller hende om Svømning; og pludselig udbryder hun stærkt: »Ja, hvem der dog kunde se det og kanske stikke sin Hånd i det - for det kunde da aldrig skade èn? Sommetider når det er Uvejr og jeg ikke kan sove, ser jeg op på Tordenskyerne og tænker: sådan er vist Havet også - og så græder jeg for min Datter, som har det så ondt. Men når så Himlen er rolig og blå igen, tænker jeg, at sådan må Havet også være, og bliver glad, så glad ved Tanken.« Hun nikker fortrøstningsfuldt hen for sig, og vi giver os igen på Vej.
1108 Som alle Rejsende har vi vor lille Pashistorie. Under almindelige Forhold er et Pas en meningsløs Genstand, det koster Penge og det svækker Spændingen ved at rejse, idet det tilintetgør enhver Mulighed for at opleve noget æventyrligt - alle kedelige Politiånder våger over èn. Jeg lod da Pas være Pas, dengang vi rejste, og stak i Stedet to Koppeattester i Lommen, som vi alligevel havde liggende fra vi var små. Det har dog sin Interesse at se, hvad sådan en Lap Papir virkelig er værd når det gælder, og jeg må indrømme, at Attesterne bestod Prøven. Skønt der har været Kopper de fleste af de Steder vi har opholdt os i Andalusien, er vi gået fuldstændig fri.
1109 Men nu skulde vi altså gå til Fods, og så var et Pas uomgængelig nødvendigt, det sagde alle os, Konsulen i en af Havnebyerne også. Men et Pas turde han ikke udstede. Jeg skrev så hjem til en Ven, og han gik til Paskontoret og fik det vise Svar, at jeg selv måtte komme hjem og fremstille mig for den høje Øvrighed.
1110 Men når alt kommer til alt er Øvrigheden ret overflødig - som alt hvad der er af Gud. Jeg gik om Bord til en dansk Kaptejn, der lå i Cadiz' Havn, og lånte et russisk Udklareringsbevis af ham. På det står der, at jeg er et Barkskib, laster 530 Tons, hedder »Marianne« og går ballastet fra Riga til San Fernando efter Salt. Hvergang vi møder en Gendarm, knapper jeg på lang Afstand Trøjen op, og da de ikke selv gør Mine til at forlange vore Papirer, pånøder jeg dem Udklareringsbeviset. Så bevæger de Læberne, som om de læste de russiske Kragetær, og rækker os Papiret tilbage med et beskyttende Nik; og vi morer os godt længe efter.
1112 Det er blevet hen på Eftermiddagen. Vi kan vel have gået Halvvejen og søger fra Bjærgene ned til Vegaens Rand for at tage med Toget Resten af Vejen til Granada. På Stationen møder vi en Bekendt fra Sevilla, Don Louis, en af det Revolutionære Partis Ledere i Sydspanien. Den smukke, men altfor soignerede Mand, der stråler af Guld og Diamanter og Velplejethed, skal ind til Bjærgenes Fattige og agitere for Samfundsomvæltningen; og han foreslår os at tage med op til Landsbyen X, hvor der skal dannes en Aflægger af Føderationen.
1113 Der holder en tohjulet Kærre ved Stationen for at hente ham, og vi gumper op i Bjærgene igen, trukne af et anatomisk Skelet, som Kusken påstår er et Muldyr. Lidt efter bekræfter Dyret selv dette ved at få Kuller; midt på en stejl Skråning stanser det pludselig, går baglæns og forsøger at styrte os ud over Afgrunden. Vi redder os og Dyret ved at kaste os af Vognen og holde igen i Hjulene. Det lader til, at Bjærgboerne er vant til den Slags Afbrydelser, for Øjeblikket efter sidder Kusken og hans Ledsager igen på Forsmækken og beder os stige op.
1114 Lidt neden for Landsbyen tager to Husmænd imod os. Det er udpræget andalusiske Bjærgbønder, magre og glatragede, iført bredskygget Hat, Skærf og Rebsko, letfodede. Den ældre hedder Pedro R. og er Formand for Jordarbejdernes stedlige Organisation; han er 55 År, høj og kraftig og har et stort Ansigt med uforstyrrelig rolige Træk - han ligner en Vestjyde. Den anden, Alfonso M., er Leder af de Revolutionæres Agitationsudvalg. Han er 26 År og spinkel, springer mere end han går, og har et barnligt Øboansigt med sværmeriske Øjne. Lidt indfaldent ved Tindinger og Kindben tyder på Fanatisme, og Don Louis hvisker til mig, at han er fanatisk Anarkist.
1115 Der er en tredje også, en smilende Olding, hvis Krop Slid eller Nød har krøget, så den fra Hofterne bøjer sig vandret frem over Jorden. Også han er imidlertid let til Bens og følger os hele Eftermiddagen om i Bjærgene, idet han smilende gentager alt hvad der bliver sagt - som et stort Barn. Han går i Barndom, men de andre to viser ham meget Hensyn. Ved vor Ankomst kigger han ned i Vognbunden og ser spørgende rundt på os. »Og Mauserne?« siger han.
1116 Don Louis ler: »Ved du, at det i Dag er 30 År siden, I erklærede Republiken, Josè?«
1117 Oldingen nikker hen for sig: »Skulde jeg kanske glemme det, når jeg selv var en af Hovedmændene her i Bjærgene.«
1118 »Ja,« siger Alfonso, Anarkisten, leende og gør et Hop, »- og nær var blevet en af de hovedløse også. De havde ham stillet op mod Fjældvæggen derhenne sammen med en Del andre, som også skulde skydes, men han slap fra dem ved et Uheld.«
1119 »Ja jeg gjorde såmænd - og sprang i Bjærgene År og Dag uden at sove under Tag, lige til Amnestien kom. Det har sat sig her!« Han lægger Hånden op på sin Lænd.
1120 »Nå, og forberedte I så Affæren ved at køre rundt med en Vognfuld Mauser-Geværer ved højlys Dag?« spørger Don Louis plirende.
1121 »Naturligvis gjorde vi ikke det; vi var da ikke dumme heller,« svarer den Gamle stødt.
1122 »Men det er vi heller ikke - altså Tålmodighed!«
1123 »Ja vist så, Don Louis, Tålmodighed - blot man ikke var de firs. Men en skønne Dag så -«. Han bevæger Hænderne som var de et Legeme, der slog Kolbøtter ned ad Bjærget og endte på Kirkegården dybt nede.
1124 Disse Husmænd bærer Jordens Udtryk som vore egne - dens Ro, dens Soliditet. Men ikke dens Tynge, den klæber dem ikke i Fodsålerne. Som de går der og drøfter Tilstanden med Akademikeren Don Louis, består der kun en rent ydre Forskel; de er lige så fri, taler samme rene billedrige Sprog, uden Dialekt og uden at famle efter Udtryk.
1125 Og os - de Fremmede - omgiver de fra første Øjeblik med en Velvilje, en forfinet Hensyntagen, som skulde forudsætte mange Slægtled af nedarvet Adel. De leder Samtalen ind på vore Enemærker for at vi ikke skal kede os, plukker Blomster til min Hustru, udsøger Vejens bedste Steder for os. De påstår, at vi bestemt må trænge til noget, inden vi når op til Byen, og at en af dem skal løbe i Forvejen og hente det; vi veksler indbyrdes et Par Ord om, hvor smukt et blomstrende Mandeltræ oppe på Klipperne står til den blå Himmel, og Alfonso klatrer derop og henter en Gren til os.
1126 Landsbyen X hænger midt på Sydsiden af Bjærget. Den består af Hytter, der synes klinede til Bjærgsiden, og har 25000 Indb., 5 Præster og ingen Skolelærer. Som de fleste større andalusiske Landsbyer har den elektriske Lys, der frembringes ved Vandkraft. Dette Fremskridt er et Barn af det altfor store Bagstræb, idet en Pot Petroleum som Følge af Spaniens uhyre Told på alle Nødvendighedsartikler koster en Frank - 4 Gange så meget som hjemme. Men Elektriciteten er ikke nået fra Gaden ind i Hjemmene. Dèr sidder man fremdeles og famler ved Skæret af en Olievæge, der møjsommeligt antændes med Fyrstål og Tønder - fordi Staten skal have 5 Mill. Frank ind årlig alene i Afgift af Tændstikker. Ganske ejendommeligt virker det at se et Menneske stå et helt Kvarter og hamre Fyrstålet mod Flintestenen for at få Ild til sin Cigaret - lige under den selvtændende Glødelampe.
1127 Der er ingen Borgerstand i denne By, som dog i Folketal kommer på Siden af vore større Provinsbyer; hele Befolkningen lever af Jorden, det store Flertal som Daglejere. Men i Landsbyen findes en Stand, man ikke ellers træffer i Andalusien - jordejende Husmænd. Tre af dem har vi gjort Bekendtskab med, og oppe ved Byen venter flere os og følger os hen til Kroen, hvor der er dækket til os: Svinekød i Tomat, Spejlæg med Spegepølse til.
1128 Mens vi spiser, underholder Husmændene os. En af dem fortæller, hvordan det gik ham, før han fik sit eget: Han arbejdede for en større Fæstebonde nede på Vegaen og fik 50 Øre om Dagen, med dem skulde han forsørge Kone og seks Børn. Efter Fyraften gik han hver Aften de halvanden Mil ind til Granada og tiggede på et Hjørne af Strøget til Midnat; derved tjente han andre 50 Øre, og det slog nogenlunde til til Familiens Underhold. Men Søvn blev der ikke meget af, og de tre Mils Gang hver Nat satte sig i Benene. Og en Aften var hans Plads optaget af en anden Tigger, der havde et Dækken viklet om Hovedet for Kulden. Han blev så rasende, at han fòr løs på Manden og rev Dækkenet af ham; og så var det hans egen Husbond, der havde hørt om de 50 Øre og nu vilde tage dem fra ham. Han gik ikke derhen mere for ikke at gå sin Husbond i Vejen, men sin Afsked fik han alligevel.
1129 »Det er den Slags Ting, der gør Folk til Revolutionære«, siger Don Louis hæftigt og slår ud med sin hvide, ringprydede Hånd. »Jeg var i Madrid forrige Uge, hvilken Rigdom dèr er ophobet på enkelte Hænder, og til Gengæld hvilken grænseløs Armod hos de mange! Samfundet må briste under al den himmelråbende Uret - vi har snart Revolutionen«. Han ser overbevisende fra den ene til den anden, og de nikker tillidsfulde og dystre - den må snart komme! Så går der et lyst Erindringssmil over hans Ansigt. »Det var mig en dyr Tur«, siger han og ser sig om med barnagtig Vigtighed, »den kostede mig over 5000 Frank - blot på en Uge, og jeg var ikke i Seng nogen Nat. Jeg kan mærke det endnu«. Og han gaber overstadigt som en pralende Konfirmand.
1130 »5000 Frank!« gentager de beundrende mellem sig, medens han bøjer Hovedet med et beskedent Smil. »Så mange Penge har jeg aldrig set på én Gang!« siger én, og de ler og ryster på Hovedet ad en sådan Ødselhed.
1131 Måltidet er forbi. Don Louis skænker et Glas Vin og rækker en af Mændene det sammen med en Skive Spegepølse; Manden drikker lidt af Glasset, det skænkes fuldt igen og går til den næste med en ny Skive Pølse. Også han nipper lidt, der skænkes atter i o.s.v. Omgangen rundt, til det kommer tilbage til Don Louis, der tømmer denne Kalk uden at blinke. Jeg skyder Hjærtet op i Livet og gør lige som han. Men da Glasset kommer tilbage med sit mindre lystelige Indhold, lader den sidste det i udsøgt Galanteri gå ikke til mig men til min Hustru. Hun sender mig et bønligt Blik, men hele Turens Udbytte afhænger af, om hun er Stillingen voksen i dette Øjeblik, og jeg ser ubønhørlig ud. Så tømmer hun Bægeret og gør sig et Ærinde udenfor.
1132 Intet kan være mere berettiget end den Stolthed, hvormed Husmændene førte os ind i Bjærgene og viste os, hvad de havde udrettet. For tyve År siden solgte en Godsejers Arvinger de nøgne Bjærgsider her og beholdt blot den frodige Vega nede i Lavningerne. Kommunen købte Klipperne og udstykkede dem i små Arealer, som overlodes Landsbyens Fattige mod et ringe årligt Afdrag. Mange meldte sig, fordi de vilde føle den sjældne Glæde at være Jordejere, og gik fra igen. Men nogle Hundrede tog det mere alvorligt og gav sig til at slide i Fjældsiderne. Overalt hvor der havde dannet sig lidt Muld plantede de; de sprængte Klippens Overflade, knuste den med Hammere og blandede den med de Antydninger af Jord, som Mos og Småkravl i Tidernes Løb havde aflejret. Eller de opsamlede ved Hjælp af Dæmninger det forvitrede Stof, Regnvandet fører ned fra de stejle Klipper, og blandede det med Muld hentet langt borte på Æselryg. Nu svæver her Mark ved Mark 5000 Fod oppe over Havet, indrammet af skarpe, blårøde Klipper; halvvoksne Figen-, Oliven- og Mandeltrær spætter Bjærget med Grønt og Blomster og synes mange Steder at suge sig Næring af selve Klippen.
1133 »Så meget koster det endnu at blive besiddende Husmand i Spanien«, siger Don Louis. »Men når vort Parti nu sejrer, bliver det anderledes, så indfører vi en Lov som gør alle dem, der arbejder med Jorden, til dens virkelige Ejere. Sandelig, i Øjeblikket har mine Fæstere det langt bedre end I«.
1134 Det fremgår, at han har arvet en stor Landejendom nede ved Murcia efter sin Fader, og at Fæsterne nu ved Ejerskiftet skal betale større Afgift, da den gamle var altfor lav. Dette Forhold synes imidlertid ikke at gøre noget Skår i Styrken af hans Teorier eller overhovedet at berøre dem, så lidt som Tillidsforholdet mellem ham og de andre anfægtes deraf. De er Andalusere.
1135 En tydelig Forskel er der dog på disse Husmænd og Landsbyens øvrige Beboere, der tror om dem at de har Bøsser gemt inde i Bjærghulerne. De er det bevidst revolutionære Element og søger sammen. Den Fortrolighed hvormed de omgikkes indbyrdes og de lange kolde Blikke, de øvrige Beboere sendte efter dem når de i Klynge gik ned ad Gaden, tydede på, at de var en egen Kaste inden for det lille Samfund, at man dels misundte dem, dels holdt sig tilbage fra dem for ikke at blive rodet op i noget. Tilmed har de så dannet en Aftenskole, hvor deres Børn og unge kan lære at læse og skrive, mens de andre må nøjes med Præsternes mundtlige Religionsundervisning; de fleste af de ældre har også lært sig selv at læse, og de har en Avisklub, som holder anarkistiske og socialistiske Blade. Så har de mere eller mindre sagt sig løs fra Kirken, og enkelte af dem som Alfonso M. ligger i åben Krig med den. Dette fredelige Menneske bliver rasende, blot han tænker på en Præst; al den Uret Præsterne har øvet ved at holde det spanske Folk nede, synes at have bundfældet sig i ham til et Had så stærkt, at det gør ham konsekvent. Han siger ikke den almindelige spanske Hilsen: Gå med Gud! men Sundhed! og når han møder Sakramentet, blotter han ikke Hovedet men tager hellere sin Straf.
1136 Da vi passerer forbi et Trækors, Præsterne har rejst på en fremspringende Klippe over Landsbyen, sparker han det omkuld. Don Louis opmuntrer ham med Bifald, men den ældre besindige Pedro, Formanden for Jordarbejdernes Organisation, rejser atter Korset og sætter ham alvorligt i Rette. »Husk på, du er peget ud«, siger han, »ved den mindste Urolighed kan du komme til at stirre ind i en Gendarms Bøsseløb. - Og vi kan dårlig undvære dig«, tilføjer han stille.
1137 Alfonso gør et kådt Spring. Han har røde Pletter i Tindingerne. Men pludselig bliver han stille. »Tilgiv mig, men jeg kan jo ikke selv gøre ved det«, siger han nedslået og omfavner Pedro.
1138 Hvor er de naive, disse Mennesker, tankeløse og uerfarne. De regner - måske ikke helt med Urette - på at kunne rejse 50,000 Mand i Provinsen Granada; men de mener at 2000 Geværer er nok til at erobre Provinsen med. Der samles flittig ind til Anskaffelsen af disse Våben, og Don Louis fortæller med hemmelighedsfuld Mine, at han allerede har anskaffet 500 Mausere, som findes gemt i en gammel Rønne i Granada. Den Dag det skal gå løs, indbyder han alle Granadas Garnisonsofficerer til Aften hos sig, låser Dørene på det aftalte Klokkeslet og siger: »Mine Herrer, Landet er i de Revolutionæres Hænder, De er mine Fanger!« Husmændene lytter til ham med tindrende Øjne; de gennemskuer ikke hans Fraser, og måske gør han det ikke engang selv. Og mig, som de ser for første Gang, viser de de vidtstrakte Bjærghuler bag Landsbyen, som rummer deres Våben og skal være deres Tilflugtssted, hvis det slår fejl.
1139 De tager denne Mulighed så let i deres Mund som var det hele en Spas; men det er ramme Alvor. Spanien er ikke ukendt med Revolutioner, intet andet evropæisk Land kan opvise blot tilnærmelsesvis så mange. Nationen er vokset op med denne Løsning for Øje, og det stemmer med dens Temperament at foretrække den pludselige Omvæltning for den langsomme Udvikling som den slet ikke kan fastholde. Navnlig Andaluseren mangler det sammenhængende Udsyn, som giver passiv Udholdenhed; han fatter ikke Nytten af at agitere og stemme og håbe på den fjærne Dag, da hans Parti kan blive Flertal i Regeringen. Han føler blot det fortvivlede i den nuværende Tilstand og vil have en Ende på det hurtigst muligt - Revolutionstrangen er ham i Blodet som en bestandig Feber. Der er hver Dag Tumulter så ét Sted så et andet, et Par Mand skydes ned, måske også nogle Kvinder og Børn, en Gendarm såres eller dræbes. Man kan bo i samme By og ikke ane det før næste Morgen man læser Hovedstadsbladenes Telegramer, så dagligdags er det. At det ikke blusser op over det hele på én Gang, skyldes blot manglende Organisation.
1140 Men det er sket før og kan ske igen, at Organisationen rækker til en almindelig Rejsning; så mangler blot alt det, der skal give Revolutionen et heldigt Udfald: Midler, Våben, pålidelige Anførere. Don Louis og de andre - mest velstillede Levemænd der har trængt til noget at lege med - melder sig fra, når det kniber; de mest praktiske blandt dem lader sig købe af Regeringen. Og Folket kan lade sig skyde ned som Får, med den vidunderlige Dødsforagt der er Spaniere egen. De overlevende vil pønse på en ny Revolution, men uden at være blevet klogere af Erfaringen. Sådan er det hidtil gået, og sådan vil det vel gå igen. -
1141 Hver Husmand har påtaget sig at bringe en Landarbejder med, og om Aftenen samles 2-300 Mand i Arbejderbygningen - et stort nøgent Rum, på hvis Loft Aftenskolen holdes. Alfonso M. lægger for med en kort, men kraftig Tale om Ulven (Kapitalen) der har fået et Ben i Halsen, og Storken (Arbejdet) der trækker det ud for den. Ulvens Svar til Storken, da denne vil have sin Betaling: Havde jeg ikke dit Hoved mellem mine Tænder? Og jeg bed ikke til - altså kan du takke mig for dit Liv! virker som Tændstof i Forsamlingen. »Sikken en Røver! han skulde rigtignok halshugges!« udbryder de om Ulven og mumler fra Mand til Mand; de hjælper Taleren med Udlægningen, giver kraftige Stikord, snakker ivrigt med hele Tiden.
1142 Så springer en 17-årig Handelslærling op. For et År siden blev han fanget nede i Jerez som Oprørsstifter, mishandlet af Gendarmerne og sat i Fængsel i Rio Frio, hvor han sad flere Måneder; nu er han på Færde igen. Han angriber Præsterne, der er grisede, dovne, uvidende, kulturfjendske - og beviser i smældende Sætninger, at alle store Mænd har været Hedninger. Han har Barnets bløde, uudviklede Træk og Former, hans Ansigt stråler af barnlig Glæde, da de tilklapper ham deres stormende Bifald. Han synes at have fået den svulmende spanske Veltalenhed i Vuggegave, alle Sprogets mest oprørske Fraser glider dette Barn let over Tungen; man har en Fornemmelse af, at han er et Medium og ikke selv aner hvad han siger.
1143 Don Louis lægger ud med et Angreb på Staten. »Kapital, Kirke, Stat - en nydelig Treenighed!« råber Alfonso og rækker tre Fingre i Vejret. Udenfor på Gaden summer det forsamlede Menneskemylder, som tror det allerede skal gå løs i Aften; henne på et Gadehjørne blinker nogle Gendarmuniformer i Månelyset. I det lavloftede Rum, hvor Mændene står tæt pakkede og hviler mod hinandens Skuldre, vælter Røgen i tætte Skyer; alle ryger, selv Taleren der af og til stanser i et hæftigt Angreb for at holde sin Cigaret vedlige. Nu og da bliver en stor Vanddunk rakt ind og går fra Mund til Mund; hidsige Udråb krydser Luften hvert Øjeblik.
1144 I Danmark kender vi ikke meget til Tale- og Trykkefrihed ud over Navnet; de to Ting har man i al Fald i Spanien. Hvad vilde man hjemme, hvor de republikanske Ideers Anvendelse på Regeringsformen ikke engang drøftes af de fremmeligste Politikere, sige om en Forsamling - oven i Købet af Husmænd - der efter en ubunden Kritik af det bestående vedtog »ved alle Midler« at styrte Dynastiet og indføre Republiken?
1145 Da Ligaen skal dannes, forefalder en for en Nordevropæer ret ejendommelig Scene. Alfonso M. beder dem, der ikke selv kan skrive deres Navn, om at råbe det op, og fra alle Sider melder de sig, gamle Mænd og helt unge Knøse, Fattige og andre, der synes at have deres nogenlunde på det tørre. Af en Liste med 123 Underskrifter tæller jeg bagefter 57, hvis Ophavsmænd ikke selv har kunnet skrive under, og blandt dem enkelte af de mest radikale. Den radikale Tankegang er ikke noget, der møjsommeligt skal indpodes disse Mennesker gennem et træls Arbejde i Literatur og Blade; de har den som Instinkt.
1146 Også morsomme Scener forefalder. »Skal du ikke skrive under, Antonio Lopez?« råbes der til en gammel Mand. »Jeg kan jo ikke se at sigte længer - og heller ikke springe i Bjærgene på Jagt efter Gendarmerne,« svarer han nedslået. - »Men du kan blive hjemme og forsvare vore Koner og Børn!« - »Det kan jeg!« svarer han knejsende og skriver under. Nogle har forstukket sig i Krogene, da de skulde stå inde med deres Underskrift; de hales spøgende frem for Forsamlingen og forestilles som Revolutionens Avantgarde.
1147 Stedets Kvinder har ikke overværet Mødet, men ved dets Slutning kommer en Deputation af Husmandskoner for at hilse på min Hustru og bede os udvælge, hvad vi ønsker i Landsbyen og tage det med os. Disse jævne Koner følte sig i Øjeblikket som Repræsentanter for hele Nationen; de håbede, at ingen havde fortrædiget os på vor Rejse, at vi måtte komme hjem med et godt Indtryk af Spanien, og at Turen herud til X ikke vilde gøre noget Skår i dette Indtryk. - - -
1148 Don Louis tager med Nattoget til Granada; men vi vil gå til Fods derind næste Morgen for at få Vegaen at se og indlogerer os i Gæstgivergården. Vi kommer gennem et andet Værelse ind til vort, der er ingen Dør imellem men kun et Tæppe for Døråbningen. Vi var lige faldet til Ro, da en Handelsrejsende tog Forværelset i Besiddelse og begyndte at gå i Seng dèr. Under Afklædningen løftede han nu og da Forhænget lidt til Side og spejdede nysgærrigt ind i Mørket til os. Gæstgiveriet havde elektrisk Lys indlagt i Værelserne, og som for at udligne dette altfor store Fremskridt var der - lige som i alle Landsbyens andre Huse - ikke Glasruder i Vinduerne, men Luger til at lukke for. På Væggen i vort Værelse hang en morsom Tavle, der hensatte én til Sydhavsøerne. Det var en Indholdsfortegnelse over Hotelets Linned; nedad langs Tavlens forreste Kant var Omridsene draget af de forskellige Slags Linned, og bag hvert Omrids løb en Række Huller tværs over Tavlen. I nogle af Hullerne i hver Række sad der Pinde, åbenbart svarende til Antallet af Stykker Linned.
1149 Da vi næste Morgen med Skoene i Hånden listede os gennem den Rejsendes Værelse, stod Alfonso, Jordarbejderformanden Pedro og et Par Husmænd til ude i Hallen og ventede os. De hindrede os hårdnakket i at betale for vort Ophold på Gæstgivergården, og da Værten holdt med dem, var der intet for os at stille op. Mens vi drak vor Morgendrik, yvervarm Gedemælk, bryggede Alfonso på et eller andet; endelig kom han frem med det. Han skulde da et Ærinde til Granada med to Lastdyr, og hvis vi ikke havde noget imod det, kunde vi slå Følge og skiftes til at ride. Jeg havde en Mistanke om, at Gæstfriheden atter var på Spil; og da jeg ikke vilde, at vore Magelighedshensyn skulde koste ham en Arbejdsdag, forhørte jeg mig i Stilhed hos de andre, om han virkelig havde Ærinde i Granada, idet jeg meddelte dem mine Betænkeligheder. De så meget grundende ud, snakkede indbyrdes frem og tilbage om den lange dårlige Vej og erklærede endelig enstemmig, at han i al Fald havde Ærinde i Pinos-Puente, en By, der lå midtvejs. Det var den travleste Forårstid, og de vilde dele ligelig mellem ham og os.
1150 Så tog vi Afsked og begav os på Vej. Alfonso havde sin lille 8-års Søn foran sig på Æslet, vi andre foretrak at gå til Fods ned gennem den bratte By. Det var tidlig Morgen, og på Torvet stod Skarer af Arbejdere opstillede, nogle Mænd i Kapper gik omkring og beså dem. »Det er Slavemarkedet,« knurrede Alfonso. »Se, de er lige ved at beføle dem, som kunde det være Dyr.« Længe var han mut, næsten umedgørlig, men så kom Solen op over Sierraen hinsides Vegaen, og han blev atter livlig og snaksom.
1151 Han vilde ikke ride men gik ved Siden af mit Æsel, støttet til min Stok, og talte om den skønne Tid, da der ingen Herrer skulde være og ingen Lejetjenere af nogen Art, ingen Armod og ingen Kapitalister - hans Kinder havde igen de røde Pletter fra i Går. Han trak en fedtet Bog op af Lommen. »Den fører jeg altid med mig i Marken og på Ture,« sagde han, »den holder én så rart til Ilden, hvis man begynder at blive lunken.« Det var Anarkisternes Almanak, den indeholdt Billeder af Tolstoy, Krapotkin og de senere Års Konge- og Præsidentmordere, og en kortfattet fyndig Tekst, der svarede fortræffeligt til sit agitatoriske Formål.
1152 Min Stok forekom ham lovlig tung, og han spurgte, om der var en Kårde inden i den. »Nej men Hovedet er af Bly, den er god at slå fra sig med.« Han så alvorligt på mig: »Jeg har endnu aldrig været i nogen Situation, hvor jeg behøvede at forsvare mig mod mine Medmennesker eller de imod mig.« - »Men De er jo netop på Krigsfod med Samfundet,« indvendte jeg. - »Med Magtranerne ja, men ikke med mine Medmennesker; de fortrædiger mig ikke, og jeg tror nok hellere jeg vilde dø end fortrædige nogen af dem. Alle Mennesker, som ikke er kommet for nær ved Magten, er jo gode; ude i Bjærgene kender jeg dem alle og ved, de er det; Don Louis, som er helt inde fra Middelhavskanten, er det også, og nu kommer De, som er langt oppe fra det høje Nord, og er lige som en Broder mod mig.«
1153 At han har lånt et Æsel foruden sit eget for at ride os til Granada, selv går hele Tiden, for at vi kan ride, og overhovedet ikke ved alt det gode, han vil gøre os - det kalder han, at jeg er som en Broder mod ham. Når jeg står af og vil tvinge ham til at sidde op, siger han, at han fryser, at Lægen har beordret ham at gå så meget som bare muligt - hvad han kan finde på blot for at få mig til at sidde op igen. »Jeg kan ride hele Vejen hjem fra Pinos-Puente,« siger han, »og så skal De jo til at gå.« Men da vi kommer til Pinos-Puente, ligger hans Ærinde ude på den anden Side Byen, og da vi kommer der, vil han følge os endnu et Stykke.
1154 Endelig stanser han en halv Mil forbi Byen, vi får noget at spise i en Kro, og han tager Afsked. »Nej dette her er for grimt,« siger han i sidste Øjeblik og vender med sine Dyr, »I får sidde op Venner. Der er langt endnu til Granada, altfor langt for jer at gå, og jeg har en Tante derinde, som jeg skylder et Besøg.« Jeg minder ham om Arbejdet derhjemme, Natten vil gå for ham med at vende tilbage og Morgendagen være spildt. Han overgiver sig, siger et sidste Farvel og sætter sig i Bevægelse. Men så giver det et Ryk i ham. »Drengen skal afgøre det,« siger han og vender, »hvad vil du helst, ind til Tante eller hjem?« »Ind til Tante,« svarer Drengen alvorligt, og Alfonso smiler triumferende. »Så bliver vi der i Nat og tager hjem i Morgen,« siger han afgørende.
1155 Og vi rider. Gang på Gang iagttager jeg en Egenskab hos ham, som er sjælden i Spanien - han er god mod Dyrene. Og endnu mere fremmed virker det næsten, at han ikke ryger. »Jeg holder ikke af at være Slave af noget,« siger han, »og vi Spaniere kan ikke ryge uden at blive Slaver af Tobaken.« Men hans Afholdenhed gælder kun ham selv. »Vil du have den?« spørger han sin Søn, da jeg byder ham selv en Cigaret. Drengen ryster på Hovedet med komisk Alvor. De to behandler i det hele hinanden som Voksne.
1156 Vi har fulgt Bjærgenes Rand hele Tiden, da Vejene skal være oversvømmede ude på Vegaen, og det er næsten Aften, da vi nærmer os Granada; højt oppe bag Byen ligger Alhambra gylden mod Solfaldet. Vi tager Afsked med Alfonso, der skal ind til den anden Side bag Albaicin, og stiger op gennem denne stejle Bydel. Da vi vender os på den øverste Terrasse og ser ud over den frodige Vega og Sierra Elviras lila Silhuet midt i den flammende Solnedgang, opdager vi langt nede på Vejen Alfonso og hans Søn, ridende i flinkt Trip ud mod Bjærgene. De vil hjem i Nat, de små Marker derhjemme i Bjærget kan ikke undvære dem i Morgen også.
1157 Anarkisten Alfonso! Han har sat alle personlige Hensyn til Side for vor Skyld, og nu rider han hjem til sin Husmandslod lykkelig over sin Handling, talende fortroligt med sin lille Søn som med en Broder, i Fred med alle Mennesker. Og en Dag lyder Signalet til den store Omvæltning, han springer op i hæftig Glæde, rede til at ofre sit Liv for den nye Lykketid - og falder igen, strakt til Jorden af en Gendarms Kugle. Og den gamle Tid lunter videre hen over hans Lig. Sådan vil det gå ham.
1158 Og alligevel! Når jeg nu og da famler efter et Forbillede, søger et helt Menneske, en der var værd at efterligne eller i al Fald misunde - kommer jeg altid til at tænke på Anarkisten Alfonso.
1160 I Granada
1161 San Antonio
1162 Vi flyttede ind hos Beppa naturligvis. Hun er nu over tres, men rask og før, som da jeg forlod hende for syv År siden efter at have opholdt mig over et halvt År under hendes Tag. Hun er akkurat så fattig som dengang, men alligevel langt fattigere - hun har mistet sin Kryhed. Ikke engang Pensionen efter Manden, som var Kaptejn i Hæren, håber hun længer på, hun er knækket; og det er på en Måde min Skyld.
1163 Sagen er, at det gik altfor godt med mig, og da jeg rejste, opgav hun sin betroede Stilling som Mellemmand mellem Granadas Adel og Assistenshuset og oprettede et Pensionat med elektrisk Lys og 13 Værelser. Hun havde mest Studenter til Pensionærer, og spanske Studenter har den stygge Vane ikke at bo længere et Sted end til de kræves. Det endte med, at hun måtte gå fra det hele efter fire Års Forløb - og godt var det, at hun intet havde at tabe af!
1164 Men det havde hun nu alligevel, for det faldt hende ikke ind at genoptage sin gamle Beskæftigelse som Mellemhandler; i Stedet gav hun sig til at hutle sig igennem. Og sådan fandt jeg hende.
1165 Hun boede i en snæver Gyde, i en pudsig lille to-etages Rønne, som lukkede for Gydens ene Ende. Hele Huset bestod af en Stue ovenpå og et Køkken med et lille mørkt Hul bagved forneden. Vi lejede Stuen ovenpå af hende og førte selv Husholdning.
1166 Den Dag vi flyttede ind, havde hun hverken at bide eller brænde, og det var øjensynligt, at hun ikke havde fået meget at spise den sidste Uge. Men det første, hun foretog sig næste Dag var at gå ud og fæste sig en Tjenestepige - en Kone på 70, som skulde have Kost og Logi mod at gøre det grove i Huset. Om Dagen, når Beppa gik og sjovede i Køkkenet, sad det gamle Liv, der knap kunde hænge sammen, i en Halmstol over Kulbækkenet - Natten tilbragte hun på en Trappegang i Nabolaget. Hun lod sig sige du til af Beppa og nævne ved Fornavn, selv kaldte hun Beppa Frue, på den Måde skete Forholdet Fyldest. Vi havde altså lige fra den første Dag to at forsørge og fik lejlighedsvis flere. Heldigvis mærkede vi det ikke så stærkt, da Beppa besørgede Indkøbene for os; vi syntes blot i al Almindelighed, at Varerne faldt lovlig dyre.
1167 Beppas ejendommelige Kærlighedshistorie kender Alverden - hvis ikke er det i al Fald ikke min Skyld. Hun er fremdeles Kærest med Don Pedro, skønt det har vist sig, at han er ti År ældre end vi alle forrige Gang troede. Da boede de sammen, og Pedro spiste hjemme hos sig selv, hvor fire Døtre og en Svigersøn gik og snyltede på hans fattige Gage; nu bor han her ikke engang men ligger hjemme hos sine Døtre på Albaicin og har Slim for Brystet. Sin Gærning i Alhambra kan han ikke passe, men stundom når Solen skinner rigtig varmt står han op og stavrer herned. Så dundrer Beppa i Loftet og råber: »Don Martìn, nu er lille Pedrico her!« og jeg skynder mig ned. Han sidder sammenkrøben og hostende over Kulbækkenet, med en slukket Cigaretstump i den ene Mundvig; den hænger der for et Syns Skyld, for han har ikke Råd til at ryge. Vissen og skrøbelig er han blevet, snusket i Tøjet og forsømt; men der lyser en egen Finhed af ham. Han fæster sine falmede Øjne kærligt på mig og begynder altid at tale om det forunderlige i, at vi to skulde ses igen. Engang imellem siger han du til mig, det virker som et Kærtegn.
1168 Og så bliver han pludselig levende: »Hvordan kunde du skrive til mig fra Sevilla - efter min ny Adresse? Så langt borte kender da ingen Pedro Rebollo.« Hvergang gør han mig dette Spørgsmål, og jeg svarer halv spøgende: »Naturligvis kender man Dem i Sevilla - en kgl. Embedsmand, det manglede blot.«
1169 »Nej vist ikke!« siger han vrissende, mens hans rynkede Ansigt misser henrykt, »jeg er en simpel Opsynsmand, ikke andet. Jeg har ganske vist været Guldsmed engang og haft stor Forretning; men det er mange År siden, og ingen husker det. Nej, men jeg begriber ikke, hvordan De fik min Adresse.«
1170 »Jeg lånte simpelt hen Granadas Vejviser på et Bibliotek.«
1171 »Dèr står da kun ansete Folk i, ved jeg!«
1172 »Selvfølgelig gør der kun det, Don Pedro.«
1173 »Jeg forstår det ikke, nej, nej!« gentager han hovedrystende, men ser uhyre henrykt ud. Så kan han ikke mere, han kryber ind i det lille Hul bag Trappen, som er Beppas Soveværelse, og går i Seng. Lidt efter hører vi dem smågnave på hinanden - akkurat som i gamle Dage.
1174 Men efterhånden tager Skænderiet til, Beppa skælder og smælder, Pedro hoster møjsommeligt Ordene ud. Og efter et Par Timers Forløb smækker Beppa Døren i og går i Byen. Så hører jeg Pedro kalde ganske sagte og går ned til ham.
1175 »Hvad var det nu for en Bog, De talte om før?« spørger han hviskende. Han fryser, Tænderne klaprer i Munden på ham.
1176 »Det var Vejviseren for Granada.«
1177 »Og stod jeg virkelig i den Bog?«
1178 »Ja, med Gadens Navn og Nummer og det hele.«
1179 »Det er dog mærkeligt, at de vèd - du laver vel ikke Halløj med mig, Søn?«
1180 Det fugtige Hul har intet Vindu, men foran San Antonio brænder en lille Olievæge med et Blus så stort som Hovedet på en Tændstik. Jeg kan lige skimte Pedros skyggeagtige Skikkelse. »Ak, jeg fryser,« hvisker han, »der må være megen Sne oppe på Bjærgene. Men gå nu op til din lille Kone - hvad synes hun om gamle Pedro? har hun sagt noget? Hun synes vist, jeg er uopdragen; men du kender mig jo og ved, jeg er syg. Havde jeg været rask så - - Sig, at jeg er indtaget i hende og anbringer mig for hendes Fødder! At Pedro ikke er nogen smagløs Tølper, men vilde hade dig, om han var yngre. Og at - - - kæ, kæ - - - preciosa - - - kæ - - - alle Dyder - - - adoraciòn - - -.« Hans gode og galante Hjærte indgiver ham endnu meget mere, men det sluges af Hosten. Jeg kommer friske Gløder i Fyrfadet og skubber det atter ind i Sengen til ham inden jeg går.
1181 Næste Formiddag går Beppa i Køkkenet og snakker højt med San Antonio og den hellige Jomfru, skiftevis klynkende og skældende - så er det galt fat. Ved Middagstid kommer hun styrtende op til mig:
1182 »Se dog, Don Martìn, nu går han sin Vej, og han kan knap stå på Benene for Sygdom. Jesus, Maria, hvilken Elendighed!« Jeg kigger ud, Don Pedro stavrer ned ad Gaden. »Og han har ikke sagt Farvel - ikke dengang til Dem. Ikke et Ord har han talt til mig hele Dagen, men ligget og vendt Ryggen ud ad. Og ved De hvorfor - bare fordi jeg ikke vil blive liggende i Sengen hos ham. Det er den eneste Tid han ikke fryser, siger han, og jeg har såmænd ligget hele Natten og åndet hans Ryg varm. Og hele Formiddagen har jeg varmet Mursten til ham og Vand til Varmedunken, og jeg har kommet Gløder i Bækkenet, så mine Lagner er helt brændte. Men lige meget hjælper det. Hvilken Elendighed, hvilken Elendighed! - Siden vi ifjor opdagede, at han var 81 og ikke 71, går det da rent til Agters for ham. Men jeg kan da ikke ligge i Sengen om Dagen også - for hans Skyld - når jeg selv intet fejler, vel? Hvordan skulde det så gå Dem og Huset? Allerede i Går begyndte han, så snart han kom i Seng. Beppa - lå han - Tøs! kommer du ikke snart? jeg fryser! - Men Tøs mig her og Tøs mig dèr; Beppa oppe og Beppa nede; de skriger og galper på Beppa hvert Minut så for èt, så for andet - og så vil de tilmed have, man skal lægge sig i Seng ved højlys Dag.« Hun er helt opbragt. »Se mig til den gamle Nar!« udbryder hun med ond Latter, »han er lige ved at snuble over sine egne Ben, så fornærmet er han.« Og pludselig giver hun sig til at græde: »Og så elsker han mig jo det gamle Liv - som ingen anden vilde elske mig onde Kvindfolk! Å Madonna, Smærtens Moder, som han dog holder af mig, Ay!«
1183 Så kommer Pedro ikke en hel Uge, og Beppa går og taler højt med San Antonio. Alle Husets Anliggender drøfter hun med ham, men sine almene Sorger betror hun Madonna. Ofte sidder jeg på Trappen og lytter i Smug, og jeg får Efterhånden betydelig Indsigt i San Antonios mange Pligter.
1184 Om Eftermiddagen, men især om Aftenen samles Kvarterets Koner i Beppas Køkken, en og anden ældre Mand kommer også, og Samtalen går. Om Lotteri og Helgenmirakler, Kærlighed og Millionarv fra Sydamerika, Drager og onde Væsker.
1185 Dèr var en af Konerne nær blevet syg forleden Nat, fordi hun drak Vand uden at ryste det vågent først. For Vandet sover om Natten ligesom Mennesket, og når det vågner i fremmede Omgivelser, vil det søge ud igen den Vej, det er kommet. - Så skal heller ingen tage Medicin på anden Tid end Kl. 12 Midnat, ved Døgnskiftet - for da vender Naturen sig. Men ved Årsskiftet vender alting sig, og da kan man gøre Ting om igen - om man da ellers forstår det. For det er meget svært.
1186 Men vil man spille i Lotteriet, skal man først gå ud på Landevejen og se efter de Figurer, Lagarto'en (et stort Firben) tegner i Vejstøvet med sin Hale - for det er Sedlens Nummer.
1187 »Sludder,« udbryder en gammel Gasværksarbejder, »dumt Vås! det er Naturkræfterne som råder, slet og ret. Som nu Guldet i Genìlflodens Banker her oven for Granada, hvorfor ligger det på Overfladen, da det dog er så tungt? Fordi Solen drager det! Der er Slægtskab mellem Solen og Guldet, som enhver kan se af deres Glans - alting er Naturkræfter. Derfor er det med Firbenets Hale noget Sludder.« Og han vender sig til mig efter Medhold.
1188 »Du sidder altid og vigter dig med din Gas og dine Naturkræfter, så én må holde sig for Næsen, José,« siger en før Kone under almindelig Latter. »Og hvad så Slangen, er det også Løgn, at den er til? For det ved vi da nok, at oppe i den store Gård bag Alhambra boede der for ikke så forskrækkelig mange År siden en Slange, som holdt til øverst oppe i Tårnet og var 5-6 Alen lang. Den viste sig aldrig, men nu og da gav den sig til Kende ved at kaste en Unge på en Alens Længde ned i Gården. Og en Dag da nogle Mænd, som var modigere end bare Fanden, steg op i Tårnet, var den draget bort, ingen vidste hvorhen. Min egen Søn var imellem dem, så ingen skal komme og sige mig Løgn på om dette her. Og dens Unger er der nok af i Granada den Dag i Dag! De bliver aldrig større for os at se til, for sådan nogen bruger 1000 År til at vokse sig færdige i. De søger altid efter Mælk siden Moderen er borte, og går om Natten op i Sengen til Diekvinder, skubber Barnet væk og lægger sig til ved deres Bryst. For at Barnet ikke skal græde, stikker de Halen i Munden på det som Sut - for kloge er de; og græder det alligevel, skynder de sig bort. Om Dagen holder de sig skjult, men at de kommer kan man se deraf, at Barnet ikke vil trives og er sort om Munden næste Morgen.«
1189 De snakker videre om Slanger og Snoge, men undgår stadig at nævne det rette Navn culebra; »Dyret« siger de stadig eller »det store Insekt«. Jeg ved at der er Ord, som ikke må nævnes, da der så sker et eller andet frygteligt; måske er dette et af dem. »Jeg har endnu aldrig set nogen culebra i Granada,« siger jeg uskyldigt. Kvinderne glor på mig med stive Øjne og åben Mund og begynder så at hvine; Beppa jamrer bebrejdende imod mig og tumler op bag Trappen til San Antonio. »Afvend det! afvend det!« råber hun klynkende og giver sig derpå hastigt til at gentage en Remse, som de andre Koner istemmer: »Lagarto, lagarto - vedté á comer esparto,« (Firben, Firben, gå hen og spis Espartogræs); den skal være fortrinlig til at mane Utysket ned igen. Men den gamle Gasværksarbejder mister al Besindelse; han hugger Knoen i Bordet og brøler mig ind i Ansigtet, at hvis jeg nævner det Ord en Gang til, vil han ikke svare for sig selv. »Vil De endelig tale om Dyret, kan De værsgod sige el bicho largo (det store Insekt). Sådan har jeg gjort, siden jeg krøb af min Moders Vom!« Den Aften er jeg ikke længer velset i Selskabet og fortrækker; næste Morgen fortæller Beppa mig, at San Antonio er faldet ned om Natten.
1190 - - -
1191 Mon nogen anden Religion vilde passe for disse Mennesker som Katolicismen? Jeg tvivler om det, og de fremmede Trossamfund, der prøver at bane sig Vej hernede, frister alle en ynkelig Tilværelse. Med al sin Vilkårlighed i Fantasi og Tanke går Andaluseren ikke gærne længer, end at Sanserne kan tænkes bragt i Anvendelse. Han protesterer ikke, hvis man siger, at man kan se en Flue spasere på Kirketårnet en halv Mil borte eller høre den summe; men tal til ham om et Væsen, der er usynlig og allestedsnærværende, til fra Evighed til Evighed - om Gud; og han vil trække på Skulderen om han da ikke kommer med en blasfemisk Bemærkning. Han holder ikke af i Luften frit svævende Begreber og har forlængst fundet Anvendelse for Guddommens Egenskaber i det daglige Liv - som Superlativer. Usynlig bruger han om noget der er meget lille - en Dværg; allestedsnærværende om en der er hurtig i Vendingen; almægtig, alvidende, alvis - om sig selv. Han kan så udmærket tiltræde Pavens Ufejlbarlighed - ud fra sin egen.
1192 Og Kirken skaber ikke Kløft mellem sig og ham ved hårdnakket at ville pånøde ham Gudsbegrebet. Den er gladelig med til at plyndre Gud for hans Egenskaber og anbringe dem på højst jordiske Ting - på Pave og Helgenbilleder og gamle Klude og Ben.
1193 Kristus kan man lidt bedre med; han har dog vandret her på Jorden, og hans Lidelseshistorie kan fremstilles aldeles tydeligt af Voksfigurer eller levende Mennesker. Men hans Betydning overvurderes ikke hverken af Kirken eller Folket, og man tager meget massivt på ham. Juleaften gik vi hen i Sevillas store Domkirke i den Tro, at der skulde afholdes et eller andet til Minde om Jesu Fødsel. Oppe om Hovedaltret tømrede nogle Folk på et Stillads, som skulde anvendes ved en Helgenfest i den kommende Uge. Det var sent på Aftenen, men de »arbejdede over« for at blive færdige; Hammerslagene rungede ud mellem de mørke Hvælvinger. Og nede i Kirken gik en Kirkekarl med to store Vandspande og hældte Vievand på Kummerne; når det flød over, tørrede han op med en skiden Gulvklud. Jeg henvendte mig til en Præst, som kom gennem Kirken. »Kristi Fødsel, nej det har vi ikke noget med at gøre her,« svarede han adspredt. »Så må De henvende Dem i den og den Kirke.«
1194 Så ligegyldigt stillede Folket sig nu ikke til Fødselsfesten. »Halløj, i Dag er det Jul, så drikker hele Verden sig fuld!« råbte mine Bekendte til mig på Gaden; og da Natten kom, fik vi Syn for Sagn. Gaderne var fulde af berusede, som drev om i Klynger til den sildige Morgen, skreg og hylede, slog Tamburin og sang Salmer med Omkvædet Brændevin.
1195 I Granada gik det endnu mere larmende til Juleaften 1895. På Alamèdaen var der Dyrehavsbakke med Gøglertelte, Møllekarruseller og Boder, hvor der solgtes broget Kram og Skrigeinstrumenter. Om Aftenen var hele Befolkningen på Støvlerne og drev op og ned ad Gaderne som en larmende Flod, hver Mand med sin Zambomba (Brummepotte) eller Chicharra (en Slags Skralde). Ved Midnat samledes de i Katedralen for at overvære Midnatsmessen og - overensstemmende med tidligere Års Skik og Brug - på Slaget tolv slå alle Brummepotterne i Gulvet og snitte Skøderne af hinanden i den opstående Forvirring. Der blev imidlertid ikke noget af Optøjerne, da den nye Præfekt havde anbragt et Hundrede Gendarmer rundt om i Kirken.
1196 Andaluseren tillægger Larmen stor Betydning. Han døver sin Sorg med den og anvender den i sin Barselsstue til at dulme Veerne og fremskynde Fødslen; derfra bringer han uden videre Forestillingen i Anvendelse på Juleaften, uden at skelne småligt mellem Fødsel og Fødselsfest.
1197 Naturligvis er Larm ligefrem nødvendig, når det gælder Opstandelsen. I den stille Uge havde al Støj været banlyst fra Granada, men Påskemorgen havde Indbyggerne travlt. De fangede de vilde herreløse Hunde ind og bandt Jærnskrammel i Halen på dem - gamle Blikkasseroller og lignende. Klokken seks, da alle Byens Kirker med et gav sig til at ringe, blev Hundene sluppet løs og fór skramlende og hylende af Sted; rundt om fra Balkonerne løsnedes Skud - en sand Helvedeslarm brød ud over Byen.
1198 Den øvrige Del af Året forbeholder Andaluseren sig sin Stilling. Der er alligevel for megen Højtidelighed om Guds Søn, for meget Alvor; man er ikke rigtig fri i hans Nærhed, han vilde ikke forstå en Spøg. Andaluseren henvender sig aldrig i Bøn til Kristus. Grunden er ikke overvættes Ydmyghed; Guds Søn står ham ikke for højt, men for fjærnt.
1199 Har han noget på Hjærte, henvender han sig til Madonna, eller hvis det er Småting til en eller anden Helgen. Med Madonna begynder egenlig hans Gudeverden og bevæger sig nedad gennem Helgener og mangehånde Relikvier. Over for hende bliver hans Religion til et personligt Tillidsforhold; han udstyrer hende med alle Guds Egenskaber og hengiver sig trygt - for til syvende og sidst er hun et Menneske lige som han selv, kan som Kvinde forstå alle hans Sorger, og som den Andaluserinde hun er være med til en saftig Spas.
1200 Men idet Madonna underlægger sig Verden, fylder alle Hjærter og kan råde Bod på alt, bliver hun ham for vag, for udflydende - han må have noget bestemt at holde sig til. Madonna har gjort dette eller hint Mirakel - men hvilken Madonna? For der er tæt ved tredve. »Er det Druens Madonna eller kanske Den hvide Madonna?« (to Vingudinder), spørger Bonden langt ude fra Bjærgene. »Er det Smærtens Madonna eller Madonna hin Gamle?« (Granadas Favoriter) spørger Beppa og de andre. »I skal se, det er Smærtens Madonna,« føjer Beppa, som har denne til Skytspatron, vigtigt til.
1201 »Nej det er Madonna del Pilar,« siger jeg, der har bragt Nyheden.
1202 »Æv - altid Sevilla!« vrisser de. »Og hvad har hun så gjort - gået igen vel. For andet dur hun jo ikke til«, føjer en foragteligt til. Det må ikke undre, at Beppa går op på mit Værelse, hvor Smærtens Madonna hænger, og holder et lille Opgør med hende, som dog munder ud i godmodige Trøstegrunde: »ja, ja, du skal ikke være altfor ked af det, næste Gang bliver det nok dig.« Det er hvad enhver Fader eller Moder vilde gøre, hvis Barn er kommet slet fra en Kappestrid.
1203 Naturligvis kan Smærtens Madonna også vise sig. Konerne nævner mange Eksempler, og jeg erindrer selv et fra mit forrige Ophold her, hvor hun viste sig for en Forsamling på 5000 Mennesker. Det var en sen Forårsaften, Beppa kom ind og sagde, at der måtte være noget på Færde, der løb så mange Folk gennem Gaden. Jeg skyndte mig ned og fulgte Strømmen til en stor Plads, der var helt sort af Mennesker. De stirrede op mod Rygningen af et Hus, hvor Madonna havde vist sig; på Taget var der en hvid Skorsten, bagved stod Månen og skinnede. Måske steg der med Mellemrum Vanddampe op af Skorstenen; Månelyset brødes i al Fald nu og da og dannede en lys Krans om den hvide Skorsten - Glorien. Næste Dag stod Kendsgærningen i Bladene.
1204 Men dette var kun Indledningen, hun vilde påkalde Folks Opmærksomhed. Og kort Tid efter gjorde hun et positivt Mirakel.
1205 Det var i Cubakrigens Dage, og i Smærtens Madonnas Kirke, som er den mest søgte i Granada, var der en Dag stor Gudstjeneste for nogle Frivillige, som skulde afgå til Cuba næste Morgen. Der var mange Fakler og Lys i Anvendelse, og oppe ved Højalteret tronede Smærtens Madonna, iført sin kostbareste Kåbe, som er besat med ægte Stene. Dagen efter viste det sig, at der var brændt et stort Hul i Ryggen på Kåben. Det var et stort Tab, men Præsterne afgav straks den Erklæring, at Skaden ikke kunde være opstået ved Uforsigtighed med en Vokskærte, for en sådan sved Tingene fra neden opad, men dette gik på tværs. Og en af dem udlagde det i guddommelig Indgivelse således, at Madonna havde været på Cuba om Natten og kæmpet mod Oprørerne; Ilden fra Oprørernes Kanoner eller måske en Dynamitbombe - Gud alene vidste det - havde brændt hende det Hul i Ryggen. Naturligvis kunde hun både beskytte sig selv og sin Kåbe, men hun behøvede det Hul som Tegn - for de Vantros Skyld. I de følgende Dage besøgte efter Sigende over 10,000 Mennesker Kirken; Ofret faldt rigeligt, og Madonna fik sig en ny Kåbe, endnu prægtigere end den forrige.
1206 De forskellige Madonnaer har intet med hinanden at skaffe. For hundrede År siden leverede deres Tilhængere hinanden Gadekampe, og den Dag i Dag hersker der skarpt Nid mellem dem selv. At skifte Madonna eller Helgen betragtes som rent og skært Frafald, og sjælden har jeg set Beppa så opbragt som en Dag, da en Slægtning fra Sevilla vilde have hende til at prøve San Espiritu, der indtager en lignende Stilling i Sevilla som San Antonio i Granada. Man kunde lige så godt have foreslået hende at gå over til Muhamedanismen.
1207 Men Smærtens Madonna har mange Kirker foruden den i Granada, rundt om i Landet er der mange Altre med hendes Billede i Træ, mer eller mindre rigt påklædt. Alle disse har heller intet med hinanden at skaffe; hun i Malaga var ikke med på Cuba, lige så lidt som Smærtens Madonna i Cadiz eller hun i Còrdoba - den sidste er der i det hele ikke meget ved. Det var hende i Granada, Træbilledet med Kåbe og det hele, der kæmpede med Oprørerne den Nat; og Vegaens Bønder, som selv har Smærtens Madonna i deres Landsby, kommer ind for at tilbede denne - fordi hun er langt den bedste.
1208 Indsnævringen arbejder videre, Træbilledet bliver den virkelige Bærer af de guddommelige Egenskaber; bag det er der Tåge, aller højst nogle vagt udflydende Omrids. Dette bliver endnu tydeligere over for Helgenerne.
1209 Der er nok af Helgener i Andalusien, en for hver Elendighed. De er Folkets Tilflugt i svære Tider, under Sygdom, Misvækst, Jordskælv o.s.v., så bæres de om i Procession, og Sagen lægges i deres Hænder. Det medfører store Besparelser i Retning af Hospitaler, Desinfektion, Læger, Gaderenhold - i hele det moderne og kostbare hygiejniske Apparat. Oppe i Albaicins stejle Gader traf jeg en Dag la tia Lorenza, Beppas 90-årige Faster, der humpede møjsommeligt opad Bjærget. Hun havde skåret sig slemt i Foden, da hun skulde skære sine Negle, og var nu på Vej op til San Nicolà højt oppe for at blive helbredet.
1210 Helgenerne er nemlig ikke Kvaksalvere, der kurerer for alt muligt; de har i høj Grad fulgt Udviklingen i Retning af Fagdeling. Lige som San Nicolà har Ligtorne, Knyster og Benskade under sig, helbreder Sta. Lucia bendita syge Øjne og Bryster; rundt om hendes Altre hænger der mange Par Øjne og Bryster i Gibs og Metal til Minde om hendes Kure; mange betrængte Diemødre knæler for hendes Billede hver Dag. Madonna hin Gamle har sin egen Messe i Katedralen hver Lørdag Morgen Kl. 8. Da møder de frugtsommelige Kvinder og beder om en hurtig og lind Forløsning, eller de sender en anden i deres Sted. Så længe Messen varer vil Veerne også vare, og der er da al Anledning for Præsterne til at gøre det af i en Fart. San José (Josef, Marias Mand) har intet med Helbreden at skaffe; men han kan sige dårlige Lejere ud, der ikke vil betale eller har for mange Unger. Politiet gør det samme, men tager 20 Frank for det; hos San José slipper man med et Vokslys. San Medardus afvender Tørke, og Sta. Barbara, den skønne Jomfru fra Nikomedia, afleder Lynet og dæmper den rullende Torden. Hun er Artilleriets Skytshelgen, og på hendes Dag afskyder man Fyrværkeri. Dette er kun en Mundsmag, hele Året er én stor Allehelgensdag i Andalusien.
1211 En morsom Stilling indtager San Antonio. Han hører særlig Granada til og er en Blanding af Husgud og Husnisse; hvert Hjem har sin San Antonio af brændt Ler med et Barn på Armen. Han er Genstand for en underlig Dobbeltbehandling, til Tider vises der ham stor Ærefrygt, til andre Tider må han være Genstand for Almuens Vittigheder og Spot. Alle kedelige Ting i Hjemmet læsses over på ham, han skal afværge Rotter og Mus, holde Tyve ude, sørge for at man husker at låse Dørene. Sker noget galt, loves der ham Olie til hans Lampe for nogle Øre - tres cuartos - om han retter det. Men gør han det ikke, bliver han straffet. Mildere Mennesker nøjes med at sætte ham under Sengen eller i en mørk Krog, og jeg har ofte set La Conchas Helgen stå i Skammekrog bag den mørke Port, når der var rigtig Smalhans hos hende. Men de skrappe slår en Strikke om ham og firer ham ned i den kolde Brønd; der må han så hænge i Vand til Halsen, til han falder til Føje. Barnet San Antonio har på Armen, er løst forbundet med Helgenbilledet ved en Tap; og betegnende såvel for Andaluserens Kærlighed til Børn som for den Alvor han lægger i Straffen er det, at Barnet altid fjærnes før Straffen finder Sted. Billedet er en levende Virkelighed og kan følgelig lide; der skal endogså i Granadas bedre Kredse være Damer, som ikke tør forære deres Fotografi bort, fordi de tror, at hvad ondt der mulig overgår Billedet også vil ske med dem selv.
1212 En Dag var nogle Papirer blevet borte for mig; jeg henvendte mig til Beppa, som lige havde gjort i Stand på mit Værelse. Hun gav sig slet ikke til at søge efter dem, men røg straks i Hårene på San Antonio og skældte ham Huden fuld: »San Antonio, sådan noget kan vi ikke ha'! Du må behandle vore Logerende ordenligt, hører du! Ved du hvad, du har et Ansigt som en Drukkenbolt, har du!« Hun var smækvred, og Papirerne kom til Veje. Jeg havde selv forlagt dem og måtte gøre ham Afbigt i Form af en Pægl Olie - »for ellers hjælper han os ikke en anden Gang.«
1213 Det må være hårdt nok for en Helgen at blive udskældt for en Drukkenbolt og lignende, men San Antonio finder sig i det med beundringsværdig Ydmyghed. Men Sandheden er - hvis da det enstemmige Udsagn fra alle Kvarterets Koner vejer noget -, at han ikke altid har rent Brød i Posen. Hans Moral er mere menneskelig end egenlig ophøjet, og undertiden når han længe har savnet Olie på sin Lampe, lader han Ting blive borte for at have Fortjenesten af at skaffe dem til Veje igen.
1214 For Resten er San Antonio ikke ene om at blive revset; Andaluseren regner med menneskelige Skrøbeligheder, også hvor det gælder Guderne. I Foråret 1896 blev ved en vis Lejlighed Jomfru Maria taget fra Josefs Side og sat op til San Christobal oppe bag Albaicin - for at gøre Josef skinsyg og derigennem tvinge ham til at gøre sin Pligt; sådan opfattedes denne besynderlige Handling i al Fald af Folket. - På den ene Side af Los Campos, et Torv i Granada, ligger et Hospital; ude på Torvet foran Hospitalet står der et Stenkors med den korsfæstede Kristus på. Hospitalet er stillet under hans særlige Beskyttelse, og tidligere vendte han Ansigtet til det, som sig hør og bør. Men under den store Kolera 1885 døde alle Patienterne, og til Straf, fordi Kristus røgtede sin Dont så slet, vendte man ham om. Den Dag i Dag hænger han med Bagen til Hospitalet. - -
1215 San Antonio skal helst stjæles for at du noget. Beppa fik sin stjålet for fire År siden, og fra den Dag var det, det begyndte at gå skidt med Pensionatet; men de, der stjal ham fra hende, har nu Bunker af Sedler. Han gik så meget igennem her på Jorden, derfor blev han en Helgen; han var bedst og kærligst mod dem, der var værst mod ham, derfor bringer han mest Lykke til dem, der stjæler ham og behandler ham ondt. La Incarnacion puttede ham i Ovnen og sved ham - og hun vandt i Lotteriet. Men det kan Beppa ikke få over sit Hjærte, så vil hun hellere være fattig.
1216 Det kan dog også gå an at få sin San Antonio til Foræring - af en Mand, hvis man er Kvinde, og omvendt. Og her står vi overfor hans indgribende Betydning for Forholdet mellem de to Køn.
1217 San Antonio har under sig den vigtigste og vanskeligste af alle Livets Foreteelser - Kærligheden. I Andalusien, hvor de unge Piger er så skarpt sondrede fra det andet Køn, er en Midler uundgåelig nødvendig, og Helgenen optræder som sådan efter en større Målestok; han er en skinbarlig Kirsten Giftekniv. Han har sin egen Kirke i Granada med Messe hver Tirsdag Kl. 12 Middag. Ligefrem er han måske ikke noget for Mændene, de kommer i al Fald ikke til hans Messe; men Resultatet må blive det samme, da der kommer des flere Kvinder, i alle Aldre og Stillinger. Der kommer bedagede Enker som søger en Forsørger for deres gamle Dage, og yngre Enker som ikke har noget imod at leve Ægteskabets Genvordigheder om igen for disses egen Skyld; gifte Koner, som anråber Helgenen om lidt mere Troskab fra deres Mands Side og nedkalder hans Fortørnelse over de lykkeligere Rivalinder. Unge Piger kommer der, som fra Balkonen har kastet deres Øjne på en eller anden Yngling og beder Helgenen vende hans Sind mod dem igen - blot lige gøre ham opmærksom på dem, så skal de nok selv klare Resten; og pur unge, som endnu ingen Genstand har fundet, men står for Oprykning. Og dèr står San Antonio i overnaturlig Størrelse og lytter til deres Bønner - med Barnet som et sødt lille Symbol på Armen. Barnet har rigtigt, hvidt Tøj på; og de helt unge, de for hvem Kærligheden endnu dæmrer som en sød Anelse, overtaler Præsterne til at give dem Barnets hvide Kniplingsdragt til Vask og Strygning. De kappes om, hvem der kan gøre det finest, for også om San Antonio må det jo gælde, at Vejen til den Voksnes Hjærte går gennem Børnene.
1218 Man kan gå i San Antonios Kirke - skønt man ikke er velsét dèr - og finde den fuld af bedende Kvinder Tirsdag efter Tirsdag. Og man hører uformodede Udråb, små, bristende Udbrud -: »San Antonio, skynd dig!« - »Lidt færre Børn, San Antonio!« - »Lille San Antonio, mit Hjærte bløder!« - Eller hør en forlovet Pige, hvis Kærest rimeligvis er draget over Vandet: »San Antonio, hvis der er Brev fra Juan, så pas endelig på, det ikke bliver borte!« Thi han, der tilpasser Børnenes Antal for de gifte, er postillon de amour for de adskilte Elskende.
1219 Når San Antonio alligevel skal gå Vejen, kan han lige så godt tage flere Bud med! Og så får han da på sin Samvittighed alle de Breve Kvinder afsender, enten de handler om Kærlighed eller ikke.
1220 Den, der har så mange Jærn i Ilden som San Antonio, brænder altid nogle. Oversidderne og de Bedragne hejser ham uden Skånsel i Brønden.
1221 Han er da den lovhjemlede Kærligheds Tilflugt. Men også for de Kvinder, der lever af deres Legemer, er han den store Forsørger. De kommer ikke gærne i hans Kirke, men hjemme har hver af dem et lille Alter, hvor Lampen brænder foran hans Billede Dag og Nat. Forrige Gang boede Beppa på Hjørnet af en berygtet Gade, og når vi om Aftenen sad på Balkonen, kunde vi se Gadens Piger knæle for Helgenen i Genbohusene og stundom høre dem anråbe ham i følgende Udtryk: »San Antonio, que vengan cabrones!« (San Antonio, lad der komme Bukke). Skete det så, at der sneg sig en Præst frem nede langs Murene og bankede på Porten derovre, så slog Beppa Hænderne sammen og udbrød med virkelig Beundring i Stemmen: »Nej, det er da en Helgen den San Antonio! Han sender en Præst, en rigtig Præst!«
1222 Ingen kan være nærmere til at gå Kirkens Ærinde end dens egne Tjenere, og hvem hænger sig vel småligt i Cølibatet. Af Granadas Hundreder Præster kan Befolkningen ikke pege på én, som ingen Børn har, men vel på en, som har ni. Og Folket lægger spøgende Præsten følgende Suk i Munden:
1225 Forbarmende Gud, du, som alting forlader!
1226 Hvorfor skal mine Børn dog kalde mig Onkel,
1227 skønt hele Folket kalder mig Fader?
1229 Guder, Helgener og Præster - de er i Andaluserens Øjne store Børn. Og som Børnene kan de blive uvorne nu og da, men er i Grunden gode; man må blot ikke kræve for meget af dem, men forstå at tage dem med Humør. Så bliver de ligesom de velsignede Børn, som alle kysser, fordi de er Legemliggørelsen af Andaluserens frodige Livsglæde.
1230 En from Andaluser sparede i flere År sammen til en Pilgrimsfærd. Han rejste ikke til den hellige Grav, men til Laterankirken i Rom for at se Kristi Forhud, som skal opbevares dér. Så livsglad er Andaluserens Religion.
1231 Dette er blot en Mundsmag. Jeg kunde blive ved længe endnu, og jeg kunde stå på ét Ben og gale og blunde med begge Øjne i moralsk Harme over dette gudsforgåene Folk. Men det vilde aldrig gavne en Kæft andre end mig selv - og så gider jeg ikke.
1232 Nu banker desuden Beppa i Loftet, og så er Pedro kommet igen - rimeligvis for at spørge mig, om han virkelig stod nævnt i den Bog.
1233 Og det gjorde han virkelig.
1235 Zigøjnerne.
1236 Granada er noget for sig selv, helt ulig enhver anden By, jeg har set. Dette skyldes mange Forhold: de vidunderlige Naturomgivelser, den rene Bjærgluft, hele det mavriske Præg, der endnu er over de stærkt stigende og brat faldende Bydele med deres Trappegader, Buerester, takkede Murlevninger - og endelig den vidunderligste af alle mavriske Efterladenskaber, Trylleslottet Alhambra, der endnu virker på Tilskueren som en Krystalisering af Rummets lette Farver og lette Stof. Men en stor Del af sin Ejendommelighed skylder Byen til Zigøjnerne.
1237 Hvormange Zigøjnere der er i Spanien, ved ingen, men de må vistnok tælles i Hundredtusender. Navnlig synes de at foretrække Andalusien, der både ved Klimaet og Befolkningens særegne Temperament må være en behageligere Tumleplads end det kolde, mere nøgterne Nordspanien for disse løse og løsagtige Fugle.
1238 Allevegne træffer man på dette ejendommelige, tørre, vævre Folkefærd med det underfundige Blik og de grådige Træk. Ude i Promenadens brede Strøm af solglade, nydende Lykkebørn krydser de hastigt frem og tilbage, barfodede, Mændene med en lang Stav i Hånden og en stor Kreatursaks bag i Skærfet, Kvinderne med en Kurv Blomster på Armen og én Unge i et Klæde på Ryggen, en anden springende ved deres Skørter kun iført en stumpet Særk. De flakker hid og did som grådige Flagermus i en dansende Myggesværm, tigger, spår og falbyder - og farer videre. Men den Fremmede bider de sig fast i som små Køtere og slipper ikke Taget, før noget følger med.
1239 De har deres Klippepladser i Storbyernes Smågader og i hver Landsby, hvor de klipper Æsler og Muldyr i de vidunderligste Mønstre. Andaluseren betragter denne Beskæftigelse som uren, men Zigøjneren har ingen fine Fornemmelser - han nøjes med at tage sig godt betalt. Han hjemsøger Rakkerkulen, hvorfra han bortfører de selvdøde Kreaturers Hud og det bedste af deres Kød; han køber Bøndernes faldefærdige Krikker og sælger dem igen til Tyrefægtningerne. Desuden driver han Kurvemageri, er Kedelflikker - ofte også fin Kobbersmed - smeder Nøgler, Klokker til Æsler og Okser og driver det undertiden til at lave dårlige falske Penge af Tin. Men lige så gærne smugler han eller tigger - og han stjæler allerhelst.
1240 En Nat forsvandt et Skibsanker fra Sevillas Brygge - det vejede 3-4000 Pund! Politiet gik af gammel Vane til Zigøjnerkvarteret Triana og fandt også Ankeret hos en Nøglesmed, en Zigøjner, der vilde bruge det til at smede Nøgler af!! Det var gravet flere Alen ned under Jorden. - »Hvordan i Alverden har De fået det tunge Anker slæbt her ud?« spurgte Øvrighedspersonen. - »Jo, ser De, Deres ufejlbarlige Højhed,« sagde Zigøjneren med fortvivlet Martyrmine, »jeg gik jo og spaserede sådan ved Flodbredden og så på Månen. Med ét er der noget, der tager fat i mit Bukseben, og da jeg kommer hjem og skal se efter, er det Ankeret.« - - -
1241 Zigøjneren fanger straks Øjet selv i en stor Forsamling ved sin fremmedartede Hovedform og sin sortblandede Hudfarve, der - lige som Negerens - intet Lys udstråler, men - hastig sét - kun efterlader en mørk Plet på Øjets Nethinde. Hans anmassende og delvis ejendommelige Væsen sikrer ham Opmærksomhed, selv hvor han er ene blandt hundrede. Han synes at have Jødens store Ævne til på Overfladen at tilegne sig det Folks Ejendommeligheder, han bor iblandt, og samtidig at bevare sit eget Racepræg uberørt på Bunden. Han er hurtig i sine Bevægelser og utrættelig, nøjsom til det yderste, stolt, støjende glad og fuld af sprudlende Vid: alle Andaluserens fremtrædende Egenskaber ejer han i forstærket Grad og har derved sikret sig en fremskudt Plads i Befolkningens Bevidsthed. De lystigste Anekdoter handler om ham, Ordsprog og Brandere ender ofte med - »sagde Zigøjneren«.
1242 Hos Andaluseren hviler disse Egenskaber i sig selv, Zigøjneren derimod har lagt sig dem til og har et Formål med dem, det Formål rodløse Folkeslag let forfalder til - at skrabe Penge sammen. Han kan være sorgløs og uegennyttig og få kostbare Nykker så godt som nogen Andaluser, men det er altsammen billigt Blår i Øjnene på de godtroende. Han er nøjsom for at kunne lægge desmere til Side, og fordi et Skær af Fattigdom ægger Godgørenheden. Zigøjnerne nede ved Huelva går nøgne den meste Tid af Året, kun med et Skærf om Lænden - de er ikke just arme, og Klimaet egner sig ikke helt til Adamskostume. Oppe ved Alhambra kan man i Januar møde velhavende Tiggerkvinder med en helt nøgen Unge ved Hånden, undertiden i Snevejr.
1243 Zigøjneren gør intet omsonst. Når han agerer stolt som en Spanier, og når han pludrer sorgløst op ad Vægge, ned ad Stolper - altid har han Profiten in mente. Andaluserne selv siger om ham, at blot han klipper med et Øje, tager han sig det betalt. Men de glemmer det igen i det afgørende Øjeblik.
1244 Som den Ærkegavtyv, han selv er, har han de bedste Anlæg for Menneskekundskab og ved nøjagtig, hvad en Vittighed er værd mellem Andalusere. Han bortødsler ikke sit Vid, men sparer det op til de vanskelige Affærer, lader det eksplodere i det afgørende Øjeblik - og tager under den almindelige Blændethed Fordelen hjem. Befolkningen ved dette - bagefter, men tilgiver ham da for Viddets Skyld; og den tager Oprejsning ved at betragte ham som en lidt foragtelig, men yderst morsom Snylter.
1245 Ældre Tiders Andalusere synes ikke at have været slet så ligeglade som de nuværende, og da heller ikke de kunde tage det op med Zigøjneren i Kampen for Tilværelsen, indespærrede de ham lige som Jøden i bestemte Kvarterer og beklippede hans Handlefrihed ved strænge Forbud. En sådan Zigøjnerbydel er Sevillas Triana, og det er ikke mange År siden, Sevillas Befolkning anrettede Blodbad blandt dens Beboere. Endnu bor Flertallet af Byens Zigøjnere i Triana.
1246 I det flade, sydvestlige Hjørne af Andalusien bor Zigøjneren i Huse lige som andre Mennesker eller rejser sig en snurrig Hytte af gamle Pjalter, rustrøde Jærnplader og Kaktusblade mellem hverandre. Men overalt, hvor der er blot en Antydning af Bjærge, foretrækker han at grave sig ind i deres Side. Langt den overvejende Del af Andalusiens Zigøjnere bor spredt i Huler, og ved Granada er der udstrakte Hulekvarterer med en Befolkning af flere Tusend.
1247 - -
1248 Granada har Ord for at være et af de skønneste Steder i Verden.
1249 Byen ligger dèr, hvor Sierra Nevada sender sine Udløbere stråleformigt ud imod Vegaen som vældige overjordiske Rødder. Den nye Bydel breder sig mageligt på Sletten med rummelige, vandrette Gader og Ælmealleer (Alamèdaer), eller den kiler sig ind mellem Åsene, følger Dale og Flodlejer og ender som spinkle Stråler langt inde i Sierraens Skød. Men den ældre By har ikke kunnet tage Magelighedshensyn. Gamle Tiders Utryghed taler tydelig ud af disse gamle Kvarterer, hvor Husene i tæt pakket Masse klamrer sig til de stejle Bjærgknuder som en Flok opskræmte Bjærggeder og bliver ved at stå der gennem de fredelige Århundreder, Bygning tårnet på Bygning, fremdeles spejdende langt ud efter Fjenden i stivnet Panik.
1250 Stejle Trappegyder fører op gennem Byen, hvor mavriske Lævninger titter frem alle Vegne. Snart er det en stor, hvælvet Cisterne, smykket med glaserede Fliser, snart Lævningerne af en lille Moske eller en Porthvælving, der har skullet besværliggøre fjendtlig Fremrykning. Rundt om i Murene er der Rester af Stukbuer, hvilende på en eller to Marmorsøjler, og hist og her kigger man ind i en helt arabisk Gård. Husene her danner det forunderligste Virvar af Tagstumper, trekantede Mure og små Haver, der hænger ud over Tagene; Stejlheden får det til at se ud, som om alt var kastet hulter til bulter mellem hinanden; tredje Stokværk af én Bygning løber lige ind i Nabobygningens Kælder.
1251 Så bliver Stigningen for brat selv til Trappetrinene, og Vejen må slynge sig i en langstrakt Siksak. Husene kan kun hænge ved på den indvendige Side, hvor de benytter Bjærget som Bagmur, udvendig har man et hvidt Brystværn med enkelte ranke Cypresser over og - det blå Lufthav. Og man stiger videre, ind i et endeløst Virvar af Rønner og smuldrende Murrester, hvori Figentræet gror. Ubeskriveligt Svineri hersker der her, Smøgerne er ufremkommelige af Affald og Ekskrementer, i Rendestenene ligger Kvinderne og holder Storvask, og i Dørene til de faldefærdige Rønner sidder halvblinde Koppepatienter og piller Sårene af sig eller misser besynderligt mod Lyset; deres Ansigter ser ud, som havde det regnet Blod på dem. Et Sted ligger et lille Barn på Ryggen i nogle Klude og stirrer op i Luften med sit ene Øje; det andet er ædt bort, og i den buldnende Masse sidder der tykt af Fluer.
1252 Allerede her bor der Zigøjnere. Rygtet om de Fremmede breder sig hurtigt i Kvarteret, og snart er vi omringede af en Skare tiggende Kvinder og Børn. De har lav Pande, bred Næse og et søgende, skarnagtigt Blik; dette og deres vimse Bevægelser og ligefremme Gebærder får dem til at ligne Aber. De klør sig og kigger søgende under Neglene, mens de tigger; talrige grå Stænk i deres ravnsorte Hår viser, at denne Handling ikke er helt hen i Vejret. Da vi giver til én, bliver de andre endnu mere påtrængende, trækker os i Klæderne og jager Hænderne ned i mine Lommer. Tilsidst må vi betale en gammel Zigøjner for at jage dem bort og føre os ud af dette Vildrede.
1253 Vi kommer ud på en Terrasse, hvor der ligger en gammel Kirke. Fra Platformen stirrer man ned i en Afgrund, dannet af Byen selv i et svimlende Fald; det ser ud, som kunde man springe ned over alle Husrækkerne, lige ned på de Fattiges Promenade ved Darrofloden. Og på den anden Side Afgrunden stiger Byen igen, op over den Ås, der sætter Alhambras mægtige Udenværker så skarpt mod Sierraens hvide Snemasser.
1254 Vi dukker under den brede mavriske Mur, vandrer over en afsveden Bjærgknude og står atter på Bjærgenes sydlige Fald. Den bratte Skråning er bevokset med Indiansk Figenkaktus, som klamrer sig til Fjældet med brede Håndflader. Nede under os slynger Stierne sig som Bånd frem og tilbage langs Bjærgsiden, og oven over dem dukker uregelmæssige Rækker af rygende Skorstene lige op af den røde Bjærgmuld. Hulernes Indgange kan derimod ikke ses her oppe fra, og man kommer til at tænke på Trolde i Fjældet, der koger Davre. Hist og her er den bratte Fjældside lagt ud i Terrasser, hvor blomstrende Mandel- og Færskentrær dyrkes; andre Steder er den sunket ind til et blødt Smilehul, der angiver en sammenstyrtet Hule.
1255 Fjældsiden inden for os er skåret ned for at gøre Plads for Vejen, udvendig beskytter en Bræm af Aloë de Vejfarende mod Dybet. Nøgne Zigøjnerunger ligger og kravler under Aloëen og hænger helt ud over, og på dens blågrønne Horn flagrer Vask i skingrende Farver. Der er Døre i Fjældvæggen, uden for dem står ildrøde Grise med Tøjr om Benet; og oppe på Hulerne, i Kaktusens kraftige Bryn, der vælder ud over Fjældvæggen blandet med Brombær og vild Vedbend, sidder sorte, sladrende Kvinder og hjælper hinanden med Morgentoiletet. »Ingleses! Ingleses!« (Englændere) skriger de, såsnart de får Øje på os; de kommer pilende og kravlende fra oven og fra neden, hele Skråningen bliver levende, og i ét Nu har vi atter en Skare tiggende Unger og Kvindfolk på Halsen. Kvinderne falbyder små Messingarbejder til fabelagtige Priser, vil spå og vil danse; da intet af det hjælper, slår de sig på Maven og siger, at de venter Familieforøgelse -: »En 25-Øre til den Ufødte - å hvad? den har ingen Far?« og så griner hele Flokken. Og Ungerne, de små Skarn, danser rundt om os og råber, at vi er de smukkeste Væsner, de nogensinde har set. Nogle af dem har hele Ansigtet i et Sår, og de snapper vor Hånd og trykker den til deres Læber. En Dreng på otte År bærer et nøgent ni Måneders Barn overskrævs på sine Skuldre; den Lille, hvis sorte, stumpede Særk er krøbet helt op om Nakken, hænger som en vissen Plante over Drengens Skuldre, og denne har en våd Stribe ned ad Ryggen.
1256 Inde i en Fold i Bjærget ligger Hulerne tæt op ad hverandre, Åbning ved Åbning og i amfiteatralske Rækker opefter; hængende Stier, der halvt bæres af den stærke Kaktus, krydser Bjærget og tager alle Hulerne med. Runkne, røgfarvede Oldinge og Kællinger sidder foran Indgangene og fletter Vidjekurve, en 12-års Tøs sidder på Tærsklen til en Hule og giver et Barn Die - hun stirrer efter os med barnlig Nyfigenhed. På en fremspringende Knold står en Zigøjner, der er i Færd med at farve et gammelt, gråsprængt Æsel musegråt.
1257 Nogle 5-Ører skiller os af med de mest påtrængende, men nye Tiggere tager deres Plads og benytter dem som Hjemmel. Og de, vi en Gang har affundet os med, kravler oven om og tager imod os igen et Stykke fremme med deres: »Mosju, Madame - en 25-Øre? jeg dør af Sult!« Men vi begynder at kunne kende dem fra hverandre trods Snavset og Koparrene og jager dem bort; og alle de, der intet har fået, hjælper os ihærdigt.
1258 Efterhånden falder hele Flokken fra, en efter anden, med Skældsord og Hån over »det gærrige Rak«; et Par rimelige Stene triller hen for vore Fødder som deres sidste Hilsen.
1259 Vi baner os Vej mellem Kaktussen og følger Stierne opover fra Etage til Etage. Overalt stinker der af menneskelige Uhumskheder, men i selve Hulerne ser der nogenlunde ordentligt ud, og nogle af dem bærer Spor af Velstand. Selv de fattigst udstyrede indeholder Samlinger af blankpudset, gammelt Kobber- og Messingtøj, der får éns Hjærte til at banke af Misundelse. De fattigste Huler består kun af ét Rum, og Loft og Vægge dannes af det rå Konglomeratfjæld; men som oftest er der to Værelser, en Dagligstue som får sit Lys fra Indgangen og - når det skal være fint - fra et Vindu uden Rude på hver Side af Døren, og Soveværelset, som man kommer ind til ad en Åbning i Dagligstuens Baggrund. Lofter og Vægge er her pudset ud og hvidtede, og undertiden er der muret Hvælving.
1260 Vi dumper ud på en nyanlagt Vej, som slynger sig op om Bjærget i lange Slag, og følger denne. Et Stykke foran os går en gammel Zigøjnerske med en stor Krukke Vand på Skulderen; Bjærgboerne har Benmuskler af Stål, og vi beundrer den gamle Kælling, der går så rank og let med sin Byrde, mens vi selv slæber os møjsommeligt opad. Hun har hørt på vore Stemmer, at vi er Fremmede, vender sig ikke om, men synker helt sammen under Byrden. Hun slæber sig afsted foran os som en dødssyg, stønner og klager sig: »Å, jeg dør! Jesus, Jesus, jeg dør! Å, å!« Hun lukker Øjnene, åbner Munden som en Fugl, der bliver kvalt, og strækker en rystende Hånd ud imod os. En Femøre stanser Anfaldet just så længe, mens hun åbner Øjnene og fastslår Beløbets Usselhed - så falder hun hen igen. Men da vi fortsætter vor Vej, opgiver hun al videre Dødskamp for denne Gang og stryger Øjeblikket efter rask forbi os med en let tilgivelig, ondskabsfuld Mumlen.
1261 Så smukt som disse Pariaer bor vel næppe mange Mennesker på Guds grønne Jord. Sierraens udstrakte Snemarker blinker som Sølv i Middagssolen, seks Mil borte og dog ikke fjærnere, end at man kan se en Fragtkaravane sno sig ned over dem. Sneen, der faldt sidste Nat, ligger endnu på Nordsiden af alle Højderne omkring os, og Bjærgene, der omgiver Vegaen, lægger en hvid Krans om den frodige, eviggrønne Slette. Byen styrter sig ned over de bratte Højder, danner en Slukt af Huse og breder sig på Sletten, hvor den drukner i svulmende Løvmasser, der ruller ind som mægtige Bølger i et grønt Hav. Vegaen selv synes ikke stor trods sin 25 Mils Omkreds, den er flad som en Sø, og Våningerne pletter den som hvide Sejl. Dernede grønnes allerede Frugttrærne, men på alle Højders sydlige Fald og langt ind i de dybe Flodlejer skifter det i blændende hvidt og koralrødt af blomstrende Mandel-, Aprikos-, Færsken- og Kirsebærtrær. Og den blå Solluft bølger med varm, vellugtfyldt Ånde.
1262 Zigøjnerne har været et uudtømmeligt Æmne for Folkeovertroen og den romantiske Digtning. Deres rastløse Vagabonderen, der drev dem fra Kavkasus til Atlanterhavet, fra Nordkap til Marokkos Sydgrænse, og deres tilsyneladende Foragt for en Levevis, der knyttedes til Jordeje og faste Samfundsformer, deres Mangel på Respekt for andres Ejendom, det fuglefri og tilsyneladende ubekymrede, der fik dem til at sove i den bare Sne og føde deres Børn på en nøgen Grøftekant, deres mystiske Dukken op og Forsvinden, deres snilde Kæltringestreger og uforståelige Kæltringesprog - alt dette, som Middelalderen selv fremtvang ved at jage dem fra Sted til Sted og nægte dem Eksistensmuligheder, faldt alligevel dens mur- og nagelfaste Mennesker for Brystet. Hvordan bjærgede dog disse løse Fugle Føden, medens Hungeren hærgede det velordnede Samfund? Hvordan gik de fri af Røvere og Voldsmænd, når alle andre klumpede sig sammen i Ly af Borge og Bymure og dog ikke kunde hytte sig? Hvordan kom de over Nætterne i de store Skove, når andre Mennesker knap kunde trække Vejret i deres egen Alkove for Spøgeri? De måtte stå i Pagt med de onde Magter, som alle Dage har været de eneste, der gav Menneskene Sejren.
1263 Den mørkerædde Almue Evropa rundt drog dem ind i sin barokke Forestillingskreds af Djævle og Hekse og lede Utysker. Den nærede også Husdyrets instinktmæssige Had til sin vilde Frænde og gjorde alt for at komme dem til Livs. Og gamle affældige Zigøjnerkællinger, der knap kunde hjælpe sig selv i det aller nødtørftigste, blev da til vidunderlige Sandsigersker, eller oftere til Ildeseersker, Giftblandersker, lede Hekse der bolede med Fanden eller forbyttede Fyrstebørn og derved afgjorde Rigers Skæbne. Folkefantasien pegede dem ud, og den beredvillige Inkvisition bragte dem på Bålet.
1264 Derved skånedes Stammen for det ubehagelige Arbejde at tage Livet af de Gamle, som dog ikke længer kunde følge med på den evige Omstrejfen. Og dens Magt over Almuen øgedes fordelagtigt.
1265 Mange Hundrede Zigøjnersker har prydet Kætterbålene, fordi der var pådigtet disse sølle Kræ en Farlighed og en djævelsk Begavelse, som Stammen selv så sin Fordel i at opretholde Troen på. Og de fortvivlede hæse Skrig, der undslap dem, når Flammerne slikkede deres runkne grimede Skind, lød i det forsamlede Folks Øren som dæmoniske Forbandelser og sælsomme Besværgelser, og øgede yderligere dets Frygt for denne forunderlige Race, som havde vendt op og ned på alle Begreber om ondt og godt.
1266 Hvad Hekseforfølgelsen vragede, skønt den ikke var altfor kræsen, greb Romantiken senere med Begærlighed; og de unge ubetydelige Zigøjnerpiger, hvis Liv er Driften i dens laveste Former, blev under Digtningens forskønnende Fingre til kolde, sjælløse men bedårende Skønheder, der tjente Statsintrigen som Værktøj og hvis Favntag fralokkede Statsmænd deres Hemmeligheder og fik Fyrster til at glemme deres Pligter. Amuleter og onde Øjne, Elskovsdrikke - hvad har ikke en frivol Fantasi tildigtet Zigøjnerskerne.
1267 Kun Mændene - de eneste måske der undertiden er noget ved - har spillet en ubetydelig Rolle som de intrigante Kvinders Værktøj eller i tarvelige Tyvehistorier.
1268 Denne underlige Race, der på Trods af sig selv har givet Fantasien så stærkt et Skub, virker fra første Færd frastødende ved sin Grimhed, der navnlig for Kvindernes Vedkommende er noget af et Særsyn; og man kommer vanskelig ud over denne Følelse af Modvilje ved nærmere Bekendtskab. Grimhed kan have et Præg af det Indre, af Personen, som gør at den i alt Fald ikke virker frastødende på en Nordbo; på denne adlede Grimhed lever vi i Norden og den gør vore Skønhedsidealer mere sjælelige - i Kraft af Nødvendigheden. Men i Zigøjnernes Grimhed er der meget dyrisk der tager Part, og en Del af hvad man med Rette eller Urette kalder selvforskyldt, fordi det stammer fra en eller anden Art Griseri. Tyndt Hår, rindende Øjne, udbulnede Næser og Udslæt er almindelige, og det samlede Udtryk virker med en Grådighed som man næppe træffer den hos noget Dyr. Hertil kommer, at de fleste Ansigter er hullede som et Sold af Kopperne, der hjemsøger Hulerne med få Års Mellemrum.
1269 Zigøjnersken fjærner sig da betydeligt fra sit Kontrafej i Literaturen. Som spæd Unge bliver hun gærne lejet ud til Tiggere, og så snart hun kan stå på Benene, bliver hun jaget ud for selv at tigge. I sit 15-16 År er hun Moder og slæber fra da til sit 30 År bestandig om med en Unge, som hvert År kommer i nyt Oplag; så begynder hendes Kællingealder og varer, til hun er 70-80 År. Sit tynde, sortglinsende Hår plejer hun med Neglene, hun er sjusket og forkuet, sammenfalden af at bære på Ungen, holdningsløs og krogbenet. Når en Familie går på Rejse og kun har èt Æsel, rider Manden og Konen vandrer ved Siden af med den mindste i et Klæde på Ryggen og de andre ved Hånden. Hun er i Mændenes Øjne Hundyret, der skal tvinges med hård Hånd selv ind under Kærligheden, hun har ingen til at beundre sig og gør intet for at tage sig ud. I Modsætning til Andaluserinden, der hvor lavt hun så står på Samfundets Stige altid ved sig fejret i sin Ungdom og altid har Råd til en Blomst i Håret og en Smule Koketteri.
1270 Man træffer Zigøjnersker alle Vegne i Granada, syngende og spillende på Gaden, sælgende på Markedspladsen, tiggende ved Kirkedøren. De sidder langs Vivarramblas Rendestene og falbyder Honning, idet de synger vovede Viser for at lokke Købere til; og de har deres eget lille Krammarked foran Katedralen, hvor de forhandler billigt Flitter af sorte Glasperler til at lægge på Gravsteder, skrækkelige tyske Glansbilleder og Blikkenslagerarbejde. Ved Indgangen til Alhambras Lund står de i Klynge og venter på Udlændingen, de ligger på Lur efter ham uden for Fremmedhotelerne, forfølger ham med Blomsterbuketer, griber hans Hånd og vil spå ham, stiller sig foran ham med vuggende Hofter og vil danse.
1271 Zigøjnerdans og - Spåning - hvem får ikke romantisk Hjærtebanken ved disse koglende Ord. Og så er der ikke engang en Smule Forblommethed i Spådommen. »Mosju, Madame længes efter Dem!« er dens evige Ordlyd, og det laller de alle, Børnene så vel som de gamle Kællinger. Dansen er et plumpt Udtryk for en plump Opfattelse af det erotiske. Mænd og Kvinder sidder i Rundkreds, klapper i Hænderne, slår sig på Lårene og synger. Midt i Rundkredsen står »Danserinden«, hun løfter lidt på Benene og snor Hænderne dovent over Hovedet, men hele hendes Temperament synes at sidde i Hofterne og Bækkenet, som vugger og vrider sig i hæftig Takt til Sangen og i Bevægelser, der vover sig længer og længer ud ved de iltre Tilråb. Denne Dans, der ikke ejer et eneste Skønhedstræk men nærmest falder ind under Dyrenes ubegrænsede Ytringsfrihed, roses hyppig af de Rejsende og sammenstilles med den yndefulde og indsmigrende andalusiske Dans! Og fornemme Englænder- og Amerikanerinder, som har overladt det praktiske til deres Mænd og selv farter Sydevropa rundt på Jagt efter romantiske Ådsler til at berige deres Hjemlands nøgterne Kultur med - vandrer hver Dag i Flokke og under Eskorte op til Hulerne for at nyde og beundre den vidunderlige Zigøjnerdans.
1272 Mændene ser man sjældnere noget til hernede i Byen, nu og da møder man dem dog som Mandolinspillere på Gaden, som Modeler eller Førere ved Alhambra. De er gennemgående ikke så ubetydelige som Kvinderne og mindre frastødende, en og anden af dem er høj og velbygget med et dristigt Udtryk - han har andalusisk Blod i Årerne. Granada tæller sine forvovneste og kløgtigste Smuglere blandt Zigøjnerne, og de ca. 200 Toldsoldater der omgiver Byen Dag og Nat, ved meget at fortælle om de listige Kneb og halsbrækkende Bedrifter, hine har udført for at smugle Varer og da navnlig Alkohol ind i Byen. Afgiften ved Porten er en Frank af hver Pot, så det er under gunstige Forhold en god Forretning.
1273 Hver Morgen står der en lang Række Æsler uden for Granadas Port og venter på at få deres Ladning af Frugter fortoldede; en Dag snubler et af dem under sin Byrde, og nogle af de dejlige grønne og gule Kæmpemeloner viser sig at være af malet Blik og fyldte med Sprit. I den følgende Tid stikker Toldbetjentene omhyggeligt deres Spyd ind i alle større Frugter, og imens trækker en Studekærre hver Dag i god Ro et Læs opskårne Brædder ind i Byen; til det en Dag viser sig, at nogle af Brædderne kun tilsyneladende er opskårne, men i Virkeligheden danner en Kiste - fyldt med Sprit. Eller en vindtør Zigøjnerolding nikker over Broen på et Æsel, der er så drægtigt, at Toldbetjenten siger Vittigheder om det; men Dyret har et Dobbeltskind - med Alkohol imellem.
1274 Nu er Vagten blevet så erfaren og Straf og Angiverløn så store, at denne Trafik er ved at dø ud. Men om Natten er Zigøjneren fremdeles på Færde, og med en flad Blikbeholder, der kan rumme 4-5 Potter, spændt på Brystet kryber han fra Bjærgene ned mod Byen ad Stier, som kun Gederne har trådt. Lige under ham men mange Fod nede ruller Floden, og nede på dens anden Bred står Vagten og lytter. En rullende Sten eller Jordklump er nok til, at der lægges Fælder for ham, og han bliver da fanget og vandrer i Fængsel eller forsøger en dristig Flugt og skydes ned; undertiden redder han sig selv, men må lade Varerne i Stikken. Men slipper han heldigt fra det, så har han tjent en efter Granadas Forhold god Dagløn.
1275 Om Dagen sover Smugleren i Solen på Bjærgsiden med Hovedet under en Figenkaktus, eller han begraver sig i sin Hule og spiller Kort. Han er så lidenskabelig en Spiller som nogen Spanier og bliver let uenig med sine Medspillere. Så må »Lysene pudses«, : Daggerterne drages for at bringe Orden i Spillet igen. Under Pudsningen hænder det, at et Lys går ud, men Øvrigheden blander sig nødig i, hvad der foregår oppe i Hulerne. Og det nytter heller ikke stort, da selv den hårdt sårede eller døende tager sin Modstanders Parti og nægter at vide noget.
1276 Zigøjnerne hylder fremdeles Selvtægten og mener, at Gengældelsen ikke alene tilhører den forurettede selv, men også lever og dør med ham. På dette som på mange andre Punkter kæmper de en hårdnakket Kamp mod Øvrighedens Indgriben. Og den ser igennem Fingre med meget heroppe, fordi der intet blev til Rest, om hvert af Rettens Kamre tog sit.
1277 Men hvor Zigøjnerne vil føre deres Leveregler videre ud og bringe dem i Anvendelse på det større Samfund, løber de Panden mod Væggen, og det sker tidt i Følge Forbryderstatistiken. De skal udgøre henved 30% af Fangerne i Granadas Fængsler og synes at forene Fængselsluften godt med deres knæsatte Frihedstrang. De bryder hyppigere ud end de andre Fanger og med større Held, men de vender også mere regelmæssigt tilbage.
1278 Og med alt dette er man i Andalusien uden at vide eller ville det nået et stort Skridt frem i Løsningen af det vanskelige Spørgsmål: Zigøjnernes Akklimatisering. Selve Naturen synes her at ville udrette, hvad flere Regeringer, bl.a. den norske, har måttet opgive som håbløst: at knytte Zigøjnerne til en bestemt Egn og gennem den til et mere regelmæssigt Liv. Mange selv af de ældre er født her og har levet deres Liv i og omkring Hulerne, eller disse har været det faste Punkt, hvortil de vendte tilbage fra alle deres Vandringer. I deres Børn er Stedfølelsen endnu stærkere, og Rodløsheden bor i dem kun som en Ustadighed i Arbejdet. Mange ejer selv den Skråning, hvori Hulen ligger; de dyrker Chumbo (indiansk Figen) og holder Geder, hvis Mælk de sælger nede i Byen. En Del lejer sig også ud som Markarbejdere, og enkelte flytter ned i selve Byen og bliver Håndværkere. Jeg kender personlig en Beslagsmed, som holder flere Svende, er Medlem af Borgerrepræsentationen og en anset Mand. Han har ikke mange Lovord for sin egen Race, men tager dog fortrinsvis Zigøjnere i Arbejde - for at vænne dem til det ordnede.
1279 Og Andalusiens Zigøjnere befinder sig på Overgangen til det ordnede. Den har været dem lettere her, hvor Samfundet ikke stiller de Fordringer til sine Medlemmer som i Norden, idet selve Begrebet Orden er så vagt og Livet kræver så lidt for at kunne leves nogenlunde. Og den lettes dem yderligere ved Nutids-Andaluserens store Tålsomhed og hans bunddemokratiske Sindelag. I Granada stiller Befolkningen sig mere afvisende til Zigøjnerne end i Sevillaegnen, men alt i alt bliver disse forhutlede Pariaer bedre behandlede i Andalusien end noget andet Sted i Evropa. Og de skønner på det.
1280 Hulerne er et Overgangsled mellem Landstrygerens Telt og Samfundets grundmurede Boliger, og Hundreder af deres Beboere kan allerede anses for faste Borgere - de betaler Skat, har Valgret og aftjener den treårige Værnepligt. Og den fuglefri, vagabonderelystne Zigøjner roses som Soldat for sin Lydighed og Disciplin. - Således forgår al Verdens Herlighed!
1281 Det er en kold Morgen sidst i Januar - Fredag, Zigøjnernes Markedsdag. Sierraens Sne er i Løbet af Natten krøbet helt ned til den øverste Bygrænse, Springvandskummen i Alhambras Løvegård bærer tynd Is. Det brede Vivarrambla der engang var Scenen for Mavrernes glimrende Ridderspil ligger øde hen.
1282 Men oppe ved Pladsens ene Hjørne, på det lille Torv, er der Liv. Zigøjnerkællingerne sidder der med deres Honning og Flitter og Bliktøj, de varmer deres blå Fingre over et Kulbækken, som de holder i Skødet, og slynger nu og da et skingrende Omkvæd ud. Idet jeg går forbi, trækker de mig i Ulsteren og opfordrer mig til at købe. Jeg afslår det med et velvilligt Smil, men alligevel falder der en Regn af Skældsord ned over mig: »Huy, Mosju, que feo es! Hvor han er grim, føj!« Grimme skidne Ansigter griner frem over Varerne og kaster sjofle Bemærkninger i Ryggen på mig.
1283 I min Iver for at komme hurtigt om Hjørnet er jeg lige ved at snuble over en Zigøjnerkrøblings nøgne, sammenrynkede Benstump, som han sidder og holder lige ud i Luften for at vække Medlidenhed.
1284 »Hermano - Bror! giv mig en Skilling for Guds Barmhjærtigheds Skyld.«
1285 »Jeg vil give dig to, hvis du vil stikke den forkomne Benstump i et Strømpeskaft og ikke sidde og blotte den. Du pådrager dig selv en Lungebetændelse og andre en blandet Nydelse.«
1286 »Hombre que sì - det er sandt nok Mand! Men så fik jeg bare ingenting.«
1287 »Jeg tænker du fik meget mere.«
1288 »Nej, for så saà de jo ingenting. Og Folk vil se noget for deres Penge - vil man ikke også det dèr hvor du er fra? De ser allesammen på det, og så er der altid en og anden, som imens får Hånden i Lommen. Damerne ser også, men de gør det fra Siden, for de vil helst ikke give noget.«
1289 »Ser du det, du er dem for brutal!«
1290 »Nej, men de er gærrige - det er alle Kvinder. Men så stikker jeg blot Benstumpen så langt frem, at de stryger imod den med Kjolen; det bliver de ækle ved, for de tror, der er Materie på. Og så smider de lidt til mig for at jeg ikke skal gøre det oftere. - Må jeg så ikke få den ene Skilling og beholde Benet ude - Bror, Adelsmand?«
1291 »Det må du. Farvel, Ven.«
1292 »Gå med Gud, Señorito.«
1293 Midt for Domkirkens Trappe ligger der et Æsel med alle fire Ben ud fra sig, Halsen strakt hen ad Stenbroen og lukkede Øjne. Det er segnet under for stor en Byrde Trækul. Driveren løser ikke Byrden af Dyret, men han sparker det ind i Lysken med sin tunge Støvle og råber: »Op med sig, Æsel, Bæst, Skabhals!« Men Æslet rører sig ikke, og han giver sig til at græde.
1294 To Zigøjnere kommer til. De hjælper ikke Bonden, men giver sig til at nedsætte hans Dyr, de vil benytte sig af hans Fortvivlelse til at erhværve sig det for en Slik. Handelen er allerede ved at gå i Orden, da en Præst kommer ned ad Katedralens Trappe og befaler Bonden at løse Byrden af Æslet. Det rejser sig med Møje, det har Sår på Knær og Bringe af Faldet og over Ryggen af Byrdens evindelige Gniden. I de Sår behøver man blot at pirre det med en spids Kæp, så jager det på, lige til det styrter. Det er så villigt, et rigtig flinkt lille Æsel, og Bonden vil ikke høre tale om at sælge det, nu da det er på Benene igen. Derimod sælger han Trækullene til de to Zigøjnere for en Ubetydelighed - for at være fri for at læsse dem igen.
1295 Man kan skyde Genvej gennem den store Katedral, det gør de fleste, og Gulvet er helt slidt her på den ene Side. Præsterne, der knæler for Altret, må hvert Øjeblik dreje Hovedet efter Lyden af de raslende Skørter.
1296 Så en lang snæver Gade, overludet af tunge Balkoner - Skrivergaden. Gadeskriverne sidder ved deres Pulte og blæser på de valne Fingre, der er ingen Søgning. Kun ved en Pult står en ung Pige, hun dikterer: mil besos y mil cariños, tusend Kys og tusend Kærtegn; al denne Overflod skal i én Konvolut.
1297 Midten af Gaden ligger i ufremkommeligt Ælte, og på Fortovet har Skomagere, Skræddere, Snedkere og mange andre deres Værksted. En Murer rører Kalk sammen på det bare Fortov; man må plante en Fod midt i det for at komme over, og det gør de den ene efter den anden uden at kny. Hist sidder en Skomager og tager Mål af en ung Pige med hendes Fod oppe i sit Skød; her sidder en Familie og spiser Frokost med Fødderne i Rendestenen og Opdækningen på Fortovet; derovre op ad Muren skifter en Mand Skjorte, mens en Kvinde står foran og holder Skørterne ud - i et fortvivlet Forsøg på at dække ham.
1298 Gaden kniber sig sammen og forsvinder under den gamle mavriske Port Elviras Hesteskohvælving. Der udenfor ligger Zigøjnernes Markedsplads, en lang Strimmel Sandjord, der piner sig ud i en Spids til den støder mod Tyrearenaens Porte. Til den ene Side ligger talrige Vinknejper, til den anden hæver Bjærget sig, med Væverskernes By Albaicin og Zigøjnernes Huler højere oppe.
1299 Forkuede Bønder står ud over Pladsen, sammenkrøbne, blåfrosne, med en Dryp under Næsen - og holder ved Hovedet af deres Kreaturer, som skal sælges for enhver Pris. Bevidstheden herom samt Kulden der endnu ikke er gået af Luften får dem til at se sølle ud, helt sjælelig forkomne. Surøjede Zigøjnere lusker fra Gruppe til Gruppe, belurer Dyrenes Svagheder og vurderer Mændenes Armod for siden at benytte begge Dele.
1300 Der går også Opkøbere om, naive Spaniere i lange Kapper; de er kommet hertil med Morgentoget fra Havnestæderne og bestræber sig for at se ud som drevne Handelsmænd. Bønderne kaster længselsfulde Blikke efter dem og gør Tegn til dem, at de skal komme og købe. »Køb af mig, bitte Ven,« siger en lille Bonde til en lang Opkøber, »så bliver ingen af os snydt af dem dér.« Og han peger over mod Zigøjnerne.
1301 Men hans usle, langhårede Kreaturer, der har levet på Majsstrå og tørre Bjærgtidsler hele Vinteren, fanger vanskelig Opkøberens Blik, for derhenne holder Zigøjnerne med Grupper af sirlige små Æsler, der er klippede i fine Mønstre, og lækre Muldyr med rød Dusk i Panden. Ingen Spanier kan stå for det Syn, har han så Snese Gange erfaret, at Skinnet bedrager.
1302 Og dog véd ethvert Barn at fortælle om, hvilke Øjenforblændelser Zigøjneren kan påføre et Menneske, når det gælder om at afsætte et uafsætteligt Dyr til ham. Folk har købt de nydeligste Æsler og Muldyr herude, som så bagefter viste sig at være flikkede sammen og kunde tages adskilt næsten som en Symaskine. Ved Arsenik og hemmelige Urter pustes Dyrene op, så de ser velnærede ud og knejser og går på for Køberens Øjne. Men Dagen efter er de som Klude, deres dejlige musegrå Farve smitter af og efterlader en falmet gråsprængt Pels, hvoraf store Stykker falder ud, som er klistret over de afgnavede og sårede Steder. Ja, og Halen den kan man da gærne tage af og sætte på igen efter Behag.
1303 Zigøjnerne vil, når de engang går helt op i den andalusiske Befolkning, give et ejendommeligt Bidrag til dens Karakter som de nu giver det til dens Folkeliv - ved deres udprægede Handelstalent.
1304 Andaluseren selv har ingen Ævner i den Retning, han kan trække det korteste Strå tyve Gange uden at blive klogere deraf. Sine Nederlag tilskriver han Trolddomsmidler hos Zigøjneren, og dem kan jo ingen Djævel stå for, var han aldrig så klog. Han er fuldstændig blottet for almén Vurderingsævne, alting farves af hans personlige Følelser; han vurderer, vejer og handler efter uvedkommende Bevæggrunde, efter sit eget Jegs for eller imod. »Det Ansigt tiltaler mig, han skal have Varen for den Pris!« er en Sætning, man ofte hører. Men afhænger en Handel ofte af, om et Ansigt er tiltalende eller ej, så er den uadskillelig fra Modpartens Tungefærdighed. Et Dyr vil i en Spaniers Øjne få netop de Egenskaber, en veltalende Zigøjner tillægger det - gode eller dårlige alt efter Tilfældets Natur. Thi i dette dejlige Land er hvert stort og rundt Ord af Guld, og de fleste Ord leverer det bedste Bevis.
1305 Og Zigøjneren har mindre Samvittighed og mere Overtalelsesævne end en vestjysk Pranger. Han driver om i overlegen Ro med Hænderne i Lommen, snart er han henne og sælger et af sine Dyr til Opkøberne, snart slår han et Slag ud over Pladsen for at spørge på Priserne. Af den hånlige Latter skulde man tro, at Bønderne var ublu i deres Forlangender; her kræver én 10 Duros (ca. 36 Kr.) for et godt lille Æsel; histhenne står den dejligste andalusiske Plag til 150 Kroner. Og de magre dårlige Dyr kan man købe for nogle få Kroner.
1306 Rundt om har der dannet sig små Grupper, hvor nogle Zigøjnere er i Færd med at gøre en Bonde mør. De står i Kreds omkring Bonden og hans Kreatur med lange Piske i Hænderne, en og anden har en Kreatursaks bag i Skærfet. Når alt det usle er sagt der kan siges om Dyret, gør Køberen et Bud, og samtidig søger han under allehånde Påskud at prakke Bonden en Duro på; det er Håndpenge, og kan han få Bonden til at tage Mønten i sin Hånd, er Handelen afsluttet. Men Bonden gør sig slatten; hvergang de trykker ham Mønten i Hånden, falder den plat til Jorden. Så træder to lange Gavtyve til, to Zigøjnere; den ene stiller sig på sin Stammefrændes, den anden på Bondens Parti. De vekselvis skubber de to Handelsmænd over i hinandens Arme, eller rakker med frygtelig Larm Modparten og hans Klient ned, eller Sælgerens Advokat tager Køber og Sælger om Halsen og trækker dem afsides, mens den anden Advokat løber bagefter og haler dem alle tre i Kapperne. Det er et kosteligt Syn for en Udenforstående; men Bonden ligner en Døende, der ser Ådselgribbene kredse ventende over sig.
1307 Endnu er der Modstandskraft i ham, og Flokken går. Senere kommer den tilbage, og Bonden står der endnu og holder ved Hovedet af sine Kreaturer, helt sjælelig forkommen, så langt borte i Tanken om Skatter og Afgifter, at man kan prikke ham på Øjnene uden han mærker det. Hans Priser er gået endnu længer ned, og inden Aften køber Zigøjnerne hans Dyr for en Tredjedel af Værdien.
1308 Næste Fredag kan han om han vil gå herud og se sine Kreaturer, nu vel pudsede og klippede og med en lille Humørdjævel i Kroppen, vandre over på de spanske Opkøberes Hænder til høje Priser. Så udstøder han et caramba! samler en fortygget Cigarstump op og laver sig en Cigaret af den - og Handelen er glemt. Og næste Gang går det ham ligedan.
1309 Midt imellem Grupper af Æsler og Muldyr sidder en Zigøjnerkælling uden Næse med Skørtet fuldt af små røde Pattegrise. Handelen går strygende, og hvert Øjeblik fjærnes en Gris under høje Hvin, der får Æslerne til at skryde som sprukkent Metal, og de smækre andalusiske Heste til at fare nervøst sammen. Med Ryggen mod hende sidder en Zigøjner fra Sierraen med bare Fødder og et Hestedækken viklet om Halsen, han falbyder små spidssnudede Ulveunger. Opkøberne render om med flagrende Kapper, Zigøjnerne misser smilende med deres vippeløse Øjne, og Vandsælgerne - næst efter Tiggerne Granadas uundværligste Væsner - krydser Pladsen i alle Retninger som Svaler, med Glas i Hånden og Korkbeholdere på Ryggen. »Aqua! se her er Aqua! Frisk og godt Vand, Snevand, Isvand!« Kun Bønderne står ubevægelige med en Dryp under Næsen og holder ved Hovedet af deres forhutlede Dyr; de har søgt Tilflugt bag en stum og stædig Obstruktion, som redder dem - indtil videre.
1310 Op og ned ad Landevejen kører et stort Jærnmonster, der ligner Lokomobilet til et Damptærskeværk. Det er forspændt med fem små Æsler i en lang Række, øverst på det sidder en Zigøjner og driver Æslerne frem med høje Råb og rører i en Kedel, nede bag går en Kælling og rager op i Ilden og synger sit caliente! caliente! langt ud i Luften. Dèr kan man få varm Frokost for 5 Øre: Blækspruttearme så lyserøde som nyfødte Museunger og Flæskesvær med Børsterne på - en hel Håndfuld af hvert, dryppende af den lækreste hede Olie og lige til at sluge.
1311 Oppe fra Albaicin klaprer Vævene ustanseligt, og endnu højere oppe, ved Jordhulerne, går en Zigøjnerkælling og hænger røde Pjalter til Tørre på Kaktusen. Farven står som en klangfuld Fanfare til det letgrønne Fjæld og den blå Himmel.
1312 Jeg driver ind i Anlæget på den anden Side Landevejen, sætter mig på en Bænk og ser ud over Markedspladsens Mylder. Det er over Middag, Solen skinner så varmt, at den lokker Tigger efter Tigger ud af de fugtige Gyder. De gør et Par Slag ud over Pladsen, styrer så løs på mig og falder endelig til Ro i Plænens Græs med Dækkenet viklet om Hovedet; dèr ligger de som snorkende Pjaltebylter - Armodens Overflod. Granada har så mange af dem, at de tigger af hinanden, og de er så stolte, at de ønsker én Guds Velsignelse, enten man giver dem noget eller ej. Solen kæler for dem og slikker deres halvnøgne Lemmer varme; Menneskene ser på dem med milde Øjne, og den der har noget, giver dem enten de beder om det eller ej.
1313 Der går en fin Dame forbi med et Barn ved Hånden; Barnet peger og siger: »Se Mor, dèr ligger en Tigger.« - »Nej, mit Barn,« svarer Moderen, »det er en Bror - en fattig Bror.« Opsynsmanden jager dem ikke engang ud, skønt de ligger midt i Plænerne med Hovedet mod Blomsterrabaterne.
1314 Dagen hælder, Bønderne har endelig givet Køb og laver sig til at tage hjem eller forsvinder i de talrige Vinknejper. Zigøjnerne trækker af med de forhutlede Dyr, op til Hulerne i Barmhjærtighedens Bjærg, hvor den store Forvandling skal foregå fra afrakket og styrtefærdig til fyrig og ubændig - altsammen inden næste Fredag.
1315 På Pladsen begynder nogle Rekruter at eksercere og jager de sidste Markedsfolk bort, hist og her står en Stodder eller en Hund og snager i en Affaldsdynge.
1316 På Grøftevolden ved Landevejen har nogle Zigøjnerpiger slået sig ned. De pludrer i Munden på hinanden og krænger de udviskede Træk ud til brede Grin, sære abeagtige Grimasser. De lægger Hovedet i hinandens Skød og får det afsøgt, kigger nysgærrigt frem mellem Venindernes travle Negle for at se den Forbigående, gnasker Pinjekærner og pludrer - kælne og med et Udtryk af dyrisk Velvære.
1317 Som Aberne i Zoologisk Have.
1319 Gennem Bjærgene med Diligence
1320 Inde i Spaniens Bjærge kan man møde et underligt Væsen. På Afstand ligner det et Kæmpedyr, der med den spidse Hale foran og det store gule Hoved slæbende efter sig bugter sig i vild Fart ned ad de krumme Bjærgveje, mens Støvet står om det som en hvid Sky. Nærmere ved viser det sig at være en uhyre Omnibus, der slingrer af Sted, forspændt med indtil 14 Muldyr, Hoved ved Hale i èn lang Række; kun nærmest Køretøjet er to Dyr spændt ved Siden af hinanden, Stangdyrene. På det første Dyr i Rækken rider el delantero, Forrideren; han styrer det lange Forspands Kurs, og i gamle Dage, da der ingen Baner var, måtte han ofte ride tre Døgn i Træk. Der er langt fra Forrideren hen til Omnibussen, og på dennes Buk sidder el mayoral. Han har Tømme på de to Stangdyr og styrer ved Hjælp af dem Køretøjet, der som Følge af Bjærgvejenes stærke Sving ofte har en hel anden Retning end Forrideren. Hans er det vigtige Hværv at passe Bræmsen, og han har Overansvaret for det hele. Han har en Pisk med kort Skaft og lang Snært, der kan nå tre Dyr frem i Forspandet; desuden har han el zagal, en 14-15 Års Knøs, der løber ved Siden af Køretøjet og med en Kæp opmuntrer de dovne blandt Dyrene. Køretøjet har undertiden to Etager og desuden Sæder hængende rundt om udvendig med Kalesje over og Plads til 3-4 Mennesker, hvis Ben dingler ud i Luften. Til disse luftige Sæder og øverste Etage kommer man op ved Hjælp af en løs Stige. En sådan Omnibus kan rumme en 30 Mennesker og har tre Klasser ligesom Jærnbanerne. Endnu for få År siden fulgte der altid Bedækning med den mod Røverne, og det skal fremdeles være Tilfældet i de mest afsides Egne.
1321 Af store Byer er Granada den eneste, der nu holder Forbindelsen med Verden ved Lige ved Hjælp af disse gammeldags Køretøjer. Til alle Sider om Granada løber der store Samfærdselsårer, som forbinder Madrid og Nordspanien med det sydlige og Middelhavskysterne; de nærmer sig Byen til en Afstand af nogle Mil og bøjer så af som om den frastødte dem. Kun med de sydlige Landsdele knytter en lille Stikbane Forbindelsen, til alle andre Sider må man tilbringe en Dag i Omnibus, før man når moderne Færdselsveje.
1322 Vi skulde til Madrid og havde Valget mellem tre Diligenceruter, der gik i hver sin Retning; vi valgte den besværligste men også interessanteste, Ruten over Sierra Nevadas Højland til Guadix.
1323 Dagen før vi skal rejse, går jeg til Skomageren med en Sko, der skal lappes. Manden er Portner i et Herskabshus og sidder hver Dag på Fortovet foran Paladsets smukke Portal og arbejder. Hvornår jeg kan få den igen?
1324 »Jeg tager fat på den med det samme - De skal få den om en Time.«
1325 »Men De må endelig gøre den færdig i Dag; jeg skal rejse i Morgen tidlig.«
1326 Han ser forbavset på mig: »De skal få den om en Time, har jeg jo sagt.«
1327 Skoen er ikke færdig om en Time - Mandens Svigermoder er nemlig død imens. Men den skal bestemt komme hen i Aften.
1328 Den kommer ikke, og jeg går derhen - Manden sidder ved sin Disk på Fortovet og læser Avisen. Nej, den er ikke færdig, for den Svigermoder, den Svigermoder! Galt var det, mens hun levede, men ti Gange værre ter hun sig da, efterat hun er død; hun vil simpelt hen ikke i Jorden. Om jeg er gift, da vil jeg forstå og bære over med ham, sikkerlig! Sagen er, at hun engang har været gift med en Protestant - en Franskmand eller Afrikaner eller sådan noget - og nu ved Præsterne ikke, om hun må komme i katolsk Jord; der har været meget Løberi i den Anledning. Men i Morgen tidlig! Den hellige Jomfru og Sakramentet er Mandens Vidner, at han skal arbejde hele Natten blot for den forbandede Svigermoders Skyld; og min Sko skal være det første, hans Hænder rører ved. »Vær De kun ubekymret, Señorito!« Og han lægger sin Hånd på min Skulder.
1329 Næste Morgen tidlig dundrer jeg med Porthammeren en halv Time, og endelig kommer Manden, halvpåklædt og med store Søvnklatter i Øjnene. Det var den Sko.
1330 »En Sko? I Går siger De? Lovet Dem til i Dag?« Og Manden, som jeg hver Dag har set sidde på Fortovet, og som tilmed nu og da har børstet mine Støvler, mener at der må finde en pur Forveksling Sted. Hurtig forlader han dog dette uholdbare Standpunkt og forvandles blødt og umærkeligt til en stor Skomagermester, der umulig kan påtage sig Ansvaret for hvad hans Folk lover - sådan som Forholdene desværre engang er i Granada.
1331 »Men Herregud, det var jo Dem selv Mand. De fortalte mig oven i Købet, at Deres Svigermoder -«
1332 Han lytter opmærksomt, hele hans Udtryk røber Iver efter at komme til Bunds i dette her. Med ét går der et Lys op for ham: »Men så er det jo min Bror, De har talt med! Svigermoderen var død, ikke sandt? og der var Kludder med Begravelsen, hvad? Der har vi det jo.« Han ler varmt og er så henrykt over Løsningen på Gåden, at han må råbe det hele ind gennem den lille Glug til Konen. - »Jo, det er ham,« vender han sig atter til mig, »han ligner mig for Resten på et Hår. Se, se da, som det også kan gå! - Men hvorfor er De egenlig så opsat på at komme med den Rumlekasse? Lej en Droske og lad den køre Dem over til Daifontes. Dèr kan De snuppe Toget og behøver ikke tage her fra før Middag.«
1333 »En lille Merudgift på en Snes Frank!«
1334 »Herregud, 20 Frank, er det værd at regne på en Rejse som Deres. Men for Resten, vent De til i Morgen tidlig og tag med Diligencen, Deres Billetter er såmænd nok gyldige. Så har De Tid at trække Vejret, og vi kan få Deres Sko gjort pænt i Stand. Og De sparer de 20 Frank, det er da også Penge, ved jeg. - Gå Glip af Karnevalet? puh, Madrids Karneval er såmænd ikke en sur Sild værd! Vil De endelig se Karneval, så bliv De her i Granada til i Overmorgen.«
1335 Jeg foretrækker imidlertid at få min Sko udleveret, hvilket sker mod Erlæggelsen af en lille Bøde på en Frank, fordi jeg har gjort Brud på indgåede Forpligtelser. En tilkaldt Betjent bekræfter, at Bøden er i sin Orden - som en Betryggelse af Handel og Vandel. Og Manden havde i ethvert Tilfælde fortjent sin Frank. Han kunde have lappet Skoen på Halvdelen af den Tid, han brugte til at snakke sig fra det, og sparet sig al den Hitten på - men han gjorde det ikke. Og jeg er vis på, at havde han været almægtig, så havde han lavet en Brosammenstyrtning, Pest i Madrid, Oprør i Andalusien - et eller andet hårrejsende for at få mig til at vente, til Skoen kunde blive flikket. Hvad som helst vilde han have gjort for mig i Anledning af den Lap på en Sko - og sådanne Folk kalder man dovne!
1336 Vi nåede Dagvognen i sidste Øjeblik og rullede opad gennem de snævre Gader; Klokken var seks, det gryede svagt. Der er foruden os to Passagerer: en tyk Kone og en Dreng. Vognen er inddelt i to Kupeer, den har kun èn Etage, men ovenpå er der fuldt af Fragtgods. Det er en slem Rumlekasse; den er slap i Fjedrene og hugger til begge Sider, som skulde den slå Murene ind; der er en øredøvende Larm inde af de klirrende Vinduer, løst Jærn, der rasler uophørligt, Vognfjedre der klapper sammen med korte Mellemrum, og Bræmsen som hele Tiden skurer på Hjulene, skønt vi kører stejlt opad. Husenes søvnige Vinduer glider skråt nedad, Tagene også; Lag for Lag af Byen synker under vore Fødder. Vi stiger opad som i en Væske, der bliver klarere og klarere, og kan se ned på Bunden af mange snævre Gader; dernede svømmer Mørket uformeligt, men om Husenes øverste Halvdel hvidner det.
1337 Vi har kun seks Dyr for, to Stangdyr og de andre fire foran i èn lang Række. Vi har heller ingen Forrider, men en Zagal, der forstår at bruge Kæppen. Slagene regner ned over Dyrene, og de lægger sig i den stejle Vej med opskudt Ryg og slæber os opad. Bræmsen skurer bestandig på Hjulene.
1338 Foran os rejser sig en Mur af Bjærge, stejle og uoverkommelige ser de ud. Sierra Nevadas øverste Istoppe Mulhacèn og Picacho har fanget de første Solstråler fra Middelhavet og slynger dem ind i Rummet, og Dagningen iler som blussende Rødme over de vide Snemarker deroppe. Under os ligger Byen og misser mod Gryet, den mægtige Vega er hyllet i hvid Dis og ligner et blankt vidtstrakt Fjældvand, der synker dybere og dybere i sin Krans af Snebjærge, som i en uhyre Tragt.
1339 Men det er os, der stiger, uophørligt, op gennem Gryet og videre, op i Bjærgenes kolde tindrende Solskin. Vi er stået af og har lokket de to andre til også at gå, men det synes ikke at batte; Dyrene kryber op ad Vejen med Ryggen i en Bue, det ser ud som Ryghvirvlerne vilde sprænge det grå afgnavede Skind. De bruger Hovenes Kant som Klo i Bjærgvæggen for ikke at glide, og Diligencen raver efter dem som en fuld Mand; Zagalen springer pryglende frem og tilbage, Mayoralen sover på Bukken. Jeg vækker ham og gør ham opmærksom på, at Bræmsen slæber; den spænder i Virkeligheden så hårdt mod Hjulene, at de stundom skurer i Vejen. »Den er itu,« siger han med et opgivende Skuldertræk, »men det er for Resten udmærket for Dyrene ned ad Bakke.« - »Ja, men nu kører vi opad.« - »Man kan ikke få både i Pose og Sæk,« svarer han gabende. Han ser fuldstændig nevtralt på det, som et indre Anliggende mellem Dyrene og Diligencen; men da jeg forklarer ham, at vi må gøre noget, står han straks af og holder stille. Han lægger sig på Ryggen i Vejstøvet inde under Vognen og stemmer med Benene den svære Bræmsefjeder i Vejret, mens jeg snører den fast til Vognbunden.
1340 De nærmeste Højder Østen for Granada er uhyggelig golde; stift Græs og enkelte tidselagtige, skarpe Planter med gule Blomster er den eneste Vegetation. Vejen er skåret igennem, på begge Sider er der høje Masser, som spærrer for Udsigten, og bagved begynder Landet at vælte sig op. Kun lige i Vejens Udsnit skimtes dybt bagnede en Stump af Vegaen og en grå, uformelig lille Klat, det er Granada.
1341 Vi forlader den indelukkede Vej og Køretøjet og stiger op over de omliggende Højder. Hist og her gaber Indgangen til en Hule imod os, den er ubeboet, en tilgroet Sti snor sig væk fra den og bliver borte lidt henne. Her er ingen menneskelige Boliger, kun nøgne Høje rundt om; men idet vi når frem til den næste Høj, åbner en blånende Afgrund sig lige for vore Fødder. Dens bratte Sider er bevoksede med Frugttrær, nede i Bunden snor en hvid Strøm sig frem mellem en Samling Huse; Stemmer stiger op i Stilheden dernede fra, og et Æsels trompetagtige Skryden. En lille Verden, lukket inde til alle Sider af Bjærgmasserne.
1342 Så kommer Zagalen springende og beder os stige ind; Klokken er henad ni. Endelig løber Vejen da horisontalt, og Dyrene, hvis Muskler spillede mens de stod stille, sætter i rask Trav. De stryger af Sted som var de lige taget ud af Stalden, frem, om et skarpt Hjørne og ned i en dyb Dal. Der er Fart i Kludene, Kusken skruer af gammel Vane på Bræmsen, skønt den ikke virker, Dyrene slår over i Galop; vi ruller af Sted med stadig voksende Hast - som en lille Lavine. Men Faldet hører pludselig op i næste Sving, det knager frygteligt i den gamle Kasse, og vi slingrer roligt ind i en Landsby.
1343 Og det går atter opad - nedad og opad som i en mægtig Gynge, der i Kast på en halv Mil slynger os fra Bjærgtop til Bjærgtop, bestandig højere, mens Jorden synker om os og bliver større og større. Vegaen, der ligger 2,300 Fod over Havfladen, er som sunket i Afgrundene; dens hvide Bjærgkrans synker også: Sierra Elvira, Sierra Alhama, den mørke Spalte langt borte ved Loja. Alle Bjærgtoppene må neje sig og gør Landskabet umådelig stort; kun Nevadas Tinder rager fremdeles op.
1344 På Diligencens Kontor havde man forsikret mig, at Ruten havde Forbindelse med Madrid-Eksprestoget, som passerer Guadix Kl. 3 Eftm. Mayoralen blev meget forbavset, da jeg fortalte ham dette, og beviste mig, at den planmæssige Ankomsttid var Kl. fem. Det betød, at vi først kunde komme med det langsomme Nattog, som bruger et helt Døgn om at nå Madrid; og jeg lovede ham en Duro, om han kunde skaffe os frem til Eksprestoget.
1345 Dette blev Signalet til en aldeles vanvittig Kørsel. Mayoralen rejste sig i Sædet og piskede løs på Stangdyrene, idet han udstødte sit skingrende Råb: Y-å! Y-å! Zagalen fór frem som en Pil, opmuntrede Dyrene med Kæppen og med Skærver, sprang og skreg og slog løs, til Farten blev så voldsom, at han sakkede agterud og måtte smide sig over Vogntrinet. Vi var kommet over en Kam, og det gik atter nedad i hvirvlende Fart; Bjælderne klang, Vognen rumlede, hoppede i Luften, slingrede - af Sted, af Sted! Ned i et dybt Styrt, over en Kløft med en gammel Træbro, op ad den næsten bratte Skrænt i samme susende Fart. I de bratte Sving har vi de forreste Dyr løbende neden for os i modsat Retning; det ser ud som vilde de trække os på Hovedet i Kløften, der skyder ind som en Bådstævn. Men det går, vi slingrer bare lidt stærkt, idet vi svinger. Så en lodret Klippevæg til venstre og til højre Afgrunden, uhyggelig dyb! og nedad i rystende, sanseløs Fart. Og Vognen er råden, Bræmsen virker ikke, Mayoralen har kun Tømme på Stangdyrene. De andre styres ved Råb alene, de løber som de vil, trykker sig ind mod Klippen og viger ud mod Dybet, alt som Zagalens Kastevåben rammer på den ene eller anden Side.
1346 Der er 1000 Fod ned til Afgrundens Bund, måske 1500 - Tallet er for så vidt ligegyldigt, som Resultatet bliver det samme. Og alligevel - i dette Øjeblik tror jeg hellere, jeg vilde mases på 1000 Fods Dybde end på 5000; det er det småtskårne som kommer af at tilhøre en lille Nation. En Englænder vilde have det modsat. Dèr dybt nede ender Kløften i et skarpt Læg, stiger atter på den anden Side - kun et Par Hundrede Fod borte - og ender kraftigt mod den blå Himmel så højt oppe, at Solen ikke kan nå os, skønt det næsten er Middag. På den blånende, uhyre Væg hænger Gederne i halsbrækkende Stillinger, de glor efter os, ryster Skæget og gør krumme Bukkespring i det lodrette Fjæld.
1347 Men vi smiler lidt tvungent til hinanden og søger en forunderlig Trøst i at klamre os til Vognhyndet og se tapre ud. Den tykke Kone, som sidder på den udvendige Side, vipper bestemt Diligencen - om jeg fik hende til at bytte Plads. Men ikke med mig selv; jeg har hele Ansvaret - både juridisk og moralsk - for min Hustru også, og har altså ingen Ret til at sidde med Ryggen til Afgrunden. Det var i og for sig rigtigst, om jeg sprang af - jeg skylder mine Børn det. Men man er jo fejg, og den Tykke snorker, som om der ingenting var på Færde. Det er Fedtet, som gør hende dorsk.
1348 Det går atter lidt opad, men vi mindsker ikke Fart mere, den Duro synes at have forhekset selve Trækdyrene. Bjælderne rangler uophørligt ind i Vognens øredøvende Rumlen, Ruderne svirrer som arrige Insekter, de galopperende Muldyr vrinsker og slår bagud, når Zagalen styrter sig ud fra Vognen og prygler løs på dem. Y-å! Y-å! af Sted, af Sted! Forbi Hytter og gennem Bjærgstrømme som løber over Vejen, op og ned i en umådelig Kastegynge. Her og dèr stikker en Klippe frem midt i Vejen, hvert femte Minut sætter vi over en Dæmning, bestemt til at skære Regnvandet ud til Siden; hvergang giver det et Stød, som skulde Hjærtet flyve ud af Halsen på én.
1349 Fornede forsvinder Vejen om en Fjældgavl og efterlader blot et svimlende Dyb. Den kommer frem igen som en løsreven Stump hinsides Dybet og hænger som Resterne af en smal Gesims over Afgrunden, bliver så borte om et skarpt Hjørne. Der skal vi om - og i denne forrykte, forrygende Fart. Og på Bukken står Mayoralen og brøler op og pisker løs, mens Tømmerne hænger og dasker nede mellem Stangdyrene.
1350 Men alting er en Overgang; efter et Par Timers Forløb ånder vi atter ud, vælter Bekymringen for Liv og Lemmer af os og nyder Landskabet. Vi har nået Rutens Højdepunkt, ind til Siderne ligger små Gletsjere og blinker; kolde klare Strømme springer frem - ikke tykkere end en Finger - og vinder sig nedefter; det er de første Antydninger af en eller anden Flod. Folder og Rynker og Skår; store frostblå Knuder og svovlgule Skaldepander; mægtige Blodar og truende Bryn - Jorden ligger under os som et mishandlet Kæmpeåsyn, hvis Træk fordrejes i Smærte og Had. Men set fra den næste Kam er den et stillestående Smil: flimrende Vandstyrt ned over Klipper der står som mægtige Orgelpiber nede i Dalene; enlige Klippestænger der rejser sig over Tinderne som uhyre Bavtastene, om hvis Top en Rovfugl på brede rolige Vinger tegner Tiden ind i stedse mindre Kredse.
1351 Landskabet kan vide sig ud til en hel Verden af Toppe og Tinder og lange Rygge, det strækker sig milevidt til alle Sider og begrænses af den blå Æter - som en Ø der svømmer ene om i Universet. Og det kan snævre sig ind om os til en Afgrund med to stejle Klippevægge. Eller en halvrund Bjærgkæde trækker sig hen over det som en vældig Underkæbe; op af Kæben stikker sorte Klipper, knækkede og i spidse Splinter med brede Skår imellem - Kællingtænderne kaldes Stedet træffende. Ikke et Menneske, Dyr eller en Våning heroppe. Men langt oppe mellem to gule Klipper hænger en Stump Pløjemark som en Slags Signal til Himlen om, at Jorden dernede endnu er beboet. Den ligner en brun Pjalt sat på Silke.
1352 Jeg spørger Kusken, hvor højt vi er til Vejrs. »En 50-60 Favne vel«, svarer han grundende og med et Udtryk bagefter, som var han angst for at have overdrevet. Vi sætter den Tykke og hendes Søn af ved en gammel Kro, raster en Times Tid og jager så atter videre.
1353 Nu går det stadig nedad. Strømmene løber i samme Retning som vi, bag os tårner Bjærgmasserne sig efterhånden op. En frodig Dal vider sig ud forneden med Landsbyer og blomstrende Frugttrær. I Dalens Bund løber en bred stenet Flod, og på den anden Side hæver Landet sig igen, men roligt; med et Præg af Uendelighed og Harmoni strækker det sig opad gennem Blåt og Purpur og ud i det Fjærne, hvor det taber sig i Nevadas hvide endeløse Snemarker.
1354 Så er vi i Bunden af den store Dal, i dens Udløb. Høje Bjærge ligger bag os, og Dalen selv er kun et Skår heroppe i Fjældene; forude falder Synet dybt ned på aldeles plant Land, et milebredt Marskdrag, der sluttes inde af Højland til begge Sider, men fremefter taber sig fladt ud i det Fjærne - måske i Havet. Sådan ser det ud heroppe fra, men da vi kommer derned, er den tilsyneladende Marsk også et Bjærglandskab, ganske vist i det små og af Ler. En mægtig Lerslette må engang have hævet sig af Havet her, og gjort det så varsomt, at den bevarede sin horizontale Overflade. Så er Vandene kommet fra Sierra Nevada og har skåret Sletten ud til den mest forvirrede Labyrint og ladet Tusender af Lerkegler og -knuder og -kamme blive stående, formodenlig fordi de var af et lidt hårdere Stof. Alle har de Toppen i samme Plan, og det er dette, der på Afstand har skuffet Øjet og fremkaldt Indtrykket af en tilgroet Havarm.
1355 Vi rumler ned i dette snurrige Landskab, hvis Former synes frembragte på en plump Drejerbænk. I en Strækning af næsten en Fjerdingvej har et Vandløb taget Vejen i Besiddelse, og vi kører i Vand til Hjulnavene. I det stenhårde Ler gror kun Vin, og nu Vinstokken er skåret ned, har Egnen et trøstesløst Udseende; ikke engang lidt Græs dækker de gule, skorpede Overflader.
1356 Vi har spejdet efter Boliger, men kun iagttaget nogle Huleåbninger med Døre for hist og her i Brinkerne. De bliver talrigere fremefter, og vi ruller gennem en Landsby, der udelukkende består af Huleboliger. Jeg tæller i Gennemfarten over hundrede Åbninger, de fleste af dem har kun en indmuret Dør, men der er også Herskabshuler med muret pyntelig Fasade, der foroven afsluttes af en Bræm røde Tegl, og Glasruder. Enkelte Kegler er beboet helt op, og en Sti snor sig som en Sneglegang op til »Kvisten«. Hele Vejen ind til Guadix ser vi disse Huler i stort Antal, og af Byens 10,000 Indbyggere skal henved Halvdelen bo under Jorden.
1357 Omtrent en halv Mil fra Byen hører vi en skarp Piben og ser Ekspresen dampe af Sted til Madrid, »og så er den ikke længer« - for vort Vedkommende. Men Mayoralen, der har sløjet af i de sidste Par Timer, rejser sig og pisker på Dyrene som en rasende. Med en vanvittig Slutspurt ender vi den 8-9 Mil lange Tur og larmer op foran Kroen i Guadix; Mayoralen er stolt af sin Bedrift, da han kommer og beder om Dusøren.
1358 Jeg ser forbavset på ham.
1359 »Har jeg måske ikke kørt Fanden et Øre af?« spørger han og fortæller de omstående, hvad der er os imellem, og hvordan han har kørt.
1360 »Han har kørt som en Søn af en Spanier«, siger de, »og bør have sin Duro. Se blot her Señor Udlænding!« og en af dem tager mig ved Armen og viser på sit Ur - »halvanden Time før Tiden er han kommet ind. De er kommet hurtig frem og må betale.«
1361 »Jamen Resultatet,« indvender jeg, »Eksprestoget som det for mig galdt om at nå!«
1362 De trækker på Skuldrene og vender mig Ryggen. »Hårkløver« siger deres Udtryk. »Sådan er det altid med de Udlændinge, når de skal opfylde deres Pligt,« siger én højt. Jeg går skyndsomst i mig selv og betaler.
1363 Naturligvis har de andre Ret og jeg ikke - al den Stund vi er i Spanien og ikke hjemme; det var også blot dumt Pedanteri af mig. Jeg er ellers ikke slem til at forfalde til moralsk Pedanteri, af en Nordbo at være. Jeg mindes en andalusisk Opvarter, som var i Færd med at give mig Penge igen. Blandt Pengene, han gav mig, var 3-4 Kobbermønter, som ikke duede, dem skød jeg hen til ham som Drikkepenge. Men han skød dem blidt tilbage igen og sagde lakonisk: »Nej min Herre, de dèr er virkelig falske.« Og jeg gav ham andre uden at protestere, stak disse i Lommen og gav dem siden ud i Smug. - - -
1364 Der er langt til Midnat, og vi driver ud for at tage Egnen nærmere i Øjesyn. Omkring Byen gror der foruden Vin en Del Frugttrær, og hvor Menneskehænder har været i Gang, synes den golde Jord at blive frugtbar, men her gror intet af sig selv, end ikke Tidsler eller Kaktus. Grunden, der er en Mellemting mellem Ler og Sten, er for hård til at noget kan slå Rod i den, men blød nok til at den kan behandles med Hakke og Skærejærn. Flere Steder er vi Vidne til hvorledes de huler Boligerne ud: først hakkes Stoffet løs i Blokke, der føres bort på Æsler, og dernæst skæres Vægge og Loftshvælvinger glatte med skarpe Jærn. En væsenlig Del af Bohavet fremkommer ved, at man lader Stoffet blive stående og skærer udenom det - således Hylder, Bænke og Sovesteder; undertiden også Borde.
1365 Det er ingenlunde de Fattige forbeholdt at bo i disse Huler, der skal være dyrere at anskaffe end et Hus af tilsvarende Størrelse. Vi var inde i en Proprietærgård med otte nydelige Værelser, der lå i tre Rækker bag hinanden. Skønt de indre Værelser skulde have deres Lys fra de forreste, kunde man dog se at læse også i anden Række; kun i de to inderste, som benyttedes til Soverum, herskede der Skumring - så stærkt er Lyset hernede. Bag Boligen lå Staldene og Foderrummene; det hele strakte sig langt ind under Jorden og endte i en stor Gårdsplads, der var åben foroven. Den var skåret et halvt Hundrede Fod ned i Fjældet og stod ved en snæver Gang i Forbindelse med Yderverdenen.
1366 Ved Sekstiden blev det mørkt. Byen frembød intet af Interesse ved Aften, det er en stor Landsby, intet andet. Der var ikke engang et hyggeligt Sted, man kunde gå hen og sætte sig - kun skidne, kolde Vinknejper; og vi frøs og var trætte. Stationens Venterum var uappetitligt og blev desuden lukket mellem hvert Tog. Vi slæbte os altså om i Gaderne, dødstrætte og i dårligt Humør, med Udsigt til at skulle tilbringe Tiden sådan til Midnat. Vi forbandede Dagvognens løgnagtige Ejer og al den andalusiske Slendrian og Uefterrettelighed; vi blev helt varme ved at tale om de hyggelige og korrekte Forhold derhjemme - Smørrebrødsbuffeten, de polstrede Hynder i Ventesalen, Folks mageløse Pålidelighed. Så drev vi ind i en snavset Vinknejpe for dog at have en umagelig Sivstol til vor Rådighed.
1367 Efterhånden samledes en Del unge Arbejdere i Lokalet, de fleste havde Musikinstrumenter med. De var i Arbejdstøj, men Hat og Støvler var fine som altid hos Andaluseren. Jeg antog først, at det var et Orkester; men det viste sig at være en tilfældig Sammenkomst. De fleste andalusiske Ynglinge spiller på Guitar, og i afsides Egne som Guadix tager de sædvanlig deres Instrument med, når de om Aftenen går ud for at more sig.
1368 De bestilte hver for sig et lille Glas Vin, som de kunde have stående for sig i lange Tider; så skiftedes de til at synge Kærlighedssange til eget Akkompagnement - disse bedrøvelige spanske coplas, som alle lyder ens i en Nordbos Øre. Udviklede Melodier, som vi har dem, kendte de ikke og heller ikke flerstemmig Sang. Men tre af dem - Håndværkssvende - spillede aldeles henrivende sammen på Guitar, Mandolin og Lut. Og en Fyrbøder ved Banen var uudtømmelig i at synge coplas, som han gjorde aktuelle ved at indflette de Tilstedeværende. Til sidst gjorde han Forsamlingen vild af Begejstring ved at improvisere og selv akkompagnere sig til en Sang om -: de to blonde Fremmede - der kom fra det høje Norden - helt ned til Guadix - det skønne Guadix. Tilhørerne hev ham deres Hatte i Hovedet som Bifald og kastede sig over ham i larmende Glæde; vi Fremmede tolkede vor Begejstring ved at bestille Vin. Bagefter havde Fyrbøderen så en lille Fægtning med en anden - på improviserede Vers; men den formåede jeg ikke at følge.
1369 Således gik Aftenen, og inden vi vidste et Ord af det, var det Midnat. Toget kom, og vi rullede bort fra den lille By Guadix og bort fra Andalusien.
1370 Soldage!
1372 CSC-rytteren Kurt-Asle Arvesen vandt Danmark Rundt, fordi holdkammeraten Jens Voigt var gavmild. Holdejer Bjarne Riis strålede om kap med solen efter afslutningen på Frederiksberg.
1374 FREDERIKSBERG: »Voigt er allerede blevet en legende«, lød det fra Frank Høj med det drengede smil i retning af den sympatiske tysker, der var omringet af presse og autografjægere.
1376 Episoden fandt sted en halv snes minutter efter, at rytterne havde passeret målstregen på Frederiksberg Allé for sidste gang og dermed afsluttet strabadserne i Danmark Rundt.
1378 Før 6. og sidste etape førte CSC's topmand, som holdejer Bjarne Riis kaldte ham i tirsdags inden starten i Esbjerg, Jens Voigt, med et enkelt sekund til holdkammerat Kurt-Asle Arvesen på andenpladsen.
1380 Alligevel var det nordmanden, der blev hyldet som vinder af 14. udgave af touren i Dannevang, fordi han erobrede tre bonussekunder i en indlagt spurt på sidstedagen.
1382 På opfordring af Jens Voigt såmænd.
1384 »Kurt fortjente sejren. Han har haft gode ben her i Danmark. Kurt har tidligere på sæsonen ofret sig for mig, og jeg har allerede vundet så meget. Vi er et team på CSC. Nogle gange giver man, andre gange får man. Jeg kan lide mine holdkammerater. Der er ingen jalousi. Kurt havde også et meget uheldigt Tour de France. Derfor har han godt af denne triumf,« forklarede Jens Voigt, der tog den gule førertrøje fra netop Kurt-Asle Arvesen efter fredagens ensomme kamp mod uret i Fredericia.
1386 »Jens kom til mig umiddelbart efter enkeltstarten og sagde, at han gerne så, at Kurt alligevel ville vinde løbet. Holdet bag synes også, at det var en god ide. Jens er en stor sportsmand, og Kurt fortjener også sejren efter sine uheld. Et stort skulderklap. Om jeg har erfaret noget tilsvarende i min egen karriere, er vel underordnet. Vi spørger ingen om lov,« sagde holdejer Bjarne Riis. Han strålede om kap med den bagende sol på Frederiksberg, hvor flere tusinde mennesker med hang til kolde fadøl og bart maveskind førte sig frem i lighed med børnene, der jagtede et glimt af deres cyklende idoler.
1388 Folkets klapsalve
1390 De fremmødte klappede ligeledes i samklang, da suveræne CSC blev kaldt op på podiet som vindere af holdkonkurrencen. Et ekstra bifald var der til Michael Sandstød, som stopper karrieren i en alder af 36, når sæsonen går på hæld.
1392 »Det var et af de bedre Danmark Rundt for vores vedkommende,« underdrev Bjarne Riis.
1394 CSC sad ret beset på begivenhederne i seks dage og overlod intet til tilfældighederne.
1396 »Der var flere teams, som var bedre, end jeg regnede med. Så konkurrencen var til stede. Men vi havde bare holdet. Det næste store løb er Spanien Rundt, hvor vi også vil have succes,« supplerede den halvskaldede ørn, der selv blev hyldet på Frederiksberg i 1995.
1398 Netop i etapeløbet på den iberiske halvø cykler Brian Vandborg med i CSC-trøjen. Selv om den 22-årige komet tabte tredjepladsen i Danmark Rundt på grund af et hul i feltet under lørdagens massespurt i Roskilde, gjorde Herning-drengen et overordentlig positivt indtryk på hjemmebane. Vandborg var udlånt som kaptajn til Post Danmark-holdet fra CSC og sikrede sig den hvide ungdomstrøje.
1400 Sidste etape i går endte ligeledes, efter Jimmy Engoulvents soloridt, i en massespurt, hvor Jimmy Casper fra Cofidis og Frankrig var hurtigst. Foran Tomas Vaitkus og Stuart O'Grady, der vandt pointkonkurrencen og ikke mindst en flaske champagne, som røg ned i svælget omme bag vinderpodiet i tilsyneladende hyggeligt selskab med de mange præmiepiger.
1402 Fire timer tidligere havde CSC sat sig forrest i feltet og skruet tempoet i vejret. Fem udbrydere skulle nemlig køres ind, så Kurt-Asle Arvesen kunne tage de nødvendige bonussekunder.
1404 Og det gjorde nordmanden så - med den gule trøje og holdkammerat Jens Voigts tilladelse.
1406 FCK-formand Flemming Østergaard erkender, at klubben befinder sig i en krise. Berlingske Tidendes sportsredaktør har mødt ham på hjørnekontoret i Parken til en snak om konsekvenser. Hvem har skylden for sidste uges sportslige blamage - træneren, sportsdirektøren eller spillerne?
1408 INTERVIEW
1409 Når man træder ind på Flemming Østergaards store hjørnekontor i Parken, er det altid interessant at se, hvilke papirer, der ligger på bordet foran ham. I går klokken 13.30 lå selskabets regnskab i et chartek med påskriften »Fortroligt materiale«. Ovenpå lå selskabets organisationsdiagram.
1411 »Det er helt normalt. Vi er ved at lægge sidste hånd på regnskabet, som bliver godt. Og jeg har altid organisationsdiagrammet ved hånden, når vi om mandagen holder direktionsmøde,« forsikrer den magtfulde formand for Parken Sport & Entertainment og fodboldklubben FC København.
1413 Han er netop vendt hjem aftenen i forvejen fra et kort ophold i sit hus i Nice, hvor han har grublet over klubbens værste uge i mange år. I onsdags blev FCK lempet ud af europæisk fodbold i denne sæson via et smerteligt 0-5-nederlag til slovenske NK Gorica. Tre dage senere smed holdet en sikker 2-0-føring over styr mod Viborg i Superligaen. Og på den hjemlige scene har medierne spekuleret en del i begrebet »krise.«
1415 Vil du ikke betegne den nuværende situation i klubben som en krise?
1417 »Ja, vi befinder os i en mindre krise, men det gør vi hvert år. I år er krisen bare indtruffet på et utroligt uheldigt tidspunkt, fordi det kostede os en plads i europæisk fodbold. Lad mig slå fast, at det er uacceptabelt, at vi tabte til de slovenere. Men det ændrer ikke ved min målsætning for klubben.«
1419 Hvad er din målsætning for klubben?
1421 »Den har ikke ændret sig. Vi skal være blandt de tre bedst drevne fodboldvirksomheder i verden.«
1423 Men hvad er din ambition inden for fodbold?
1425 »Det er at spille med i Europa, og dén chance har vi ikke udnyttet de sidste to år.«
1427 Hvorfor vil du så gerne spille med i Europa?
1429 »Fordi det er et spørgsmål om stolthed og ære. I sidste ende er det et spørgsmål om klubbens image, og så vil jeg gerne give mine spillere og klubbens fans den oplevelse, det er at spille i Champions League. Jeg vil gerne understrege, at det er ikke et spørgsmål om penge. Vores virksomhed baserer ikke sin bundlinie på succes eller fiasko på grønsværen.«
1431 Får den sportslige nedtur umiddelbare konsekvenser?
1433 »Ja. Konsekvensen er, at vi må stramme røvballerne sammen og arbejde os ud af krisen.«
1435 Du har vel justeret dine målsætninger efter nederlaget mod NK Gorica?
1437 »Ja selvfølgelig, men kun for i år. Den nye målsætning er, at vi forsvarer begge vores titler - både DM og pokaltitlen. Jeg er fortsat utrolig glad, hver gang vi vinder en titel. Men det er selvfølgelig svært at tale om nye målsætninger fem dage efter den blamage mod slovenerne.«
1439 Hvordan vil du komme ud af krisen.
1441 »Alle journalister taler om krise. Men tror man, at jeg er idiot? Tror man ikke, at jeg kan styre min virksomhed? Alle leder med lys og lygte efter en ledelseskrise i FCK, fordi vores organisation og økonomi er så god, at vi kan tillade os at sætte høje mål. Hvis man tror, at jeg bare sidder med hænderne i skødet, så undervurderer man min evne til at styre min virksomhed ud af en krise. Da jeg kom til FCK var vi syv ansatte. I dag er vi næsten 500 og har en årlig omsætning tæt på 600 mio. kr. Og om kort tid kommer vi med et regnskab, som er uhørt for en fodboldvirksomhed,« siger Flemming Østergaard og klapper ned på regnskabet på bordet, som snart skal offentliggøres - og som indeholder et uhørt flot resultat, formentlig i nærheden af 70 mio. kr. i overskud.
1443 Hvem er det værst at stå til ansvar over for - klubbens fans eller aktionærerne?
1445 »Jeg har stor respekt for klubbens fans. Men de kommer aldrig nogen sinde til at præge de beslutninger, jeg tager. Aldrig.«
1447 Klubben fans efterspørger en ny målmand, andre forsvarer og en ny angriber?
1449 »Ja, men det er jo en del af fankulturen. Lige som det må være er en del af pressens rolle at diskutere taktik og sportslige dispositioner. Men lad være med at belære mig om management. For så begynder I at undervurdere min intelligens en smule. Du skriver i Berlingske Tidende (fredag den 6. august, red.), at det her bør få konsekvenser for træneren og sportsdirektøren. Men du ved jo ikke, hvordan Hans Backe og Niels-Christian Holmstrøm og jeg arbejder.«
1451 Hvordan arbejder I?
1453 »Jamen vi arbejder da meget struktureret. Jeg mener ikke, at du er kvalificeret til at vejlede mig, om jeg skal fyre Hans Backe eller Niels-Christian Holmstrøm. Hvis det var nødvendigt, så havde jeg da gjort det.«
1455 Men din målsætning er at spille i Europa, og det har dine sportslige ledere ikke leveret?
1457 »Hør nu her. Forskellen på min virksomhed og næsten alle andre er, at jeg er meget afhængig af andre. Hvis min regnskabschef bliver syg, så kan jeg steppe ind for ham. Hvis min marketingdirektør er fraværende, så kan jeg steppe ind og udfylde hans job tilfredsstillende. Men jeg kan altså ikke tage de små korte på,« siger Flemming Østergaard og peger ned på sine bukser:
1459 »Der ligger forskellen i at drive min virksomhed og andre virksomheder. Jeg kan give den sportslige sektion de bedst mulige arbejdsforhold. Det er mit job. Jeg kan finde en træner, jeg tror på. Og en sportsdirektør, som er enig med mig i, hvordan det skal køre. Og jeg kan opbygge en spillerstab, som træneren og sportsdirektøren har valgt med mit samtykke. Men vi kan altså ikke gå ind og lave tingene om inde på banen.«
1461 Men når du ikke selv kan ændre tingene på banen, så må du vel stille ekstraordinært store krav til den sportslige ledelse?
1463 »Ja, men tror du virkelig ikke, at træneren og spillerne kender mine ambitioner. Det er da uheldigt, at de ikke har opfyldt vores målsætninger de seneste to år. Men hvis du ser vores resultater de seneste år, så vil du se, at vi har en årlig spillemæssig nedtur på en måneds tid, hvor vi spiller som et tegneseriehold. Det sker for alle klubber. Vi er altså et tegneseriehold lige i øjeblikket, det er der ingen tvivl om. Men sportspressen undervurderer ledelsens handlinger. Vi sidder jo ikke med hænderne i skødet og siger: 'Hov, der tabte vi sørme en fodboldkamp. Det er der ikke noget at gøre ved.' Jamen, vi tager da straks aktion og analyserer det, der er sket i hoved og røv. Vi er jo ikke fuldstændig analfabeter.«
1465 Men skal nedturen så ikke have konsekvenser?
1467 »Jo, for spillerne. Og du kan være sikker på, at Hans Backe går ind til hver enkelt spiller og siger: Hør nu her makker. Hvis du skal fortsætte her, så er det edermaneme om at få fingeren ud.«
1469 Så krisen får først konsekvenser over længere tid?
1471 »Det har allerede fået konsekvenser, fordi Hans Backe har måttet konstatere, at der er nogle af spillerne, der ikke lever op til de forventninger, vi har til dem.«
1473 Men det er vel blot en konstatering - ingen konsekvens?
1475 »Det er træneren, der sætter holdet og ingen anden. Det er en katastrofe, at vi tabte mod Gorica. Uanset om vi havde tabt med 0-1, 0-2 eller 0-5. Men vi må acceptere et nederlag, hvis alle knokler deres røv i laser.«
1477 Men det skete jo ikke. Kun én spillere - Peter Møller - havde beskidte bukser fire minutter før tid?
1479 »Nej, det synes jeg ikke er rigtigt.«
1481 Det er en konstatering!
1483 »Nej, jeg mener ikke, du kan sige, at de ikke kæmpede. Man kunne da se på spillerne, at de følte, at det var uvirkeligt - som om de havde været med i en dårlig B-film. Det må selvfølgelig ikke ske, og træneren havde advaret mod at undervurdere modstanderen. Men verden går ikke under, fordi vi taber to kampe.«
1485 Tror du, at spillerne og træneren kan opfylde din drøm om europæisk fodbold næste år?
1487 »Det håber jeg da. Ellers bliver jeg da ked af det, for jeg ændrer ikke bare lige mit mål. Hvis vi ikke opfylder det næste år, så året efter igen. Og går det fortsat galt, så må jeg vel sige, at vi ikke kan have så dyr en spillerstab. Det vil jeg da ikke udelukke.«
1489 Får nedturen konsekvenser for træneren og sportsdirektøren?
1491 »Der er ingen konsekvenser over for den sportslige division, selvom vi to år i træk har tabt til europæiske hold, som vi burde have slået.
1493 Jeg synes, at kæden ryger af, når pressen forlanger, at der ruller hoveder efter så kort tid. Jeg kan forstå det, hvis vi spiller som et tegneseriehold over en hel sæson. Men er vi vel enige om, at Hans Backe har vundet tre danske mesterskaber på tre år?«
1495 To.
1497 »Ja, og en sølvmedalje. Og han er netop kåret til årets træner i Danmark.«
1499 Der er jo ingen, der bestrider trænerens kvaliteter i Superligaen. Men din ambition er at spille europæisk topfodbold. Kan han indfri de forventninger?
1501 »Jeg giver ikke træneren skylden for denne krise. Det ville jeg have gjort, hvis han havde sjusket med træningen eller opvarmningen, eller hvis holdet ikke var på hotellet dagen før kampen, eller hvis ikke trænerne havde set kampe mod vores modstander an på forhånd. Men Hans Backe har gjort alt rigtigt. Jeg ved da ikke, hvorfor vores forsvarere pludselig begyndte at trække offside. Du skal da ikke komme og fortælle mig, at Hans Backe har bedt dem om det. Han står jo ligeså chokeret og ser til på sidelinien.«
1503 Hvem har så ansvaret for, at spillerne gør noget, som træneren ikke har bedt dem om?
1505 »Jamen, det er nogle spillere, som mistolkede den taktik, som træneren havde lagt. Spillerne fik et chok meget tidligt i kampen, og så udviklede det sig til en rigtig lortekamp. Og det smittede af på kampen i Viborg. Vi må lære spillerne - rutinerede som urutinerede - at presset i FCK er større end i nogen anden klub - inklusive den ude på Vestegnen. Det skal de lære at beherske, og det tror jeg at Hans Backe er fabelagtig til. Jeg har den træner, jeg vil have, som i alle tilfælde er her perioden ud. Men der er selvfølgelig aldrig noget, der sikkert her i verden.«
1507 Reagerer du hurtigt nok?
1509 »Hør nu. Det er relevant at tage en diskussion, om Hans Backes taktik er rigtig, eller om hans udskiftninger er korrekte. Men at tale om at fyre ham efter så kort en sportslig nedtur, det er helt ude af proportioner. Hvis jeg føler, at jeg har medarbejdere, der ikke passer ind i organisationen, så handler jeg hurtigt. Da Christian Andersen i sin tid røg ud af apparatet, så syntes man, at jeg handlede for hurtigt. Det synes jeg ikke. Og vi skal da også have tæsk for vores indsats i sidste uge - ingen tvivl om det. Men jeg er da prisgivet, når der løber 11 fyre og klumrer rundt ude på banen. Er der nogen, der græder snot over, at vi tabte den kamp, så er det mig. Jeg drømmer mere end nogen om, at vi kommer ud og spille i Europa.«
1511 Så der kommer altså ingen synlig reaktion på den nuværende krise?
1513 »Konsekvenserne er, at hver enkelt spiller må kende sit ansvar. Hver enkelt spiller må analysere sin egen indsats - både i kampen og fremadrettet. Og jeg er helt sikker på, at den hårde konkurrence i spillertruppen får dem til at arbejde hårdt. Vi har baglandet og økonomien til at opnå vores sportslige mål. Nu skal vi bare ud og bevise det. Det er selvfølgelig lidt svært at tale om fem dage efter en blamage. Men jeg bliver nødt til at tro på det. Og jeg tror på det - helt oprigtigt.«
1515 Er I færdige med at købe ind i år?
1517 »Det ved man aldrig. Det finder vi ud af, når transfermarkedet lukker den 31. august.«
1519 I har jo pengene til nyindkøb?
1521 »Ja, men vi har allerede købt gode spillere til denne sæson. Og så gik det galt alligevel. Men tro mig: Spillerne har lært en masse af det her. Denne blamage er måske en, som spillerne har svært ved at komme over på kort sigt. Men på langt sigt er det et nederlag, de aldrig glemmer og som gør dem stærkere,« siger Flemming Østergaard.
1522 USA er stort set altid blevet ledet af præsidenter, der snorker. Det kan man læse på hjemmesiden www.doctorzebra.com, som blandt andet indeholder en komplet oversigt over præsidenternes sygdomme.
1524 En af de få præsidenter uden snorkeproblemer er George W. Bush. Til gengæld har han gennem årene haft mange andre problemer.
1526 Blandt de kendteste er saltkringleepisoden. Det var den, der fik ham til at miste bevidstheden et øjeblik, falde ud af tv-stolen og slå sig.
1528 Fedtknuder og hæmorider
1529 Men ellers bærer Bushs sygdomsjournal mest præg af alt det, han har fået fjernet. Mandler, blindtarm, en fedtknude, en hæmoride, polypper på tyktarmen, adskillige pletter på huden, som kunne være forstadier til hudkræft.
1531 Man skulle næsten tro, at hans læger var demokrater, der forsøgte at fjerne ham stykke for stykke. Men han er her stadig og er ifølge journalerne tilsyneladende i god fysisk form.
1533 På det seneste er der dog observeret en krølning på hans ene øreflip samt hår i øregangene, hvilket ifølge hjemmesiden kunne tyde på hjerteproblemer.
1535 Ubekræftede kokainrygter
1536 Præsidentens forhold til nydelses- og rusmidler er også beskrevet. Der er ubekræftede rygter om kokainmisbrug i ungdommen, og i en periode skulle han have brugt snustobak, hvilket man som bekendt skal være svensker eller bare sær for at nyde.
1538 Hans alkoholmisbrug er imidlertid veldokumenteret. Da han var ung og vild præsterede han for eksempel at tage sin bror Marvin med på druktur. Med Bush bag rattet sluttede turen med at køre ind i naboens skraldebøtter.
1540 Bush lagde dog siden sprutten på hylden og fremlagde i 1999 en tre sider lang erklæring fra sine læger om, at han ikke havde drukket i 13 år. I dag nyder han højst en cigar i ny og næ. Og måske en enkelt saltkringle.
1542 Clinton halvdøv
1543 Forgængeren Bill Clintons sygehistorie er væsentlig kortere. Med hans promiskuøse livsstil kunne man ellers godt forestille sig, at han havde samlet en enkelt kønssygdom op. Men det er tilsyneladende ikke tilfældet.
1545 Clinton snublede engang, mens han var præsident, under et besøg hos en golfven og måtte gå med krykker i et par uger. Han har endvidere meget let ved at blive hæs og skal i så fald hvile stemmen i et stykke tid. Desuden er han halvdøv og går med høreapparat på begge ører.
1547 Ford ikke fumlet
1548 En af de overraskende oplysninger på hjemmesiden er, at Gerald Ford, som var præsident fra 1974 til 1977, slet ikke var den fumletumler, han havde ry for at være.
1550 Ryet fik han bl.a., fordi han engang var ved at falde på vej ned ad en trappe, og han blev desuden beskyldt for ikke at være i stand til at tygge tyggegummi og gå på samme tid. Men faktisk var han en af de mest adrætte præsidenter nogensinde, fremgår det. Han stod på ski, svømmede, spillede golf og tennis og var god til det hele.
1552 Washingtons malaria
1553 Den mest sygdomsramte præsident i USA's historie må have været George Washington (1732-1799, præsident 1789-1797). Der var næsten ikke det, han ikke led af og under.
1555 Her er bare et lille udpluk: flere alvorlige infektioner, malaria, kopper, tuberkulose, difteri, dysenteri, melankoli, sterilitet, døvhed, hudproblemer og tandproblemer (havde som midaldrende ikke en pløk i munden).
1557 Trods denne megasygejournal var han mærkeligt nok ved godt helbred, da han døde. Og det har i mange år været en gåde, hvad der egentlig tog livet af ham. Men de fleste teorier går på, at han pådrog sig en infektion, som stoppede tilførslen af luft til lungerne.
1559 Nettet og andre former for patientinformation \x{2013} især om hjertesygdomme
1561 Af 1. reservelæge ph.d., Jan Bech, Kardiologisk Laboratorium, Rigshospitalets Hjertecenter
1564 Digital patientinformation
1565 Hjerteforeningen
1566 Internetportaler med sundhed og sygdom
1567 Lægefaglig litteratur
1570 Jeg skal over til mit barnebarn i dag - hun har lovet, at vi sammen skal se den cd-rom igennem som jeg har fået tilsendt fra Rigshospitalets hjerteafdeling. Den skulle indeholde noget information om den undersøgelse af kranspulsårerne, jeg skal indlægges til i næste uge\x{2026}.. Dette er ikke fremtidsmusik \x{2013} men kunne være en hverdagsreplik fra en af de næsten 4.000 patienter, der sidste år fik udført en undersøgelse af kranspulsårerne på Rigshospitalet.
1571 Formålet med denne artikel er at give eksempler på nyttige hjemmesider som bruges i kardiologien, men som også kan være nyttige i almen praksis. Vi bliver, som læger, nødt til at forholde os til den digitale information, ikke mindst fordi vores patienter søger information (og spørgsmål) på nettet, men også fordi vi faktisk selv kan få megen nyttig viden, hvis vi ved, hvor vi skal søge og ikke mindst sortere i informationen. Vi har også mulighed for at udnytte informationen som et nyt redskab i kommunikationen med patienterne ved selv at foreslå dem at gå på nettet og søge specifik information (eks. Hjerteforeningen, se nedenstående). Herudover kan Internettet være en uundværlig ting i dagligdagen til hurtig medicinsk søgning. Der gives eksempler på søgning af medicinsk information til sidst i artiklen.
1574 Digital patientinformation
1575 Cd-rom og hjemmeside på Kardiologisk Laboratorium, Rigshospitalet.
1576 Alle patienter, der indkaldes til elektiv koronararteriografi (KAG), får tilsendt en Cd-rom med forskelligt informationsmateriale om hvordan undersøgelsen og eventuelt videre behandling med ballonudvidelse eller by-pass operation vil foregå.
1578 Cd-rommen er et supplement til den vanlige skriftlige information som patienterne får tilsendt. Den erstatter dog ikke de ugentlige 2 timers informationsmøder på kardiologisk laboratorium. Her møder der hver mandag 30-50 patienter op, der gerne vil informeres nærmere om undersøgelse og behandling, men også om årsag til sygdom, forhold efter operation etc., ligesom en del møder op for at hilse på personalet og for at få et kig indenfor på »laboratoriet«.
1580 Patienterne, der skal have udført KAG, er oftest i alderen 40-80 år og velvidende, at alle ikke har computer i den aldersgruppe, blev vi på afdelingen positivt overraskede over, at 75 % af alle patienter har gennemset og brugt Cd-rommen, når de kommer til indlæggelse. Mange patienter har set Cd-rommen igennem sammen med familie eller venner, ligesom der er nogle der ikke selv har computer der faktisk har opsøgt familiemedlemmer for at se materialet igennem. Patienterne fortæller, at Cd-rommen har gjort både dem og familien væsentlig bedre informerede og faktisk også mindre nervøse. Det fremgår af en spørgeskema undersøgelse, hvor vi i detaljer har spurgt patienterne om deres brug og tilfredshed med den digitale patientinformation, vi har indført. På en skala fra 1-10 vurderede patienterne tilfredsheden med informationen med et gennemsnit på 9,1.
1582 Alt materialet fra Cd-rommen ligger også i den fulde længde på Internettet inklusiv filmen på adressen www.hjerter-riget.dk. På hjemmesiden kan de gængse patientinformationer også ses, ligesom der er mulighed for at se aktuelle ventetider på koronararteriografi, ballonudvidelse eller by-pass operation.
1585 Hjerteforeningen
1586 Hjerteforeningens hjemmeside www.hjerteforeningen.dk eller www.hjerte.dk er også værd at kende til \x{2013} ikke kun for læger og hjertepatienter, men for alle der vil vide mere om hjerter og sundhed eller bare står og mangler inspiration til en opskrift på et hjerterigtigt måltid. Hjemmesiden er overskuelig med et flot og professionelt layout \x{2013} der kombinerer grafik og tekst på en pædagogisk måde.
1587 Hjertets og kredsløbets forhold beskrives med små animationsfilm, med tale. Det samme gør de sygdomme, der kan opstå i hjertet. Det faglige indhold er opbygget med hjælp fra danske kardiologer. (Fig. 2 og 3).
1589 Der er også hjælp at hente til patienter, der f. eks har haft et AMI og skal i gang med at leve livet igen, både rent praktisk med hjælp til en sundere levevis f. eks rygeophør, men også hjælp til patienter og pårørende der oplever en krise efter der er konstateret en hjertesygdom. (Fig 4.)
1591 Siden er absolut værd at surfe lidt rundt på, den indeholder meget information i sig selv, men har også henvisning til de forskellige Hjerteforeningscentre/komitéer rundt omkring i landet. Denne del er interaktiv, så man kan søge på, hvad der sker af hjerteaktiviteter med foredrag, motionsture etc. i ens lokalområde. (Fig. 5). Måske kan patienten i praksis få gavn af at blive »henvist« til denne del af siden.
1594 Internetportaler med sundhed og sygdom
1595 www.netdoktor.dk og www.sundhed.dk
1596 www.netdoktor.dk var den første sygdomssundhedsportal herhjemme og er i dag en af de mest besøgte hjemmesider i Danmark. Her findes også oplysninger om hjerter og hjertesygdomme ligesom på Hjerteforeningens hjemmeside. Informationen er også her skrevet af danske specialister. Som noget særligt har netdoktor.dk en spørge- og debat side. Her har man mulighed for at stille spørgsmål ikke bare om hjertesygdomme men om alle mulige sygdomme og sundheds væsentlige emner (Fig. 6). Spørgsmålene bliver besvaret af speciallæger inden for de forskellige områder. Netdoktor.dk har også en god medicinoversigt, hvor man kan slå medicin op og få en kort beskrivelse af virkning og evt. bivirkninger. På siden med medicin er der mulighed for at stille spørgsmål til farmaceuter om medicin m.m.. (Fig. 7). Endelig kan man teste sig selv. Er man f.eks. i tvivl om man er overvægtig- så kan man taste sin højde og vægt ind og få beregnet sit bodymass index. Måske kan man bruge siden i motivationen for at hjælpe patienter i gang med det svære vægttab. (Fig. 8).
1598 Den anden store danske sundhedsportal er www.sundhed.dk. Den indeholder også masser af information om både sundhed og sygdom og også her er der mulighed for at stille spørgsmål til et panel af eksperter.
1599 Siden indeholder også forskellige tests, hvor man kan checke sig selv mht. mange forskellige ting som stress, rygning, knogleskørhed m.m. (Fig. 9). Det er helt sikkert, at patienterne vil bruge denne slags tests og nok også vil spørge videre til egen læge, hvis testen falder »uheldigt« ud.
1601 Sundhed.dk har også en god samling af links. På siden finder du mere end 250 patientforeninger, videncentre og andre organisationer, som alle tilbyder information, hjælp og støtte i forbindelse med sundhed og sygdom. (Fig. 10). Måske kan patienten i praksis finde supplerende råd hos en af disse foreninger.
1602 Sidst, men ikke mindst har hjemmesiden også et glimrende forslag til træningsprogrammer, strækøvelser etc. Slå op under »Øvelsesguide«. (Dette kunne måske gavne ikke bare patienten \x{2013} men også lægen selv?).
1603 Cd-rommen, Hjerteforeningen og de to sundhedsportaler er eksempler på, hvordan den digitale information kan bruges i bedste henseende, når det gælder information til bl.a. hjertepatienter og pårørende \x{2013} men som læger kan vi helt sikkert også lære noget af disse sider.
1606 Lægefaglig litteratur
1607 Af mere rent lægefaglige sites på nettet kan det være godt at vide hvor man kan søge faglitteratur både i form af abstracts, tidsskrifter og lærebøger.
1609 Tidsskrifter på nettet:
1610 Heldigvis er den tid forbi, hvor man manuelt skulle lede efter artikler via store Index Medicus kataloger. Nu er de fleste læger bekendt med søgning via Medline, hvor ca. 4.000 tidsskrifter er indekseret (i alt > 10 mill. ab-stracts tilbage til 1966). Fig. 11. Søgning går hurtigt, der er gode muligheder for at kombinere søgninger. Ikke mindst er faciliteten »related articles« særdeles anvendelig, da man kan bruge hver fundet abstract som søgeprofil for nye lignende søgninger. Den hurtige søgning gør, at det er muligt at få belyst kliniske problemstillinger ret hurtigt. Medline kan derfor, ud over at være en litteraturdatabase til videnskabeligt formål, også bruges som et af de arbejdsredskaber, vi dagligt bruger i klinikken både på en hospitals afdeling og i praksis.
1611 Medline indeholder dog som bekendt kun abstracts, hvor det jo er artiklerne i deres fulde længde, vi har brug for, hvis vi skal gøre mere end bare danne os et indtryk/overblik. Hvad gør man så? Mange tidsskrifter har faktisk lagt deres artikler ud i »full text«, (PubMed har et link til en liste over disse).
1614 Lærebøger
1615 Det er også muligt at finde en mængde »gratis« tilgængelige lærebøger på nettet.
1616 www.freebooks4doctors.com/ som aktuelt indeholder titler på ca. 550 lærebøger der frit kan downloades. Bøgerne er inddelt alfabetisk og efter emner. (Fig. 12.)
1617 www.medicalstudent.com er et andet sted hvor man kan hente lægefaglig information.
1619 Det er en samling af links til en masse spændende medicinske atlas, flowcharts etc, men også her kan man finde henvisninger til lærebøger.
1620 Danske læger har gratis adgang til »Harrison´s Internal Medicin« via dadlnet. Den bliver konstant opdateret, så det er den sidste nye version, man slår op i (der er en god søgefunktion på siden). Den kan ikke erstatte, men supplere medicinsk kompendium, særligt hvis man ikke har den allersidste udgave af kompendiet stående. Man kommer ind på Harrison´s Online under menuen »videnskab« og kan her klikke sig videre. (Fig.13 og 14).
1622 Lagt på www.berlingske.dk 13. august 2004 kl. 03:30
1624 Fortiden kan man ikke spurte fra
1626 Af Mads Kastrup
1627 Det er kappestrid. Men er den ædel? Det er lege. Men er nogen med for sjov? Det er verdens største sportsbegivenhed. Men hvad er den vigtigste disciplin ved OL i Athen, der begynder i dag? Er den overhovedet på banen? Løberen Ben Johnson ser ud til aldrig at have forladt den.
1629 Det var en fænomenal rekord. Et løb for guder. Men også det mest korrupte løb i historien. Næppe havde en bjergtaget verden applauderet Ben Johnsons 9,79 sekunder i 100 meter-finalen i 1988 i Korea, før bifaldet forstummede i dopingskandalen over dem alle. Derpå kunne man næsten høre den olympiske flamme syde i spyttet fra fordømmelserne. Johnson blev ikke bare diskvalificeret for steroidbrug. Han blev lyst i evig band.
1631 Hvad de færreste dog ved om den mest spektakulære 100 m i OL-historien, er, at canadiske Johnson langt fra var den eneste skyldige den eftermiddag i Seoul. Af de otte deltagere i finalen blev fem samtidig, kort efter eller siden hen testet positive for præstationsfremmende stoffer. Heriblandt både nummer to og tre, Carl Lewis og Linford Christie. Begge disse fejlede endog i tests efter finalen, nøjagtig som Jonhson - Lewis blev testet positiv tre gange i hele dette år - men de undskyldte sig med henholdsvis et høfebermiddel og indtagelse af for meget Ginseng-te, hvilket blev godtaget, ifølge den britiske avis The Observer.
1633 Ræsonnementet var tilsyneladende, at var disse to også blevet diskvalificeret, ville alle illusioner briste. Selve atletikken ville blive lyst i band. Og OL ville være tvunget i knæ.
1635 Det ligger i generne
1637 Olympiske Lege har som bekendt brug for to ting for at være vellykket: Helte og rekorder. Det ene er oftest det andets forudsætning. Men begge er et folkekrav og har altid været det. Og de er følgelig betingelserne for, at den multi-milliard-begivenhed, OL har udviklet sig til, stadig er i stand til at hænge sammen. At det ikke handler om at vinde, men om at være med, sælger ingen billeter. Det får ikke nogen til at sidde magnetiseret ved TV-skærmene. Milliard-TV-aftaler og -sponsorater har derfor ingen interesse heri.
1639 »Men det er klart, at topmålet for, hvad mennesket kan præstere, er ved at være nået i en del discipliner, måske ikke mindst i sprinterdisciplinerne,« som idrætsmediciner Andreas Hartkopp fra Glostrup Hospital siger.
1641 Udsigten til historiske triumfer ved OL i Athen ser på forhånd ikke lovende ud. I hvert fald ikke rent realistisk. Man er oppe imod rekorder fra legendernes og steroidernes tid. Det hævdes dog, at nye superatleter er på vej. Endog at enkelte af dem måske allerede vil kunne opleves de næste tre uger. Og om ikke i Athen så i Beijing i år 2008. Atleterne vil benytte sig af gen-terapi i kampen om medaljer og millioner. Gen-doping er så godt som umulig at afsløre. Når gen-terapien dertil først er tilstrækkeligt udviklet, kan den tillige bruges til at fremme kroppens muskelmasse. Og modsat traditionel doping er det med genetisk doping nok at sprøjte sig en enkelt gang, fordi effekten varer i måneds- eller årevis.
1643 Pille-hykleri
1645 Den samme offentlighed, der kræver historiske præstationer, har siden mændenes 100 m i Seoul undrende set den gammeltestamentlige opfattelse af idræt som sunde sjæle i et sunde legemer konkurrerende på lige vilkår blive vendt på hovedet. Moderne topsport er tilsyneladende det modsatte. Usunde sjæle i usunde legemer, der konkurrerer på ulige vilkår. Spørgsmålet er indlysende: Hvor længe man kan blive ved med at sælge illusionen om den første opfattelse, når virkeligheden er den sidste?
1647 For nogle år siden udgav idrætsforskeren Verner Møller bogen »Dopingdjævlen«. Han efterlyste, at medierne i stedet for bevidstløst at løbe idrætsorganisationernes ærinde som doping-moralens skinhellige vogtere ville gå dybere ind på de præmisser, den moderne topidrætsudøver skal fungere under.
1649 Den historie, man har fortalt om sporten i de sidste 100 år, er, at den er et gode, at den er sundhedsfremmende og karakterdannende. Men realiteten er en anden. Moderne idræt bekræfter ofte, at begreber som sundhed og ædle karaktertræk ikke længere er fremherskende. Eksempelvis når en fodboldspiller brutalt sparkes ned af en modspiller i et »professionelt frispark«, en cykelrytter styrter og slår sig til blods i en vanvittig massespurt, eller en atletikudøver bliver taget for doping. Det er en del af sportens virkelighed. Metoden, medierne bruger, er imidlertid, at man isolerer og bortforklarer den slags ubehageligheder som enkeltstående tilfælde.
1651 Men ifølge Verner Møller er de blot spejle af den virkelighed, også »almindelige« mennesker lever i. Også når vi taler stoffer. Folk, der tager lykkepiller for at klare arbejdet, hovedpinepiller for at klare familien eller viagra for at klare sexlivet. En hellig holdning om, at al medicin i forbindelse med sport er at betragte som snyd, kan derfor med stor overbevisning udlægges som dobbeltmoral.
1653 Erhvervsrisiko
1655 Dette års Olympiske Lege er således fanget i skismaet mellem det officielle krav om rene atleter og det uofficielle om mindeværdige præstationer.
1657 Det amerikanske OL-team i sprint er stort set fuldstændig demonteret i en dopingskandale. Først blev VM-vinderen i 100 og 200 meter, Kelli White, taget og udelukket i to år, og nu er det samme hændt sølv- og bronzevinderen i de to discipliner, Torri Edwards. Den forsvarende OL-vinder, atletik-darlingen Marion Jones, er under mistanke og kvalificerede sig på forunderlig vis ikke under de amerikanske udtagelses-mesterskaber. Det samme med hendes kæreste, verdensrekordholderen Tim Montgomery.
1659 »Det overraskende her er, at antidoping-myndigheder er blevet så skarpe, at de faktisk har afsløret dem. Hvilket man måske ikke har kunnet tidligere. Men man kan vel sige, at topatleter bevæger sig konstant på grænsen af deres ydeevne. At blive taget for doping er en del af jobbet. Man fifler rundt med det, og det er en erhvervsrisiko. Problemet er selvfølgelig bare, at denne holdning åbenbart har sat standarden,« siger idrætsmediciner Andreas Hartkopp.
1661 Chefen for den amerikanske, olympiske dopingkontrol ytrede før forrige OL, at en rimelig tommelfingerregel er, at fem ud af otte finalister i hver finale er på »et eller andet«. De vil bare aldrig blive taget. Sprintere på nye væksthormoner kunne tage det roligt - bortset fra at de må sove med bøjle på tænderne for at holde styr på tandstillingen (enkelte vil måske huske, at også OL-fænomenet Carl Lewis en overgang gik med tandbøjle). Det er formentlig de samme væksthormoner, man nu er blevet i stand til at spore.
1663 Alle de udelukkede og mistænkte amerikanske atleter har i øvrigt tilknytning til det samme laboratorium i Californien, hvor der arbejdes med idrætsmedicinsk rådgivning og træning af atletikstjerner. Én af trænerne er canadieren Charlie Francis, der i 1988 trænede Ben Johnson.
1665 Slet rekorderne?
1667 Den hårdeste olympiske disciplin i det nye århundrede er åbenbart præstationsforskning og resultater heraf - uden at blive opdaget. Både indsatsen og for den sags skyld investeringerne i og risikoen ved de illegale præparater kommer flerefold igen i form af de ønskede resultater. Med alle risici taget i ed. Næsten i hvert fald. Den antageligt hormon-præparerede sprinter Florence Griffith-Joyners 1988-rekorder (samme år som Johnson-skandalen) på 10,49 på 100 meter og 21,34 på 200 meter lever i dag som verdens bedste. Det gør Joyner til gengæld ikke. Hun døde af hjertestop i 1998.
1669 Atletik-verdenen leder desperat efter løsninger. Alle verdensrekorder frem til år 2000 bør slettes, lød et forslag fra Norges Atletik Forbund før sidste VM i atletik. Formand Svein Arne Hansen uddybede:
1671 »Rekorderne fra ikke mindst 1980 til 1990 er umulige at slå, fordi mange af dem blev sat af dopede atleter«.
1673 Men forslaget havde ikke en chance. Tyskland havde eksempelvis stillet det før. Rekorder er stadig nationalt prestigiøse. Er Den kolde Krig ovre, er idrættens massehypnotiske magi det derimod ikke. Idræt har som bekendt været rygrad i den nationale selvfølelse i hele totalitære imperier - Sovjetunionen, Kina eller Hitlers Tredje Rige. Listen over antallet af politisk begrundede udelukkelser og ditto demonstrationer i OL-historien er længere end antallet af russiske og østtyske medaljetagere op gennem 1970erne og 80erne.
1675 Også i dag er nationalisme en vigtig faktor. Skulle nordmændenes forslag godkendes, ville danskerne kræve Wilson Kipketers 800 meter, amerikaneren Michael Johnsons 200 og 400 meter, marokkaneren Haile Gebrselassie 5.000 og 10.000 meter friholdte. Listen af sådanne krav ville være lang som et manende forhindringsløb.
1677 Vi leger guder
1679 »I topsport taler vi om præstationsniveauer, hvor det i dag er meget svært at begå sig uden doping. Og kontrollen har altid været bagefter,« siger idrætsmediciner Andreas Hartkopp.
1681 Den første test for amfetamin kom i 1968. Den første for anabole steroider kom i 1972. De var til gengæld begge meget usikre. Først i 1984 kom en test for testosteron. Og EPO-testen kom først rigtigt i år 2000. Men der er, ifølge Hartkopp, stadig masser af muligheder for snyd. Og de vil givet også blive benyttet. Atletikken har dertil - i det omfang svindelen faktisk kan afsløres - et stort dilemma i dag. Enten må opgøret med fortidens synder tages for åben skærm og medie-standret, eller også må man nøjes med små og få forbedringer. Og i så fald i alt andet end paradedisciplinerne. Faktisk i alt andet end netop de discipliner, der trækker publikum og seere - og dermed sponsorer, prestige og penge. »Men så kan de måske lære det,« siger Hartkopp.
1683 Diverse politikeres eller sportsorganisationers højtbesungne idealer om sporten som et fredeligt, apolitisk mødested mellem folkeslagene har sjældent stået mål med virkeligheden. Det samme er tilfældet med den globale TV-seers ønske om overmenneskelige præstationer på et ellers såre menneskeligt grundlag. I dag ville både, guld-, sølv- og bronzemdaljen i 100 m for mænd fra Seoul 1988 blive diskvalificeret.
1685 Men det ville stadig ikke være en løsning. Tværtimod.
1687 Den britiske idrætsmediciner Dr. Andy Miah ville dog formentlig ikke have frataget Ben Johnson dennes guldmedalje, og heller ikke Lewis og Christie deres sølv og bronze. Miah har netop udgivet bogen »Gen-modificerede atleter: Biomedicinsk etik, gen-doping og sport«. Han skriver her ret imod en dopingholdning, han kalder »et moralsk, malplaceret korstog«. Ganske vist ikke for vækstfremmere, men for fremtidens »doping«, gen-manipulation:
1689 »At tillade gen-modifikation er ikke at give køb på etikken i sporten. Det betyder ikke, at man billiger stoffer. Det er bare en erkendelse af vores moderne teknologiske identitet. Vi står til at vinde en masse og miste meget lidt. Vi har alligevel leget guder i adskillige århundreder«.
1691 Dokumentarfilm: »Some kind of Monster« følgermetalmastodonten Metallicas kamp med sig selv og bandets seneste album. En god dokumentar, der dog ikke helt kender sin besøgelsestid.
1693 Et metalorkester hyrer en terapeut. På høje tide, vil flere sikkert straks bemærke. Og der var da heller ikke grund til at gå dybere ind i det, hvis det ikke var fordi, orkestret er Metallica, verdens ubestridt største navn på denne scene de sidste ti år.
1695 Det meste af denne dokumentarfilm foregår i et studie. Det første af slagsen rømmes, da bandet fylder det op med dårlig stemning, hurtigere end man kan stave til metaltræthed. De prøver herefter med en ferie. Guitarist Kirk Hammett surfer. Hvilket han har gjort regelmæssigt de sidste år for, ifølge ham selv, at holde sig fra stoffer. Trommeslager Lars Ulrich dyrker familien og kunst. Og sanger og guitarist James Hetfield tager til Sibiren og skyder en bjørn.
1697 Men det hjælper ikke.
1699 Vi taler om et band, der har solgt 90 millioner album på verdensplan - mere end Britney Spears, Backstreet Boys eller Janet Jackson. Men også om et band, der - hvorfor terapeuten er kommet ind i billedet - er i dyb intern splid. Dette fremgår rigeligt af dokumentaren »Some kind of Monster«. Det er ikke nemt at være rockstjerne. Slet ikke når man skal indspille en ny plade og ikke kan finde på noget. Dokumentaren skildrer tilblivelsen af Metallicas seneste album »St. Anger«. Som i den grad bliver en kunstnerisk sædefødsel.
1701 Bassisten Jason Newsted har forladt bandet. Ulrich og Hetfield taler til hinanden som brødre i territorial splid over hvad som helst. Og guitarist Kirk Hammett forsøger sagtmodigt at mægle som en lillebror, der ikke bryder sig om, at de store skændes. »St. Anger« presses så at sige langsomt og pinefuldt ud i en blanding af opgivelse og fandenivoldskhed. Nidkært hjulpet af produceren Bob Rock. Terapeuten ligner mest af alt en pædagogog, der forgæves forsøger at få drengene i »fritteren« til at enes. Men bandets grundlæggere, Ulrich og Hetfield, kan ikke finde ud af regere sammen længere. Filmens egentlige omdrejningspunkt træder i karakter: Hetfield forsvinder. I knap et år er han indlagt på en afvænningsklinik med sit alkoholproblem.
1703 Ulrich uinteressant
1705 Skulle »Some kind of Monster« have været en seksstjernet dokumentar, skulle det præcis være her, den slog til. Den skulle følge James Hetfield. Men denne synes i det hele taget ikke at være specielt begejstret for konstant at blive filmet. I stedet følger den Lars Ulrich. Hvilket, selvom man ifører sig imaginær klaphat, er rimelig uinteressant. Den danske metalstjerne sælger ud af sin enorme malerisamling på Christie's. Angiveligt for at rense sjælen. Og han køber en grund til at bygge et nyt hus. Angiveligt for, nuvel, at bygge et nyt hus.
1707 »Some kind of Monster« har først og fremmest en force i sin nådesløse skildring af, hvordan det ser ud, når megastjerner modnes. Når fortiden kommer igen og kræver sit. Ikke bare konkret, men også i overført betydning. Eksempelvis når rocklegendernes sex, drugs & rock'n'roll langsomt er blevet forvandlet til familie, middagsbord og forretning. Når toppen er nået, og der kun er kampen tilbage for at holde sig deroppe. Altsammen noget Hetfield, konstant iført biker- og dragrace-t-shirts, buldrende Harley eller sportscar og sin macho-tilgang til megametal-stjernetilværelsen, har størst vanskelighed med.
1709 Filmen foregiver at følge bandet gennem krisen. Frem til en løsning og tilmed en forløsning ved udgivelse af »St. Anger«. Men i virkeligheden synes problemerne blot at blive udskudt i en enkelt, simpel handling. Man hyrer en ny bassist. Hans navn er Robert Trujillo, han ligner en mohawkindianer i rituel dans, når han spiller med bassen hængende helt nede i gulvhøjde, og han synes i det hele taget at besidde alt den fyrighed, bandet har mistet.
1711 Fyrer terapeuten
1713 De tre Metallica-medlemmer synes mindst ti år yngre ved Trujillos opdukken. De er også så begejstrede, at de giver ham en million dollars, »bare til at begynde med«, og gør ham til fuldgyldigt medlem. Og terapeuten? Han bliver fyret. Netop som han har gode forslag til, hvordan bandmedlemmerne skal optræde på tour og han tilmed lige har sat sit hus i Kansas til salg for at flytte til Metallica-hjembyen San Fransisco. Angiveligt for virkelig at være sine 250.000 kroner om måneden værd. Men metalorkestret siger til ham, at de ikke har brug for flere konsultationer. Det synes dog mere at være en beslutning end en realitet.
1715 Film: Klicheerne står i kø i Lotte Svendsens nye film »Tid Til Forandring«, der er blevet til letkøbt satire uden dybde.
1717 Hvis man synes »Emmas Dilemma« - uden det absurde element - og satireprogrammet »Er du skidt, skat« er morsomt, vil man måske synes om Lotte Svendsens nye film, »Tid Til Forandring«. Hvis ikke, vil man finde den en både lunken og anstrengende affære, der i værste fald er på kanten af det perfide over for sine egne figurer ved på skift at vise deres smerte og gøre tykt grin med dem. I bedste fald kan den kaldes en ujævn og slap satire med mislykkede ambitioner om også at være noget inden for det socialrealistiske.
1719 På en Robert Altman- og »Short Cuts«-inspireret måde følger filmen en række personer, der hver især skal repræsentere et bredt Danmark, men hvis historier kun halvt bliver viklet ind i hinanden. Den ufuldendte episodiske struktur ville have været til at se gennem fingre med, hvis persongalleriet så var nuanceret eller skævt, men nej. Stereotyperne hober sig op, og således møder vi den strømlinede IT-gulddreng, der nok bor i en dyr Hellerup-lejlighed, men i sin isolation kun tænker på sex; den coke-sniffende og sex-uddelende fotomodel, der sukkersødt roser alle; den selvudslettende hjemmehjælper, der af sin psykolog får at vide, at hun skal tænke på sig selv; selvsamme psykolog, der er ved at gå i rødvins-hundene; hans forstadsfrue af en kone, der kompenserer for sit ulykkelige liv ved at gå op i sin shabby-chic-boligindretning og den mærkelige særling, der går rundt i byens fitness-centre for at måle tabt energi på løbebåndene, og som samtidig er »den sidste marxist i Europa« med dertilhørende merchandise i form af et digital-ur, der spiller »Internationale«.
1721 Hvad der dog er værst er, at Svendsen, der tidligere har lavet den ikke helt vellykkede, men alligevel charmerende »Bornholms stemme«, tilsyneladende intet vil os med sin film. Skal personerne være pulsen på vort nutidige samfund, hvor vi under overfladen alle er ensomme stakler? Tilsat et gran humor for at bryde den depressive alvor.
1723 Letkøbte pointer
1725 Eller ønsker filmen virkelig kun at vaere et overfladisk, fladt og postuleret spejlbillede af os danskere i dag, der måske nok morer et sekund, men ikke rammer nogle dybere sjæle-tråde? For det er, hvad den ender som. Rigtig skarp satire bliver den på intet tidspunkt, dertil er personernes pointer for letkøbte. Et element, der ikke bliver afhjulpet af, at Svendsens sans for personinstruktion i denne film kan ligge på et meget lille sted.
1727 Skuespilpræstationerne svinger fra det middelmådige og rutineprægede ved Dan Zahle som IT-dreng, Kirsten Lehfeldt som forstadsfrue og Helle Dolleris som hjemmehjælper til det direkte tæer-krummende ved Anne Sofie Byder som model, der slet ikke formår at bringe noget menneskeligt ind i sin rolle. Kun erfarne herrer som Waage Sandø som alkoholiseret psykolog og Claus Ryskjær som kompromisløs idealist, der kan holde sig selv kørende, løfter sig op til det seværdige.
1729 De få roser, filmen er berettiget til, tilfalder snarere det tekniske ved klipper Anders Refn og fotograf Manuel Claro, der i øvrigt også filmede Boes »Reconstruction«. Begge dele fungerer upåklageligt, men det er desværre ikke nok til, at »Tid til forandring« bliver andet end en usjov og mislykket gang tragi-komik, der mod slutningen virker som en formålsløs ørkenvandring.
1731 Det er kappestrid. Men er den ædel? Det er lege. Men er nogen med for sjov? Det er verdens største sportsbegivenhed. Men hvad er den vigtigste disciplin ved OL i Athen, der begynder i dag? Er den overhovedet på banen? Løberen Ben Johnson ser ud til aldrig at have forladt den.
1733 Det var en fænomenal rekord. Et løb for guder. Men også det mest korrupte løb i historien. Næppe havde en bjergtaget verden applauderet Ben Johnsons 9,79 sekunder i 100 meter-finalen i 1988 i Korea, før bifaldet forstummede i dopingskandalen over dem alle. Derpå kunne man næsten høre den olympiske flamme syde i spyttet fra fordømmelserne. Johnson blev ikke bare diskvalificeret for steroidbrug. Han blev lyst i evig band.
1735 Hvad de færreste dog ved om den mest spektakulære 100 m i OL-historien, er, at canadiske Johnson langt fra var den eneste skyldige den eftermiddag i Seoul. Af de otte deltagere i finalen blev fem samtidig, kort efter eller siden hen testet positive for præstationsfremmende stoffer. Heriblandt både nummer to og tre, Carl Lewis og Linford Christie. Begge disse fejlede endog i tests efter finalen, nøjagtig som Jonhson - Lewis blev testet positiv tre gange i hele dette år - men de undskyldte sig med henholdsvis et høfebermiddel og indtagelse af for meget Ginseng-te, hvilket blev godtaget, ifølge den britiske avis The Observer.
1737 Ræsonnementet var tilsyneladende, at var disse to også blevet diskvalificeret, ville alle illusioner briste. Selve atletikken ville blive lyst i band. Og OL ville være tvunget i knæ.
1739 Det ligger i generne
1741 Olympiske Lege har som bekendt brug for to ting for at være vellykket: Helte og rekorder. Det ene er oftest det andets forudsætning. Men begge er et folkekrav og har altid været det. Og de er følgelig betingelserne for, at den multi-milliard-begivenhed, OL har udviklet sig til, stadig er i stand til at hænge sammen. At det ikke handler om at vinde, men om at være med, sælger ingen billeter. Det får ikke nogen til at sidde magnetiseret ved TV-skærmene. Milliard-TV-aftaler og -sponsorater har derfor ingen interesse heri.
1743 »Men det er klart, at topmålet for, hvad mennesket kan præstere, er ved at være nået i en del discipliner, måske ikke mindst i sprinterdisciplinerne,« som idrætsmediciner Andreas Hartkopp fra Glostrup Hospital siger.
1745 Udsigten til historiske triumfer ved OL i Athen ser på forhånd ikke lovende ud. I hvert fald ikke rent realistisk. Man er oppe imod rekorder fra legendernes og steroidernes tid. Det hævdes dog, at nye superatleter er på vej. Endog at enkelte af dem måske allerede vil kunne opleves de næste tre uger. Og om ikke i Athen så i Beijing i år 2008. Atleterne vil benytte sig af gen-terapi i kampen om medaljer og millioner. Gen-doping er så godt som umulig at afsløre. Når gen-terapien dertil først er tilstrækkeligt udviklet, kan den tillige bruges til at fremme kroppens muskelmasse. Og modsat traditionel doping er det med genetisk doping nok at sprøjte sig en enkelt gang, fordi effekten varer i måneds- eller årevis.
1747 Pille-hykleri
1749 Den samme offentlighed, der kræver historiske præstationer, har siden mændenes 100 m i Seoul undrende set den gammeltestamentlige opfattelse af idræt som sunde sjæle i et sunde legemer konkurrerende på lige vilkår blive vendt på hovedet. Moderne topsport er tilsyneladende det modsatte. Usunde sjæle i usunde legemer, der konkurrerer på ulige vilkår. Spørgsmålet er indlysende: Hvor længe man kan blive ved med at sælge illusionen om den første opfattelse, når virkeligheden er den sidste?
1751 For nogle år siden udgav idrætsforskeren Verner Møller bogen »Dopingdjævlen«. Han efterlyste, at medierne i stedet for bevidstløst at løbe idrætsorganisationernes ærinde som doping-moralens skinhellige vogtere ville gå dybere ind på de præmisser, den moderne topidrætsudøver skal fungere under.
1753 Den historie, man har fortalt om sporten i de sidste 100 år, er, at den er et gode, at den er sundhedsfremmende og karakterdannende. Men realiteten er en anden. Moderne idræt bekræfter ofte, at begreber som sundhed og ædle karaktertræk ikke længere er fremherskende. Eksempelvis når en fodboldspiller brutalt sparkes ned af en modspiller i et »professionelt frispark«, en cykelrytter styrter og slår sig til blods i en vanvittig massespurt, eller en atletikudøver bliver taget for doping. Det er en del af sportens virkelighed. Metoden, medierne bruger, er imidlertid, at man isolerer og bortforklarer den slags ubehageligheder som enkeltstående tilfælde.
1755 Men ifølge Verner Møller er de blot spejle af den virkelighed, også »almindelige« mennesker lever i. Også når vi taler stoffer. Folk, der tager lykkepiller for at klare arbejdet, hovedpinepiller for at klare familien eller viagra for at klare sexlivet. En hellig holdning om, at al medicin i forbindelse med sport er at betragte som snyd, kan derfor med stor overbevisning udlægges som dobbeltmoral.
1757 Erhvervsrisiko
1759 Dette års Olympiske Lege er således fanget i skismaet mellem det officielle krav om rene atleter og det uofficielle om mindeværdige præstationer.
1761 Det amerikanske OL-team i sprint er stort set fuldstændig demonteret i en dopingskandale. Først blev VM-vinderen i 100 og 200 meter, Kelli White, taget og udelukket i to år, og nu er det samme hændt sølv- og bronzevinderen i de to discipliner, Torri Edwards. Den forsvarende OL-vinder, atletik-darlingen Marion Jones, er under mistanke og kvalificerede sig på forunderlig vis ikke under de amerikanske udtagelses-mesterskaber. Det samme med hendes kæreste, verdensrekordholderen Tim Montgomery.
1763 »Det overraskende her er, at antidoping-myndigheder er blevet så skarpe, at de faktisk har afsløret dem. Hvilket man måske ikke har kunnet tidligere. Men man kan vel sige, at topatleter bevæger sig konstant på grænsen af deres ydeevne. At blive taget for doping er en del af jobbet. Man fifler rundt med det, og det er en erhvervsrisiko. Problemet er selvfølgelig bare, at denne holdning åbenbart har sat standarden,« siger idrætsmediciner Andreas Hartkopp.
1765 Chefen for den amerikanske, olympiske dopingkontrol ytrede før forrige OL, at en rimelig tommelfingerregel er, at fem ud af otte finalister i hver finale er på »et eller andet«. De vil bare aldrig blive taget. Sprintere på nye væksthormoner kunne tage det roligt - bortset fra at de må sove med bøjle på tænderne for at holde styr på tandstillingen (enkelte vil måske huske, at også OL-fænomenet Carl Lewis en overgang gik med tandbøjle). Det er formentlig de samme væksthormoner, man nu er blevet i stand til at spore.
1767 Alle de udelukkede og mistænkte amerikanske atleter har i øvrigt tilknytning til det samme laboratorium i Californien, hvor der arbejdes med idrætsmedicinsk rådgivning og træning af atletikstjerner. Én af trænerne er canadieren Charlie Francis, der i 1988 trænede Ben Johnson.
1769 Slet rekorderne?
1771 Den hårdeste olympiske disciplin i det nye århundrede er åbenbart præstationsforskning og resultater heraf - uden at blive opdaget. Både indsatsen og for den sags skyld investeringerne i og risikoen ved de illegale præparater kommer flerefold igen i form af de ønskede resultater. Med alle risici taget i ed. Næsten i hvert fald. Den antageligt hormon-præparerede sprinter Florence Griffith-Joyners 1988-rekorder (samme år som Johnson-skandalen) på 10,49 på 100 meter og 21,34 på 200 meter lever i dag som verdens bedste. Det gør Joyner til gengæld ikke. Hun døde af hjertestop i 1998.
1773 Atletik-verdenen leder desperat efter løsninger. Alle verdensrekorder frem til år 2000 bør slettes, lød et forslag fra Norges Atletik Forbund før sidste VM i atletik. Formand Svein Arne Hansen uddybede:
1775 »Rekorderne fra ikke mindst 1980 til 1990 er umulige at slå, fordi mange af dem blev sat af dopede atleter«.
1777 Men forslaget havde ikke en chance. Tyskland havde eksempelvis stillet det før. Rekorder er stadig nationalt prestigiøse. Er Den kolde Krig ovre, er idrættens massehypnotiske magi det derimod ikke. Idræt har som bekendt været rygrad i den nationale selvfølelse i hele totalitære imperier - Sovjetunionen, Kina eller Hitlers Tredje Rige. Listen over antallet af politisk begrundede udelukkelser og ditto demonstrationer i OL-historien er længere end antallet af russiske og østtyske medaljetagere op gennem 1970erne og 80erne.
1779 Også i dag er nationalisme en vigtig faktor. Skulle nordmændenes forslag godkendes, ville danskerne kræve Wilson Kipketers 800 meter, amerikaneren Michael Johnsons 200 og 400 meter, marokkaneren Haile Gebrselassie 5.000 og 10.000 meter friholdte. Listen af sådanne krav ville være lang som et manende forhindringsløb.
1781 Vi leger guder
1783 »I topsport taler vi om præstationsniveauer, hvor det i dag er meget svært at begå sig uden doping. Og kontrollen har altid været bagefter,« siger idrætsmediciner Andreas Hartkopp.
1785 Den første test for amfetamin kom i 1968. Den første for anabole steroider kom i 1972. De var til gengæld begge meget usikre. Først i 1984 kom en test for testosteron. Og EPO-testen kom først rigtigt i år 2000. Men der er, ifølge Hartkopp, stadig masser af muligheder for snyd. Og de vil givet også blive benyttet. Atletikken har dertil - i det omfang svindelen faktisk kan afsløres - et stort dilemma i dag. Enten må opgøret med fortidens synder tages for åben skærm og medie-standret, eller også må man nøjes med små og få forbedringer. Og i så fald i alt andet end paradedisciplinerne. Faktisk i alt andet end netop de discipliner, der trækker publikum og seere - og dermed sponsorer, prestige og penge. »Men så kan de måske lære det,« siger Hartkopp.
1787 Diverse politikeres eller sportsorganisationers højtbesungne idealer om sporten som et fredeligt, apolitisk mødested mellem folkeslagene har sjældent stået mål med virkeligheden. Det samme er tilfældet med den globale TV-seers ønske om overmenneskelige præstationer på et ellers såre menneskeligt grundlag. I dag ville både, guld-, sølv- og bronzemdaljen i 100 m for mænd fra Seoul 1988 blive diskvalificeret.
1789 Men det ville stadig ikke være en løsning. Tværtimod.
1791 Den britiske idrætsmediciner Dr. Andy Miah ville dog formentlig ikke have frataget Ben Johnson dennes guldmedalje, og heller ikke Lewis og Christie deres sølv og bronze. Miah har netop udgivet bogen »Gen-modificerede atleter: Biomedicinsk etik, gen-doping og sport«. Han skriver her ret imod en dopingholdning, han kalder »et moralsk, malplaceret korstog«. Ganske vist ikke for vækstfremmere, men for fremtidens »doping«, gen-manipulation:
1793 »At tillade gen-modifikation er ikke at give køb på etikken i sporten. Det betyder ikke, at man billiger stoffer. Det er bare en erkendelse af vores moderne teknologiske identitet. Vi står til at vinde en masse og miste meget lidt. Vi har alligevel leget guder i adskillige århundreder«.
1796 Efterårets pladesæson byder på nyt fra U2, Eminem, R.E.M., Kim Larsen, D-A-D, Saybia, Outlandish, Beck, Aquas Søren Rasted m.fl. På papiret kan det næsten ikke gå galt.
1798 Ved indgangen til efterårets pladesæson topper Shakin' Stevens ugens albumhitliste med en opsamling afdankede firserhits. Det er mildt sagt tid til forandring.
1800 Til en på papiret stor sæson hvor ikoner som U2 og Eminem på forhånd topper forventningslisterne. Til begge udgivelser knytter sig en historie om sange og hele plader, der er blevet væk. Først var det »en fætter« i Eminems bagland, som skulle have lagt et par nye sange ud på nettet, hvorefter rapperen fluks kasserede et helt album, som oprindelig var provokerende programsat til udgivelse den 11. september. Men hidtil er ingen af de bemeldte numre dukket op i cyberspace, hvorfor Eminem angiveligt har gravet dybt i skraldespanden for finde numrene frem igen.
1802 I U2-lejren mistede guitarist The Edge sit eksemplar af kvartettens kommende album under en fotosession i Sydfrankrig først på sommeren. Politiet i Nice blev alarmeret, og en eftersøgning af dimensioner blev iværksat for at finde albummet, som på det sorte marked er millioner af dollars værd. Men i skrivende stund er det endnu ikke dukket op.
1804 Et tredje navn fra historiebøgernes første sider, amerikanske R.E.M., orkesteret med holdninger og guitarerne placeret lige tæt på hjerte og hjerne, har allerede meldt ud, at deres nært forestående epos, til oktober, ikke ligefrem vil blive den foretrukne sødmælk på præsident George W. Bush' morgengryn.
1806 I samme boldgade vil Michael Stipes engelske favoritter fra Radiohead givetvis fortsætte deres musikalske og lyriske holdningstogt mod en bedre og mere fredelig verden, når de senere på året byder ind med et mix af Thom Yorkes John Lennon-geniale melodier og en smitsom, teknologisk legesyge. Nye standarder for rockens nære fremtid ventes fra den kant, forhåbentlig og formentlig.
1808 Beck og Prodigy
1810 I et musikår hvor et helt- og meget andet unikum, the funkster Prince, meldte sin tilbagekomst som kunstnerisk bannerfører efter mere end ti år i nonsensland, er det ligeledes værd at notere sig, at et andet af musikkens vidunderbørn, amerikanske Beck, har leget sig frem til nye toner. Vi venter i spænding.
1812 Og det gør vi i dén grad også på Liam Howletts genkomst. Var Beck kongen af det meste i det forgangne årti, var Howlett og hans Prodigy uforglemmelige i perioden med deres store, tunge og skramlende beats. Efter syv års albumtavshed siden gigasuccesen »The Fat Of The Land«, er der om blot en uge nyt album fra Prodigy, som altid skabt af Liam Howlett i ensom majestæt.
1814 Senere på året, til oktober, får Howlett ydermere selskab af sin landsmand og festoriginalen over dem alle, Fat Boy Slim alias Norman Cook, som ligeledes er kendt for sin hang til buldrende, dansable beats. Og endelig er det værd at holde øje med ligeledes engelske Dizzie Rascals album nr. to, som med garanti vil afspejle nuets jungletrommer i de østlondonske rendestene og natklubber.
1816 Mens vi er i musikkens mekka, er der intet mindre end en dobbeltudgivelse i vente primo september fra den Londonbaserede australier Nick Cave, kongen af kærlighedssangen. En genre han i alverdens afskygninger fra tungsind og eftertanke har svøbt og støbt på i mere end tyve år. Allerede efter få gennemlytninger kan rockredaktøren afsløre, at Cave ældes med ynde og fylde som de bedste vine.
1818 Nyt fra 50 Cent
1820 Fra London tager vi springet til hip hoppen, til USA, genrens arnested, hvor den i årevis har været så godt som synonym med popmusik, dollar, store biler, ladies i kort og selve den amerikanske drøm. Eminems protegé 50 Cent er klar med album nummer to, men langt vigtigere er de kommende udgivelser fra Cannibal Ox og El-P, som til september skal følge op på deres respektive udgivelser, der hører til blandt genrens mest progressive siden årtusindskiftet. Pudsigt nok er det et faktum, der aldrig er nået til andedammens hip hoppere, som stadig synes at lade sig inspirere af metervarer og gamle kendinge. Apropos er gode gamle Dr. Dre på banen med nyt, når himlen skifter fra sommerblå til klassisk danmarksgrå.
1822 Lokalt byder hip hoppen på beats og vokaler fra den ene af scenens to divaer, Karen (Szhirley er naturligvis den anden). Det sker allerede sidst i denne måned. Og allerede til september vender de tilbageværende to medlemmer af sydsjællands pryd, Hvid Sjokolade - DJ Nage og Onkel Tom, tilbage med albummet »Mon Ik'..!« hvorpå den gamle hip hopskole, festen og de ganske begavede tekster er i højsæde.
1824 Selv om hele landets nationalskjald Kim Larsen for 38. uge i træk (salgstallet har for længst rundet de imponerende 200.000 eksemplarer) ligger lunt på den danske albumhitliste med sidste års »7-9-13«, meldes der om nyt på vej i indeværende år.
1826 Et andet genkendeligt og næsten lige så sikkert kort er nationalrockerne i D-A-D. Om det bliver oktober eller december vides endnu ikke, men sikkert er det, at D-A-D har arbejdet stenhårdt på at rejse sig fra det lette og bløde »Soft Dogs«-album med fyrrige guitarer og tonstunge trommer.
1828 Saybias andet udspil
1830 Men kändisserne til trods er det alligevel Saybias andet udspil, datosat til den 13. september, som danskerne har ventet mest spændt på i år. Fynboerne debuterede med sangene live lørdag nat på årets Roskilde Festival, og derfra kan overtegnede melde om et anderledes, mindre hit-orienteret materiale fra Saybia. Til gengæld er sammenspillet og den kunstneriske værdi højnet gevaldigt.
1832 Det er den også på Mikael Simpsons andet epos. Den unge sangskriver fra først Holstebro, Århus og nu Nørrebro i København, modtog i 2003 Foreningen af danske musikkritikeres pris som årets håb. Den har han levet op til, mere skal der ikke røbes her. Albummet rammer butikkerne den 6. september.
1834 Ugen forinden debuterer Aqua-legenden Søren Rasted som solist. Med toner som, så meget kan jeg godt afsløre på forhånd, har en anden og langt højere musikalsk værdi end henholdsvis René og Lenes respektive forsøg efter Aqua.
1836 Som rosinen i pølseenden finder vi Outlandish, som i løbet af efteråret forventes at udsende album nummer tre. Personligt er det den plade, jeg glæder mig allermest til i år fra dansk hånd. Hvorfor de ikke for længst er blevet det første credible navn, der breaker det amerikanske marked, er mig stadig en gåde. Lyt blot til deres fænomenale refortolkning af PHs »Man binder os på mund og hånd«, som helt fortjent har hærget landet i sommermånederne. Helt igennem fantastisk er det nummer, som er niveauer over alle andre numre i år, udlandet medregnet.
1838 Jo tak, det ligner på forhånd et stort og frodigt musikalsk efterår. Om prognoserne holder, ved vi fra på næste mandag, hvor de første store anmeldelser rammer disse spalter.
1840 å er der håb for ungkarle og alle andre, der er trætte af at stryge skjorter. Siemens lancerer inden for de næste uger en ny maskine til hjemmebrug. "IronMan", hedder den, men den har een skavank, den kan ikke lave pressefolder på skjorteærmerne.
1842 I en pressemeddelelse fra industrikoncernen fremgår det, at det kun tager få minutter at tører og stryge en nyvasket skjorte, og det kan ske på hele 15 skånsomme programmer, så man kan stryge alt fra silke over viskose til hør, skriver Ingeniøren.
1844 Maskinen klarer også krave og manchetter og skulle være mere skånsom mod tøjet end et almindeligt strygejern.
1846 Vidunderet fungerer ved, at man monterer den nyvaskede og fugtige skjorte på et stativ, hvorefter den blæser varm luft gennem tøjet. Tøjet tørrer samtidig med at skjorten skulle blive "perfekt glat".
1848 Pressefolderne kan Siemens' maskine dog ikke klare. Og den kan ikke den svære kunst at lægge skjorter sammen.
1850 Har undersøgt behovet
1851 En nordisk undersøgelse, som koncernen har foretaget, viser, at mere end hver femte person i Norden ønsker et bedre resultat, når de stryger skjorter.
1853 I undersøgelsen afsløres finnerne som de dårligste skjortestrygere (40 pct. er utilfredse med deres eget resultat) og danskerne som de bedste (kun 16 pct. er utilfredse med deres strygeresultat).
1855 Magne Hoseth fik et fint første møde med Parken, da FC Københavns nyindkøbte nordmand debuterede på sin nye hjemmebane med at sikre de forsvarende danske mestre et point mod OB \x{2013} og dermed redde klubben for en forværring af holdets seneste krise.
1857 Bare to minutter efter, at Thomas Lindrup godt midtvejs i anden halvleg havde skabt mørke ansigtsudtryk blandt FCK-lederne med sin scoring til 1-0, fik Hoseth i to forsøg passeret Arek Onyszko i OB\x{2019}s mål.
1859 Det skete for øjnene af den tidligere Brøndby-træner Åge Hareide, som var blandt gæsterne på Parkens VIP-sæder, hvor den nuværende norske landstræner i selskab med blandt andre Liverpools John Arne Riise fulgte københavnernes nye nordmand i aktion.
1861 Skulle give plads til Nørregaard
1862 Det endte altså med at blive en lykkelig historie, selv om Hoseth fra start ikke virkede tilpas gemt væk ude på venstrekanten, hvor nordmanden var placeret for at give plads til den mere defensive Hjalte Nørregaard centralt.
1863 Tre frisparksforsøg fra nyindkøbet i de første 45 minutter imponerede ikke, mens han i den anden ende af banen var ved at koste en scoring, da Ulrich Vincents fik lov til at løbe bag ham.
1865 Til gengæld var Magne Hoseth også manden bag FC Københavns to eneste farlige forsøg i en generelt statisk og fysisk præget første halvleg, hvor FC Københavns forreste folk havde svært ved at holde fast i bolden.
1867 OB godt organiseret
1868 OB var velorganiserede og stærke i defensiven, hvor backerne Vincents og Fernando Derveld både lukkede effektivt af og deltog ivrigt i det fremadrettede spil op mod duoen Mwape Miti og Steffen Højer, som før har voldt FCK-forsvaret store problemer med deres hurtige småspil.
1869 Derfor havde Hans Backe også oven på de seneste mange scoringer imod holdet rokeret om, så Ole Tobiasen igen blev rykket ud på backen, mens unge Dan Thomassen for første gang spillede fra start ved siden af Bo Svensson i centerforsvaret.
1871 Alt i alt en interessant første halvleg rent taktisk, mens publikum uden tvivl syntes bedre om underholdningen efter pausen. Her blev der givet mere los fra begge holds side, og FC København spillede sig til to store muligheder ved at komme bagom det lidt tunge fynske forsvar.
1873 Álvaro Santos skulle derudover have haft frispark, og Arek Onyszko skulle have været vist ud fem minutter efter pausen, men i stedet slog OB til, da Steffen Højer lidt heldigt fik bolden med sig ind i feltet.
1875 Her brændte Mwape Miti i helt fri position på Magnus Kihlstedt, men Thomas Lindrup var over riposten og skaffede gæsterne den føring, som kun holdt to minutter.
1877 Hoseth steg til vejrs
1878 Så steg Magne Hoseth til vejrs og headede et indlæg fra Tobias Linderoth hårdt mod mål, hvor Onyszko reddede i første omgang. Álvaro Santos spillede imidlertid riposten tilbage til Hoseth, der fik drejet rundt og scoret.
1879 »Jeg er selvfølgelig glad for målet, men jeg skulle have lavet et mere, og vi skulle have vundet«, sagde nordmanden, som tidligere i anden halvleg havde ramt ved siden af bolden i helt fri position.
1881 Nu måtte han nøjes med det ene point, som de egentlig heller ikke var helt tilfredse med i OB-lejren.
1882 »Jeg er lidt ærgerlig, for jeg føler, at vi kunne have fået alle tre. Desværre udligner de meget hurtigt efter vores scoring, og så får de hele fantribunen med sig igen. Det betyder alligevel noget«, sagde en af OB\x{2019}s bedste, Thomas Lindrup.
1884 Den amerikanske valgkamp, som hidtil har været ført i en forholdsvis sober tone, er for alvor ved at blive beskidt. En gruppe Vietnamveteraner beskylder i en tv-reklame Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, John Kerry, for at have løjet om sin tid som soldat i Vietnam.
1886 Valgreklamen har titlen 'Nogle spørgsmål'. Den er den mest barske, siden den liberale gruppe MoveOn.org i slutningen af maj lancerede en anti-Bush-reklame med titlen 'Fyr Rumsfeld', hvor Frihedsgudinden optrådte med hætte for at minde seerne om, hvordan amerikanske soldater har begået overgreb mod fanger i Irak.
1888 Taler meget om Vietnam
1889 En væsentlig del af Kerrys valgkamp går ud på at overbevise vælgerne om, at han vil være lige så indstillet som præsident George W. Bush på at forsvare Amerika mod trusler udefra. Kerry bruger sin tid i Vietnam, hvor han satte sit liv på spil som ung mand og blev tildelt fem tapperhedsmedaljer, som bevis på, at han også som præsident vil forsvare USA med næb og kløer. Kerry taler faktisk mere om Vietnam end om den aktuelle krig i Irak.
1891 Men en gruppe Vietnamsoldater, som kalder sig Hurtigbåds Veteraner for Sandhed, stiller spørgsmål ved flere af de begivenheder for 35 år siden, som førte til, at Kerry blev hædret med medaljer.
1893 Kerrys fortid
1894 Under Vietnamkrigen stod Kerry i spidsen for en såkaldt swift boat, som patruljerede Mekong-deltaet for at forstyrre og ødelægge Vietcongs forsyningslinjer. Under et bagholdsangreb på Bay Hap-floden faldt en af soldaterne, Jim Rassmann, over bord. Rassman, Kerry og hans mandskab siger, at Kerry vendte båden, selv om den var under beskydning og hev Rassman om bord igen.
1896 Ni af de 11 soldater, som var om bord på de to både, som Kerry havde kommandoen over i Vietnam, deltog i demokraternes konvent i Boston. De fastholder samstemmende Kerrys udgave af historien, og det samme gør journalister, der har boret i Kerrys Vietnam-fortid.
1898 En soldat på en anden båd i nærheden af Kerrys, Van O'Dell, siger i tv-reklamen:
1900 »John Kerry løj for at få sin bronzemedalje. Jeg ved det, for jeg var der«.
1902 I et interview med USA Today siger O'Dell, at Kerrys båd ikke blev beskudt, da den reddede Rassman. Sidstnævnte, som ofte deltager i Kerrys valgkamp for at anbefale ham som præsident, siger, at O'Dells udgave af episoden »er det rene opspind«, og at han - Rassman - blev beskudt, hver gang han dukkede op til overfladen.
1904 Had gennem 30 år
1905 Andre medlemmer af anti-Kerry-gruppen siger, at han i flere tilfælde ikke var såret og knap nok havde hudafskrabninger, men insisterede på at blive behandlet, så han kunne få en medalje.
1907 Hurtigbåds Veteraner for Sandhed består af 250 Vietnam-veteraner. De fleste har hadet Kerry i over 30 år. Årsagen er, at han protesterede mod krigen efter sin hjemsendelse fra Vietnam. Kerry ledede Vietnam-veteraner Mod Krigen, og på tv udtalte han, at USA begik krigsforbrydelser i Vietnam. Det tolker mange Vietnamveteraner, som at han beskylder alle amerikanske soldater i Vietnam for at have begået overgreb.
1909 Bush vasker hænder
1910 Bushlejren har været hurtig til at fastslå, at den ikke har noget med Hurtigbåds Veteraner for Sandhed at gøre, og at det er en uafhængig gruppe, hvis penge og reklamer man ingen kontrol har over.
1912 Steve Schmidt, Bush-valgkampens talsmand, siger til amerikanske medier, at Bush-lejren »aldrig har og aldrig vil stille spørgsmål ved senator Kerrys tjenestetid i Vietnam«.
1914 Kerrys lejr har imidlertid været hurtig til at påpege, at 100.000 af de 158.000 dollar, som Hurtigbåds Veteraner for Sandhed havde indsamlet indtil 30. juni, stammer fra én kilde: Bygherren Bob Perry fra Texas som i lang tid har spyttet penge i republikanernes partikasse.
1916 Præsident Bushs partifælle, den republikanske senator John McCain, er straks kommet til Kerrys forsvar og har fordømt tv-reklamen. McCain er selv Vietnamveteran og sad i et fangehul i Nordvietnam i fem år. I 2000 var McCain Bushs modstander ved de republikanske primærvalg. McCains tilhængere hævdede i 2000, at Bushlejren anvendte telefoniske opinionsundersøgelser til at sværte McCain til. Bushs valgkampsfolk sagde, at de ikke kendte noget til hetzen og ikke kunne gøre noget ved den.
1918 Bush og hans valgguru, Karl Rove, skal imidlertid passe på ikke at gøre Vietnam til et hovedemne i valgkampen, som kommentatoren Albert Hunt skrev i den konservative finansavis Wall Street Journal torsdag: »Præsidentvalget er mellem to privilegerede mænd. Hvad de foretog sig for tre et halvt årti siden er afslørende for deres karakter dengang. George Bush - som de fleste af os andre - snød sig ud af krigen; John Kerry kæmpede«.
1920 Valget 2. november handler om fremtiden, og kandidaternes fortid burde ligge på 16. eller 17. pladsen blandt valgets faktorer. Men, skriver Hunt, det kan nemt ændre sig, hvis Bushlejren insisterer på det.
1922 Ritt Bjerregaard, tidligere EU-kommissær, dansk minister og medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, bekræfter over for TV2-Lorry, at hun går efter at bliver overborgmester i København.
1924 I løbet af ugen er hun i pressen blevet nævnt som et godt bud for Socialdemokraterne, som efter Jens Kramer MIkkelsens afgang til næste valg i november 2005, mangler en sikker kandidat for at genvinde overborgmesterposten i Københavns Kommune.
1926 Fire kandidater har meldt sig
1927 I brede dele af partiet er der usikkerhed om, hvorvidt de fire kandidater, der har meldt sig til at løfte arven efter Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, kan sikre partiet magten i landets største by.
1929 Ritt Bjerregaard havde ifølge Berlingske Tidende ikke fået nogen henvendelse fra partitoppen, da hun mandag blev spurgt, om hun var interesseret.
1931 Men hovedbestyrelsen har netop været samlet, og søndag aften bekræfter hun så, at hun vil være blandt kandidaterne.
1933 I forvejen har miljøborgmester Winnie Berndtson, politisk ordfører Karen Hækkerup, folketingsmedlem Claus Larsen-Jensen og Finn Rudaizky meldt sig som kandidater.
1935 Egentligt er der ikke meget, som interesserer os mere end sex og orgasmer. Men enten kan vi ikke. Eller også så gider vi ikke rigtigt, når det kommer til stykket.
1937 Hver tiende danske mand kan ikke få så meget rejsning, at han kan gennemføre et samleje. Og langt flere har svært ved det - eller orker det bare ikke.
1939 Viagra går med alle sine positive og negative virkninger sin sejrsgang blandt unge og ældre. Omkring 25 millioner mænd er på Viagra.
1941 Kvinder uden lyst
1942 Heller ikke for kvinderne ser det for muntert ud. Ifølge Rigshospitalets sexologiske klinik har hver tredje kvinde seksuelle problemer.
1944 Kvinderne har ikke lyst til sex og bliver heller ikke tilfredsstillet af deres partner. Og medicinalselskabet Pfizer har netop puttet et otte år langt milliardforsøg med Viagra til kvinder i mølposen.
1946 'Det hjalp ikke på lysten', lød forklaringen både fra Pfizer og Rigshospitalets sexologiske klinik, som i et år udførte kliniske forsøg med kvinder for firmaet.
1948 Sex er svært
1949 - Seksualitet er meget komplekst, og kvinders seksualitet er mere kompleks end mænds. Der er klart, at medicinalindustrien vil forsøge at udvikle en medicin, der kan afhjælpe problemerne; det er der jo ikke noget uhæderligt i. Men jeg tror, at de vil ende med at blive skuffede, siger professor og sexolog Preben Hertoft.
1951 Medicinske behandlinger af mænds rejsningsproblemer viser også, at det ikke altid alene handler om et medicinsk problem.
1953 Nogle mænd har kun brug for den medicinske behandling til at få deres egen tro tilbage på, at det kan lykkes, mens andre lider af helt andre fysiske skavanker, som forringer lyst og evner til at opnå de orgasmer, som alligevel forekommer så attraktive for de fleste.
1955 Fra november starter Odense Kommune et forsøg, hvor 2000 cyklister i et år skal køre med en ny cykellygte, der er monteret på cyklen og lyser, når den er i bevægelse. Samtidig vil forsøget følge 2000 andre cyklister, der bruger deres almindelige lygter.
1957 Troels Andersen, der er trafikplanlægger i Odense Kommune, håber, at cyklisterne med de nye lygter vil være involveret i færre uheld, store som små, end cyklisterne uden de nye lygter:
1959 »Vi ved, at 10 til 20 pct. af cyklisterne ikke kører med lys, når det er mørkt. Men de nye cykellygter bliver ikke glemt eller løbet tør for batteri«.
1961 Han ser endnu en fordel i de nye cykellygter. De lyser også om dagen og har derfor kørelys, som motorcykler og biler.
1963 Den socialdemokratiske toppolitiker Ritt Bjerregaard stiler mod et politisk comeback som overborgmester i København.
1965 En række lokale partiforeninger har meldt sig som Ritt-støtter, efter at hun sagde ja til at blive opstillet som overborgmesterkandidat af socialdemokraterne i Østbanekredsen, hvor hendes rækkehus ligger, og hvor hun nu også agter at få folkeregisteradresse.
1967 »Vi går efter den kandidat, som har den største chance for at vinde. Der er to kandidater, som er i en helt anden kategori end dem, der hidtil har stillet op: Svend Auken og Ritt Bjerregaard. Auken sagde nej, men Ritt var interesseret. Vi har fået det bedste kort, der kan spilles«, siger en glad formand for Rådhuskredsen, Eskild Dahl Pedersen.
1969 Opbakning er afgørende for Bjerregaard
1970 Hans telefoner har glødet hele weekenden - dels til de andre kredsformænd for at skaffe opbakning til Ritt Bjerregaard, dels fra hans egen kredsbestyrelse.
1972 Den lokale opbakning er afgørende for Ritt Bjerregaard, der mener, at hun »kan bidrage med de erfaringer, jeg har fra forskellige ministerposter og fra EU«.
1974 Hun siger, at hun bl.a. vil arbejde for flere billige lejligheder og bedre integration i København.
1976 Ritt Bjerregaard fremhæver samtidig, at hendes politiske karriere startede i kommunalpolitik, i Odense Byråd.
1978 Vinder hun urafstemningen, agter hun at forlade Folketinget.
1980 »Det kan blive historien om Vesterbro-pigen, der blev berømt både hjemme og i udlandet og til sidst vendte hjem og blev chef på det rådhus, hun havde gået og kigget op på som lille pige«, siger Eskild Dahl Pedersen.
1982 Politiker med pondus
1983 Og han er ikke alene med begejstringen.
1985 »Ritt har mere pondus og erfaring end de andre fire kandidater. Hun er den bedste chance for at holde overborgmesterposten på socialdemokratiske hænder - de andre kandidater har haft lidt præg af dødfødt kanin over sig fra starten«, siger Mads Bang Aaen, Enghave-kredsen.
1987 Fem ud af 16 kredse støtter aktivt Ritt Bjerregaard. Lige så mange lurepasser til fristen for at opstille kandidater udløber 15. september. De håber på en endnu bedre kandidat, men siger, at de vil støtte den person, der har bredest støtte. Blandt Ritt Bjerregaards minusser nævnes sagen først i 90'erne om hendes lejlighed på Vesterbro. Der stilles også spørgsmålstegn ved, om hun mestrer samarbejdet med de andre partiet på rådhuset, hvilket er nødvendigt for indgå de alliancer, der skal til for at blive overborgmester.
1989 Endelig nævnes hendes alder og at hun er en af de fire gamle kæmper i partiet.
1991 »En 63-årig. Nu holder festen«, lyder kommentaren fra en kreds.
1993 Folkeskolen er ikke gearet til børn med krudt i rumpetten, og det er der tilsyneladende flere drenge end piger, der har. Derfor skal undervisningen i de små klasser i Københavns Kommune deles op, sådan at drengene får en mere aktiv undervisning i enkelte fag som for eksempel matematik og dansk.
1995 Og det mener Majbritt Mamsen, konservativ uddannelsesordfører i hovedstaden, er en rigtig god ide:
1997 »Der er ikke noget galt med drengene, de kan bare ikke sidde stille, og så ryger de i specialklasser«, siger hun og hentyder til, at to ud af tre børn, der går i specialklasse, er drenge. Det vil den konservative uddannelsesordfører ikke være med til:
1999 »Det er simpelthen for nemt bare at sende dem videre i systemet, hvor de senere hen går tabt. I stedet må vi prøve at gøre noget ved undervisningen«.
2001 Dansk og matematik bliver opdelt
2002 Forsøget, som Københavns Kommune iværksætter til januar næste år, går ud på at dele drengene og pigerne op i enkelte fag som for eksempel matematik og dansk, mens de skal have fælles undervisning resten af tiden. Der bliver altså ikke tale om rene drenge- og pigeklasser.
2004 Forsøget involverer fem skoler, som endnu ikke er fundet, og det vil være rettet mod de mindre klasser. De største ændringer vil være at finde i drengenes undervisning, da den nuværende undervisningsform passer mange piger godt.
2006 Alt for firkantet
2007 I Danmarks Lærerforening er man skeptiske over for den kønsopdelte undervisning.
2009 »Det kan være en god ide at dele drenge og piger op i en periode eller under arbejdet med et enkelt projekt, men som en permanent ordning i et fag, tror jeg det bliver alt for firkantet«, siger Ole Holdgaard formand for pædagogisk udvalg i Danmarks Lærerforening.
2011 Han mener, det vil gå ud over de drenge, som rent faktisk er modne nok til at modtage undervisning, og han påpeger samtidig, at der også findes piger, som ville have godt af en mere aktiv undervisning.
2013 Succes på Fyn
2014 Allerede nu har de enkelte skoler mulighed for at dele klasserne op.
2016 På Otterup Skole på Fyn har man gode erfaringer med at dele undervisningen op, men kun i perioder. Skolen har blandt andet kørt et treugers forløb med en særdeles problematisk 1. klasse, som er endt med at blive langt mere harmonisk.
2018 »Jeg tror ikke, det er nødvendigt at gøre det permanent. Jeg tror meget mere på perioder og emner, hvor det er velegnet at skille piger og drenge ad«, siger Jørn Mühl, skoleinspektør på Otterup Skole.
2020 Men grundlæggende mener han, at det handler om at være dynamisk.
2022 »Skolen er lige lovlig boglig til de små - man skulle måske spekulere mere i, hvordan børn lærer bedst«.
2024 Den amerikanske præsident George W. Bush har offentliggjort en plan for tilbagetrækning af 70.000 soldater, der er udstationeret i Europa og Asien.
2026 Tilbagetrækningen skal ske over de næste ti år og er den største omorganisering af USA's militære styrker siden afslutningen på Den Kolde Krig.
2028 Alene i Tyskland har USA i øjeblikket udstationeret godt 75.000 tropper, mens der befinder sig knap 25.000 amerikanske soldater i Italien og Storbritannien.
2030 Ingen betydning for Irak-styrke
2031 Tilbagetrækningen får ingen konsekvenser for USA´s tilstedeværelse i Afghanistan og Irak, siger George W. Bush ifølge BBC. Samtidig forsikrer han, at planen ikke er et forsøg på at isolere landet i et »Fort Amerika«.
2033 Ifølge Bush er er planen et forsøg på at gennemføre en modernisering af den amerikanske hær, så den bliver bedre i stand til at gribe ind i internationale brændpunkter.
2035 »Vi vil sikre, at vore tropper er velforberedt, og veludrustet til at møde fremtidens udfordringer«, siger George W. Bush.
2037 Planen kan ifølge iagttagere få betydening i valgkampen, hvor George W. Bush risikerer at miste præsidentposten til demokraten John F. Kerry.
2039 Tysklands 60-årige kansler, Gerhard Schröder, skal være far. Han har sammen med sin 41-årige hustru adopteret den tre-årige russiske pige Victoria.
2041 Gerhard Schröder har ikke selv børn, men fru Doris har datteren Klara på 13 år fra sit ægteskab med tv-journalisten Sven Kuntze.
2043 Doris og Gerhard Schröder hentede selv Victoria for få uger siden på et børnehjem i russiske St. Petersborg, skriver den tyske avis Bild.
2045 Adoptionen var så hemmelig, at selv kanslerens livvagter ikke vidste, at en lille pige skulle med tilbage til Tyskland.
2047 Doris Schröder-Köpf, der er en succesfuld børnebogsforfatter, har længe været engageret i "1. Europäische Freundschaftstouring" - en velgørenhedsorganisation, som hjælper børn og unge i St. Petersborg.
2049 Linux kan redde Schwarzenegger
2050 Af Karim Pedersen, ComON
2051 Med en gæld på 14 milliarder dollars leder Californien med lys og lygte for at finde steder hvor der kan spares. En uafhængig ekspert-kommission har netop afleveret en rapport til guvernør Arnold Schwarzenegger, som anbefaler at staten bør overveje at skifte til open source-løsninger.
2053 Ifølge rapporten kan der spares et stort millionbeløb hvert år ved at anvende open source fremfor leverandørejet software.
2055 I to konkrete pilotprojekter, som omtales i rapporten, er der opnået besparelser på omkring 300.000 dollars ved at udskifte en enkelt software-applikation.
2057 Eksperterne mener desuden, at myndighederne kan spare mellem 20 og 75 millioner dollar om året ved at implementere IP-telefoni, som giver gratis opkald mellem kontorerne.
2059 Det anbefales at myndighederne bør vælge open source, når de eksisterende kontrakter udløber eller der skal anskaffes software til nye systemer.
2061 Af MALENE RAITH
2062 København er velbevaret uden at være en museumsby. Og det er godt, mener forsvarschef Jesper Helsø, der dog frygter, at byen dør efter kl. 17, hvis der ikke gøres noget ved boligsituationen og trafikken.
2064 Min by
2066 NAVN Jesper Helsø
2068 PROFESSION General og forsvarschef
2070 ALDER 56 år
2072 BOPÆL Kastellet
2074 Efter gymnasiet aftjente Jesper Helsø sin værnepligt for at tænke over, om han skulle være læge eller læse historie. Det endte i stedet med en militærkarriere, og efter 34 år i trøjen blev Jesper Helsø i 2002 udnævnt til forsvarschef med rang af general.
2076 Hvor er du vokset op?
2078 »Jeg er født i Valby, hvor jeg boede det første halvandet år som yngste søn af tre drenge. Min far var officer, og i 1950 fik vi en lejebolig på Kastellet lige over for hovedvagten - og det var jo et eldorado at vokse op i. Dengang var Kastellet en levende landsby med bl.a. eget bageri og kontorer og masse familier med børn, så her var et pænt leben. Desuden var det ikke renoveret endnu, så det hele var tilgroet med masser af gode huler, man kunne gemme sig i. Og så kunne man fiske i voldgraven og lege i de faldefærdige bygninger med rådne trapper. Der kom en mand med koks en gang om måneden, og vi havde en ugentlig vaskedag, hvor vi tændte op i vaskeriet med brænde kl. 6. Min mor vaskede tøjet, hvorefter vi drenge hang det op på tørreloftet - et koldt job i frostvejr. Her var desuden ikke isoleret dengang, så om vinteren sov mine forældre med nathue og handsker.
2080 I 1957 flyttede vi til Sjælsmark, og for en københavner var det jo en ny oplevelse. Det var ude på landet. Jeg gik på Blovstrød skole, og når det var godt vejr, var der undervisning udenfor på fodboldbanen. Og om vinteren stod man på ski i skole. Jeg hjalp til i staldene, kørte traktor og oplevede ting, jeg ikke havde prøvet før. Herfra gik turen videre til Glostrup, til Charlottenlund, og så blev jeg gift.«
2082 Hvorfor bor du på Kastellet?
2084 »Vi har boet 2 år i Kokkedal, 23 år i Fredensborg og 2 år i Herning, inden turen gik til Jægersborg Kaserne. Da jeg blev Forsvarschef i 2002, flyttede vi så herind, og det var jo som at flytte hjem. Jeg har mange sjove historier herindefra og er i det hele taget meget bidt af Kastellet - ringen er sluttet.«
2086 Yin og Yang
2087 Hvad er det bedste ved København?
2089 »Jeg oplever det som en uhøjtidelig by, der på godt og ondt har svært ved at tage sig selv alvorligt. Det giver rum til, at man ser gamle ting velbevaret, men anvendt i moderne sammenhæng. F.eks. ser man måske nye farver på Gammel Mønt, men ikke nyt byggeri. Man forstår at udnytte bygningsmassen på en moderne måde, at bevare byens historie og benytte den i moderne sammenhæng - det giver København charme.«
2091 Hvad er så det værste?
2093 »Der er jo altid noget yin og yang her i livet. Intet er ødelagt i byen i nyere tid, men trafikalt er den en katastrofe. Trafikplanlægningen må have svære vilkår, når man ikke ønsker at gøre noget drastisk. Men selv under en pietets følelse for byens charme, må det være muligt at lægge en plan - også selv om det medfører, at huse skal væk, og der skal bygges om for at skabe et ringnet. Når jeg bevæger mig rundt i byen på cykel, synes jeg, at det skænder byen lidt, at man mangler planlægning.«
2095 Hvorfor fotograferes ved Kastellets kirke?
2097 »Det er jo hærens kirke, midt i Kastellet, hvor jeg jo kommer fra. Og så er det et sted, jeg kan lide at være. Desuden kan man se den gamle brødfabrik herfra, hvor lille Jesper hentede brød, som han hulede ud og spiste på vej tilbage og sagde til sin mor, at det var mus. Den hoppede hun ikke på.«
2099 Hvordan tilbringer du bedst en fridag i byen?
2101 »Det gør jeg ved at gå via Kgs. Nytorv ind på Strøget og videre ind i de små gader fra kanalerne og op til Nørrevold - den gamle by. Så går jeg og kigger op på bygningerne - det er der ikke mange, der gør, for det er jo først og fremmest en by, ikke et museum. Jeg kigger på baggårde og ser, hvordan de er blevet renoveret til kontor og beboelse. Engang var de mørke og sorte, men forekommer i dag at være en perle at bo i - indtil jeg ser priserne, så falmer perlen lidt. Om aftenen ville jeg nok gå i teateret - Det Kongelige eller Det Ny Teater efter repertoiret, eller Østre Gasværk. Jeg er dog mest til opera eller ballet og glæder mig utroligt til efteråret, når operaen åbner. Det er en flot og imponerende bygning, der klæder havnen.«
2103 Lille rart demokrati
2104 Er du ellers kulturel?
2106 »I ny og næ ryger der da en kunstudstilling på banen, det kan være på Den Frie eller Statens Museum for Kunst. Som barn syntes jeg, at det var frygteligt, men i dag synes jeg, at de er meget gode. Jeg er ikke så meget til moderne nonfigurativt, men jeg kan godt lide de klassiske malere, fordi de er gode til at male noget levende ind i deres billeder. Ellers er der ikke så meget tid til den slags. Jeg er nok mest kulturel på ryggen med en bog.«
2108 Hvad ville du helt sikkert vise en turist?
2110 »Christiansborg inklusive gobelinerne. De er en moderne tidstro præsentation af danmarkshistorien. At Nørgaard er sat til at skabe den officielle danske fremstilling af begivenhederne er en flot gestus. Slottet har et levende miljø qua ministerier og Folketing - her kombineres det, der ikke må ødelægges, med nutiden.
2112 Jeg ville også vise Rosenborg med Orangeriet. Det blev bygget uden for det gamle København, hvor folk boede utroligt tæt dengang, og afstande og rum er fascinerende. Der skal desuden også være tid til at sidde på en kanalcafé og betragte folk, se på livet og få en snak over en cappuccino. Vi er jo alle sammen en del af byen.«
2114 Ser du København som en metropol eller forvokset landsby?
2116 »København er i mine øjne ikke en hovedstad, som kan sammenlignes med metropoler, som Berlin, Rom eller London. Det er ikke byens skyld, men vi bor i et lille demokrati på fem millioner mennesker og kan i kraft af det ikke blive en metropol. Men det er heller ikke en landsby, for byen har formået at gøre sig kendt i hele verden både på det kunstneriske og politiske felt. Det er en hovedstad, der har sat sig nogle spor økonomisk, politisk og kulturelt, og det har sat byen på landkortet.«
2118 Overborgmester for en dag, hvad ville du ændre?
2120 »Det ønsker jeg ikke at være, men jeg ville nok tage fat på boligudviklingen i København. Man skal passe på, at det ikke bliver en kontor- og handelsby, det skal være en by, man bor i. Derfor er jeg også spændt på, hvordan Ørestad udvikler sig med uddannelse, bolig og handel. Ellers dør byen kl.17 og bliver en underholdningsby. Og så skal trafikken på plads. Man er begyndt at fremme den kollektive trafik med Metroen, men bilerne halter bagefter. Der skal træffes beslutninger for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg vil jo gerne have råd til at blive boende i byen en dag, men ikke med de priser og vilkår, der er i dag.«
2122 København med et ord?
2124 »Rar. Ikke hyggelig, det er nedkvalificerende og har ikke en fremadrettet værdi, og ikke charmerende, det har den for mange facetter til, men rar - det er positivt.«
2126 Vigtigt værdigrundlag
2127 Hvorfor karriere i militæret?
2129 »Man skal selvfølgelig ikke se bort fra den sociale arv, men jeg skulle faktisk ikke have været officer. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg ville være - valget stod mellem læge eller cand. mag. i historie. Da jeg blev færdig med gymnasiet, foreslog min far derfor, at jeg aftjente min værnepligt og tænkte over det imens. Jeg syntes bare så godt om militæret, at jeg blev.
2131 Selvfølgelig er det præget og leget ind som barn - det spændende i fars arbejde, som man så, men hjemmefra lå der ikke noget pres. Siden 12. september 1968 har jeg været i uniformen, og det gør jo, at man ikke slider så meget på det mørke jakkesæt.«
2133 Hvorfor forsvarschef?
2135 »Man sætter sig nogle mål, der flytter sig med ens udvikling og ageren. Man må gerne have en vision, men ikke et utopia. Jeg tænkte slet ikke på at blive forsvarschef, før jeg fik spørgsmålet - og jeg sagde ja med det samme. Næste mål på nærhorisont er at få gennemført forsvarsforliget, der lige er blevet godkendt, og få det udført på bedste måde. Det lange mål er at kunne fortsætte med at bruge mine erfaringer på det private arbejdsområde efter 40 års tjeneste, når jeg som 60-årig bliver pensioneret. Både forsvaret og civilindustrien har samme værdigrundlag. Formålet er forskelligt, men begge bygger på: troværdighed, sammenhold og åbenhed, og det betyder meget for mig. Andet ville være at stikke sig selv blår i øjnene efter 40 års virke.«
2137 Det kan være direkte sundhedsskadeligt ikke at benytte indersiden af hovedet.
2139 En amerikansk undersøgelse tyder nemlig på, at personer, der har en arbejdsdag, hvor hjernen kører på lavblus, oftere udvikler den frygtede Alzheimers demens-sygdom (AS) end folk, der hver dag udfordres mentalt, skriver Urtban .
2141 »Det er ret interessant forskning,« siger overlæge Steen Hasselbalch, Rigshospitalets Hukommelsesklinik.
2143 Forskerholdet fra Case Western Reserve University sammenlignede en rask kontrolgruppe på 235 personer med 122 personer, der udviklede AS.Begge grupper havde samme mentale udfordringer på jobbet, indtil de var midt i 20'erne - herefter havde gruppen af AS-syge job med mindre stimulation af de små grå.
2145 »Undersøgelsen bekræfter, at hvis man har et intellektuelt krævende job, så aktiverer man også hjernen mere, og man vil dermed bedre kunne modstå påvirkningen fra Alzheimers,« siger Steen Hasselbalch.
2147 Dr. Kathleen Smyth, der ledede undersøgelsen, er enig. »Skulle man alligevel udvikle sygdommen, vil man klare sig bedre, hvis man har været stimuleret intellektuelt gennem livet.« Cirka 40.000 danskere lider af Alzheimers.
2150 Er clairvoyanter sådan nogle kedelige nogen, der siger: »Det vidste jeg, du ville sige!«, hver gang man taler til dem? Og er det muligt at lave et surpriseparty for en clairvoyant?
2152 Disse spørgsmål meldte sig naturligt nok, da Bagsidens reporter fandt en annonce i avisen for »Institut for Clairvoyance«, der er hjemmehørende i København.
2154 Det viste sig dog hurtigt, at Instituttets leder, Steen Kofoed, har begge ben på jorden, selvom hans hoved ofte befinder sig i åndernes rige.
2156 Er du klar over, at Institut for Clairvoyance formentlig er den skole, der kommer tættest på at være Danmarks svar på troldmandsskolen Hogwarts?
2158 »Ja, det er jeg klar over!« svarer en venlig Steen Kofoed, der åbenbart kender Harry Potter-bøgerne.
2160 Hvorfor udnytter I det så ikke lidt mere i jeres reklamer?
2162 »Nu vil vi jo gerne betragte os selv som seriøse, og sådan noget som troldmandsskoler tegner nok et lidt for romantisk billede af en clairvoyants arbejde. Det er hårdt arbejde at være clairvoyant. Derfor vælger vi ikke at lave koblingen til Harry Potter,« forklarer Steen Kofoed.
2164 Men lidt Hogwarts er der over jer?
2166 »Det må man sige. Det handler om at opdage og træne sine magiske, psykiske evner...«
2168 Har I også ånder der blander sig i skolens anliggender?
2170 »I allerhøjeste grad! Lidt romantisk, kan man sige, at Steen Krarup (skolens anden leder, red.) og jeg er ansat af ledelsen, som er nogle åndelige væsener, der tilrettelægger undervisningen, og kommer med inputs, og så handler det om, hvor lydhøre Steen og jeg er overfor det, ik?«
2172 Okaaay....?!? Har de ånder navne?
2174 »Næ, det har de ikke. De har heller ikke noget kontor på skolen.«
2176 Men hvor bor de så?
2178 »De bebor den åndelige verden, og har koblet sig til os, fordi de er fagligt interesserede i at hjælpe mennesker til at bruge deres psykiske evner.«
2180 Den der spøgelsesterapi I nævner på skolens hjemmeside - hvad går det ud på? Giver det mindreværdskomplekser at være død?
2182 »Ja, i høj grad. Hahahaha. Spøgelsesterapi handler om, at der er nogle væsener, der sidder fast i den fysiske virkelighed - og så lærer vores studerende at gå ind og snakke med dem, og hjælpe dem til at give slip og komme videre.«
2184 Hvordan får terapeuten sin honorarbetaling ud af et spøgelse?
2186 »Det kan godt volde problemer - for man kan jo ikke stikke dem et girokort. Men spøgelsestræning er dels god træning, dels handler det ofte om mennesker, der bliver generet af spøgelser med behov for terapi.«
2188 Hvordan forhindrer I, at de studerende snyder og bruger deres 6. sans til at kigge i facitlisten, når der er prøver?
2190 »Altså hvis de kan bruge deres 6. sans, så har de jo bestået...«
2192 Vil det sige, at I opfordrer eleverne til at snyde!!
2194 »Nej, vi lærer vores studerende at bruge deres evner på en etisk forsvarlig måde.«
2196 Ikke noget med at overtage verdensherredømmet?
2198 »Nej, lad os hellere holde os på et mere ydmygt plan,« slutter Steen Kofoed.
2200 34 mennesker har tidligere færdiggjort den halvandet-årige uddannelse på Institut for Clairvoyance, der koster 48.000 kroner. Det nye hold starter til oktober.
2202 By- og landræven har forskellige gener, viser en undersøgelse. Også deres adfærd er så forskellig, at de formentlig ikke kan kende hinanden.
2204 Ræven er blevet københavner. Eller nogle af dem er. Og de har udviklet sig så forskelligt fra deres artsfæller i naturen, at de i dag har fået deres helt eget navn: Byræven. Den er i dag så forskellig fra landræven, at de formentlig ikke ville kunne kende hinanden, hvis de mødtes.
2206 En gruppe forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har undersøgt rundt regnet 400 skudte og trafikdræbte ræve og rævekadavere fra København, det øvrige Sjælland og Jylland for at analysere by- og landrævens forskelligheder. De har fundet frem til, at ikke kun er deres livsbetingelser ikke de samme, rævene er også genetisk forskellige. Seniorforsker Aksel Bo Madsen er en af folkene bag undersøgelsen. Han forklarer, hvorfor rævene har bosat sig i byen:
2208 »Det er føden, der dirigerer, hvor dyrene færdes. I byen har ræven fundet nogle betingelser, der tilfredsstiller den. Det betyder ikke, at forholdene på landet nødvendigvis er blevet dårligere, men bare at dyret kan trives i byen,« siger han.
2210 En del af forklaringen på, hvorfor rævene er blevet byboere er også, at byen udgør et stadig stigende areal, og det mindsker pladsen i naturen.
2212 Ifølge Aksel Bo Madsen er der ikke noget, der tyder på, at byræven og landræven kommunikerer med hinanden - endsige parrer sig.
2214 »Der er ikke nogen blanding af gener eller arveanlæg. Anatomisk set er der endnu kun en lille forskel på de to arters kranier, men det er ikke noget, der kan ses med det blotte øje,« fortæller Aksel Bo Madsen.
2216 Det er i adfærd, at forskellen på de to arter er markant. »I byen har rævene tilpasset sig trafikken og mennesket. Det har landræven ikke. For den er mennesket en trussel, fordi de går på jagt og skyder den. Landræven vil derfor opleves som mere sky end byræven,« siger Aksel Bo Madsen.
2218 400 ræve i København
2220 Der findes ingen tal på, hvor mange ræve der lever i Danmark. Men et godt bud vil ifølge Aksel Bo Madsen være 100.000. Heraf lever cirka 400 i hovedstaden.
2222 At rævene har udviklet sig så forskelligt, er et nyt fænomen. Aksel Bo Madsen gætter på, at udviklingen er sket inden for de seneste 15-20 år.
2224 Ræven er ikke det eneste dyr, hvor generne ikke bliver blandet. Hos grævlinge ses samme tendens.
2226 »De grævlinge, der lever på hver sin side af motorvej E45 har forskellige gener. Her skyldes det dog ikke, at de er forskellige af adfærd, men at der er en fysisk barriere, der for en grævling er svær at passere,« siger Aksel Bo Madsen.
2228 Han forklarer, at også rådyret har vist sig at have tilpasset sig mennesker. Dog i mindre grad end ræven og grævlingen.
2230 »Der ser ud til, at der er en tendens til, at rådyret nu lever nærmere menneskets haver. I nogle villaområder er de set græsse og være mindre sky end ellers. Så måske er det også noget, man kan forvente ændrer sig med tiden,« siger Aksel Bo Madsen.
2232 En hule i nærheden af Jerusalem kan være den, hvor Johannes Døberen døbte sine disciple. En engelsk arkæolog har efter fem års udgravning netop vist den internationale presse rundt i hulen.
2234 Arkæologer i Israel hævder, at de muligvis har fundet hulen, hvor Johannes Døberen døbte sine disciple. Beviset er tusindvis af skår fra krukker sandsynligvis brugt ved rituelle handlinger, en sten tilsyneladende anvendt til fodrensning og en huletegning, der synes at portrættere en religiøs forkynder.
2236 Kun få genstande er tidligere blevet fundet med forbindelse til Det ny Testamentes personer, så fundet er af afgørende betydning. Den engelske arkæolog Shimon Gibson har været med på det private udgravningshold, og han siger til Associated Press, at han er sikker på, at der er tale om Johannes Døberens hule. Andre arkæologer kræver flere beviser.
2238 Johannes var en fjern slægtning til Jesus, ifølge Biblen var deres mødre slægtninge. Ifølge overleveringer, og altså ikke en del af bibelfortællingen, var han født i byen Ein Kerem, der nu er en del af Jerusalem. Hulen er fundet lige uden for Jerusalem og er beliggende i et område med limstenbakker. Hulen har været godt skjult, fordi den har været fyldt med mudder, så der kun var en lille åbning synlig. Hulens eksistens var kendt tilbage fra 1999, men først med Shimon Gibsons udgravning er den videnskabeligt undersøgt. Frivillige fra hovedsagelig North Carolina Universitet afdækkede hulens indre og samlede godt 250.000 potteskår op fra de oprindelige krukker, Gibson mener har været anvendt til renselseshandlinger.
2240 Fodrensning
2242 Hulens dimensioner er 26 meter i længde, 4 meter i bredde og godt 5 meter i højden. 28 trin i hulens bagerste ende leder til hulens bund, og til højre er der en niche, som Gibson mener har været anvendt til rituelt bad. For enden af trappen har arkæologerne afdækket en oval sten med en fodformet sænkning, som Gibson mener har været anvendt til fodrensning. Fodstørrelse 45.
2244 Det, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, er en primitiv tegning i nærheden af loftet. Ifølge Gibson kan det meget vel være Johannes selv, man ser. Det er en person med vildt hår og iklædt en dragt af dyreskind. I den ene hånd holder han en stav, og han hæver den anden hånd, som om han ville velsigne.
2246 Gibson bliver støttet af andre arkæologer i udgravningsteamet. James Tabor fra North Carolina University siger, at han ikke er i tvivl om figurens identitet. Biblen nævner, at Johannes var medlem af en sekt, som ikke klippede håret. Arkæolog James Tabor påpeger, at Johannes, ifølge biblen, klædte sig som de gamle profeter, hvilket omfattede tøj vævet af kamelhår. Tabor identificerer tegningens tøj med biblens reference til Johannes' klædning. På den modsatte væg er der kradset et ansigt ind i væggen, som arkæologerne mener kunne symbolisere Johannes' afhuggede hoved. Arkæologerne siger, at dette hoved meget vel kan være lavet langt senere, ifølge det israelske dagblad Haaretz er hulen sandsynligvis gravet 800-500 før Kristus.
2248 Arkæologen Stephen Pfann, der er præsident for Det Hellige Lands Universitet i Jerusalem, afviser ikke Gibsons teori, men siger, at det er nødvendigt med flere beviser.
2250 Flere penge til forskningen og et øget optag af ph.d.-studerende skal kickstarte regeringens forskningspolitiske satsning. Ros fra DI og ris fra Socialdemokraterne.
2252 Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er parat til at kickstarte regeringens storstilede forskningssatsning. Allerede i 2005 skal der flere penge og flere kloge hoveder på finansloven.
2254 Regeringen vil øge de løbende forskningsbevillinger med 700 mio. kr., samtidig bliver der sat ekstra tempo på opbygningen af den højteknologiske fond, som i 2012 skal nå op på en samlet kapital på 16 mia. kr. Oprindelig var det planlagt, at der skulle skydes to mia. kr. i fonden hvert år, men for at komme ud at startklodserne i fuld fart vil regeringen skyde tre mia. kr. i fonden i 2005.
2256 De øgede bevilliger skal blandt andet bruges til at øge optaget på forskeruddannelsen fra de nuværende 1.000 ph.d.-studerende årligt til 1.500 årligt. Med et optag på 1.300 nye ph.d.-studerende i 2005 som mellemstation, skal dette mål nåes allerede i 2006. Det fremgik af Anders Fogh Rasmussens tale på en konference, hvor erhvervsfolk og topfolk fra universiteterne drøftede perspektiverne i den højteknologiske fond.
2258 Afstand til ideologisk linje
2260 Når fondens bestyrelse udpeges i efteråret, skal den finde frem til hvilke forskningsområder, der skal satses på. Allerede nu står det klart, at der skal satses fokuseret i et tæt samarbejde mellem erhvervslivet og universiteterne og andre forskningsinstitutioner.
2262 Anders Fogh Rasmussen lagde i den sammenhæng klar afstand til den mere ideologiske linje, som ellers tidligere har været god latin i regeringen. Med det forskningspolitiske oplæg går regeringen på kompromis med en grundlæresætning blandt mange liberale økonomer om, at politikerne udelukkende skal skabe de bedste rammebetingelser for erhvervslivet og afholde sig fra mere erhvervspolitiske ordninger, der er målrettet specifikke erhverv og brancher.
2264 »Det er et opgør med vores egen tankegang. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har været skeptisk over for en politik, hvor man vil »pick the winners«, men i stedet for at smøre ressourcerne ud i et tyndt lag skal vi satse målrettet. Det er det, vi har set andre lande gøre,« sagde Anders Fogh Rasmussen, der blandt andet nævnte Finland som et foregangsbillede.
2266 Udmeldingen fra statsministeren bliver mødt med tilfredshed i Dansk Industri.
2268 »Det er perspektivrigt, at regeringen viser mod til at melde ud med, hvilke forskningsområder, der skal prioriteres, og at statsministeren fremhævede nødvendigheden af at styrke eliten,« siger direktør Ole Krog, DI.
2270 Også udenfor Danmark
2272 Anders Fogh Rasmussen understregede, at satsningen på forskning ikke skal ses i snæver dansk sammenhæng. Derfor vil regeringen på europæisk plan arbejde for, at EUs forskningsbudget fordobles fra de nuværende fire mia. euro til otte mia. euro, lige som regeringen vil arbejde for, at der oprettes en grundforskningsfond på europæisk plan.
2274 Manglen på ressourcer er fortsat en afgørende svaghed, når dansk og europæisk forskning sammenlignes med USA. Det fastslog konferencens anden hovedtaler, Jan Leschley. Leschleys karriere toppede som topchef for det store medicinalselskab SmithKlein-Beecham. I dag er han partner og formand for Care Capital.
2276 Leschley fremhævede, at der i USA er langt bedre incitamenter for at kommercialisere den viden, som skabes på universiteterne.
2278 Både den enkelte forsker, universitetet og virksomhederne skal have noget ud af det, hvis kommercialiseringen af viden, skal fungere. Og samtidig skal der være et effektivt apparat, fremhævede Jan Leschley, der som eksempel nævnte, at alene Harvard Medical School har man omkring 60 mennesker ansat i det såkaldte Technology Transfer Office, der står for patentering og kommercialisering.
2280 I takt med, at regeringen har lagt hard-core-liberalismen på hylden, udtrykker videnskabsminister Helge Sander (V) håb om, at han kan samle et bredt flertal, når loven om den højteknologiske fond skal endelig på plads.
2282 Knopskydning
2284 Men hos Socialdemokraterne er forskningsordfører Lene Jensen ikke begejstret for forskningsfonden.
2286 »Vi havde lige lavet et bredt forlig om hele forskningsområdet, hvor vi ryddede op i alle mulige knopskydninger og cigarkasser, da regeringen kom med fonden, som er endnu en knopskydning. Vi er helt enige i, at forskningen skal opprioriteres, men det er en skidt måde det sker på. Hvis vi bliver inviteret, vil vi selvfølgelig gerne snakke med Helge Sander, men jeg ser et problem i, at opprioriteringen af forskningen næsten udelukkende sker via den højteknologiske fond, som skal arbejde på et forholdsvist snævert grundlag,« siger hun.
2288 Forskere har opdaget en hidtil ukendt fugl. Den er så sjælden, at den kræver særlig beskyttelse.
2290 I den isolerede og dybe regnskov på den filippinske ø Calayan har forskere fundet en hidtil ukendt fugleart, der formentlig er så fåtallig og sjælden, at den er i fare for at uddø, hvis der ikke bliver gjort noget for at redde den.
2292 Fuglen er på størrelse med en krage og er forløbig blevet døbt Calayan-riksen, og forskerne skønner, at der højst er 200 par tilbage af arten, der bl.a. lever langs vandløb og er så godt som ude af stand til at flyve.
2294 Selvom Calayan-riksen er ny for videnskaben, så er den dog kendt af de lokale. De fanger den i beskedent omfang.
2296 Fuglen har ifølge forskerne formået at overleve trods dens ringe antal, fordi den lever langt væk fra rovdyr og mennesker. Næsten alle beboere på øen på 186 kvadratkilometer lever i en by sydpå. Mange kilometer væk fra fuglens habitat på øens midte, som der endnu ikke er veje ind til.
2298 Calayan-riksen kan komme i alvorlige problemer, fordi den ikke kan flyve og ikke er vant til rovdyr. Eksperterne frygter, at kommende vejbyggeri på øen vil føre til, at der bliver opført bebyggelser i fuglens leveområde, hvilket ikke alene vil betyde ødelæggelse af dens habitat, men også at den kommer til at stå over for rovdyr som katte og rotter, som den ikke kan flygte fra.
2300 Der er dog håb for fuglen. Naturbeskyttelsesorganisationer og den lokale borgmester vil gerne gøre hele Calayan til et beskyttet naturområde.
2302 Mette Jacobsen er klar til onsdagens finale på 200 meter butterfly. Michael Phelps erobrede to guldmedaljer til sin samling.
2304 ATHEN: Mette Jacobsens er som regel meget smilende, men da hun fem minutter efter sin semifinale på favoritdistancen 200 meter butterfly skulle fortælle om sin præstation, var han nu lidt mere glad end normalt. Blandt andet fordi hun var overrasket.
2306 »Da jeg kiggede op, frygtede jeg, at jeg var endt som nummer ni. Men jeg havde heldigvis husket forkert,« forklarede den 31-årige rekordholder - hun er den første svømmer, der har deltaget ved fem OL.
2308 Ærgrelse over forberedelser
2310 Det var tiderne i semifinalen før hendes egen, Mette Jacobsen hentydede til, og derfor var hun meget lykkelig, da hun fandt ud, at hun alligevel var med i aftenens finale - på ottende bedste tid:
2312 »Så nu nu jeg har været i finalen ved alle fem OL.«
2314 Men bag glæden glemte der sig nu også en lille ærgrelse. For hun følte ikke, at hun kunne svømme lige så hurtigt, som hun kunne have gjort, hvis der de seneste måneder ikke havde været problemer. Først med at få en dispensation, så hun under OL har kunnet bruge sin normale medicin. Dernæst med den dopingsag, hun fik på nakken, fordi hendes læge havde givet hende en forkert medicin.
2316 »I foråret havde jeg i hvert fald tidsmæssigt håbet på et bedre resultat.«
2318 I aftes ønskede Mette Jacobsen dog ikke at komme med et bud på, om hun uden de problemer kunne være kommet i nærheden af en medalje. Nu må hun formentlig nøjes med en plads lidt længere nede i feltet.
2320 Phelps i spidsen
2322 Dernede befinder Michael Phelps sig aldrig, og i aftes indfriede han alle forventninger. Først snuppede han guldet i 200 meter butterfly, og dernæst var han på det amerikanske hold, der vandt guld i 4 x 200 meter fri. Lige foran Ian Thorpes australske hold.
2324 Så nu har Michael Phelps i alt vundet tre guld og to bronze, mens Ian Thorpe har to guld en sølv.
2326 Peter Gade og Taufik Hidayat fra Indonesien mødes i dagens OL-kvartfinale. Fælles for dem begge er, at de mod forventning endnu ikke har vundet et VM- eller OL-guld.
2328 ATHEN: Peter Gade var i flere år en af verdens to-tre bedste spillere, og han lå i lang tid nummer et på verdensranglisten.
2330 Men overraskende blev det ikke til en eneste titel i perioden 1999-2001, hvor han måtte »nøjes« med bronze og sølv ved VM og en fjerdeplads ved OL.
2332 Derefter var han plaget af skader, og nærmest i et par år har han kæmpet for at nå tilbage på det niveau, der kan give ham muligheden for at igen at spille med om de allerbedste placeringer.
2334 Finalepladsen ved All England i foråret var et stort skridt på vejen, og det sidste store skridt kan komme i dag, hvor den 27-årige århusianer med en sejr kan komme uhyre tæt på en OL-medalje.
2336 Ingen kulmination
2338 Da Peter Gade kort tid efter gårsdagens sejr over inderen Nikhil Kanetkar svedig og smilende så frem imod dagens match, ønskede han dog ikke at se den som en kulmination på en kamp, der skulle bringe ham tilbage helt i verdenstoppen.
2340 »Der er jo bare tale om én kamp, og mine forberedelser har de seneste par måneder været så gode, at jeg, selv om jeg skulle tabe, fortsat kan udvikle mig endnu mere som badmintonspiller,« erklærede Peter Gade, der på den ene side udstråler masser af selvtillid, men som på den anden side også lader alle klichéerne fylde sine udtalelser.
2342 Fifty-fifty
2344 Det præger også trænerstaben rundt omkring Peter Gade og de øvrige spillere, for her fokuserer man mere på præstationer end på resultater.
2346 Alligevel kunne man godt fornemme en vis tilfredshed med, at det lidt overraskende blev den 23-årige indoneser Taufik Hidayat og ikke Malaysias Wong Choong Hann, som Peter Gade skal møde i dag.
2348 »Chancerne er 50-50. Måske 60-40 til Peter. Det tæller lidt til Peters fordel, at han har haft to lette kampe, mens Taufik nu har været igennem en hård kamp, for Peter har en bedre fysik.« som assisterende landstræner Jens Meibom forklarede efter Taufik Hidayats sejr i tre sæt.
2350 Taufik Hidayats historie er i øvrigt meget lig Peter Gades. Også han var et supertalent, og allerede som teenager var han blandt verdens bedste. I 1999 så det faktisk ud til, at netop de to ville blive de dominerende i mange år frem.
2352 Men bortset fra VM-bronzen i 2001 har han heller ikke været i nærheden af de forventede titler. Til dels på grund af slagsmål med det indonesiske forbund, hvilket betød, at han på et tidspunkt var på vej til at stille op for Singapore i stedet for. Men også han er tilbage i på toppen.
2354 Seks sejre ud af syv
2356 Inden deres opgør i dag har Peter Gade vundet seks uf af syv kampe, og nederlaget stammer tilbage fra 1999. Men som Peter Gade selv siger:
2358 »Statistiker kan man ikke bruge til noget. Der er tale om en helt ny kamp, og jeg tror, at det mentale bliver meget afgørende for, hvem der vinder.«
2360 Peter Gade tabte onsdag morgen kvartfinalekampen mod indoneseren Taufik Hidayat.
2362 Det blev ikke til OL-metal til badmintonspilleren Peter Gade i denne omgang. I en intens kamp tabte Peter Gade til indoneseren Taufik Hidayat 12-15, 12-15.
2364 51 år. Folketingsmedlem
2365 Store Mølle Vej, København S
2367 Hvorfor vil du gerne være overborgmester?
2369 »Som indfødt københavner vil jeg gerne være i front for at forbedre hverdagen for københavnerne.«
2371 Hvordan ser byen ud i 2010, hvis du er overborgmester?
2373 »København vil fortsat være i gang med fornyelse af boliger, pladser og grønne områder. Den store trafikplan, der grundlæggende løser trafik- og parkeringsproblemer, vil være sat i gang. Det nuværende negative samarbejdsklima er erstattet af et nyt tillidsfuldt, bredt politisk samarbejde. Mit telefonnummer er offentligt.«
2375 Hvad er vigtigst: At holde skatten i ro eller højne serviceniveauet?
2377 »Jeg vil helst holde skatten i ro. Men vil vi forbedringer på en række områder, som er efterspurgt af københavnerne, og som er en forudsætning for at byen kan forbedres, så kan jeg ikke udelukke, at man så må finde pengene til det, men det er ikke det, jeg først vil ty til.«
2379 Hvilke tre punkter vil du prioritere højest som overborgmester?
2381 »For det første en utraditionel stor trafikplan, der rydder op i trafikrodet i byen. For det andet en målsætning om, at vi gradvis skal gøre vuggestue-, dagpleje- og børnehavepladser gratis for de nul til seks-årige. For det tredje skal der satses massivt på byggeri af flere nye blandede boliger i København.«
2383 Hvilke egenskaber/kvaliteter har du, som de andre kandidater mangler?
2385 »Jeg kender København som min egen bukselomme og har i årevis været aktiv i ledelsen af DSU og Socialdemokratiet i København. Jeg har i kraft af min opvækst og livserfaring også et indgående kendskab til socialt udsatte grupper i byen.«
2387 Hvad er det allerførste, du vil gøre som overborgmester?
2389 »Skabe et bredt tillidsfuldt samarbejde blandt partierne på Rådhuset for det nye udviklingsprojekt for København, nedbryde afstanden til københavnerne og rydde op i sagerne om inhabilitet, ben og honorarer.«
2391 40 år. Miljøborgmester i København
2392 Holcks Plads, Brønshøj
2394 Hvorfor vil du gerne være overborgmester?
2396 »På det personlige plan, fordi jeg er fuldstændig vild med København. København er en fantastisk by. På det politiske plan fordi der stadig er en masse at tage fat på for at gøre den til en endnu bedre by at bo i for københavnerne.«
2398 Hvordan ser byen ud i 2010, hvis du er overborgmester?
2400 »Byen vil være langt fredeligere og have væsentlig mindre biltrafik end i dag. Det skal koste penge at køre bil i København, og pengene skal bruges på at udbygge den kollektive trafik. Bilerne er parkeret under jorden, og der vil være bedre plads til cyklister. Desuden vil jeg gøre en dyd ud af, at byen indeholder mange forskelligartede kvarterer med hver sit særpræg. Kgs. Enghave og Østerbro skal ikke ligne hinanden.«
2402 Hvad er vigtigst: at holde skatten i ro eller højne serviceniveauet?
2404 »København er jo ikke længere nogen dyr skattekommune. Så hvis der er initiativer der trænger sig på, er en skatteforhøjelse da en reel mulighed. F.eks. vil jeg gerne have indført fuld bespisning i daginstitutionerne. Vi burde også kunne tilbyde øjeblikkelig hjælp til de børn og unge, der har det svært. Ligesom ældre mennesker burde have mulighed for selv at vælge og opretholde det liv, de levede, før de blev svagelige og fik brug for hjælp.«
2406 Hvilke tre punkter vil du prioritere højest som overborgmester?
2408 »Øget samarbejde med borgerne. Forbedret personalepleje af de 40.000 ansatte i Københavns Kommune. En løsning på byens trafikale problemer.«
2410 Hvilke egenskaber/kvaliteter har du, som de andre kandidater mangler?
2412 »Ved at satse på mig som overborgmester får man 16 års kommunalpolitisk erfaring med i købet. Og man får en person, der sagtens kan klare mindst 16 år mere.«
2414 Hvad er det allerførste, du vil gøre som overborgmester?
2416 »Mit allerførste initiativ bliver at gennemføre ti skæve og anderledes idéer, der vil vise, at København tør handle utraditionelt. Det kunne f.eks. være en anderledes måde at drive skole på eller f.eks. helt forbyde biler i bestemte byområder.«
2418 3 år. Folketingspolitiker
2419 Kartoffelrækkerne, Østerbro
2421 Hvorfor vil du gerne være overborgmester?
2423 »Det vil jeg først og fremmest, fordi jeg synes, at København er en pragtfuld by, og jeg synes, det ville være noget af det mest spændende, jeg kunne få lov til at videreudvikle den. Byen skal udvikles, så den bliver spændende og åben. Det skal være en grøn by, som jeg allerede synes, der er mange tiltag til, og åben så folk med forskellig baggrund kan finde sig godt tilpas her. Det vil sige, at det skal være en åben og tolerant by.«
2425 Hvordan ser byen ud i 2010, hvis du er overborgmester?
2427 »Så er den blevet smukkere og dejligere at bo i, og så har den virkelig forstået at hævde sig som hovedstad på europæisk niveau.«
2429 Hvad er vigtigst. At holde skatten i ro eller højne serviceniveauet?
2431 »Det er svært at skelne mellem de to områder, for jeg tror, at man hele tiden er nødt til at skele til, at skatten ikke bliver højere. Så når man højner serviceniveauet, bliver man nødt til at skære andre steder. Jeg ser det ikke sådan, at man vælger det ene frem for det andet, for skatteniveauet er så højt i Danmark, at det ikke bare kan hæves. Men på pleje- og ældreområdet vil der være nogle behov, og så er man nødt til at finde pengene andre steder, men jeg kan endnu ikke sige, hvor det i givet fald skal være.«
2433 Hvilke tre punkter vil du prioritere højest som overborgmester?
2435 »Jeg vil være ked af at give tre prioriteter, før jeg har læst mere på tingene, for jeg har stadig kun haft meget lidt tid til at sætte mig ind i det. Men jeg kan bl.a. pege på, at der kommer billigere boliger til almindelige familier, og at integrationen styrkes, og at København kommer til at styrke sin position.«
2437 Hvilke egenskaber/kvaliteter har du, som de andre kandidater mangler?
2439 »Først og fremmest en meget stor politisk erfaring, det der går ud på at lave forlig og forhandle med andre partier og samarbejde med store administrationer og så min europæiske ballast.«
2441 Hvad er det allerførste, du vil gøre som overborgmester?
2443 »Sige tak til dem, der har ført valgkamp for mig, for at det lykkedes.«
2445 62 år. Konsulent
2446 Overgaden neden Vandet, Indre by
2448 Hvorfor vil du gerne være overborgmester?
2450 »Det er min kreds, der har opfordret mig til at stille op. Men jeg sagde ja til opfordringen og udfordringen, fordi jeg har nogle klare politiske holdninger om, hvordan København skal se ud.«
2452 Hvordan ser byen ud i 2010, hvis du er overborgmester?
2454 »I 2010 vil der være flere billige boliger til alle. Desuden vil folk interessere sig mere for politik. De fleste høringer, som de foregår i dag, er ikke demokratiske. For eksempel i forbindelse med Metro-projektet var der kun informationsmøder, hvor politikere fortalte, hvad der VAR besluttet bag de lukkede døre. Når det gælder så store beslutninger, så skal borgerne høres.«
2456 Hvad er vigtigst: at holde skatten i ro eller højne serviceniveauet?
2458 »Hvis man gør kommunen mere effektiv, så kan man holde skatten i ro og stadig have forbedringer af servicen. Men jeg tror grundlæggende ikke, det er betydningsfuldt for borgerne, om skatten stiger en lillebitte smule.«
2460 Hvilke tre punkter vil du prioritere højest som overborgmester?
2462 »Foruden mere borgerbestemmelse, så vil jeg hjælpe de svage mennesker her i samfundet. De bliver normalt kun husket i talerne til de fine middage. For det tredje skal børnefamilierne kunne få en daginstitionsplads i rimelig tid og til rimelige penge.«
2464 Hvilke egenskaber/kvaliteter har du, som de andre kandidater mangler?
2466 »Mine egenskaber vil jeg lade medlemmerne og borgerne bedømme. Jeg hører ikke til den type, der giver mig selv karakter.«
2468 Hvad er det allerførste, du vil gøre som overborgmester?
2470 »Allerførst vil jeg hjælpe personalet i Københavns Kommune. De må ikke være bange for at blive fyret. Tværtimod skal de være mere motiverede og glade.«
2472 30 år. stud. scient. pol.
2473 Webersgade, Østerbro
2475 Hvorfor vil du gerne være overborgmester?
2477 »Jeg vil gerne være overborgmester, fordi jeg har et politisk projekt, som vi allerede er ved at løbe godt i gang. Det handler om at forny København«.
2479 Hvordan ser byen ud i 2010, hvis du er overborgmester?
2481 »Så har jeg fået stoppet den opsplitning af det københavnske samfund, der er i gang i dag. Jeg har fået stoppet det skæve boligmarked, den sociale arv i skolerne og jeg har fået sikret, at der er en helhed i borgernes hverdag«.
2483 Hvad er vigtigst: At holde skatten i ro eller højne serviceniveauet?
2485 »Skatten ligger godt, hvor den gør. Det vigtigste er, at vi inden for de rammer, vi har, formår at forny os. Vi skal begynde at tage udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for i systemer og kassetænkning. Vi har 30 milliarder kr. at gøre med, så der burde være nok at rykke rundt med, så vi kan få skabt bedre sammenhæng i borgernes hverdag. Vi kan godt højne serviceniveauet og holde skatten i ro«.
2487 Hvilke tre punkter vil du prioritere højest som overborgmester?
2489 »Min grundlæggende vision er, at København skal fornys, så kommunen bliver mere fleksibel og borgerne oplever, at det er dem, der er i centrum. Derudover skal København have flere boliger, der er til at betale for almindelige mennesker, og derudover skal folkeskolen have et løft«.
2491 Hvilke egenskaber/kvaliteter har du, som de andre kandidater mangler?
2493 »Jeg ved ikke noget om, hvad de andre kandidater mangler, men jeg ved, hvad jeg selv kan. Jeg har stor lyst til at forny og forandre, og jeg er god til at skabe resultater og samarbejde. Jeg er politisk ordfører og jeg har otte års erfaring fra Borgerrepræsentationen«.
2495 Hvad er det allerførste, du vil gøre som overborgmester?
2497 »Jeg vil kysse min mand. Og så vil jeg skabe flertal og samarbejde i Borgerrepræsentationen, så jeg kan få min politik igennem. Jeg kender rådhuset og har gode samarbejdsrelationer med politikere fra de andre partier, så de vil blive kaldt ind til en samtale om, hvordan vi får lavet en politik, der kommer København til gode«.
2499 Brøndby samler nødhold til UEFA-kamp
2500 Brøndby er ved at samle noget, der kunne ligne et nødhold til returkampen mod FK Zalgiris i UEFA Cuppen.
2501 Send artikel Print artikel
2502 Resultater - international fodbold
2503 Premier League
2504 Bundesligaen
2505 Serie A
2506 Primera División
2507 Æresdivisionen
2508 Champions League
2509 UEFA Cup
2511 * Alle sportsresultater
2513 Både Brøndby og AaB spiller næste uges returkampe i UEFA Cuppen mod henholdsvis FK Ventspils fra Letland og FK Zalgiris fra Litauen uanset spillerstrejken.
2515 Det blev slået endeligt fast tirsdag, hvor Brøndbys direktør Per Bjerregaard samtidig fik et par opmuntrende meldinger angående, hvilke spillere der må benyttes, hvis strejken løber ind over det kommende europæiske opgør.
2517 »I dag har vi fået at vide, at et par af vores unge spillere i A-truppen ikke er medlemmer af Spillerforeningen og derfor godt må spille. Det drejer sig om forsvarsspilleren Daniel Agger og målmanden David Ousted, så nu har vi i hvert fald en keeper«, lød det i aftes fra Per Bjerregaard.
2519 Råder også over svenskere
2520 Brøndby-træner Michael Laudrup kan derudover råde over svenskerne Andreas Jakobsson, Babis Stefanidis og Johan Elmander samt nyindkøbte Morten Skoubo. Derudover skal der i givet fald fyldes op med unge talenter fra en såkaldt B-liste.
2522 »Så måske kan vi klare os uden oldboys spillere«, sagde Brøndby-direktøren, der samtidig sidder i bestyrelsen for Divisionsforeningen og dermed er med ved forhandlingerne, som foreløbigt ikke ser ud til at skulle genoptages foreløbigt.
2524 Peter Madsen starter inde
2525 Morten Olsen satser på en angrebsduo med Bochum-forwarden og Jon Dahl Tomasson. Martin Laursen skal testes og kan måske ikke spille mod Polen.
2526 Af Søren Olsen Send artikel Print artikel
2527 Peter Madsen skal være mere brutal, mener Morten Olsen. - Foto: AP
2528 Resultater - international fodbold
2529 England
2530 Tyskland
2531 Italien
2532 Spanien
2533 Holland
2534 Frankrig
2535 Champions League
2536 UEFA Cup
2538 * Alle sportsresultater
2540 Peter Madsen er taget fra Bochum i Tyskland til Poznan midt inde i Polen for at spille og score sig til en fast plads på det nye danske VM-hold som afløser for Ebbe Sand.
2542 Og landstræner Morten Olsen vil have, at Peter Madsen - og de øvrige danske spillere - skal være mere 'brutale' og skarpe i afslutningerne.
2544 Men den tidligere Brøndby-spiller, som nu gør det godt i Bundesligaen i Tyskland og i aften for anden gang er med i startopstillingen på fodboldlandsholdet, forestiller sig ikke, at han skal være meget mere egoistisk i sit spil, end han sædvanligvis er.
2546 »Mere Elkjær?«
2547 Måske ville Morten Olsen egentlig helst have en førsteangriber, som Preben Elkjær var engang, altså en type, der først og fremmest ser efter og søger målet, er vild med at score og tænker egoistisk på at få afsluttet, før han ser hvor medspillerne er placeret?
2549 Bør du være mere Elkjær, blev Peter Madsen spurgt, efter at landstræneren i går havde offentliggjort holdet til venskabsopgøret mod polakkerne?
2551 »Der var vist nok mere plads og tid til angriberne dengang, Elkjær var med, så man kan ikke sammenligne betingelserne for angriberne før og nu«, funderer Peter Madsen.
2553 Skal være mere direkte
2554 »I dag skal alt gå utrolig hurtigt, og vi har vores spillestil og system. Jeg vil mene, at det vigtigste for mig er at kunne gå ind i kombinationerne og få spillet til at køre«.
2556 »Men - jo, selvfølgelig vil det være godt for mig, hvis jeg får lavet et mål. Som det er sagt så ofte før, bliver angribere målt på de mål, der laver. Og måske gælder det for mig, og de andre, om, at vi skal prøve at være mere direkte i den sidste dribling, skyde hurtigere på alt og så være endnu mere omhyggelige med den sidste aflevering ind til en afslutning«.
2558 Ikke tilstrækkelig udbytte
2559 »Vi spiller et offensivt system, med hurtige folk på kanterne, hvor fra der kommer mange indlæg, og vi skaber masser af afslutninger. Men det er rigtigt, at vi ikke har fået nok udbytte i en del kampe. Det skal der helst ændres på«.
2561 »Jeg får nu stor tillid fra trænernes side, og det vil jeg forsøge at betale tilbage. At der er pres på mig, betyder ikke så meget, for det er jeg vant til fra klubholdet. Jeg er klar og meget optaget af at blive fast mand på holdet, som skal spille Danmark til VM-slutrunden«.
2563 Jon og Madsen skal vise deres værd
2564 Da Peter Madsen spillede fra start mod Spanien i marts, var Jon Dahl Tomasson ikke med på holdet i første halvleg. I aften skal Madsen og Tomasson vise, at de to udgør den bedste konstellation i front på et VM-hold uden Ebbe Sand og René Henriksen, der har sagt farvel til landsholdet.
2566 Morten Olsen har stadig den anden angrebsvariant med Tomasson på toppen og Claus Jensen som offensiv midtbanespiller at gribe tilbage til, hvis Madsen-eksperimentet mislykkes.
2568 Grønkjær jubilerer
2569 Brian Priske får Thomas Helvegs plads som højre back, men Helveg skal muligvis inde i midterforsvaret spille sammen med Thomas Gaardsøe, fordi Martin Laursen har vrøvl med en lårmuskel. Laursen skal testes i løbet af dagen.
2571 Jesper Grønkjær jubilerer, når han runder 50 landskampe. Han har været en af de store spillere i Morten Olsen-perioden (27 sejre, 13 gange uafgjort, syv nederlag), hvor landsholdet ikke har tabt to kampe på stribe.
2573 Sker det i kampen onsdag aften, vil det, naturligvis, være en lidt kedelig, ny start oven på 0-3-dukkerten mod Tjekkiet i EM-slutrunden og kun 17 dage før VM-mødet med Ukraine i Parken.
2575 Oprah bliver jurymedlem i drabssag
2576 Den verdenskendte talkshow-værtinde, amerikanske Oprah Winfrey, er udpeget som medlem af jury i en drabssag. Milliardæren får standardbetaling: 100 kroner per dag.
2577 Af Sisse K. Ibsen Send artikel Print artikel
2578 Oprah Winfrey skal være jurymedlem i en drabssag. - Arkivfoto: AP
2579 Oprah Winfrey skal i retten.
2581 Hun er udpeget som medlem af en jury i en drabssag i Chicago. Sagen handler om, hvorvidt den 27-årige Dion Coleman skød og dræbte Walter Holley efter et skænderi om en falsk 50 dollar-seddel i februar 2002.
2583 Talkshow-værtinden, der er blevet milliardær på at optræde i tv-shows, vil under retssagen modtage myndighedernes standardbetaling: 17,20 dollar. 100 danske kroner.
2585 Lad det ikke vare
2586 »Jeg håber blot, at det ikke varer længere end en uge, for jeg skal have lavet nogle shows«, siger Winfrey ifølge BBC Online.
2588 Oprah Winfrey er en af verdens mest kendte personer. Hun har de seneste tre år optrådt på Forbes top ti-liste over de mest kendte. Hun har tidligere siddet på anklagebænken i en retssag, hvor en landmand fra Texas havde sagsøgt hende for at skade erhvervet efter et talkshow om kogalskab. Winfrey vandt.
2590 Det britiske politi har sigtet otte mænd for drab og terrorvirksomhed. De otte blev sammen med fem andre anholdt for to uger siden.
2592 De fremstilles onsdag i retten, hvor de vil blive præsenteret for terrorsigtelser.
2594 De otte sigtede er unge mænd i alderen 20 til 32 år, og et flertal af dem menes at være af pakistansk herkomst. Mens de alle er sigtet for mellem januar 2000 og august i år at have udklækket planer om at begå drab samt »volde ulempe for offentligheden« ved at bruge »radioaktive materialer, giftgas, kemikalier og sprængstoffer«, er to af dem ydermere sat i forbindelse med planlægningen af mulige terroraktioner i USA.
2596 En niende anholdt er også sigtet, men for at besidde ulovlige våben, ikke for at have medvirket til terrorplanerne.
2598 Fire andre anholdte sat fri
2599 Fire andre, som blev anholdt under politiaktionen for to uger siden, er sat på fri fod eller anklaget for lovovertrædelser, som ikke har forbindelse til terror.
2601 De britiske myndigheder har været tilbageholdende med oplysninger om de anholdte, men ifølge amerikanske regeringsoplysninger har mindst en af de otte personer en rolle i Osama bin Ladens al-Qaeda netværk.
2603 Anholdelserne er sat i forbindelse med anholdelser i Pakistan i sidste måned.
2605 Den ene, en 32-årig mand fra Willesden i det nordlige London, var ifølge sigtelserne i besiddelse af detaljerede planer over en række finansinstitutioner såsom Den Internationale Valutafonds hovedkvarter i Washington samt børsen og Citigroup-bygningen i New York. Ydermere fandt politiet to notesbøger med oplysninger om sprængstoffer, gift og kemikalier.
2607 Hos en 26-årig mand fra samme kvarter fandt man også planer over Prudential-bygningen i New Jersey, og en tredje sigtet fra Willesden var i besiddelse af uddrag af den såkaldte terroristhåndbog, som bl.a. indeholder opskrifter på, hvordan man fremstiller bomber.
2609 Ifølge den britiske antiterrorlov kan mistænkte tilbageholdes og afhøres i 14 dage, derefter skal de sigtes og fremstilles i retten. Ellers skal de sættes på fri fod.
2611 Dr.med. Jens Zimmer Rasmussen, leder af det nyoprettede Center for Stamcelleforskning, interviewes om det danske bidrag til stamcelleforskningen. Spørgsmålet er, hvor langt de danske forskere skal have lov til at gå. Bl.a. den nye formand for etisk råd, overlæge Ole Hartling, mener ikke, at de danske forskere bør forske i klonede humane stamceller. Og det finder Jens Zimmer Rasmussen kan være meget rimeligt. Han foreslår, at man i Danmark satser på kloning inden for det veterinære område. Disse erfaringer kan bruges i samspil med udenlandske forskere, der har fået lov til at benytte kloning sammen med stamcelleforskning. Jens Zimmer Rasmussen peger på, at området er i sin vorden og siger, at det gælder om at være med. Han anbefaler, at man i Danmark går på to ben, og får synergieffekten af at have viden inden for både voksne og embryonale stamceller. (Orientering)
2613 Nerve- og gliacellers udvikling, reaktion på beskadigelse og muligheder for beskyttelse og separation. - Eksperimentelle modeller for neurodegenerative sygdomme (cerebral iskæmi, epilepsi, Parkinsons og Huntingtons sygdom) i form af organotypiske skivekulturer af hjernevæv og dyreeksperimentelle læsions- og transplantationsmodeller). - Neurotoksikologisk screening. - Neurale stamcellers udviklling og brug i reparation af hjerneskader (regenerativ medicin).
2615 Fællesskab for individualister
2617 Frugtbare forskningsmiljøer giver plads til den enkelte i et forpligtende samarbejde, mener professor med ledelseserfaring
2619 - Det tilgodeser noget basalt menneskeligt, når folk oplever,at de selv har et ansvar og "retten" til at udvikle et projekt, siger professor Jens Zimmer Rasmussen om ledelse i forskningsmiljøer.
2621 Hvad er forskningsledelse? Et godt spørgsmål i hvert fald \x{2013} lettere at stille end svare på. For hvad får nogle forskningsmiljøer frem for andre til at blomstre og høste hæder og eksterne bevillinger?
2623 \x{2013} Der tales meget om ledelse og forskningsmiljø, men problemet er, at meget få har gennemført en professionel analyse af universitetsforskningen, som den organiseres og foregår på \x{201E}gulvet\x{201C}, siger en mand med stor praktisk erfaring, professor Jens Zimmer Rasmussen fra Syddansk Universitet. \x{2013} Der er ingen tvivl om, at hvis de gode forskningsmiljøer blev beskrevet, så ville det vise sig, at der på en gang er ledelse og en flad organisation.
2625 \x{2013} Allerede når studerende henvender sig for at komme i gang med at forske, sørger jeg altid for at placere folk, så de efter en indkøringsperiode får ansvaret for deres eget område. Og de får at vide, at udviklingen af området er grundlaget for det samarbejde, vi forventer, de vil indgå i, forklarer professor Jens Zimmer Rasmussen. Han anvender gamle prøvede begreber som rettigheder og pligter i sin egen definition på betingelserne for skabelse af et gunstigt klima for forskning
2627 \x{2013} Det tilgodeser noget basalt menneskeligt, når folk oplever, at de selv har et ansvar og \x{201E}retten\x{201C} til at udvikle et projekt. Samtidig har de også \x{201E}pligten\x{201C} til at være den, der ved noget om området, og til at lade den viden indgå i fælles projekter med kolleger og studerende, mener Jens Zimmer Rasmussen.
2629 Han understreger, at mange af forudsætningerne for opbygning af et frugtbart forskningsmiljø kan genfindes på andre arbejdspladser, hvor der er et samspil mellem den enkeltes kreativitet og aktivitet og fællesskabet i en gruppe af kolleger.
2631 Set under et er danske forskere generelt tilfredse med deres arbejdsvilkår, viser en undersøgelse fra Analyseinstitut for Forskning. 90 procent af knap 3.000 universitetsforskere erklærer sig i undersøgelsen helt eller overvejende enige i, at de har stor indflydelse på deres arbejdsopgaver, og de fleste lægger vægt på en faglig dialog med kolleger. 31 procent var enige i, at der er behov for mere forskningsledelse, mens 37 procent var uenige. Undersøgelsens resultater kan læses på www.afsk.au.dk
2633 Hjerneforsker
2634 Iagttagelserne om ledelse i videnskabelige miljøer har Jens Zimmer Rasmussen især samlet siden sin ansættelse ved Syddansk Universitet i 1991, hvor han i dag er professor i neurobiologi og leder af en forskningsgruppe på 11 personer fordelt på studerende, ph.d.-studerende og postdocs. Forskningsområdet er hjernen, især nervecellers og nervetrådes reaktion på beskadigelse, muligheder for at beskytte mod skader og sygdomme og muligheder for at reparere, når skaden er sket.
2636 Zimmers forskningsgruppe har gennem årene høstet faglig anerkendelse i form af en række store bevillinger og etablering af et omfattende netværk af internationale samarbejdspartnere. Selv modtog Jens Zimmer Rasmussen i foråret 2001 Odd Fellow Ordenens Forskerpris på 250.000 kroner for sin indsats som forsker \x{2013} og som vejleder og uddanner for andre forskere.
2638 Men hjerneforskeren har i organisatorisk sammenhæng også gjort sig bemærket som blandt andet formand for Medicinske Universitetslæreres Forening, medlem af Foreningen af Speciallægers bestyrelse og medlem af ACs bestyrelse og forretningsudvalg. Zimmer forlod bestyrelsesposterne i maj i år efter at have aftjent sin \x{201E}organisatoriske værnepligt\x{201C}, men han er fortsat leder for Institut for Medicinsk Biologi på Syddansk Universitet.
2640 Rullende proces
2641 Viden er knyttet til personer. Et velfungerende forskningsmiljø er derfor afhængigt ikke alene af veldefinerede projekter, som den enkelte står for, men også af en rullende videnoverførsel inden for forskningsgruppen. For eksempel fra ph.d.\x{2019}er på vej ud til den faste stab af forskere og laboranter eller til næste generation af forskerrekrutter. Her er både interne seminarer og kaffestuen nyttige værktøjer, mener professoren fra Sundhedsvidenskab.
2643 Forskere er desuden som mennesker lige så forskellige som alle andre. Her gælder det for forskningslederen om at få den sociale type til at bidrage til den faglige udvikling og forskningsresultaterne, og få den fagligt orienterede til at rive blikket væk fra computerskærme og bøger for at bidrage til det sociale miljø.
2645 \x{2013} Det gælder i det hele taget om at få forskerne til at arbejde sammen som et team. Der er jo også megen rutine i forskning og i at være ansat på et universitet. Derfor er det oplagt at dele ansvarsområder ud, så nogen har ansvar for styre samlingen af tidsskrifter og nye artikler, mens andre står for edb, apparaturregistrering og \x{2013} vedligeholdelse.
2647 Jens Zimmer Rasmussen understreger selv, at han som de fleste ledere på universitetet i dag er oplært gennem en kombination af mesterlære og iagttagelse af gode og dårlige eksempler. \x{2013} Det kan og bør for de nuværende og kommende ansatte gøres bedre og mere intensivt, siger han. Men han tilføjer, at ansættelsen af økonomer eller administratorer som \x{201E}forskningsledere\x{201C} ikke er vejen frem. \x{2013} De reelle forskningsledere vil altid være personer, der er i stand til at samle studerende og kolleger om sig på grund af en kombination af egen forskningserfaring, faglig indsigt og flair for formidling.
2649 Også på institutniveau er det nødvendigt med fagligt respekterede ledere, der kender områdets hverdag fra deres eget arbejde. Og modellen med kollegiale valg til institutlederposten er ikke noget problem, mener han. Savnes der effektiv ledelse på institutniviveau, skyldes det manglen på et reelt administrativt og økonomisk råderum for institutlederen.
2651 Til gengæld er Jens Zimmer Rasmussen ikke nervøs for prioritering på overordnet niveau. Lokalt på hans eget fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige, gælder det en politik med udnævnelsen af forskningsflagskibe, som fakultetet koncentrerer sine kræfter om. Og på landsplan ser han en tendens blandt politikerne til at definere brede områder, som forskerne kan søge penge inden for.
2653 Et eksempel er den danske regerings initiativ til at etablere størrre tværgående forskningsgrupper med deltagelse af forskere på tværs af universiteter, andre institutioner, hospitaler og erhvervsliv. Syddansk Universitet er med fire forskningsgrupper med i opløbet om de 145 millioner kroner, der er afsat til formålet. Og en af grupperne er såmænd \x{201E}Basal og anvendelsesorienteret forskning i stamceller\x{201C} ved dr.med. Jens Zimmer Rasmussen, Institut for Biologi.
2655 Dansk stamcelleforskning på to ben
2657 Tekst af: Kurt Burgwald og Bente Ovesen, Gå-Johnny-Gruppen
2658 Fra 1. september i år er det tilladt at udvikle stamceller fra overskydende befrugtede æg til forskning.
2659 - Forskningen i "voksne" stamceller og embryonale stamceller kommer til at supplere hinanden, for ingen ved i dag, hvad der er bedst, siger professor Jens Zimmer Rasmus-sen, Syddansk Universitet.
2660 Nu må der forskes på embryonale stamceller fra befrugtede æg. Det vedtog Folketinget i maj i år. Ved at ændre lov om kunstig befrugtning gav Folketinget tilladelse til at bruge overskydende befrugtede æg fra fertilitetsbehandling til stamcelleforskning. Formålet er at opnå ny viden til behandling af sygdomme - herunder rygmarvsskader. Hidtil er ca. 4.000 æg årligt blevet destrueret. Inden donation af de befrugtede æg til forskning kræves skriftligt samtykke fra både kvinden og manden, samt godkendelse af projektet af det videnskabs-etiske komitésystem. Ændringen af lov om kunstig befrugtning trådte i kraft 1. september.
2661 - Med ændringen af loven har vi i Danmark fået gode betingelser for stamcelleforskning. Med mulighed for forskning i både "voksne" stamceller og embryonale stamceller har dansk forskning nu fået to ben at gå på, siger professor Jens Zimmer Rasmussen, Syddansk Universitet.
2662 - Og det er vigtigt, da ingen i dag med sikkerhed kan sige, hvilke stamceller der i sidste ende vil være de bedste til den ene eller den anden behandling, fortsætter han.
2663 - Vi ved at embryonale stamceller i princippet kan udvikle sig til en hvilken som helst celle i kroppen, mens "voksne" stamceller, som allerede findes i vævene, i højere grad er bestemt til at blive den ene eller anden celle. Det betyder til gengæld, at kilden til forståelse af stamceller og reguleringen af deres udvikling til forskellige typer af celler kan ligge i det voksne væv.
2664 Baggrund for lovændringen
2666 I bemærkningerne til lovforslaget står der blandt andet, at forskning i embryonale og voksne stamceller befinder sig på et indledende stade, hvor der endnu ikke er umiddelbar udsigt til en behandling. De forskningsresultater, der hidtil er offentliggjort, viser, at embryonale stamceller under rette betingelser faktisk kan bringes til at udvikle sig til nerveceller og muskelceller. Ligeledes har forskning i voksne stamceller vist, at der måske er større mulighed end hidtil antaget for at voksne stamceller kan bringes til at udvikle sig i en anden retning end den, de er "forudbestemt" til.
2667 Videre i bemærkningerne hedder det: Det er derfor afgørende at opnå ny indsigtsfuld viden i blandt andet stamcellernes funktioner og udviklingspotentialer ved at forske i både voksne og embryonale stamceller. Hvis stamcelleterapi skal blive en reel behandlingsform indenfor en tidshorisont på 10 - 20 år, kræver det en intensiv forskningsindsats.
2668 Stamcelleforskning og rygmarvsskader
2670 De sygdomme, man først og fremmest forventer at kunne behandle med stamcelleterapi, er Parkinsons sygdom, hjertesygdomme, visse typer af sukkersyge, patienter med svære leverskader og patienter med ledskader. Mulig reparation af rygmarvsskader ligger længere nede på listen. Jens Zimmer Rasmussen siger:
2671 - Grundlaget for et muligt gennembrud i behandlingen af rygmarvsskader med stamceller, eller rettere cellelinier udviklet fra stamceller, sker ikke alene gennem forskning i rygmarven. Rygmarven er en kompliceret struktur, så resultater fra mere simple modeller eller mere simpelt opbyggede områder af hjernen vil typisk danne grundlaget. Helt sikkert er det dog, at uden forståelse for det væv, der skal repareres, kan man ikke tilrettelægge den rigtige behandling og den rigtige type af stamceller.
2672 På spørgsmålet, om de særlige egenskaber, embryonale stamceller har, kan gøre en forskel i forhold til et gennembrud, svarer adjunkt Morten Meyer, som står for væsentlige dele af stamcelleforskningen ved Anatomi og Neurobiologi på Syddansk Universitet:
2673 - Der er med de embryonale stamceller kommet nye, meget potentielle celler på banen. De mere umodne celler breder sig mere efter en lokal transplantation. Anvendt i en dyreeksperimentel model for Parkinsons syge har embryonale stamceller fra mennesker også vist sig at reagere meget hensigtsmæssigt på påvirkningerne i det lokale miljø. Om cellerne decideret kan bruges til brobygning, ved man dog endnu ikke.
2674 Dansk forskning
2676 Der forestår altså fortsat megen forskning i Danmark og internationalt. Ud over de muligheder, den nye lovgivning giver, er der det sidste års tid taget flere initiativer til en øget dansk stamcelleforskning. I april 2002 blev Dansk Center for Stamcelleforskning (DASC[dask]) etableret som et tværgående initiativ indenfor dansk sundhedsvidenskabelig forskning med en fem-årig bevilling på i alt 23,6 mill. kr. fra Forskningsstyrelsens program "Større tværgående forskergrupper" suppleret med samfinansiering fra de deltagende institutioner og eksterne fondsmidler.
2677 Professor Jens Zimmer Rasmussen er leder af centret som består af ni danske forskergrupper. DASC forsker udelukkende i "voksne" stamceller. Men stamcellecentret dækker ikke al dansk forskning i stamceller, og i januar i år blev der desuden etableret en forskerskole i stamcelleforskning. Forskerskolens formål er at samle ph.d.-studerende, forskere og vejledere om et fælles forskeruddannelsesprogram, hvor stamcelleforskningen og de relaterede teknologier samt de etiske aspekter kan bearbejdes i et fælles nationalt forum, med bidrag fra basal- og klinisk forskning og fra universiteter, hospitaler, sektorforskning og erhvervsvirksomheder. I hvilket regi forskningen i embryonale stamceller fra mennesker kommer til at foregå vides p.t. ikke. Det bliver dog ikke i DASC, men Jens Zimmer Rasmussen finder det naturligt - ikke mindst i et lille land som Danmark - at der sker et frugtbart samspil mellem alle danske stamcelleforskere. Nogle former for stamceller anvendes jo i øvrigt allerede til sygdomsbehandling. Det drejer sig om blodets stamceller fra knoglemarven. Lige nu er det i øvrigt Jens Zimmer Rasmussens indtryk, at der fra flere grupper af forskere sendes ansøgninger ind til de videnskabsetiske komitéer, som sikkert vil behandle de første i fællesskab, så der lægges et fælles niveau for procedurer og ikke mindst informationen til donorerne af de befrugtede æg.
2679 Vi vil gå...
2681 Brugerne i arbejdsgruppen bag symposiet.
2683 Fra venstre Viggo Rasmussen, Helge Rishave, Bente Ovesen og Lars Hermansen
2685 Som para- og tetraplegikere lærer vi at vente. Ved skranken på socialkontoret, i sundhedsvæsenet og på naboen, der har lovet at give en hånd med. Vi er afhængige af andres afgørelser og hjælp. Spontaniteten forsvinder. Tålmodighed bliver en dyd.
2687 Men vi lærer også at kæmpe. For rettigheder, som vi mener hører et velfærdssamfund til. En optimal behandling og genoptræning, frie adgangsforhold, et rimeligt eksistensgrundlag, udfordringer, accept og forståelse. Med stædighed skaber vi os et aktivt og godt liv som kørestolsbrugere.
2689 I mange år troede vi det lå udenfor rækkevidde at kæmpe for vores egen førlighed. Vi affandt os med lammelserne og kæmpede for at se muligheder og kompensere for begrænsningerne. Da vi i slutningen af 80'erne erfarede, at der rundt om i verden blev forsket i at reparere rygmarvsskader, var vi forundrede og skeptiske. Var der virkelig forskere, som ville bruge tid på noget så håbløst? - Og var det rigtigt, som aviserne skrev, at rygmarvsskader snart kunne helbredes?
2690 Nysgerrighed
2692 For at få svar på spørgsmålene arrangerede Paraplegikerkredsen og Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU) i samarbejde med forsker Jens Zimmer Rasmussen et internationalt symposium, hvor formålet var at gøre status over den aktuelle forskning og undersøge, hvor langt man var i behandlingen af rygmarvsskader. Desuden skulle der udarbejdes en fælles forskningsstrategi. Det var i 1990, og det første forskermøde af sin art i Europa, hvor der deltog forskere fra hele verden.
2694 Efter symposiet blev resultaterne udgivet i bogform af Paraplegikerkredsen og PTU i "Kommer vi til at gå..?" og publiseret som videnskabelige artikler i tidsskriftet Restorative Neurology and Neuroscience.
2696 Kort fortalt blev der forsket i at begrænse de såkaldte sekundære skader efter en rygmarvsskade. Det vil sige hindre, at de ødelagte nerveceller frigør stoffer, som angriber de raske celler, og derved får rygmarvsskaden til at brede sig. Herudover blev der forsket i at understøtte de vækstfremmende stoffer i rygmarven, og endelig i at bygge bro over en rygmarvsskade ved at transplantere nervevæv ind i skadestedet. Forskningen var dog endnu kun på et dyreeksperimentelt stade, og vi fik besked på at slå koldt vand i blodet.
2698 Symposiets videnskabelige deltagere blev enige om at anbefale flere dyreeksperimentelle undersøgelser. Der skulle være tæt kontakt mellem de forskellige forskergrupper, og man ønskede at oprette et europæisk netværk.
2700 Som lægfolk og brugere var vi godt tilfredse med resultatet. Vi fandt ud af, hvor vi stod - eller rettere sad - og fik givet forskningen et skub i retningen af mere samarbejde.
2701 Håb
2703 Fra på forhånd at have opgivet enhver tanke om helbredelse, til at erfare, at der blev forsket med en vis optimisme, var der langt. Og endnu længere er der til at tro på, at vi selv har indflydelse på om, og hvornår, vi kommer til at gå. Det sidste vender vi tilbage til.
2705 Siden 1990 har der været holdt adskillige forskermøder rundt om i verden, og der forskes mere i rygmarvsskader end nogensinde. Derfor besluttede PTU og Paraplegikerkredsen, igen i samarbejde med professor Jens Zimmer Rasmussen, at invitere forskerne til Danmark. Symposiet "Spinal Cord Injury and Repair II" blev afholdt i Odense fra 11. - 14. juni 1998.
2707 Fra 1990 til 1998 er der blandt andet sket meget omkring Funktionel Elektrisk Stimulering (FES). I Danmark har en tetraplegiker fået indopereret et kunstigt nervesystem i armen, så han kan klemme og gribe om en genstand, og derved blive mere selvhjulpen.
2709 I Sverige og USA har neurokirurger indopereret nervevæv fra fostre i rygmarvsskadede, for at forhindre at en cyste i rygmarven, får lammelserne til at brede sig. Ud over at stoppe den truende lammelse, erfarer man, at den menneskelige krop ikke afstøder vævet, men tværtimod forbinder sig med det. Så langt så godt.
2710 Falske forhåbninger - reel information
2712 Som symposiearrangører har PTU og Paraplegikerkredsen først og fremmest ønsket at informere medlemmerne om, hvor langt forskningen er, og om der er et reelt håb om helbredelse.
2714 I arbejdsgruppen har vi mellem 20 og 40 års erfaringer i at leve livet som para- og tetraplegikere. Skulle vi en dag blive tilbudt en mirakelkur, ville vore knogler, led og muskler sikkert protestere voldsomt, og smerterne blive uudholdelige. Og hvad med vore hjerner?
2716 Kunne de finde fodfæste i et liv, hvor alt (igen) blev totalt forandret?
2718 Vi tror det ikke, og vi tror heller ikke på vores egen helbredelse. Dels skal der mange års forskning til endnu, og dels er vore skader for gamle.
2720 Men vi ved, at forskning er nødvendig for at finde nye og bedre behandlingsformer. Allerede i dag bliver der gjort meget for at begrænse den akutte skade. Meget mere end man drømte om for 20 eller 40 år siden.
2722 Og der er ingen tvivl om, at det er i den akutte fase, der vil ske mest i løbet af kortest tid. Om en nyskadet ad åre ligefrem kan helbredes, f.eks. ved hjælp af transplantation, er en trossag, men der er set små tegn på, at man er på rette vej.
2723 Kan tro flytte bjerge?
2725 En helt anden sag er gamle skader.
2727 Supermanden, Christopher Reeve, blev tetraplegiker i 1995 og tror på, at han kommer til at gå igen, inden der er gået fem år. Han bruger sin status som tidligere kendt Hollywood-skuespiller til at samle millioner af dollars ind til en målrettet forskning i rygmarvsskader.
2729 Samtidig træner han mange timer dagligt for at holde sig selv så meget ved lige, at han er parat den dag gennembruddet kommer.
2731 Er manden blåøjet, gal eller har han noget at have sin tro i? Som danskere, oven i købet jyder, falder det mest naturligt at ryste på hovedet, og betragte ham som endnu en fantast. En hurtig, overfladisk amerikaner, der ikke ved, hvor kompliceret en sag, han har med at gøre. Men de ryster ikke på hovedet i Amerika. Tværtimod betragter de ham som en meget seriøs mand, der med de penge han samler ind, kan tilføre forskningen en stor portion optimisme, og give den et ordentligt skub fremad.
2733 I England har man siden 1981 støttet forskningen gennem en privat fond "The International Spinal Research Trust". Her uddeles forskningsmidler til projekter i store dele af verdenen. På samme måde som Christopher Reeve, mener man, at det kan lykkes at genskabe en forbindelse henover en rygmarvsskade, og derved give tabte funktioner tilbage.
2734 Fra tålmodighed til kamp
2736 Forarbejdet forud for symposiet, og selve symposiet har sat mange tanker i gang hos arbejdsgruppen, PTU og Paraplegikerkredsen.
2738 Kan vi som handicaporganisationer styrke forskningen mere direkte end gennem afholdelse af symposier? - Og i såfald hvordan?
2740 I Danmark er vi langt fremme i behandlingen af rygmarvsskader.
2742 Vi er førende på området Funktionel Elektrisk Stimulering, og vi lever i et samfund, hvor der bliver sat mange private og offentlige midler af til forskning. Men der bliver ikke forsket direkte i reparation af rygmarvsskader. Hvorfor?
2744 Vi er i gang med at opspore svarene, og lægge an til en mere aktiv og pågående indsats i forhold til den videre forskning herhjemme eller i udlandet. Betingelserne for at kæmpe, nemlig troen på at det kan betale sig, har vi fået ved at høre på forskerne og deres resultater.
2746 Uden økonomisk støtte kunne vi ikke have afholdt symposiet, formidlet resultaterne på temadage på Paraplegifunktionen i Viborg og Fysiurgisk Hospital i Hornbæk og udgivet dette temahæfte.
2748 10 skridt frem i 90'erne
2750 Professor Jens Zimmer Rasmussen
2751 Der er sket en række vigtige fremskridt, siden Initiativgruppen i 1990 inviterede verdens førende forskere til Danmark. Jens Zimmer Rasmussen gør dem op således:
2753 1. Vor viden om "rygmarvsskadens naturhistorie" er forøget. Det gælder sammenhængen mellem rygmarvsskaden, og hvordan den og de neurologiske udfald og øvrige symptomer udvikler sig. Man nærmer sig en viden om hvor få fibre, der er nødvendige i de forskellige nervebaner til og fra rygmarven for at bestemte sensoriske og motoriske funktioner er bevaret.
2754 2. Vi har forøget viden om, hvordan det er at leve med en multisystem-påvirkning som en rygmarvsskade giver, hvor der er symptomer og bivirkninger ikke alene fra centralnervesystemet, men også fra muskler, knogler, hud, vejrtrækningen og blæren og tarmen. Inden for forskning er der nu forståelse for at genetablere andre funktioner end de rent motoriske, og etablere eksperimentelle modeller herfor.
2755 3. Inden for forskning er der nu forståelse for at genetablere nervebaner og signalsystemer, det er ønskeligt at stimulere og fremme dannelsen af, for eksempel ved transplantation og brug af vækstfremmende stoffer.
2756 4. Vi har fået forbedrede og helt nye muligheder for billeddannelse af den beskadigede rygmarv gennem udviklingen af scanning-metoder.
2757 5. Der er skabt både mere viden og større praktisk erfaring med funktionel elektrisk stimulering, ligesom teknologien indenfor området er forbedret.
2758 6. Vi forstår bedre de mekanismer, der ligger bag de sekundære ødelæggende skader, ligesom der er udviklet stoffer, som kan beskytte nerveceller mod akut og sen-akut (sekundær) beskadigelse.
2759 7. Antallet af kendte nervevækstfaktorer (neurotrofiner) og vores viden om deres virkning er kraftig forøget. Kendskabet til stoffernes molekylære opbygning (kloning af stoffernes gener) har desuden gjort det muligt at fremstille stofferne i de mængder, man behøver til behandling.
2760 8. Vor viden om forekomsten af stoffer i centralnervesystemet, som hæmmer nervevækst, har bevæget sig fra opdagelsen af at sådanne stofferne fandtes til en bestemmelse af stoffernes! molekylære opbygning. Tilsvarende har udviklingen af specifikke antistoffer, der neutraliserer de væksthæmmende stoffer, givet meget positive resultater.
2761 9. Udfra eksperimenter på rotter ved vi nu med sikkerhed, at transplantation af rygmarvsvæv fra fostre til rygmarvsskader har en positiv effekt - i form af direkte forbedret motorik (løft af krop mod egen vægt, reflekser og gang). Vi ved også, at motorikken yderligere forbedres, hvis transplantationen kombineres med tilførsel af vækstfremmende stoffer (pkt. 7) og stoffer, der neutraliserer de væksthæmmende stoffer (pkt. 8). Lignende resultater er nået ved indtransplantation af stykker af perifer nerve og tilførsel af vækstfremmende stoffer.
2762 10. Endelig ved vi, at rygmarvsvæv fra menneskelige fostre kan overleve transplantation til både forsøgsdyr og mennesker med kroniske rygmarvslæsioner. I Miami og Stockholm er klinisk-eksperimentel transplantation til mennesker udført på hidtil 7 patienter med cyster i rygmarven.
2765 Formændene får det sidste ord
2767 - En god succes skal man være forsigtig med at gentage.
2769 Ikke desto mindre er det lykkedes arbejdsgruppen bag symposiet at bære en endnu større succes hjem i 1998 end det var tilfældet i 1990. Arbejdet har været krævende og alle forventningerne blev indfriet på bedste vis. Det tager vi hatten af for og takker hele arbejdsgruppen for en stor og flot indsats til gavn for alle rygmarvsskadede, siger formand for PTU Holger Kallehauge og formand for Paraplegikerkredsen Anders J. Andersen.
2771 Symposiet i juni 1998 var et forbilledligt eksempel på, at handicappede kan sætte en fornuftig dagsorden sammen med forskere og klinikere, når der er fælles berøringsflader.
2773 - Temahæftet giver en oversigt over, hvor langt ma! n er nået inden for reparation af rygmarvsskader. Noget er opnået, men der er stadig et godt stykke vej tilbage, før vi kan tale om de helt store gennembrud. Navnlig lader det vente på sig, hvordan forskningsresultaterne kan omsættes i praksis og få afgørende betydning i behandlingen af nyskadede.
2775 Og hvad det bliver muligt at gøre for ældre skader fortoner sig stadig i en noget fjernere fremtid, vurderer Holger Kallehauge.
2777 - Det er vigtigt at støtte nye forskningsinitiativer. Selve symposiet og de videnskabelige publikationer der følger efter, er i sig selv et godt bidrag. Fremover skal vi intensivere forskningen i rygmarvsskader og deres behandling. Jeg mener, vi skal udforme en strategi for en fælles forskningspolitik - gerne i samarbejde med udenlandske aktiviteter, siger Anders J. Andersen og fortsætter:
2779 - Fremtidig forskningsindsats skal ske på de områder, der får s! tørst nytteværdi. For eksempel, således at "høje tetraplegikere" kan genvinde nogle praktiske håndfunktioner.
2780 Et forskningscenter (uden mure)
2782 Formændene ser meget gerne, at vi i Danmark følger den anbefaling, som blandt andet kommer til udtryk i rapporten "Udredning om dansk neuroforskning":
2784 "Det foreslås, at der udliciteres støtte til etablering af et center (uden mure) for forskning i rygmarvsskader med deltagelse af nøje udvalgte, højt kvalificerede grupper inden for eksperimentel grundforskning, reparativ medicoteknisk forskning, klinisk forskning og rehabilitering."
2786 Rapporten er udgivet af en tværvidenskabelig arbejdsgruppe nedsat af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd i 1995.
2788 - Opfølgning af symposiet, bliver en højt prioriteret opgave. Vi vil begynde med at bevare og vedligeholde
2790 den hjemmeside, som forskningssymposiet har anvendt. Nye forskningsmeddelelser bør samles her. Man kunne også forestille sig, at nordiske forskermøder kunne synliggøre indsatsen på området, sagde Holger Kallehauge i åbningstalen på symposiet i Odense.
2792 De to formænd konkluderer:
2794 - Vi lover under alle omstændigheder, at vi i foreningerne aktivt vil arbejde videre for en øget dansk forskningsindsats i rygmarvsskader og deres behandling.
2796 "Der efterlyses balance og koordinering af universiteternes basisbevillinger og de eksterne forskningsmidler."
2798 Debatten om universitetsledelsernes forhold til eksterne midler, forstået som statslige og private eksterne fondsmidler, bør føres med hensyntagen til følgende tre forhold:
2800 1. De bevilgede midler skal anvendes til det formål, der er anført i ansøgningerne og bevillingsskrivelsen (bevillingsgiverens forudsætning)
2802 2. De involverede ansattes videre uddannelses- og karriereforløb (de ansatte og organisationernes ønsker) skal tilgodeses, og
2803 3. Bevillingshavernes/forskningsgruppernes indsats skal afspejle sig i institutternes/fakulternes/universiteternes forsknings- og uddannelsesprofil.
2805 I den nuværende situation med mangel på tiltrækkelige basisbevillinger (og uddannelsesmidler) har AC og universitetsledelserne desværre i debatten haft en tendens til at beklage sig over en "manglende kontrol over de eksterne midler", som en anstødssten for universiteternes ledelse og planlægning. Det er her underforstået, at universiteterne derved kunne supplere deres basismidler og driften med såvel rådsmidler som bevillinger fra andre eksterne. Man har derved snævert fokuseret på midler, der reelt allerede var i systemet, fremskaffet ved medarbejdernes forskningsindsats og (omfattende) ansøgningsaktivitet, og hvis resultater, universiteterne hver især sætter stor pris på i årsberetninger og i forbindelse med national og international profilering.
2807 Universitetsledelserne og AC bør i stedet - offentligt og overfor politikere og ministerier - koncentrere indsatsen om at dokumentere nødvendigheden af at få tilført flere basismidler direkte fra ministerierne, således som der, bedømt ud fra det netop indgåede finanslovforlig, er (en i hvert fald aktuel) lydhørhed for. For aktive og produktive universitetsansatte, som er villig og billig arbejdskraft, er det en ynk, at universiteterne (støttet af AC?) forsøger at rage til sig fra "nabokrybben" i den samme stald. Derved kan der nok skabes "balance", men på et for alle uønsket lavere niveau. Istedet bør man sikre tilstrækkelige og reelle basismidler, som det nødvendige grundlag medarbejdernes udadvendte aktiviteter og deres (og universiteternes) indsats for at tiltrække eksterne midler og indgå i samarbejde med eksterne partnere.
2809 For at koordinere og sikre, at også eksternt finansierede medarbejdere får fornuftige karriereforløb og inddrages i undervisning, var det naturligt, at universiteterne - med respekt for de aktiviteter, der skaffer de eksterne midler, og de eksterne bevillingsgiveres intentioner - gik mere aktivt ind i delfinansiering af stillinger. På den måde kunne eksternt finansierede ansatte i rene forskningsstillinger ansættes i "kombinationsstillinger", hvor medfinasiering med universitetsmidler modsvaredes af en given undervisningsaktivitet. Min umiddelbare påstand er, at mange rent eksternt finansierede ansatte gerne vil udvikle deres universitetsrelaterede kompetencer på denne måde. Samtidig ville de eksterne fondsmidler stadig gå 100 pct. til forskning i henhold til bevillingernes intention, men kunne fordeles over flere personer.
2811 Nyt håb for lammede
2813 Behandling af lamme mennesker i Sverige og USA bringer forskningen tættere på målet: At kunne reparere en rygmarvsskade ved blandt andet at indsætte nyt menneskeligt nervevæv.
2815 Det er én af konklusionerne på »Det 2. Internationale Symposium om Reparation af Rygmarvsskader,« der har fundet sted i Odense 11.-14. juni 1998.
2817 »Forskerne på symposiet har givet os et vist håb om at få flere af vores tabte funktioner tilbage. Men for at opnå konkrete fremskridt skal der sættes mere forskning i gang,« sagde Anders J. Andersen, formand for Paraplegikerkredsen, organisationen for rygmarvsskadede, i sin afslutningstale. »På enkelte områder er danske forskere langt fremme, men de mangler ressourcer for at få et gennembrud,« fortsætter han.
2819 Det er brugerne i handicaporganisationerne Paraplegikerkredsen og PTU (Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede), der har samlet verdens topforskere for at få svar på spørgsmålet: Kommer vi til at gå igen?
2821 Forskerne lover ikke resultater her og nu: »Vi kan ikke melde ud, at rygmarvsskadede snart kommer til at gå igen. Men vi kan konkludere, at forskerne verden over har gjort væsentlige fremskridt de seneste år,« siger overlæge Fin Biering-Sørensen, Rigshospitalet. Han suppleres af Jens Zimmer Rasmussen, professor ved Odense Universitet: »Vi har nu en viden, som er så solid, at der kan lægges en klar strategi for konkret reparation af rygmarvsskader.«
2823 Som et af flere fremskridt blev der på symposiet fra flere sider fremlagt resultater, som viser, at man i dyreforsøg kan bygge bro over en rygmarvsskade og samtidig understøtte fremvæksten af nye nervetråde med vækstfremmende stoffer. Resultater fra forsøg i USA og Sverige med en ny behandling mod cyster i rygmarven peger i samme retning. Som noget nyt har man nemlig transplanteret rygmarvsvæv fra menneskelige fostre til mennesker med rygmarvsskader.
2825 I Stockholm har Åke Seiger indsat det nye rygmarvsvæv for at forhindre, at cysterne skal brede sig og ødelægge rygmarven yderligere. Fostervævet virker som en slags biologisk lim, der lukker hulrummet og forhindrer cysten i at udvikle sig. I Florida, USA, har Paul Reier gjort det samme, men med det formål også decideret at reparere menneskers rygmarvsskader. »Det meget positive er, at man nu ved at kombinere en række metoder som transplantation af nervevæv og tilførsel af vækststoffer i dag har nået resultater, som man kun kunne håbe på for få år siden,« siger Jens Zimmer Rasmussen.
2827 »For os drejer det sig om at opprioritere den danske forskning i rygmarvsskader. Derfor vil vi nu skubbe mere direkte på både forskerne og de bevilgende myndigheder,« siger landsdommer Holger Kallehauge, formand for PTU.
2829 Redaktionen kan frit anvende teksten
2831 Stamcelledebat raser i Folketinget
2833 Tekst af: Viggo Rasmussen
2834 Skal det være tilladt at forske i embryonale stamceller med så stort et potentiale, at man måske kan reparere rygmarvsskader? Eller bryder vi den fundamentale respekt for liv ved at tage stamceller fra befrugtede æg? Folketinget skal træffe et valg.
2835 Forskerne ønsker tilladelse til at granske i embryonale stamceller - altså de byggesten, som gemmer sig i få dage gamle befrugtede æg. Men landets politikere tøver og tænker. En landsdækkende debat er i gang og Folketinget satser på at træffe beslutning her i foråret.
2836 Under en stor høring på Christiansborg 23. januar i år fik nogle folketingspolitikere serveret viden om stamceller, og mulighed for frit at stille spørgsmål til indkaldte eksperter.
2837 Sukkersyge, Parkinsons og Alzheimers sygdom er blandt de livstruende sygdomme, man måske inden for 10 - 15 år kan kurere via stamceller. Reparation af ødelagte nerveceller i rygmarven er også på ønskelisten, men hvornår og i hvilket omfang det vil lykkes, ved ingen. Kun øget forskning kan løse gåden.
2838 Størst potentiale
2840 Kan vi ikke nøjes med voksne stamceller, spurgte politikerne under høringen.
2841 - Voksne stamceller kan vedligeholde og erstatte celler i bestemte væv. Under de rette betingelser kan et mindre antal voksne stamceller gå på tværs af vævsgrænser og danne celler fra andre væv, svarede professor Jens Zimmer Rasmussen fra Syddansk Universitet. Han er leder af det nyetablerede Stamcellecenter.
2842 - Men forskningspotentialet er langt større i embryonale stamceller fra befrugtede æg. Det er såkaldte pluripotente stamceller, som kan udvikle sig til alle celletyper i kroppen - dog ikke et nyt foster. Jeg vil anbefale, at vi går på to ben, og får synergieffekten af at have viden inden for både voksne og embryonale stamceller. Det er ikke et enten eller.
2843 Sverige, Holland og England har blandt andre lande sagt ja til embryonal stamcelleforskning. Danske tværgående forskningsmiljøer kan bidrage med værdifuld kompetence og drage nytte af udenlandske forskningsresultater, hvis vi springer på toget. Vil vi nyde, må vi også yde, sagde Jens Zimmer Rasmussen, der var en af de markante oplægsholdere.
2844 De etiske dilemmaer
2846 Dansk lovgivning tillader i dag forskning i befrugtede æg, når det gælder hjælp til barnløse. Men er det mere etisk korrekt, end at forske i helbredelse i alvorlige sygdomme? Etikken er på prøve: Skal vi kassere ca. 4.000 befrugtede æg, som hvert år bliver tilovers ved behandling for barnløshed, eller skal vi tillade at bruge nogle af dem til stamcelleforskning? Kun ganske få embryonale stamceller er tilstrækkeligt til at forske videre.
2847 Etisk Råd har diskuteret fremtidens bioteknologi og et flertal anbefaler forskning i embryonale stamceller til brug for behandling af sygdomme. En af modstanderne på høringen var læge Kerstin Hoffmann, som sagde:
2848 - Livet starter ved befrugtningen. Og fosteranlægget har den absolutte ret til liv og beskyttelse. Vi kan ikke spørge fosteret og må ikke træffe valg på fostrets vegne. Svend Andersen, der er professor i teologi og tidligere medlem af Etisk Råd, var af en anden opfattelse:
2849 - Retten til at leve forudsætter, at man har en interesse i at leve, og det har et fosteranlæg ikke.
2850 Alle var dog enige om, at fosteranlæg ikke må skabes med det formål at lade dem indgå i forskning. Bevidst donation af befrugtede æg og kloning er altså forbudt land. Hvis Folketinget giver grønt lys til forskning i stamceller fra befrugtede æg, vil tilladelsen sikkert begrænse æggets alder til maksimum 6 dage. Det skyldes, at efter 7 - 10 dage bliver ægget under normale omstændigheder optaget i livmoderen og gror fast - altså når den egentlig graviditet begynder.
2852 Folketinget fortsætter debatten.
2853 Politikerne skal nu tage stilling til at ændre Befrugtningsloven, som hindrer udvidet forskning i stamceller fra befrugtede æg - og om forskningen i så fald skal reguleres via landets Videnskabsetiske Komitéer.
2855 Læs mere om stamceller i RYK! nr. 4/2002 og Paraplegi 1/2002
2856 Kommentar:
2858 Kun ca. ti folketingsmedlemmer deltog i høringen - dvs. kun en lille del af Udvalget for Videnskab og Teknologi samt Sundhedsudvalget. Det skinnede igennem, at politikernes viden om emnet var sparsom. Jeg vil håbe, de bliver klogere, før de beslutter sig. Mange relevante handicaporganisationer var heller ikke på banen. Jeg talte kun fem repræsentanter. Efter min mening er mange organisationer forpligtede til at sætte sig ind i emnet og tage stilling til perspektiverne.
2862 Bedre karrieremuligheder for universitetsansatte læger
2863 »Læger har støt og roligt i gennem mange år tabt jobandele på de Sundhedsvidenskabelige Fakulteter. Det er og bliver i stigende grad et problem for kvaliteten af den prægraduate lægeuddannelse specielt set i lyset af intentionerne af de igangværende omlægninger af studiet«, siger professor Jens Zimmer Rasmussen. En speciallægeanerkendelse for universitetsansatte læger kunne være løsningen
2864 Journalist Mette-Marie Davidsen, Azygos
2866 For at opnå den nødvendige kvalitet og den kliniske sammenhæng i den prækliniske lægeuddannelse, er det nødvendigt, at hovedparten af underviserne er læger. Men i dag er den lægelige tyngde blandt underviserne på de sundhedsvidenskabelige fakulteter under pres.
2867 Derfor har de Medicinske Universitetslæreres Forening, MULF, barslet med et forslag om en speciallægeuddannelse i basal medicinsk forskning og undervisning. Formålet er at sidestille universitetsansatte lægers karriereforløb med den øvrige lægestands. MULF forestiller sig en speciallægeuddannelse som en overbygning til en forskeruddannelse inden for basal medicinsk og/eller klinisk forskning og i sammenhæng med en ph.d.-grad på området.
2868 »Det vil kunne betyde, at universitetsansatte læger fremover vil kunne tilbydes en karriere, der er mere konkurrencedygtig med den kliniske, og hvor det er muligt at etablere et sammenhængende og struktureret forløb. Det ville kunne give den universitetsansatte læge en sammenlignelig uddannelsesmæssig, administrativ og forskningsmæssig kompetence«, siger professor ved afdeling for Anatomi og Neurobiologi ved Syddansk Universitet, Jens Zimmer Rasmussen, som er formand for MULF.
2869 »På den måde vil de ca. 300 læger med heltidsansættelse ved universiteterne kunne få sammenlignelige løn- og uddannelsesmæssige muligheder i forhold til deres kolleger i klinikken. Og det vil forhåbentligt gøre det mere attraktivt at lade sig ansætte og forblive i disse stillinger, end det er i dag. Det vil kunne sikre den vigtige tyngde af det lægelige, det kliniske og det lægevidenskabelige i undervisningen«, siger Jens Zimmer Rasmussen, der oplyser, at forslaget om en speciallægeanerkendelse i basal medicinsk forskning og undervisning allerede har været til debat både i FAS' bestyrelse og i universitetsudvalget i Lægeforeningen, hvor forslaget er blevet støttet. Forslaget skal nu fremlægges i Lægeforeningens Uddannelsesudvalg. Herefter håber MULF, at der vil være bred opbakning til at føre forslaget frem i Sundhedsstyrelsen.
2871 I tråd med Speciallægekommissionen
2872 Forslaget om en speciallægeuddannelse i basal medicinsk forskning og uddannelse omfatter i korte træk følgende uddannelsesforløb:
2874 * 18 måneders erhvervserfaring (turnusstilling eller anden klinisk ansættelse, der kan ad hoc-klassificeres)
2875 * 36 måneders ph.d.-forløb (selvstændigt forskningsprojekt på et præklinisk institut eller klinisk afdeling)
2876 * 36 måneders adjunktansættelse (sidestilles med 1. reservelægestilling og indeholder blandt andet videnskabelige projekter, pædagogisk videreuddannelse, administrativ uddannelse)
2877 * evaluering, hvor kandidaten, efter at adjunktansættelsen er gennemført og efter en positiv bedømmelse, kan autoriseres som speciallæge i basal medicinsk forskning og undervisning. Herefter kan man betragtes som kvalificeret på lektorniveau og kan derfor ansættes i lektorstillinger med speciallægetillæg.
2879 Jens Zimmer Rasmussen finder desuden forslaget i samklang med Speciallægekommissionens betænkning.
2880 »Forslaget kolliderer på ingen måde med Speciallægekommissionens arbejde, idet det lægger sig fuldstændig op af Speciallægekommissionens anbefalinger med hensyn til stillings- og uddannelsesstruktur«, siger han.
2882 Arbejdsgiver er enig
2883 Dekan Søren Mogensen, Aarhus Universitet, kan nikke genkendende til problematikkerne og synes umiddelbart, at man skal gå videre med forslaget.
2884 »Vi står i en situation, hvor de sundhedsvidenskabelige fakulteter har et lægeligt rekrutteringsproblem. Det er svært at få en passende lægedækning til de basale institutter. Såvel avancementsmulighederne som lønnen er ikke konkurrencedygtig med det, der tilbydes på hospitalerne. Der er en lønforskel mellem en lektor og en overlæge på mellem 150.000 200.000 kroner årligt. Så selvom vi har fået flere professorater på banen, vil lektorstillingen for de fleste universitetsansatte læger stadig være en slutstilling.
2885 Søren Mogensen mener også, at det er rimeligt at ligestille de kvalifikationer, man opnår, når man går universitetsvejen med dem, man opnår i klinikken.
2886 »Man bliver specialist på dette område nøjagtig som i alle andre lægelige specialer, og det mener jeg, man skal honorere«.
2887 Når der er lønefterslæb for de universitetsansatte læger, skyldes det, at disse lægers løn følger de generelle AC-overenskomster ved universiteterne, hvor flertallet af AC'ere er magistre og DJØF'ere.
2888 »Vi har tradition for, at hvis man foretager løn- eller strukturforbedringer, så gør man det på hele universitetsområdet. Derfor er det måske lidt egoistisk at forsøge at løfte vores folk ved at påpege de specielle kvalifikationer, de har. Men jeg tror, det er den vej, vi skal gå«, siger Søren Mogensen.
2889 Speciallæge i gynækologi og studieleder ved Medicinsk Fakultet på Københavns Universitet, Poul Jaszczak, synes også, der er tale om et interessant forslag.
2890 »Her er jo tale om en gruppe læger, som i princippet opfylder alle forskningsmæssige kriterier for at være speciallæger. Så jeg kan ikke se, hvorfor man ikke kan blive speciallæge på baggrund af en forskningsbaseret kvalifikation med et uddannelsesmæssigt supplement. Og set i lyset af fremtidens krav om universitetslærere, som både skal være gode forskere og pædagoger og med forståelse for den kliniske og teoretiske udvikling, er forslaget kun endnu mere relevant«.
2891 »Tiden er inde til at prøve noget nyt. For det er vigtigt at forsøge at skabe lige vilkår på lige præmisser for de universitetsansatte læger«, siger Poul Jaszczak.
2893 Forslaget om speciallægeuddannelse i basal medicinsk forskning og undervisning kan findes i sin fulde udstrækning på DADLNETTET på adressen www.dadlnet.dk.
2895 Stamceller til debat: Evolution eller revolution?
2897 Jens Høiriis Nielsen, dr. scient., Institut for Medicinsk Biokemi og Genetik, Panum Instituttet, Københavns Universitet jhn@imbg.ku.dk
2900 Ikke alene i videnskabelige kredse, men også i massemedierne og ved middagsbordet er stamceller til debat. Er de en naturlig kilde til helbredelse af en lang degenerative sygdomme i livsvigtige organer som hjerne, hjerte, lever, pankreas og tarm, eller vil manipulation med disse \x{201D}ur-celler\x{201D} være indgreb i basale livsprocesser, der kan føre til biologiske katastrofer og moralsk forfald? Hvor meget ved vi om stamceller, hvad forskes der i, hvilke perspektiver er der i denne forskning og hvad er acceptabelt ud fra juridiske, etiske og økonomiske synspunkter? Det er disse spørgsmål, som vi vil belyse i denne udgave af BioZoom.
2902 Poul Maddox-Hyttel diskuterer perspektiverne i reproduktiv og terapeutisk kloning, Anne Grete Byskov og Claus Yding Andersen fokuserer på de humane embryonale stamceller, Ole D. Madsen gennemgår mulighederne for anvendelse af stamceller i behandlingen af type 1 diabetes, Jens Zimmer Rasmussen skriver om Dansk Stamcelle Forsknings Center og den nyoprettede Stamcelle Forskerskole, og Lene Koch diskuterer samfundsmæssige aspekter af stamcelle forskningen.
2904 Nogle af indlæggene stammer fra en høring i Folketinget om anvendelse af embryonale stamceller i forskning og behandling (www.biosam.dk), som sandsynligvis resulterer i vedtagelsen af et lovforslag, der giver tilladelse til, at humane embryoner fra in vitro fertilisering efter visse regler kan anvendes til forskning med henblik på sygdomsbehandling. EU har netop udgivet en omfattende rapport om holdninger og lovgivning i de forskellige lande i relation til forskning og anvendelse af humane embryonale stamceller (kontakt e-mail: line-gertrud.matthiessen-guyader@cec.eu.int).
2906 Hidtil har forskningen i stamceller i Danmark været begrænset til embryonale stamceller fra dyr og til voksne stamceller fra dyr og mennesker, som synes at have en betydelig plasticitet til at differentiere til celletyper i andre væv end der, hvor de naturligt forekommer, som nævnt i Jens Zimmer Rasmussens indlæg.
2908 De store forventninger om snarlig helbredelse ved hjælp af stamceller må dog tages med forbehold. Det har allerede nu vist sig, at nogle af de første opsigtsvækkende rapporter om differentiering af embryonale og voksne stamceller er behæftede med alvorlige fejl.
2910 I en artikel i Science fra 2001 (292:1389) blev det hævdet, at embryonale stamceller fra mus kunne differentiere til insulin producerende celler, hvis de blev dyrket i et bestemt medium. En anden forskergruppe har nu vist, at den insulin, der kan påvises i cellerne, stammer fra dyrkningsmediet, som indeholder insulin i høj koncentration (Science 2003; 299:363). Dette kunne tyde på, at man for at komme fra den embryonale stamcelle til en \x{201D}rigtig\x{201D} differentieret celle må gennemløbe et antal differentieringstrin, som det sker under den normale embryonale udvikling. Derfor er afdækningen af de molekylære mekanismer, der styrer den normale udvikling af afgørende betydning for at kunne \x{201D}dirigere\x{201D} stamcellerne i den ønskede retning, som understreget i Ole D. Madsens indlæg.
2912 Flere studier har vist, at voksne stamceller fra benmarven er i stand til at differentiere til andre celletyper efter transplantation, bl.a. leverceller. Nye studier har imidlertid vist, at de \x{201D}nye\x{201D} leverceller havde et fordoblet antal kromosomer, og at der er sket en fusion mellem donor cellen og recipientens levercelle (Nature 2003; 422:823). Sandsynligvis kan nogle af disse hybridceller dele sig til celler med et normalt antal kromosomer (\x{201D}reduktiv\x{201D} deling). Donor cellens DNA er således blevet reprogrammeret af faktorer i levercellens cytoplasma. Det har været kendt siden 60erne, at hybridceller kan dannes ved cellefusion in vitro, men det er nyt, at det også kan forgå in vivo. Disse observationer stemmer overens med de resultater, som Poul Maddox-Hyttel referer til i sit indlæg, hvor ekstrakter fra én celletype er i stand til at reprogrammere en anden celletype. Det er øjensynligt ikke kun i cytoplasmaet i det befrugtede æg, at deprogrammering af genomet fra somatiske celler kan finde sted og identifikation af de epigenetiske faktorer kan betyde, at man kan undgå anvendelsen af befrugtede æg, som omtalt i Anne Grete Byskov og Claus Yding Andersens indlæg.
2914 Mens man hidtil har troet, at embryonale stamceller ikke kan udvikle sig til kønsceller in vitro, er det netop blevet vist, at de også er i stand til at danne ægceller (Sciencexpress, 1 May 2003). Hvis disse kan befrugtes og give ophav til nye embryonale stamceller, og hvis det også gælder humane embryonale stamceller, kan det betyde et gennembrud for kernetransplantation og terapeutisk kloning uden anvendelse af befrugtede æg. Om man undgår eller omgår de etiske problemer, som såvel Anne Grete Byskov og Claus Yding Andersen som Lene Koch omtaler i deres indlæg, må den kommende debat vise.
2916 Et alvorligt problem i forbindelse med den potentielle terapeutiske anvendelse af stamceller, er risikoen for udvikling af cancer. Det er velkendt, at mange cancerceller udtrykker embryonale gener, og at embryonale stamceller kan udvikle såkaldte teratocarcinomer bestående af en uorganiseret blanding af celletyper. Man har netop opdaget, at de hæmatopoietiske stamceller, der er ophav til alle blodets forskellige celletyper, hvis samlede antal løber op i 1016 i løbet af et menneskes levetid, reguleres af en transkriptionsfaktor, som også er involveret i udvikling af leukæmi (Nature 2003; 423:231). Omvendt betyder denne lighed, at forskning i stamceller er et vigtigt element i forståelsen af udviklingen af cancer.
2918 Som det fremgår af dette nummer af BioZoom er det stadig usikkert, hvilke mekanismer, der er involveret i differentieringen stamceller og på hvilken måde de kan føre til regeneration af beskadiget væv. Men der er ingen tvivl om, at den plasticitet, der kendetegner den embryonale udvikling, er bevaret i voksenlivet i betydeligt højere grad end hidtil antaget. Man kan derfor forvente, at forskningen i stamceller vil føre til en revolution i vores opfattelse af biologiske processer på linie med opdagelsen af dobbelthelixen for 50 år siden.
2920 Tværfagligt samarbejde indenfor stamcelleforskningen i Danmark
2922 Jens Zimmer Rasmussen, professor, dr. med., leder af Dansk Center for Stamcelleforskning og Forskerskolen for Stamcelleforskning Anatomi og Neurobiologi, Sydansk Universitet, Odense. jzimmer@health.sdu.dk
2925 Den menneskelige organismes organer og væv består af ca. 300 cellesystemer med hver deres \x{201C}stamceller\x{201D}, som via celledelinger, cellemigration og celledifferentiering danner og i forskelligt omfang vedligeholder bestanden af udspecialiserede celler i de forskellige organsystemer. Anvendelse af stamceller i klinisk-behandlingsmæssigt øjemed tager sit udgangspunkt i de letale bestrålinger, som mennesker blev udsat for i 1945 og derefter. I den sammenhæng viste efterfølgende eksperimentelle undersøgelser på bestrålede mus, at nyt bloddannende væv kunne etableres ved transplantation af knoglemarv, og at knoglemarven indeholder en celletype, som 1) er selvfornyende og 2) giver ophav til en flerhed af differentierede (blod)celler. Disse principielle egenskaber udgør stadig den funktionelle definition på stamceller, i dette tilfælde den hæmatopoietiske stamcelle.
2927 Specielt indenfor de sidste år er interessen for stamceller uden for det bloddannende væv voldsomt forøget. Én årsag hertil er arbejdet med embryonale stamceller som led i frembringelsen af transgene dyr og udviklingen af teknikker til in vitro fertilisering med deraf afledte muligheder for diagnostiske tests og celleterapier. En anden årsag er, at det har været muligt at påvise tilstedeværelsen af multipotente stamceller i en række væv i den voksne organisme i et omfang, som man slet ikke havde forventet. Det gælder for såvel mennesker som dyr bl.a. hjernen, tværstribet muskulatur, bindevæv og knoglevæv, tarm og pankreas og lever. Samtidig tyder en række forskningsresultater på, at i hvert fald nogle stamceller residerende i ét organsystem og normalt forbundet med én bestemt vævstype under forskellige betingelser kan danne celler tilhørende andre vævstyper. Eksempelvis kan mesenkymale celler fra knoglemarvens stroma danne leverceller (påvist efter knoglemarvs-transplantation til mennesker) og tværstribede muskelceller. Om dette sker, fordi stort set alle væv indeholder en mindre \x{201C}fællespopulation\x{201D} af multipotente celler, eller at vævespecifikke stamceller under særlige betingelser kan de- eller transdifferentiere, er et livligt debatteret, men fortsat uafklaret spørgsmål. Tilsvarende gælder en mulig forskel i egenskaber og potentialer mellem de embryonale stamceller i blastocystens indre cellemasse (de embryonale stamceller), de celler (stamceller og progenitor-celler), der indgår i den efterfølgende udvikling af væv i fosteret (føtale, vævsderiverede stamceller), og stamcellerne i vævene i den voksne organisme (voksen stamceller), som i visse væv er meget aktive p.g.a. et normalt stort turn-over af specialiserede celler (knoglemarv, hud, tarm), men i andre væv som f. eks. hjerne og rygmarv er generelt meget mindre aktive. Svarende hertil er der fortsat nogen usikkerhed m.h.t. den mest dækkende nomenklatur, og de kriterier (funktionelle og strukturelle egenskaber, gen- og protein-ekspression m.v.), der karakteriserer de forskellige stadier og celletyper inden for hierarkiet af i) pluripotente stamceller, ii) vævsspecifikke, men stadig multipotente stamceller, iii) ikke-cellelinje specificerede progenitorceller, iv) cellelinje-specificerede progenitorceller, v) umodne, men primært differentierede celletyper, og vi) fuldt differentierede celler i vævene.
2929 Den internationale forskning i stamceller er i rivende udvikling og følger i dag to hovedretninger. Den ene retning fokuserer, hvor en sådan forskning er mulig, på at udnytte embryonale blastocysters egenskaber til efter opformering at frembringe et stort antal umodne celler, som derefter kan bringes til at udvikle sig i retning af forskellige celletyper til celleterapeutisk erstatning af f. eks. tabte insulin-producerende celler, leverceller, hjertemuskelceller og dopaminerge hjerneceller. Den anden retning tager udgangspunkt i de vævsderiverede stamceller og progenitorceller fra udvalgte væv og organer hos aborterede fostre eller voksne donorer samt navlesnorsblod og med stort set de samme formål for øje, nemlig isolering af stamceller, opformering og differentiering mod bestemte celletyper, herunder eventuel transdifferentiering til celler fra andet væv. I Danmark er det muligt med fornødne tilladelser fra det videnskabsetiske komitésystem at forske i vævsderiverede stamceller fra fostre, navlesnorsblod og voksne, mens forskning i embryonale stamceller må afvente vedtagelse af regeringens forslag til ændring af loven og kunstig befrugtning, som vil tillade forskning i embryonale stamceller fra overskydende befrugtede æg.
2930 Initiativer til støtte af dansk stamcelleforskning
2932 Dansk Center for Stamcelleforskning (DASC [dask]) blev etableret den 1. april 2002 som et tværgående initiativ indenfor dansk sundhedsvidenskabelig forskning med en 5-årig bevilling på i alt 23,6 mill. kroner fra Forskningsstyrelsens program \x{201D}Større tværgående forskergrupper\x{201D}, suppleret med samfinansiering fra de deltagende institutioner og eksterne fondsmidler, bevilget fra anden side til de deltagende forskergrupper. I centret, der er af typen \x{201D}center uden mure\x{201D}, indgår 9 forskergrupper, fordelt med én på Aalborg Universitet, to på Københavns Universitet, biotek-firmaet NsGene A/S, Hagedorn Research Institute, som ejes af NOVO Nordisk A/S, to grupper på Odense Universitetshospital og to på Syddansk Universitet i Odense, herunder gruppen ved Anatomi og Neurobiologi (se boks nedenfor). Forskningsstyrelsen bevilling til projektet, der blev udvalgt over to runder blandt i alt 192 forslag og ansøgninger, er således et klart signal om, at forskning i stamceller er en del af den danske sundhedsvidenskabelige forskningsstrategi. DASC tager udgangspunkt i de vævsderiverede stamceller, de såkaldte \x{201D}voksenstamceller\x{201D}. Den bærende hypotese for centrets forskning er, at det optimale udgangspunkt for forskningen i stamceller er deres normale miljø, d.v.s. de væv, hvor de normalt findes, og hvor den naturlige regulering af deres selvfornyelse og differentiering finder sted. Her findes det cellulære og molekylære mikromiljø, den niche, som der ofte refereres til i stamcelleforskningen, hvor stamcellernes indre egenskaber i interaktion med det omgivende humorale miljø og nogle, ofte få, andre celler regulerer deres virksomhed, - det være sig under den normale udvikling, i den voksne organisme eller under belastende eller direkte skadevoldende påvirkninger. Hensigten er, at etablere metoder til at isolere og opformere disse celler med det formål efterfølgende at styre udviklingen af cellerne frem mod celletyper, der ved transplantation kan erstatte tilsvarende tabte celler ved en række sygdomme. For centrets forskergrupper drejer det sig primært om knogledannende celler til behandling af knogleskørhed (osteoporose), skeletmuskelceller til behandling af svære muskelskader og arvelige muskelsygdomme, leverceller til behandling af svære infektiøs eller toksisk leverskade, insulin-producerende ø-celler til behandling af sukkersyge (type 1 diabetes), samt dopaminerge nerveceller til behandling af Parkinson patienter. I etableringen af centret er der lagt vægt på at samle forskningsgrupper med erfaring i stamceller og cellereparation fra forskellige vævs- og organsystemer, suppleret med grupper, der kan udvikle markører for stamceller til brug ved isoleringen af disse samt analysen og styringen af deres udvikling. Også stamceller fra navlesnorsblod er der adgang til i centret. Om de såkaldte embryonale stamceller fra det helt tidlige fosteranlæg også inddrages, bl. a. til sammenligning med \x{201D}voksen stamceller\x{201D}, vil afhænge af den kommende danske lovgivning på dette område (se ovenfor).
2933 Forskerskole i stamcelleforskning og relaterede teknologier
2935 Stamcellecentrets forskning dækker ikke al dansk forskning i stamceller. Andre stærke danske forskningsmiljøer findes således indenfor bl. a. det basale og klinisk-hæmatologiske område, det veterinære område og områder der bruger og udvikler transgene, immunbiologiske- og genekspressionsteknologier. Det var derfor naturligt med en ansøgning til Forskeruddannelsesrådet i 2002 at forsøge etableret et endnu bredere forum for dansk stamcelleforskning og forskeruddannelse. Resultatet blev Forskerskolen i Stamcelleforskning og Relaterede Teknologier (Danish Stem Cell Research Doctoral Program; DASCDOC), som med en 5-årig bevilling med start 1. jan. 2003 nu er under etablering. Forskerskolens formål er at samle ph.d.-studerende, forskere og vejledere fra de geografisk spredte miljøer i Danmark om et fælles forskeruddannelsesprogram, hvor stamcelleforskningen og de relaterede teknologier samt de etiske aspekter kan bearbejdes i et fælles nationalt forum, med bidrag fra både basal og klinisk forskning og fra universiteter, hospitaler, sektorforskning og erhvervsvirksomheder. Lederne af de foreløbigt 18 deltagende forskergruppers udgør et særdeles kompetent og tværdisplinært \x{201D}lærerråd\x{201D}, som sammen med et internationalt \x{201C}advisory board\x{201D} bestående af højt ansete forskere fra den internationale frontlinjeforskning skal sikre såvel den faglige og nationale spændvidde og et kvalitetsløft til det bedste internationale niveau.
2937 Organisatorisk fungerer forskerskolen i samarbejde med de institutionelle forskeruddannelser ved sundhedsvidenskab på SDU, KU og AU, Det teknisk-naturvidenskabelige fakultet ved AaU, og KVL, men flere danske og udenlandske fakulteter/universiteter kan inddrages. Forskerskolens ph.d. program bestående af særlige kurser, sommerskoler og kvalitetsløftende arrangementer skal supplere de nævnte forskeruddannelsers almene del kursusdel. Med de allerede eksisterende phd-studerende i de forskellige forskningsgrupper vil forskerskolen fra starten have ca. 30 personer under forskeruddannelse, men dette forudses at stige kraftigt i de kommende år.
2939 Forskningsområder indenfor DASC
2941 Isolering og opformering af stamceller fra human navlesnor og navlesnorsblod; regulering af stamcelledifferentiering (effekt af ilt-tension); analyse af differentiel gen-ekspression (gene display) v. prof., dr. med. Peter Ebbesen, Lab. for Stamcelleforskning, Aalborg Universitet;
2943 Mesenkymale stamcellers potentiale (osteoblaster med osteogenese model, neuroblast og myoblast differentiering); etableret immortaliseret human stamcellelinie; generering af cellelinier; mesenkymal cellelinje markører v. prof., dr. med. Moustapha Kassem, Medicinsk-Endokrinologisk Afd. M, Odense Universitetshospital;
2945 Eksperimentelle modeller for muskeldegeneration og -regeneration; in vitro og in vivo karakterisering, samt transplantation af myogene stamceller (satellitceller) v. prof., dr. med. Henrik D. Schrøder, Patologisk Institut, Odense Universitetshospital;
2947 Stamceller i tarm og pankreas med fokus på endokrin pankreas og beta-celle differentiering; identifikation af vækst- og differentieringsfaktorer og signaltransduktionsmekanismer v. lektor, dr. scient. Jens Højriis Nielsen og forskningslektor, dr. scient. Hans Kofod, Inst. f. Med. Biokemi og Genetik, Københavns Universitet;
2949 Endodermale cellers endokrine differentiering, primært Langerhanske øer og beta-celler; afprøvning af determinations og differentieringsfaktorer; opformering af celler til klinisk transplantation v. afd. leder, ph.d. Palle Serup, Developmental Biology, Hagedorn Research Inst., Gentofte;
2951 Leverstamceller; eksperimentel leverregeneration med differentieret stamcelle-induktion sammenlignet med humane fund; klassifikation af regenerative celletyper ved differentiel ekspressionskloning og sekventering; immunocytokemi; samt eksperimentel transplantation v. lektor, lic. scient. H. Cathrine Bisgaard (og lektor Lene J. Rasmussen), , Inst. f. Med. Biokemi og Genetik, Københavns Universitet;
2953 FA1/dlk og gp340/dmbt 1 som differentieringsmarkører for embryonale og non-embryonale stamceller; know-how vedr. ekspresion og funktion i andre celler; antistoffremstilling; metodeudvikling v. forsk.stip., ph.d Charlotte H. Jensen, prof., dr. med. Uffe Holmskov og lektor, læge Børge Teisner, Immunologi og Mikrobiologi, Inst. f. Med. Biologi, SDU-Odense.
2955 Neurale stamceller; opformering fra føtale og voksne hjerner (neurosfærer); transplantation til dyr og organotypiske skivekulturer af hjernevæv; regulering af proliferation, migration, differentiering og funktionel inkorporering v. prof., dr. med. Jens Zimmer Rasmussen og adjunkt, ph.d. Morten Meyer;
2957 Udvikling af normale og gen-modificerede neurale stamceller og nerveceller til terapeutisk anvendelse ved neurodegenerative sygdomme (\x{201C}cell factory and cell replacement therapies\x{201D} v. executive vicepresident LarsWahlberg, MD, PhD, NsGene A/S, Ballerup.
2959 Det tyvende århundrede er det mest turbulente i historien.
2960 Aldrig er der sket så meget på så kort tid.
2961 Det samme kan man sige om det tyvende århundredes kunst.
2962 Vi har lavet en kulturkrønike, som fortæller tiden og kunsten i Danmark.
2963 Rejsen starter i de første tiår af århundredet.
2964 Det er en rejse som strækker sig fra århundredeskiftes jubeloptimisme til den første verdenskrig.
2965 Vores rejseførere er kunstnere som Thit Jensen, Martin Andersen Nexø og Asta Nielsen.
2966 De fangede tidens ånd, før alle andre.
2969 Det er nytårsnat 1899.
2970 Klokkerne på Københavns nye rådhus ringer for allerførste gang - ikke kun for et nyt år men et nyt århundrede.
2971 Der er godt nok stivnakker der påstår, at århundredskiftet først rigtigt indtræffer om et år, men det er lige meget, for festen er startet.
2972 En flok euforiske kunstnere fører an.
2973 De tilbeder teknikkens vidundere, der gør billeder levende og øger farten.
2974 De dyrker fremskridtet, som vil bringe lykke til alle.
2975 I den nye verden - der venter lige om hjørnet - er der nemlig fri erotik, fri kunst, frie mennesker.
2977 I april år 1900 åbner Verdensudstillingen i Paris.
2978 Her oplever halvtreds millioner besøgende symbolerne på Den Ny Tid.
2979 Eiffeltårnet rejser sig som et Babelstårn, midlertidigt i selskab med en gigantisk himmelglobe.
2980 Det er ikke nemt at bevare jordforbindelsen.
2981 Selv fortorvene er hævet over jorden og ruller afsted under voldsom larm og spektakel.
2983 I de danske dagblade er der overstrømmende rapporter fra byernes by.
2984 Den mest begejstrede af dem alle er forfatteren Johannes V. Jensen:
2986 'Denne udstilling bevæger sindet som en vild musik, en harmoni, alle folkeslags enighed trods alt. Det tyvende århundrede suser over hovedet. Jeg bekender mig til virkeligheden. Jeg bekender'
2988 Johannes V. Jensen griber tidsånden lige på kornet.
2989 Han bekender sig til kendsgerningen, fremskridtet, teknikken.
2990 Og det er nemt at forstå hans jubeloptimisme.
2991 Alting går hurtigt - meget hurtigt:
2993 Cyklen bringer èn frem fire gange hurtigere end fødderne - hvis man altså ikke lige vælter, som en af de kongelige her.
2994 De rige - og de modige - kører også i automobiler, eller i teuf-teufer, som den nye transportopfindelse kaldes.
2995 I år 1900 er der kun syv biler i Danmark, men de mest fremsynede aner, hvor det bærer hen og konstaterer begestret:
2996 ' Maskinen hviler sig ikke for at samle kræfter; den gaar, naar blot man har lidt Olie og Benzin', (Henrik Cavling , Politiken, 1902).
2998 Jernbaner og dambskibe forbinder flere og flere byer og lande.
2999 Og der installeres telefoner i de bedre borgerhjem.
3000 Kloden bliver mindre og himmelrummet invaderes af zeppelinere og flyvemaskiner.
3002 Stemningen er højspændt:
3004 'Telegrafernes Sang. Telefonernes Maal,
3005 Det elektriske Lys og det skinnende Staal,
3006 I en Hær af Maskiner - er Byttet, vi bær
3007 Med os ind i det nye Aarhundredes Skær.'
3009 Den unge Johannes V. Jensen er lige midt i det hele. Han er kommet til København med firetoget fra Himmerland og har allerede høstet fine anmeldelser for sin historiske roman 'Kongens Fald'.
3010 Hverken han selv eller de andre spinatfugle i København er i tvivl om at han har et gudbenådet skrivetalent.
3012 Han skrotter hurtigt lægestudierne:
3014 (Johannes V. Jensen fortæller bl.a. at han af anden litterær vej har forfulgt lægens kald)
3016 Unge Johannes V. Jensen hylder kroppen, ikke hovedet.
3017 Maskinerne er forbilledet: De har jo ingen irriterende hjerne.
3018 Det gælder om at vende sig bort fra det fortænkte og indadvendte.
3019 Stikordene er sundhed og styrke.
3020 I løbet af århundredets første tiår, vokser der en ny kropskultur frem.
3021 Det er den Johannes V. Jensen griber.
3022 Her dyrker man den mandlige fysik, sporten og kontakten til naturen.
3024 er er andre kunstnere, som afspejler den nye tidsånd.
3025 Multikunstneren, J.F Willumsen maler f.eks. hende her 'Bjergsbestigersken', som vækker vild sensation.
3026 Willumsen har malet sin egen kone.
3027 Men hun er symbol på Det Nye Menneske.
3028 Vi får hende lige i synet.
3029 Hun er i ét med naturen og udstråler sundhed og kraft.
3030 Det samme gør de her unge drenge. Det er, hvad Johannes V. Jensen kalder 'Jordens Ungdom'.
3032 Kropsdyrkelsen foregår ikke kun i kunsten, men også i kunstnernes privatliv.
3033 Willumsen her i al sin nøgne pragt, Johannes V. Jensen og de andre kåde, talentfulde unge mænd har voldsom appetit på livet og kvinderne.
3035 (Johannes V. Jensen fortæller om kvinder)
3037 På cafeerne raser de unge kunstnere og bohemer mod kristen og småborgerlig moral.
3038 De gamle verdensbilleder er ved at krakelere.
3040 Rent politisk indledes der i 1901 en ny epoke i Danmark.
3041 Systemskiftet er en sejr for demokratiet, og Venstre kommer til magten.
3042 Folketoget til Kongen markerer, at nye grupper i samfundet er ved at få indflydelse.
3043 Her går småborgere, bønder og arbejdere side om side som tak for nye skatte- og skolereformer, valgret for flere og det helt nye fænomen Ferie. .
3045 (Vise synges om det nye fænomen Ferie)
3047 Det politiske klima smitter af på det kulturelle klima - og omvendt.
3048 Provoen over dem alle - Georg Brandes - bliver endelig udnævnt til professor.
3049 Brandes rager op som en mastodont i det kulturelle landskab - både herhjemme og i udlandet selvom han er tres år ved århundredeskiftet.
3051 I sin mandagsklumme på Politiken kommenterer han alt hvad der rører sig i tiden.
3053 Og selvfølgelig bliver det modernes bannerfører også forført af det nye århundrede:
3055 "Vort leveår får en ny generalnævner et nyt fornavn, skimter en ny morgenrøde"
3057 Brandes er og bliver dog sin egen. Nogle år senere drypper han malurt i bægeret.
3059 "Det er naturligt at glæden der er stor over at nå op over jorden der i den sidste tid er skænket menneskeheden, der er opdaget af et geni, åndeligt har menneskeheden imidlertid altid haft denne mulighed."
3061 Trolden her som betaget flirter med kameraet er vor tids største intellektuelle.
3062 Modsat Johannes V. Jensen, vedkender Brandes sig sin enorme begavelse og ånd!
3063 Ved sine forelæsninger tryllebinder han tilhørerne - ikke mindst damerne.
3064 Han er en løve i det internationale selskabsliv, og der findes et hav af portrætter og beskrivelser af ham.
3065 Her er det billedhuggeren Rudolf Tegner, som viser Brandes i kløerne på Lucifer.
3066 Forfatterinden Agnes Henningsen er tilgengæld i kløerne på Brandes.
3067 Hun er en af de mange smukke elskerinder, som tilfredstiller den store mands behov for fri erotik og skønhed.
3068 Her fortæller Agnes om en velkomstkomite hun arrangerede. for den umættelige kvindeforbruger....
3070 (Agnes Henningsen fortæller om den velkomstkomité af smukke kvinder hun arrangerede til Georg Brandes)
3072 Agnes Henningsen skriver en bog - Polens Døtre -hvor Brandes har hovedrollen.
3073 Måske gør hun det for at forstå, hvorfor denne mand har så stor en tiltrækning:
3075 ' Så snart der begyndte at blive stille, talte han med en stemme, som, skønt den lød dæmpet, hørtes hele rummet over. Hans bevægelser var rolige. Hans øjne var rolige. Men hans pande og mund ét spillende liv......'
3077 I et af hendes mange parfumerede kærlighedsbreve er det tydeligt af kærlighed gør blind:
3078 'Min egen store elskede! Ingen mand er så smuk og dejlig som du, selv uden at være Georg Brandes er du dejlig....og jeg vil sige du til dig næste gang vi ses! Deres lille veninde.'
3080 Brandes lille veninde er faktisk blevet kaldt århundredeskiftets store moralfilosof, men anti-moralfilosof er nok en bedre betegnelse.
3081 Ligesom Brandes er hun om sig fra starten.
3083 (Agnes Henningsen fortæller at hun som ung forlovede sig hele tiden)
3085 Ægteskabet holder nu ikke særlig længe, for Agnes Henningsen er en boheme.
3086 Hun har nemlig travlt med at arbejde for den størst mulige frihed i elskov, som desværre er mit eneste fag' - som hun siger.
3087 Frugten af dette fag er et uægte barn, hendes fjerde, som hun får med en anden intellektuel og kvindebedårer, Carl Ewald.
3088 Ewald har alt for travlt med at kæmpe mod småborgerlig dobbeltmoral og hykleri til at tage sig af et barn. Poul Henningsen vokser op - ligesom de foragtede bedsteborgeres børn - med en fraværende far og en mor han forguder.
3090 (PH interviewer sin mor Agnes Henningsen om hvorfor hun skriver)
3092 Agnes Henningsen tilhører en generation af kvindelige forfattere, som rokker ved de gamle kvinderoller.
3093 De gider ikke enten at være hustruer og fødemaskiner, eller elskerinder og pyntedukker.
3094 De vil noget mere.
3095 Det kræver bare et ufatteligt mod i et Danmark, hvor der stadig kun er 350 skilsmisser om året.
3097 (Thit Jensen fortæller om hvordan hun kom ind i kvindebevægelsen)
3099 Thit Jensen er lille søster til Johannes V. Jensen, og de er uadskillelige.
3100 Begge strutter af talent og engagement.
3101 De har bare vidt forskellige vilkår i et Danmark, hvor kvinder så småt får adgang til en række uddannelser og embeder, men stadig ikke har valgret:
3103 (Thit Jensen fortæller om hvad der fik hende til at kæmpe for kvinders valgret)
3105 Ædruelighed, disciplin og talent er slet ingen garantier, for at man som kvinde bliver taget alvorligt kunstnerisk..
3106 En ting er sådan lidt hobbymaleri af smukke blomster og køer, noget andet er at trænge sig ind på mændenes domæne.
3107 Johannes V. Jensen er allerede blevet en stor litterær kanon.
3108 Han bruger sin indflydelse på at få sin elskerindes håbløse skriblerier på tryk.
3109 Det sker på bekostning af Thits langt mere kvalificerede bud.
3110 De to søskende bliver rasende uvenner, og de taler aldrig mere sammen.
3111 Thit Jensen hader brorens store selvfølelse og ídeer om fri moral.
3112 I sine første bøger tager hun en grusom hævn over broren og det hykleriske kunstnermiljø.
3113 Der læses op af Thit Jensens beskrivelse af Overmennesket)
3115 For Thit Jensen er der ingen ret til utroskab, hverken for manden eller kvinden.
3117 (Thit Jensen fortæller om utroskab)
3119 Thit Jensen er i virkeligheden enorm moralsk.
3120 Selvom hun er en lidenskabelig fortaler for skilsmisser og prævention, så drømmer hun stadig om den eneste ene - tvillingesjælen - som man lever med i kammeratskabsægteskabet.
3122 (Smedesang om Thit Jensen)
3124 Hvor man til nød kan acceptere en smuk, sexet og charmerende kvindesagskvinde som Agnes Henningsen, så er det da helt umuligt at kapere en temmelig rund, men knivskarp valkyrie med cerut og hårnet.
3126 I 1915 får kvinderne endelig valgret.
3127 Også denne politiske sejr fejres med et optog til kongen.
3128 Demokratiet giver plads til flere, men der er stadig meget at kæmpe for.
3129 Og det er ikke kun kvinderne, som bruger kunsten som våben.
3131 Rundt om i storbyernes slumkvarterer er arbejdernes stuvet sammen under kummerlige forhold.
3132 Elendigheden bliver beskrevet i kunsten af dem der har den tæt inde på livet.
3134 Den selvlærte kunstner Aksel Jørgensen viser f.eks. byens nattesider.
3136 En anden af Underdanmarks egne sønner er Martin Andersen Nexø.
3137 Nexø er rasende over Johannes V. Jensens maskindyrkelse:
3139 'Maskinkulturen breder sig med sit trit, sin dressur, sit efter moderne forhold tillempede slavehold. Af hver en million beskedne, selvtænkende mennesker skaber den én stor mand og gør resten til mer eller mindre velfodrede arbejdsdyr'
3141 Nexøs hjerte banker for de svageste; proletarerne som kun kan frelses gennem socialismen.
3142 Han skriver den store udviklingsroman Pelle Erobreren.
3143 Det er en medrivende skildring af arbejdernes vilkår og kampe fortalt gennem Pelles omskiftelige skæbne:
3145 (Nexø fortæller om arbejdet med sine generalfigurer)
3147 Nexø ved hvad han taler om.
3148 Han er selv vokset op på Christianshavn og Bornholm med en fordrukken, arbejdsløs far, der hutlede sig gennem tilværelsen.
3149 Alligevel tror Nexø på, at de undertrykte i fælles kamp kan gøre oprør mod de borgerlige og kapitalistiske kræfter.
3153 Pelle Erobreren fortæller historien om tusindevis af skæbner.
3154 Alle er de draget fra landet til storbyen i håb om noget bedre.
3155 De fleste må erkende, at lykken ikke er i maskinernes skær eller i storbyens myretue.
3156 Mange af dem længes efter det tabte - efter barndommens landskaber.
3158 Selveste Johannes V. Jensen begynder efter de første års vilde fremskridstjubel at blive mere bagudsøgende.
3159 I 1908 udgiver han Himmerlandshistorier, som er en hyldest til den enkle almuehverdag i hjemegnen.
3160 Han bliver en slags leder af den jyske bevægelse, der fejer over landet.
3161 Den er en blanding af bonderomantik og bondeoprør.
3162 Forfattere som Jeppe Aakjær gør opmærksom på de urimelig vilkår de fattige på landet lever under.
3164 Hans bog 'Vredens Børn er f.eks. direkte årsag til, at der nedsættes en tyendekommision. Den skal forbedre forholdene på landet.
3165 Aakjærs bonde- og natur digte bliver også en del af den danske sangskat, f.eks. Jens Vejmand med musik af Carl Nielsen.
3167 (Noget af sangen synges)
3169 Lige netop den sang bliver ironisk nok først en rigtig landeplage efter at den er blevet
3170 fremført til en adelig fest i 1909.
3172 Der er bondeforfattere og der er bondemalere.
3173 Fynboerne Johannes Larsen, Peter Hansen og Fritz Syberg er uddannet på Kristians Zahtmanns malerskole.
3174 Det er en fri studieskole som er oprettet i protest mod det strenge kunstakademi i København.
3175 Zahtmanns uakademiske og engagerede undervisning udvikler elevernes særpræg.
3176 Fynbomalernes særpræg er friluftsmaleriet.
3177 De skildrer det jævne bondedanmark, der har bevaret jordforbindelsen.
3178 Livet er i det enkle, ikke i al det nymodens pjat.
3179 Syberg maler f.eks det her maleri som er inspireret af Johannes V Jensens hylest til hverdagens små glæder.
3180 Umiddelbart skulle man jo ikke tro at et par håndmadder kunne vække furore, men de københavnske kritikere er bestemt ikke begejstret for al den hverdag og hjemstavnsromantik. Bondemalerne mangler drøm og fantasi - siger man. Deres billeder er kedelige. Det får johannes V jensen til at fare i blækhuset. Han mener, at bondemalerne er sunde, folkelige og sanselige.
3183 Den Frie Udstilling i København spiller en stor rolle i bondemalerstriden.
3184 Den er oprettet i 1891 af blandt andre J. F. Willumsen og Zahtmann. I starten ligger den på Rådhuspladsen, men senere flytter den til Østerport, i en bygning der er tegnet af Willumsen. Her skal der være plads til unge, progressive kunstnere, som ikke bliver lukket ind i de hellige haller på Kunstakademiet og Charlottenborg.
3186 Den Fries forårsudstillinger bliver efterhånden store københavnerbegivenheder
3187 Men pladsen bliver efterhånden lidt for trang.
3190 I hvert fald mener nogen, at Den Frie er blevet invaderet af bredrumpede bondeknolde.
3191 Der er ikke plads til andre, end de folkelige malere som f.eks. Fritz Syberg og Johannes Larsen
3192 Bondemalerstriden ender med at fynboerne får deres eget museum i Fåborg i 1910.
3193 Johannes V. Jensen erklærer, at han er færdig med den degenerede hovedstadskultur.
3195 Som vi har i har set, så forholder litteraturen og billedkunsten sig til en lang række af de tendenser og konflikter der er i tiden.
3196 Det samme kan man ikke sige om teaterkunsten.
3197 Her er det bagatellerne der tæller.
3199 Tidens store teaterkritiker er Georg Brandes bror, Edvard Brandes.
3200 Han har en skarp pen og han viger ikke tilbage for småperfide angreb.
3201 Det går ud over skuespilleren Robert Schyberg. I et Holbergstykke har Schyberg efter Brandes mening 'den underligste, forsigtigste gang (og man tør slet ikke antyde, hvad man kommer til at tænke på)'.
3202 Det er en voldsom anklage, og Schyberg bliver rasende. Efter et voldsomt håndgemæng, der involverer en tyk stok og en herreparaply, kulminerer den dramatiske affære med en duel i Ermelunden. Trods rigtige pistoler, fire sekundanter og en læge lykkes det dog ikke de to at ramme noget som helst.
3203 Tilgengæld ryger de begge i fængsel.
3204 Den latterlige happening er det mest interessante der sker i årevis i det lunkne teatermiljø.
3206 På Det Kongelige Teater spiller man stadig dagligestuekomedier og ægteskabsdramaer.
3207 Det er ikke her man går ind og ser ny dansk dramatik.
3208 Skuespillet har dog også særdeles svære vilkår.
3209 Der er kun en scene, nemlig Gammel scene, og den er det meste af tiden besat af operasangere og balletdansere.
3210 Man er godt klar over, at Det Kongelige Teater har store pladsproblemer. Der er hede debatter om at adskille de tre kunstarter, men det bliver ikke til noget, diskussionen vender tilbage mange gange endnu.
3212 At være skuespiller er faktisk ikke særlig glamourøst, med mindre man selvfølgelig er en af de helt store stjerner.
3213 Dagmar Hansen her er blevet kaldt Danmarks første og største sexsymbol.
3214 Hun gør sig mest i de letbenede roller på Varieterne.
3215 Tilgengæld 'bor der en sangfugl i hendes hjerte og der bor den kønt, som en vittig hund skriver.
3217 I det hele taget er det mere svulmende former og en hot forbindelse til teaterdirektørerne, end faktisk talent, som er adgangsbillet til scenerne.
3220 Dagmarteateret er ikke opkaldt efter Dagmar Hansen, men den danske prinsesse, som blev kejserinde af Rusland.
3221 Her bestræber man sig på at præsentere nye danske skuespil, men i virkeligheden kommer det københavnske teaterpublikum ligeså meget for at hænge ud, for at se og blive set.
3223 Otte af Dagmarteaterets bedste kræfter er så frustrerede over de dårlige kunstneriske vilkår, at de prøver at rejse deres eget teater. Mens de venter på bevillingen rejser de på turnè i Norge og Sverige og med på turen er bl.a. den unge, ukendte Asta Nielsen.
3224 De ottes teaterbevilling bliver afslået.
3225 Tilgengæld åbner Det Ny Teater i 1908, og Asta Nielsen får en treårig kontrakt.
3226 Teatret ligger lige midt i det nye centrum mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej.
3227 Åbningsforestillingen en festlig, fornøjelig og fløjtende ligegyldig fransk komedie med Asta Nielsen og Poul Reumert i et par af rollerne. De to laver anderledes rav i den et par år senere.
3228 Asta Nielsen får allernådigst tildelt flere, små roller, men ellers er hendes teaterkarriere præget af lediggang og frustration. Hun lever simpelthen ikke op til tidens ideal. Hun er grim og tynd og har en alt for anderledes spillestil
3230 Det Ny Teaters kunstneriske rådgiver og maler Urban Gad bliver hendes redning.
3231 I 1910 skriver han manuskriptet til filmen Afgrunden.
3232 Det er bestemt ikke fint for teaterfolk at rode rundt med denne vulgære opfindelse.
3233 Asta Nielsen begynder derfor i al hemmelighed optagelserne til afgrunden.
3234 Resultatet overvælder alle.
3237 (Asta Nielsen fortæller om den mavedans hun danser i filmen)
3239 Filmen bliver en sensationel succes, og Asta og Urban Gad drager til tyskland og senere resten af verden Die Asta bliver en verdenstjerne. Hun elsker med kameraet og kameraet og publikum elsker hende.
3240 Georg Brandes forelsker sig - som alle andre - også.
3242 (Hyldestdigt af Georg Brandes til Asta Nielsen læses op)
3244 Asta Nielsens store gave til filmen er at hun ophøjer filmskuespillet til kunst.
3245 Det er også tiltrængt.
3246 Der er heller ikke meget finesse over de første mange film.
3247 Siden den første danske (spille)film 'Henrettelsen', lavet af Peter Elfelt....
3248 er den nye kunstart blevet en industri, som leverer let underholdning til masserne.
3250 Filmpioneren over dem alle er Ole Olsen.
3251 Han er en af de mange bondedrenge, som kommer til storbyen i jagt på succes og penge.
3252 Han er fuld af ambition og initiativ og starter med at rejse rundt på markedspladserne med alt lige fra kukkasser til rigtig levende negre.
3253 Da de levende billeder dukker op ser Ole Olsen straks mulighederne.
3254 I 1906 etablerer han Nordisk Film, som i det næste årti bliver det mest fremgangsrige danske firma
3255 Nordisk Films varemærke siger noget om storhedsvanviddet, som bliver til virkelighed.
3256 Den stærke isbjørn repræsenterer det nordiske, der betvinger jordkloden.
3259 En af de mest berømte film er Løvejagten.
3260 Den bliver optaget under stor pressebevågenhed - det er jo vilde dyr det her - og Ole Olsen bliver anklaget for dyrplageri.
3261 I virkeligheden foregår optagelserne på den ubeboede ø Elleore i Roskilde fjord, og der er ikke meget vild safari over det.
3262 Løverne bliver efter end tjeneste skudt på fredelig og human vis.
3263 Filmen bliver tilgengæld et tilløbsstykke - især ude i verden.
3265 I 1913 får Ole Olsen en smule dansk konkurrence.
3266 Der opstår en bunke nye selskaber, men de har ikke rigtig tæft for det der med at sælge til udlandet, Deres levetid er kort.
3267 Samtidig begynder de første krigsvarsler at løbe ind.
3268 Den internationale situation så eksplosiv, at Olsens velmagtsdage er talte.
3270 Det er dog en kendsgerning, at med filmen har det nye voksende og sultne massepublikum fået sin egen kunstart.
3271 Rundt om i biografsalene drømmer det moderne menneske sig væk fra en stadig mere uoverskuelig hverdag,
3272 I det fjerne kan man høre maskingeværsalverne\x{2026}..
3274 Mordet på det østrigske kronprinsepar indleder den første verdenskrig - Det er efter fyrre års fred i Europa.
3275 De næste fire år bliver en blodig demonstration af, hvad maskinerne også kan.
3276 Den teknologibegejstring og fremtidsoptimisme som prægede den spæde start af århundredet bliver sønderbombet i skyttegravene.
3277 Historiens værste krig med ialt tredive millioner døde ændrer for altid den måde vi oplever verden på, og det afspejles i kunsten i årtierne frem.
3280 Georg Brandes kæmper - med sin pen og sine talegaver - det sidste store slag for frihed og fornuft under Den Første Verdenskrig. Han dør i 1927.
3282 Johannes V. Jensen får Nobels Litteraturpris i 1944 , seks år før sin død.
3283 I 1999 bliver hans bog Kongens Fald kåret til århundredets danske bog. Således indleder han og afslutter dette århundrede.
3285 Da Agnes Henningsen er i halvfjerdserne udgiver hun 8 erindringsbind.
3286 De små 2000 sider dækker næsten et helt århundrede og bliver hendes største succes.
3287 Hun dør som 94 årig i 1960.
3289 Thit Jensen ender som bestsellerforfatter med en lang række historiske romaner. Hun oplever kort lykken i et ægteskab, men bliver skilt og lever alene resten af sit liv.
3290 Hun dør i 1957 og bliver begravet i Himmerland. På hendes gravsten står der 'Hun var en flamme'.
3292 Martin Andersen Nexø bliver den mest oversatte danske forfatter i det tyvende århundrede.
3293 Hans romaner bliver klassikere i den socialistiske verden. Nexø bliver hædret med en æresbolig i Dresden og her dør han i 1954.
3295 Asta Nielsen indspiller mere end 70 stumfilm.
3296 Hendes karriere stopper med talefilmen. Hun vender hjem til Danmark og lever ensomt og isoleret i mange år på Frederiksberg.
3297 Som 88 årig bliver hun gift med 18 år yngre kunsthandler. Han er den eneste der er tilstede to år senere ved hendes begravelse.